Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Jeg omgås nogle mennesker, der har sukkersyge. Disse mener, at sukkersyge er arveligt, medens jeg ud fra kosmologiens synspunkter mener at "vide", at det, der gør sig gældende, er, at det levende væsen, der er kosmisk forpligtet til at have eller få sukkersyge, vil inkarnere hos forældre, hvis familie har tilknytning til sygdommen, for derved at finde mere forståelse for denne sygdom. I "Livets Bog" stk. 2120 taler Martinus om "nedarvede sygdomsanlæg. Jeg havde det indtryk, at noget sådant ikke fandtes i kosmologien, idet enhver "sjæl" kun kunne være afhængig af sin "personlige" adfærd.

Det er rigtigt, at Martinus taler om nedarvede sygdomsanlæg således at forstå, at han anerkender disse faktorers eksistens og meddelagtighed i skæbnedannelsen. Dette er heller ikke på nogen måde i modstrid med de førende synspunkter i kosmologien, tværtimod. At tale om nedarvede sygdomsanlæg må anses for helt nødvendigt ud fra kosmologiens synspunkter. Dette belyses klart gennem en fremstilling af samspillet mellem reinkarnationen og den side af skæbnedannelsen, der angår sundhedsniveauet i den organisme, der i ethvert tilfælde af fuldbyrdet inkarnation kommer til syne på det fysiske plan.

Det kunne være hensigtsmæssigt at indlede en redegørelse herfor med i al almindelighed at advare mod en alt for ensidig tillid til kosmologien som "et noget", der rummer udtømmende svar på alle problemer i tilværelsen. Tværtimod er det af allerstørste betydning at få øje på de perspektiver, der fremgår af Martinus udtalelser om, at åndsvidenskab og materievidenskab (dvs. naturvidenskab) engang i fremtiden vil forbinde sig med hinanden og gå op i en højere enhed, og at der først da foreligger en videnskab, der er på højde med dén opgave, at klarlægge og forstå livet og universet. Af denne advarsel mod en for ensidig tillid til kosmologien som svar på alle spørgsmål fremgår der naturligvis samtidigt indirekte en tilsvarende advarsel mod at fatte en sådan ensidig tillid til den i dag så højt estimerede naturvidenskab. Hverken naturvidenskaben eller åndsvidenskaben kan hver for sig alene give svar på samtlige tilværelsens problemer, hvorimod de i fællesskab kan afdække alle mysterier. Når dette fællesskab er nødvendigt, skyldes det, at de to videnskaber arbejder med to vidt forskellige sider af tilværelsen og på grundlag af to vidt forskellige metoder. Naturvidenskaben interesserer sig kun for tilværelsens stofside, som den udforsker ud fra princippet at måle og veje, hvorimod åndsvidenskaben fortrinsvis interesserer sig for tilværelsens livsside, som den dels udforsker på grundlag af intuition og intellektualiseret følelse og dels ud fra princippet at bedømme livsytringer. De to videnskaber må derfor komme til to vidt forskellige opfattelser af tilværelsen, som ved første øjekast tilsyneladende ikke har noget med hinanden at gøre, men som ved nærmere eftersyn viser sig at supplere hinanden på en måde, der lader en dyb kosmisk forståelse af livet og naturen fremstå. Det er med andre ord lige så uheldigt kun at interessere sig for givne problemer ud fra åndsvidenskabens forudsætninger, som det er uheldigt at gøre det ud fra naturvidenskabens forudsætninger, hvilken kendsgerning ikke kan nok som betones. For det er i sandhed trist at se, hvor gold den ellers så strålende og imponerende naturvidenskab i virkeligheden er; og det er mindst lige så beskæmmende at iagttage, hvor lidt flertallet af vor tids ellers så storartede og sympatiske åndsforskere og åndsinteresserede mennesker har til overs for den naturvidenskabelige forskning. Det er en situation, der fuldstændigt svarer til, at et menneskes to hænder beslutter sig til overhovedet ikke at ville have noget med hinanden at gøre.

Netop det her fremførte problem indeholder en lejlighed til at demonstrere, hvor frugtbart det er, når åndsvidenskabelige og naturvidenskabelige resultater arbejder hånd i hånd. For det er jo klart, at et spørgsmål som 1) reinkarnation, og 2) skæbnedannelse i forbindelse med reinkarnation i allerhøjeste grad stiller krav til hensyntagen til både et fysisk og et åndeligt aspekt. For det, det drejer sig om, er jo, at et åndeligt væsen skal forbinde sig varigt med den fysiske materie. Hvis denne kendsgerning overses af naturvidenskaben, fører det til en gold teori om gener og kromosomers indflydelse m.m., og hvis den overses af åndsvidenskaben, fører det let til en fuldstændig urealistisk spekulation, der helt er blottet for hensyntagen til de naturlove, der hersker i den fysiske verden. Indses den derimod, står det forskeren klart, at der foreligger en situation bestående i, at det åndelige væsen i henhold til love, der gælder for den åndelige verden, skal forbinde sig med den fysiske materie på en måde, der er i kontakt og harmoni med de love, der gælder her. Fra Martinus side belyses sagen i dens fulde omfang kort fortalt således.

