Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Hvor lang tid er 3.000 år for jordkloden – målt med menneskelige tidsnormer. Hermed hentydes til jordens forestående opnåelse af kosmisk bevidsthed inden for de kommende 3.000 år. Jeg vil altså gerne vide, hvor længe jorden – udmålt i sin egen tid – er om at få kosmisk bevidsthed.

Først skal det bemærkes, at dette spørgsmål er et af de hyppigste, der stilles fra mennesker, der har gjort sig fortrolige med den tanke, at jordkloden er et levende væsen helt på linje med f. eks. mennesket. Denne tanke er klart udkastet og begrundet i Martinus verdensbillede, og det er interessant at bemærke, at den – omend ud fra ganske andre forudsætninger – i mange forskellige variationer er blevet strejfet af den moderne naturvidenskab. Således er den bl.a. fremsat af den nu afdøde professor Lundmark i Lund, og det er ikke længe siden, den i indirekte form blev udtrykt i det ansete engelske naturvidenskabelige tidsskrift: NATURE.

I forbindelse med sin skildring af jordkloden som et levende væsen afslører Martinus, at samme jordklode i virkeligheden er et meget højt udviklet væsen – både i humanitær og intellektuel henseende. Ja, den er i virkeligheden så langt fremme i sin udvikling, at den netop i vor tid befinder sig i den indledende fase til den specielle oplevelse, Martinus udtrykker som "den store fødsel". Herved forstås en oplevelse, der skyldes en første begyndende intuitionsvirksomhed hos sin indehaver. Nævnte oplevelse former sig i praksis som en indvielse i tilværelsens store kosmiske grundsandheder og her frem for alt, at Gud er en realitet, og at genstanden for den omtalte indvielse selv er en del af Gud, er et guddommeligt livsorgan.

Fra Martinus side oplyses det, at oplevelsen af den store fødsel (hovedprocessen) som regel varer nogle minutter, mellem et kvarter og en halv time, hvorved den adskiller sig fra de såkaldte kosmiske glimt, der som regel er ganske momentane – højst af et par minutters varighed. Men også på et andet område adskiller disse to oplevelsesformer sig fra hinanden, nemlig deri, at den store fødsel til forskel fra de kosmiske glimt leder til et permanent, viljemæssigt herredømme over intuitionsenergien, akkurat som der i forvejen er tale om med hensyn til f.eks. intelligensenergien. Og da netop intuitionsenergien i sin egenskab af sanseevne er det levende væsens evne til dagsbevidst og under viljens kontrol at tage tilværelsens højeste kosmiske principper og love under observation, ses det, at oplevelsen af den store fødsel som resultat medfører en helt ny bevidsthedstilstands etablering, nemlig den såkaldte kosmiske bevidsthed. Valget af dette navn skyldes, at den ved nærmere eftersyn afslører sig som totalt grænseløs, nemlig som en universel bevidsthed, ja, i virkeligheden som. Guds egen bevidsthed. Gennem den store fødsel opnår det levende væsen altså en form for sammensmeltning med Guds bevidsthed således at forstå, at det permanent har adgang til at observere inden for denne umådelige bevidstheds vidder. Herom har Martinus på den mest fængslende måde udtalt sig i sjette bind af sit hovedværk "Livets Bog".

