Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Vil De være venlig at sige mig, hvad kosmologien mener om brugen af insulin, der jo i realiteten medfører drab på millioner af dyr.

Vi vil meget gerne svare på Deres spørgsmål. Ganske vist har emnet allerede tidligere været berørt (brev nr. 26, 1966), men det er så vigtigt og omfattende, at vi meget gerne tager det op igen, bl. a. fordi det også bidrager til at kaste lys over visse ansvarstræk for kosmologiens vedkommende.

Først skal det bemærkes, at brugen af insulin jo kun er et enkelt eksempel på en behandlingsmetode, der forudsætter overgreb på dyr. Den rangerer altså side om side med en mængde andre, som Deres spørgsmål dermed også bringer i søgelyset. Ja, i virkeligheden forholder det sig således, at flertallet om ikke alle behandlingsmetoder vedrørende menneskelige sygdomme enten direkte eller indirekte hviler på forsøg med og udnyttelse af dyr – heraf igen overordentligt mange med lidelser, smerter og død til følge for dyrene. Først og fremmest bygger hele den lægevidenskabelige forskning på dyrs medvirken som forsøgs- og kontrolobjekter. Dernæst forudsætter talløse behandlingsmetoder, at dyr er implicerede (vacciner, medikamenter m.m.), og endelig er forsøg med dyr et obligatorisk led i enhver lægeuddannelse. De menneskelige sygdomme er altså ikke kun en stor gene for mennesket selv, men hviler også som en tung og pinefuld byrde på millioner for ikke at sige milliarder af repræsentanter for det rene dyrerige. Således erindrer vi, at alene et land som Sverige pr. år forbruger ca. en halv million dyr til forsøg i videnskabeligt øjemed.

Det står altså klart, at det er de menneskelige sygdomme, der i hovedsagen giver anledning til de overgreb på dyr, som f. eks. fremstillingen af insulin er et udtryk for. Nu er det jo en hyppigt anvendt talemåde i dagligdagen, at sygdom er hvermands herre. Hermed vil man udtrykke det synspunkt, at mennesket selv er uforskyldt i sine sygdomme, der således må betragtes som en ulykkelig skæbne af tilfældig natur, der rammer det enkelte menneske. Betragtet ud fra dette standpunkt er det sygdomsramte menneske altså et stakkels offer for en blind skæbne og har dermed rent principielt krav på omgivelsernes medlidenhed; og ligeledes synes det at have ret til en hvilken som helst behandling, der kan helbrede det, således også behandlingsformer, der hviler på udnyttelse af dyr. Fra Martinus side fremhæves det imidlertid uden forbehold, at ovennævnte synspunkt er uholdbart. Sygdommene har i allerhøjeste grad deres rod i menneskenes egne dispositioner, og i stedet for at kunne betragtes som tilfælde af uforskyldt lidelsesskæbne, må de tværtimod i hvert eneste tilfælde betragtes som virkninger, hvortil den sygdomsramte selv er den dybeste årsag. Det vil igen sige, at de er udtryk for, at tilværelsens skæbnelov eller loven for årsag og virkning har fuldbyrdet sig.

Betragtet fra kosmologiens standpunkt er sygdomme altså onder, som menneskene ved deres handlinger selv bringer over deres hoveder, og det er set i lyset heraf, at menneskets hensynsløse udnyttelse af dyrene til fordel for sygdomsbekæmpelse må betragtes som en uretfærdighed imod disse. Det er en uretfærdighed i den forstand, at det jo ikke er dyrene, der er årsag til sygdommene, af hvilken grund det heller ikke kan være rimeligt, at de ' skal bøde for disse, i hvert fald ikke der, hvor det sker på en måde, som medfører lidelse og anden form for ødelæggelse af deres tilværelse. Ganske vist kan noget sådant kun finde sted, fordi dyrene i karmamæssig henseende mangler den fornødne beskyttelse, men dette retfærdiggør naturligvis ikke menneskets handlinger, hvilket da også fremgår af, at disse handlinger som omtalt i brev nr. 26, 1966 i sig selv er karmadannende for mennesket.