For det åndelige og inkarnationsmodne individ gælder det om at opnå en varig kontakt med sådanne former for fysisk materie, der tillader det at opbygge et sanse- og manifestationsapparat, der svarer til dets art, udviklingsbane og udviklingstrin, og som dertil indebærer mulighed for en fortsat fuldbyrdelse af dets skæbnedannelse. Sine forudsætninger for at løse denne opgave eksisterer hos det åndelige væsen i form af et særligt åndeligt organområde, som Martinus kalder skæbneelementet. Skæbneelementet er et kompleks af organiserende kraftcentre – kaldet talentkerner – der på den ene side alle er blevet til på foranledning af individets tidligere viljeføring, og som på den anden side er underlagt et system af kosmiske love. Nævnte forudsætninger eksisterer dertil i form af den omstændighed, at dets væsensart allerede i forvejen findes repræsenteret på det fysiske plan. For netop herved sikres eksistensen af de specielle materieformer, som dets skæbneelement kan komme på bølgelængde med. De består nemlig i form af disse repræsentanters formeringsmekanismer. Disse er naturligvis velkendte for alle med hensyn til deres rent fysiske funktioner m. m. Hvad Martinus føjer til er imidlertid deres samspil med det åndelige væsen. Dette samspil foregår i hovedsagen mellem det åndelige væsens skæbneelement og de af biologien så stærkt omtalte gener og kromosomer. Det er nemlig mellem disse to sæt faktorer, at den forbindelse skal skabes, der sikrer det åndelige væsen fodfæste i den fysiske materie. Det skal med andre ord forbinde sit skæbneelements indhold af talentkerner med den befrugtede ægcelles indhold af gener. Som bekendt betragtes disse sidstnævnte af biologerne som bærerne af de arvelige anlæg, dvs. alle de egenskaber, positive såvel som negative, som det kommende individ rummer, og som ud fra det foreliggende miljøs påvirkninger fremmes og (eller) hæmmes efter et nærmere bestemt skema; således er det også generne, man betragter som bærerne af de såkaldte arvelige sygdomme. Teorien er, at visse gener kan være defekte, hvilket medfører forstyrrelser i de biokemiske funktioner, vedkommende gener styrer og kontrollerer, hvilket igen medfører tilsynekomsten af nærmere bestemte forstyrrelser i organismen (evt. dispositioner for sådanne), der er under dannelse. Gennem utallige forsøg og eksperimenter er der tilvejebragt et sæt kendsgerninger, der hæver genernes betydning for den fysiske organismedannelse over al tvivl, hvilket altså understreger det berettigede i, at Martinus taler om nedarvede sygdomsanlæg. For de defekte gener kan nemlig i henhold til den fysiske formeringsmekanisme overføres fra slægtled til slægtled. Som en vigtig tilføjelse hævder kosmologien imidlertid, at en befrugtet ægcelle med defekte gener udelukkende kun kan tiltrække et åndeligt væsen, hvis skæbneelement indeholder tilsvarende defekte talentkerner for fysisk organismedannelse. I det hele taget er det ud fra kosmologiens synspunkt nødvendigt at betragte hver eneste befrugtet ægcelle, der kommer til syne, som et psyko-fysisk skæbnemiljø, der i henhold til loven for tiltrækning og frastødning gennem resonans tiltrækker lige akkurat sådanne åndelige væsener, som med hensyn til situationen i deres skæbneelement i tilstrækkelig grad er på bølgelængde dermed. På dette grundlag sikres det, at enhver inkarnation i fysisk materie uden nogen som helst grad af undtagelse sker i kontakt med begrebet retfærdighed. For som sagt er netop situationen i det enkelte individs skæbneelement helt og holdent et produkt af dets egen tidligere viljeføring. Og da det alene er denne situation, der bestemmer valget af inkarnationssted, ses det, at det rent skæbnedannelsesmæssigt set er af underordnet betydning, hvilke faktorer der bestemmer den genmæssige situation i en given befrugtet ægcelle. Men det indses sikkert ligeledes, hvor vigtigt det er at betydningsfulde problemer betragtes i både naturvidenskabens og åndsvidenskabens lys.