Læseren kan måske synes, at vi er kommet temmelig langt væk fra sagens kerne, der jo var spørgsmålet om, hvad 3.000 menneskeår svarer til i jordklodens tidsopfattelse og dermed, hvor længe jordklodens oplevelse af den store fødsel varer udtrykt i dens egne tidsnormer. Det skal imidlertid hurtigt vise sig, at der netop igennem det forestående er skabt et grundlag, ud fra hvilket dette spørgsmål kan løses på en måde, der gør det så kontrollabelt, som det i denne slags spørgsmål er muligt. Vi har nemlig på den ene side hørt, at oplevelsen af den store fødsel normalt varer mellem et kvarter og en halv time. Dette gælder naturligvis også for en jordklodes vedkommende, dog vel at mærke således at forstå, at det her drejer sig om et jordklodekvarter m.m. Og på den anden side er vi stødt på tidsrummet 3.000 år. Dette er den tid, Martinus afsætter til det jordiske menneskes udvikling af et fuldkomment menneskerige på jorden, hvorved forstås et menneskerige, der efterhånden skal afløse det nu kendte menneskesamfund, der ved sine utallige drabs- og lidelsestilstande afslører sig som værende alt andet end fuldkomment. Føromtalte fuldkomne menneskerige, der af Martinus også omtales som det rigtige menneskerige, er imidlertid ikke nogen foræring til menneskeheden, hvorimod det på naturlig måde vil opstå som resultat af det enkelte menneskes af udvikling betingede forvandling til et fuldkomment menneske. Dvs. et menneske, der ud fra personlige, organisk funderede dispositioner lever sit liv i fuldkommen harmoni med livets og kærlighedens love. Martinus understreger, at dette mål vil blive nået af hvert eneste menneske på jorden; ganske vist ikke samtidigt af alle mennesker, men således, at det i løbet af kommende 3.000 år er tilfældet for langt de fleste. Og han tilføjer, at dette at have status som et fuldkomment menneske på det højeste er ensbetydende med at have kosmisk bevidsthed. Heraf kan det igen sluttes, at praktisk taget hele jordens menneskehed har kosmisk bevidsthed om ca. 3.000 år.

Fra Martinus side betones det nu, at der er en nøje sammenhæng mellem dette sidstnævnte faktum og så det, at jordkloden som individ betragtet netop befinder sig i den indledende fase af oplevelsen af den store fødsel. De omtalte 3.000 år svarer nemlig nøjagtigt til den tid, det tager jordkloden at gennemgå hovedprocessen i sin kosmiske indvielse. Antager man derfor, at oplevelsen af den store fødsel i jordklodens tidsopfattelse omtrentlig svarer til f.eks. et kvarter, ses det, at et jordklodekvarter udregnet i mennesketidsenheder svarer til ca. 3000 år. Omvendt tillader en simpel omregning os at indse, at et menneskeår i jordklodens tidsopfattelse da svarer til ca. 1/3 sekund.

Når mennesker, der har gjort sig fortrolige med forestillingen om jordkloden som et levende væsen, interesserer sig for den menneskelige-jordklodemæssige tidsrealtion, skyldes det som regel vanskeligheden ved at forstå, at jordkloden virkeligt kan være så langt fremskreden i sin udvikling, som oplevelsen af den store fødsel må forudsætte. Et blik ud over den verdenssituation, som præger tiden, synes på det mest overbevisende at afkræfte en sådan mulighed. Men Martinus gør her opmærksom på, at dette pessimistiske synspunkt helt og holdent beror på, at mennesket normalt er ude af stand til at omtransformere menneskelige tids- og rumforestillinger til globale dimensioner. Kunne det dette, ville det opdage, hvorledes de problemer af verdensformat, der i dag optager menneskeheden, i virkeligheden er led i en mental klodeproces, der har karakter af et absolut sidste livtag mellem lyset og mørket, mellem egoisme og altruisme, mellem det dræbende og det livgivende princip. Og man ville indse, at lyset denne gang definitivt må sejre, og at "et kvarter" er mere end rigeligt til dens forløb. – Som et både interessant og vigtigt kuriosum skal det til slut bemærkes, at det er muligt at verificere rigtigheden af den føromtalte tidsrelation, nemlig ved at sammenstille Martinus oplysning om klodens alder med naturvidenskabens oplysning herom. Førstnævnte går ud på, at der er tale om 30 år (klodeår), medens sidstnævnte udtaler sig om mellem tre og fem milliarder menneskeår. En hurtig beregning vil vise, at 30 år omsat til sekunder svarer til ca. én milliard sekunder (altså klodesekunder). Sammenstiller vi dette med den naturvidenskabelige forestilling om ca. tre milliarder menneskeår, får vi igen, at ét menneskeår ca. svarer til 1/3 jordklodesekund.