Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Martinus analyser af skæbneloven synes meget logiske, men hvad med Jesu lidelseshistorie? Står man ikke her over for et tilfælde af virkning uden årsag; for hvordan kunne Jesus, der var så højt udviklet i visdom og kærlighed, ellers få en sådan grusom skæbne?

Det skal straks indrømmes, at Jesu skæbne var grusom. Foruden at være vanærende repræsenterede korsfæstelsen – udgået fra fønikierne – en af de mest pinefulde henrettelsesmetoder, tiden var i stand til at frembringe. Og det siger ikke så lidt, når man betænker den råhed og brutalitet, der var dens hovedpræg. Imidlertid er det let at pege på omstændigheder, der lader Jesu grusomme skæbne fremstå som en helt igennem logisk og naturlig konsekvens af Jesu egne dispositioner, og hvorved den altså på naturlig vis falder i tråd med skæbneloven, der absolut ikke giver plads for nogen som helst undtagelse. Således heller ikke i Jesu tilfælde!

De nævnte omstændigheder lader sig iagttage gennem en betragtning af Jesus som dels politisk og dels religiøs faktor, hvilke to sæt omstændigheder for Jesu vedkommende på en vis måde er sammenfaldende, fordi han var jøde. Dette forstås på baggrund af det forhold, at Palæstina på Jesu tid som bekendt var besat af romerne, og i øvrigt således, at han blev født under kejser Augustus, medens han døde under kejser Tiberius. – For os står Jesus først og fremmest som religiøs autoritet og lærer, men for besættelsestropperne – altså romerne – var dette på det højeste ensbetydende med, at han var en politisk faktor, en latent politisk faktor, som endog muligvis var særdeles farlig. Dette romerske synspunkt må ses i lyset af den kendsgerning, at luften på den tid var fuld af profetier, forventninger og rygter om en messias, der skulle komme og endegyldigt grunde et altomspændende verdensrige, over hvilket han selv skulle regere som konge. Og kendetegnet på denne messias skulle netop være fremragende menneskelige, for ikke at sige overmenneskelige kvalifikationer. Der er i denne forbindelse grund til at hæfte sig ved, at messiastanken ikke var nogen ny ting i tiden, ligesom den absolut heller ikke var forbeholdt jøderne. Den kan tværtimod spores næsten lige så langt tilbage i tiden, som historiens lys rækker. Tanken synes oprindeligt at være fostret i de gamle babyloniske og ægyptiske kulturer, hvorfra den ad forskellige baner er ført videre af as syrer, persere, jøder, grækere og romere. Det er nemlig fra denne tanke, man for sidstnævntes vedkommende har hentet idéen om kejseren som guddommelig, som Guds søn og statholder på jorden. Det er på denne baggrund ikke svært at se de politiske aspekter i Jesu tilsynekomst. I samme grad, som han ved sin personlighed, sin lære og sine overmenneskelige evner og kvalifikationer vandt indflydelse og berømmelse, og vel at mærke på en måde, der falder i tråd med de herskende messiasforestillinger, i samme grad må han nødvendigvis blive opfattet som konkurrent af enhver, der eventuelt allerede i forvejen gjorde krav på messiasværdigheden – altså f. eks. den romerske kejser. Dette var da også tilfældet, og det er værd at bemærke, at det i realiteten var romerne med Pontius Pilatus i spidsen, der henrettede Jesus (derfor netop korsfæstelse og ikke stening), ligesom det først og fremmest var romerne, der forfulgte de senere kristne. For øvrigt var Jesus ikke alene om på dette grundlag at lide denne skæbne. For folk, der gjorde krav på messiastitlen, var på de tider slet ikke noget særsyn. Tværtimod udtaler de romerske analer sig om adskillige, f. eks, profeten Mani og Simon bar Kobka, der for førstnævntes vedkommende i mangt og meget minder om Jesus og hans lære, medens sidstnævnte derimod var en regulær oprørsleder. I samme forbindelse havde romerne også rig erfaring for, at en religiøs forkynder i Palæstina hurtigt kunne forvandle sig til en politisk leder og oprørsskikkelse; landet var konstant en sydende heksekedel af opposition og frihedstrang, der gang på gang slog ud i åbenlyse oprør af større eller mindre omfang.

Da det må betragtes som hævet over al tvivl, at Jesus var bekendt med disse forhold, må det også anses for givet, at han vidste, hvad han gjorde, da han efter mødet med Johannes Døberen begyndte sin forkyndelse. Og lige så klart må det være, at han forstod den risiko, det indebar. Følgeligt lader den påfølgende lidelsesskæbne sig iagttage som en logisk følge af hans egne dispositioner. Den lader sig allerede iagttage som en virkning af hans egenskab af politisk faktor; for øvrigt tyder meget på, at det fortrinsvis skyldes interne intriger i de romerske inderkredse, at nævnte skæbne ikke fuldbyrdede sig langt hurtigere, end tilfældet var – det så meget mere, som Jesus jo ikke førte nogen skjult tilværelse, men tværtimod optrådte åbenlyst iblandt folket.