Fra kosmologiens side kan den her omtalte udnyttelse af dyr altså ikke hverken anbefales eller forsvares moralsk, nemlig fordi kosmologien giver sig ud for at meddele fundamentale sandheder om de love, hvorpå alt liv og al tilværelse hviler. Kosmologiens standpunkt er altså ikke et spørgsmål om partiskhed eller god eller dårlig vilje, men derimod et spørgsmål om at forfægte sandhed – også selv om denne er bitter for mennesket og i visse tilfælde ligefrem kan føles urimelig. For ihvorvel det måske nok er rigtigt, at mennesket selv er skyld i sine sygdomme og således også selv bør bære følgerne heraf, så føler de fleste dog, at de er uforskyldte i deres sygdomsskæbne. Dels kender man ikke særligt godt livslovene – således heller ikke skæbneloven – hvorfor man naturligvis heller ikke kan leve i kontakt med dem, og dels kan man henvise til, at man ingen steder kan modtage udførlig undervisning i dem. Man kan med andre ord henvise til, at sygdommene er et resultat af uvidenhed, og ydermere en uvidenhed, mennesket ikke selv mener at kunne gøre for. Ja, det er ganske rigtigt og udgør i øvrigt en ny, talende bekræftelse på Martinus ord om, at det såkaldte onde automatisk forsvinder der, hvor uvidenhed fjernes. Sygdommene ér virkeligt i vid udstrækning et resultat af uvidenhed, men nævnte uvidenhed er dog ikke en ting, mennesket ufrivilligt slås med. Som alt andet skyldes også den i dybeste forstand menneskets egne dispositioner. Det er ganske vist dispositioner af millionårig gammel dato, men dette ændrer naturligvis ikke noget ved sagen. Ændringer her beror i lighed med uvidenhedens tilblivelse helt og holdent på menneskets eget initiativ og den hermed forbundne udvikling: at gøre uvidenhed til viden. På den anden side set betinger den omstændighed, at talrige af menneskets sygdomme faktisk ér en følge af uvidenhed, at kosmologien ikke uden forbehold kan afvise berettigelsen af den nugældende metodik vedrørende sygdomsbekæmpelsen. Som det næppe heller var ventet, ser kosmologien sig naturligvis ikke i stand til at dømme de millioner af mennesker til den visse død, som i dag er afhængige af sygdomsbekæmpende metoder, der hviler på udnyttelse af dyr. Gennem sin klarlæggelse af livets love giver den derimod mennesket det middel i hænde, der kan tjene som kosmisk grundlag for dets nedkæmpning af mørk skæbne til fordel for opnåelse af lys skæbne, ikke blot i forholdet til sygdomme, men også i forholdet til krig, nød og elendighed samt alle former for mentalhygiejniske problemer. Og hvad specielt angår den nugældende form for sygdomsbekæmpelse viser kosmologien klart, at den menneskelige stræben her på den ene side uophørligt bør være rettet mod erhvervelsen af kendskabet til en levevis, der hundrede procent er i kontakt med livslovene, og som man dertil kompromisløst overholder; og på den anden side bør samme menneskelige stræben være strengt rettet mod forsøget på at udvikle metoder til sygdomsbekæmpelse, der fritager dyr for smertefuld og livsødelæggende medvirken. Dette kan i høj grad lade sig gøre. Mange tegn herpå lader sig allerede i dag iagttage, og de ville med kometagtig fart øge, i det øjeblik kærlighed til næsten og respekt for livet i alle dets former var den afgørende faktor i den menneskelige motivverden. Herudover må det være den enkeltes helt private sag at tage stilling til, om han eller hun i tilfælde af sygdom indtil videre vil lade sig hjælpe af metoder, der bygger på udnyttelse af dyr.

Ps. I øvrigt er temaet behandlet i bogen: "Hvordan kan jeg gøre Guds vilje?"