Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Siden tidernes morgen har ikke alene mennesket, men hele dyreriget haft jordklodens overflade til sin tumleplads for livets fysiske oplevelse – en vekselvirkning som i vore dage har en stadig tiltagende tilsvining af dens "hud": jord, luft og vand til følge.

Selv for et menneske med en vis beskyttelse kan det idag være vanskeligt at manøvre sig fri af bilosende luft, giftige grøntsager og frugter (kunstgødning, sprøjtemidler mv.), forurenet grundvand (lække olietanke, underjordiske atomsprængninger etc.), forurenet havvand (kloakudløb, de i havet nedsænkede betonkasser med radioaktivt affald) – og sidst men ikke mindst: støj.

1) Kan det tænkes, at nogle af ovennævnte mikro-fremmedstoffer ved optagelse i organismen via blodomløb og hjerne er i stand til at påvirke den menneskelige bevidsthed i negativ retning – eller sørger "naturen" også her for en vis frasortering undervejs?

2) Er mange menneskers angst for at deres børnebørns fremtidige tumleplads skal minde for meget om en losseplads ubegrundet al den stund jordkloden endnu er i besiddelse af enorme øde, "rene" land- og havområder?

3) Kan støj direkte påvirke mikroorganismerne i mennesket og derved være sygdomsfremkaldende?

4) Hvad menes der med det gamle ord om, at "mennesket skal gøre sig jorden underdanig" set i relation til hele ovennævnte emne?

Det vil ved denne lejlighed være formålstjenligt først at besvare det sidst stillede spørgsmål, altså nr. 4.

De har i høj grad ret i, at det selv for et menneske med en vis beskyttelsesgrad kan være vanskeligt at manøvrere sig fri af den indflydelse, der knytter sig til den tiltagende forurening af vor klode. Det er ikke alene vanskeligt; det er simpelt hen umuligt, idet de forskellige forureningsfaktorer naturligvis ikke skelner imellem "ven" og "fjende" om man så må sige. Selv trods ydelsen af en meget betydelig beskyttelsesindsats bliver man uundgåeligt ramt af forureningens følger, og man må endog regne med, at genen vil tiltage, som tiden går, fordi stadigt flere forureningskilder opstår. Vi er således på dette område alle i samme båd, hvilket med tanken om kosmisk beskyttelsesgrad in mente måske kan forekomme mærkeligt, men som på den anden side tjener til at uddybe perspektiverne i en udtalelse, som engang i en bestemt anledning lød fra Martinus: alene dette at være født på jorden er en betænkelig sag, som bør give hvert eneste menneske anledning til en forsigtig vurdering af sit eget udviklingstrin.

Når man tænker på, i hvor høj grad vi i almindelighed hænger ved livet og ønsker at få både det mest mulige og det bedst mulige ud af det, kan man nok undre sig over, at der i dag foreligger et så vældigt forureningsproblem, som tilfældet er, og som endog udviser en tiltagende tendens. Set fra en bestemt synsvinkel synes det næsten, som om menneskeheden af al magt stræber efter at gennemføre et globalt selvmord, således at det for mange er et spørgsmål, om den i det hele taget har en fremtid. Målt med den almentgældende lyst til livet og dets muligheder er dette ganske givet ikke så lidt af et paradoks, og endnu mærkeligere tegner situationen sig i det øjeblik, man opdager, at grundlaget for denne kritiske tilstand er menneskets herredømme over klodens naturkræfter. Med frigørelsen af atomenergien som det hidtil mest magtfulde udtryk herfor har dette herredømme i dag nået en grad og et omfang, så mennesket ligefrem kan true livet i dets helhed – enten i form af udsigt til en atomkrigs relativt kortvarige dødsinferno, eller i form af en langsom, men sikker undergravning af livets muligheder for beståen som følge af tiltagende forurening. Fra Martinus side lægges der ikke skjul på, at den her omtalte situation på et tidspunkt vil lede til en verdensomspændende katastrofe for menneskeheden, og kom det an på mennesket alene, kunne denne sagtens komme til at antage et uopretteligt omfang. Imidlertid kommer det på ingen måde an på mennesket alene, hævder Martinus. Netop nu overvåges alle menneskehedens bevægelser på det allerskarpeste af højtudviklede væsener, der fører deres tilværelse i den åndelige verden, og som til deres assistance har en talrig skare af de mest fremragende mennesker tilhørende denne klode, men som midlertidigt er diskarneret. Dette sker i forståelsen af, at mennesket er langt fremme i opfyldelsen af det guddommelige påbud om at gøre sig jorden underdanig, men fremdeles mangler at have gjort sig én ting underdanig, nemlig sig selv, de primitive, egoistiske kræfter i dets egen mentalitet, og derfor simpelt hen er til fare for sig selv. Føromtalte katastrofe må derfor ses som et pinefuldt led i den fortsatte udvikling af menneskets evne til at gøre sig jorden underdanig, hvilket mål først virkeligt kan siges at være nået den dag, menneskets herredømme over naturens kræfter udelukkende giver sig udslag i tilstande, der i enhver henseende afslører sig som værende i kontakt med livets love og derfor er til nytte, glæde og velsignelse for alt liv. Og for et sådant herredømme spærrer netop frem for noget andet menneskets eget ufærdige sind. Det er derfor overvejende dette, udviklingen nu vil koncentrere sig om, og netop på den måde, at menneskeheden i et hidtil ukendt omfang kommer til at lide under tilstande, der ganske åbenlyst skyldes mennesket selv.

Vedrørende spørgsmål 1) skal der svares, at der i høj grad består mulighed for en negativ påvirkning af den menneskelige bevidsthed som følge af forureningsstoffers optagelse i organismen. Ganske vist udskilles hurtigt en del af disse, men den stadige tilførsel af nye medfører i det lange løb uundgåeligt en belastning af hele systemet, hvad der i hvert fald fører til en sænkning af almentilstanden. Og alene på dette grundlag er bevidstheden påvirket i negativ retning, hvilket historien ligefrem vrimler af eksempler på. Det har altid været katastrofalt, når afgørende beslutninger blev lagt i hænderne på kvinder og mænd, der af den ene eller den anden grund var indisponerede.

Med hensyn til spørgsmål 2) kan der svares både ja og nej. Det er nemlig nok muligt, at vore børnebørn i højere grad vil finde kloden som en losseplads og jammerdal end som et paradis. Allerede nu hedder det jo i en lidt spøgefuld bemærkning, at der er mere skrald imellem himmel og jord, end amerikanerne kan lide at tænke på (der hentydes her specielt til, hvad rumforskningen har givet anledning til). Men på længere sigt vil svaret blive nej. Menneskeheden vil i tidens fylde koncentrere alle kræfter om at rydde op i forholdene og sigte mod det mål, at omskabe jorden til et sted, hvor det i enhver forstand er en fryd at leve.

Til spørgsmål 3) kan der kort svares ja. Støj ikke alene kan være sygdomsfremkaldende, men ér det allerede i praksis i et vældigt omfang. Det drejer sig først og fremmest om sygdomme, der angår nervesystemet, men en lang række indirekte og direkte følgesygdomme kæder sig på.

Som allerede bemærket er forureningen i alle dens former en sag, der angår os alle, og der kan derfor også være grund til, at vi alle vender os mod problemet – både i protest mod dets tiltagen, og i en personlig indsats for så vidt muligt for vort eget vedkommende at undgå at bidrage til dets fortsatte beståen. Kun ad den vej nås engang dets fuldstændige løsning.