Imidlertid provokerede Jesus ikke alene besættelsesmagten. Gennem den lære, han følte det som sin mission at bringe – ikke til lovens nedbrydelse, men til dens fuldkommelse – var han på forhånd henvist til også at skulle provokere sine egne, og her først og fremmest dem, der havde autorisation på den bestående lære, altså ypperstepræsterne, farisæerne og de skriftkloge. Og vidste han, hvad han gjorde i forholdet til romerne, da må han i endnu højere grad have været klar over, hvad det var han indlod sig på i forholdet til præsteskabet m.m. For som jøde var han naturligvis oplært i den jødiske tro og kendte derigennem også den straffekodex, som kom i betragtning for falske profeter og lærere. Han må kort sagt have været klar over, at han ved at forkynde sin lære ville udfordre denne indflydelsesrige befolkningsgruppe til en kamp på liv og død. Vi ved, at denne kamp kom, og hvorledes den ofte – f. eks. i beretningen om skattens mønt – formede sig som en stræben efter at klare frisag over for forsøg på at spille ham ud som netop politisk og religiøs faktor i samme person. Og endelig ved vi, hvorledes denne kamp endte i det ydre. Gennem snedige interne manøvrer, som nye magtgrupperinger i de romerske inderkredse begunstigede, spilledes han af sine egne i hænderne på de forhadte besættelsestropper på en måde, der gjorde døden vis for ham. Og dog – de allerfleste kyndige på området er enige om, at Jesus sagtens kunne have undgået sin skæbne, endog uden at måtte opgive sin mission. For det første kunne han have undladt at gennemføre sit indtog i Jerusalem, der var det farligste sted, han overhovedet kunne komme, og yderligere kunne han let være flygtet i tide under opholdet i Jerusalem, hvis han havde ønsket det. Men alt tyder på, at han ikke ønskede det; først og fremmest antydes det af den kendsgerning, at han ud fra sine udtalelser at dømme på forhånd synes at have vidst, hvad der forestod. At dette sidste var tilfældet, hævdes fra Martinus side uden forbehold, og det tilføjes, at samtlige Jesu skæbnesvangre dispositioner såvel under indtoget som opholdet i Jerusalem må ses i sammenhæng med den opgave, det var hans sande mission at løse. I modsætning til, hvad der fremgår af kirkens forsoningslære, bestod denne for det første i at fremsætte en lære, der på afgørende etiske og erkendelsesteoretiske punkter betød en fornyelse og fortsættelse af den bestående mosaiske lære. Således betegnede forkyndelsen af Gud som kærlighed en vigtig fornyelse og fortsættelse af den bestående opfattelse af Gud som en hævnende og straffende Jehova. Og på samme måde med hensyn til tolerancelæren: du skal tilgive dem, der hader og forfølger dig ....., du skal vende den højre kind til .... osv.; denne repræsenterede en højst vigtig og nødvendig fortsættelse og fornyelse af loven om øje for øje og tand for tand, og således fremdeles. At fremsætte en sådan fornyelseslære var altså Jesu første opgave, og naturligvis dernæst at vinde tilhængere for den. Den næste og afgørende opgave bestod i at demonstrere det rigtige eller fuldkomne menneskes væremåde. Denne opgave løstes dels under forkyndelsestiden, men frem for alt blev den løst under forløbet af lidelseshistorien – og sidst men ikke mindst gennem de forskellige udtalelser på korset. Her gjorde Jesus sig til selve modellen for det jordiske menneskes rette væremåde og dermed til målet for al etisk stræben i al fremtid for alle mennesker. Endelig bestod Kristi tredie afgørende opgave i at demonstrere, at døden ikke er et definitivt endeligt, men blot en elementær organismeudskiftningsproces. Det fremgår heraf, at det hørte til Kristi mission at gennemleve lidelseshistorien – ikke for at tilfredsstille en pervers og sindssyg guddom, men for at tænde en guddommelig verdens uudslukkelige lys i det mørke, der rugede på jorden. Og netop herved kommer denne lidelseshistorie til helt at falde i tråd med skæbneloven, ligesom de omstændigheder, der i praksis gjorde den til virkelighed, på én gang var både anledningen og midlet til at gennemføre den guddommelige mission. I øvrigt henvises til brev nr. 1 af 1966.