Ældre Kosmos og Kontaktbreve

1. Når et væsen i dette liv sidst i sin trediveårsalder begynder at bekæmpe sine seksuelle kræfter (på grund af uharmonisk ægteskab) og til fulde har indset, at disse mest bruges i egoismens tjeneste, vil disse kræfter da atter røre på sig i næste livs barndom og ungdom og først begynde at tage af eller svækkes, når samme alder nås, hvor vedkommende i dette liv begyndte at bekæmpe dem?

2. Og i så fald, vil et sådant "unaturligt" barn eller ung da være beskyttet over for læger, der til den tid sikkert er så dygtige, at de vil kunne indoperere nye brugelige organer? Kan man regne med, at et sådant væsen inkarnerer hos forældre, der – i hvert fald i dette vigtige spørgsmål – har samme tanker, og som derigennem vil kunne yde den fornødne hjælp og beskyttelse? Eller rører disse kræfter sig ikke mere, når de en gang er bragt til tavshed?

Vi siger først tak for Deres spørgsmål, som til trods for den personlige formulering utvivlsomt har bud til mange andre. Thi der findes næppe noget område af det menneskelige bevidsthedsliv, hvor forvirringen er større, end det seksuelle.

Med hensyn til spørgsmål 1. og sidste sætning i spørgsmål 2. kan det straks fastslås, at de seksuelle kræfter absolut ikke lader sig bringe til tavshed gennem nogen som helst form for undertrykkelse. Tværtimod vil sådanne forsøg let kunne lede til den situation, at der opstår en seksuel overeksponering, der igen kan give anledning til mere eller mindre alvorlige afsporinger af den samlede seksualfunktion. Dette vil jeg gerne forklare nærmere, men forinden kan der være grund til at besvare de øvrige led af Deres spørgsmål.

I overensstemmelse med hvad der netop er udtalt, må man med sikkerhed regne med, at de seksuelle kræfter atter vil begynde at røre på sig, når en ny inkarnations repetitionsstadier gennemløbes, og det er absolut urealistisk at gøre sig håb om, at de vil aftage, når nævnte repetition når frem til det stadium, der svarer til tidspunktet for de omtalte undertrykkelsesforsøgs begyndelse i den tidligere inkarnation – altså den, De nu befinder Dem i. Tværtimod er der i overensstemmelse med seksualkræfternes suverænitet snarere udsigt til, at de vil melde sig med unaturlig styrke og være forbundet med ubevidste komplekser og konflikter, som vil vanskeliggøre et harmonisk og naturligt forløb af seksualbevidsthedens opvågnen i den nye inkarnation. Der vil altså være udsigt til, at man kommer til syne som et "unaturligt" barn, og måske endog hos forældre, der selv er belastede med seksuelle konflikter og afvigelser. Denne side af sagen bestemmes dog helt af den samlede skæbnesituation og lader sig ikke generalisere. På den anden side antyder loven for udvælgelse af inkarnations sted gennem resonans mellem kosmiske bølgelængder, at et menneske med visse "unaturlige" dispositioner vil blive tiltrukket af forældre med beslægtede anlæg. Men som sagt: det enkelte tilfælde lader sig ikke generalisere, idet mange andre faktorer kan spille ind, således at udfaldet måske i stedet bliver en inkarnation hos forældre, der er så kloge og forstandige på livet, at de hurtigt og effektivt er i stand til at hjælpe deres "unaturlige" barn tilbage til en harmonisk og naturlig seksual-status. En sådan mulighed består heldigvis, men den modsatte består altså også, og her vil det gælde, at far den unaturlige seksualindstilling også næring i den nye inkarnation, da vil situationen være endnu værre i den følgende, og således fremdeles i en række inkarnationer.

Allerede af det her berørte fremgår det vist, af hvilken almenvigtig karakter Deres spørgsmål er. Nu er emnet i sin helhed naturligvis meget omfattende og lader sig derfor på ingen måde blot nogenlunde fyldestgørende behandle på denne lille plads; kun en grov skitse af fundamentale kendsgerninger lader sig tegne. Til gengæld er emnet på det mest omhyggelige behandlet af Martinus selv, nemlig i bogen Logik samt i tredie, fjerde og særligt femte bind af hovedværket "Livets Bog", mod hvilke kilder den yderligt interesserede læser derfor kan vende sig.

I utallige tilfælde medfører en såkaldt hjerneblødning den ejendommelige situations opståen, at patienten mister sine moralske hæmninger. Dette giver sig atter udslag i, at denne bliver ligefrem overfrimodig i sine udtalelser, og det viser sig her atter og atter, at disse udtalelser med forkærlighed kredser om seksuelle funktioner og begreber, der ofte behandles på det mest frivole og sjofle. Særligt bemærkelsesværdig er situationen naturligvis, når denne tilstand rammer mennesker, som enten gennem væremåde eller udtalelser har søgt at foregive hel eller delvis manglende interesse for seksuallivet overhovedet, og som i samme forbindelse mere eller mindre tydeligt har tilkendegivet ringeagt over for almindeligt seksuelt disponerede medmennesker. Når disse kendsgerninger her fremdrages, er det fordi de lærer os noget væsentligt om seksualkræfterne. De meddeler os simpelt hen, hvor stærke, ukuelige og samtidigt centrale disse er, et faktum, som det kosmiske verdensbillede ud fra helt andre forudsætninger ikke alene bekræfter, men som det dertil forlener med et tankevækkende perspektiv, nemlig fordi det formår at give en klar og utvetydig redegørelse for, hvad seksualkræfterne overhovedet ér for noget. Det fremgår således, at seksualkræfterne, der i praksis giver sig udslag i seksual-driften, er den yderste og fornemste konsekvens af tilværelsens kosmiske kontrastprincip, nemlig i dettes fremtræden som sult og mættelsesprincip. Klart viser Martinus, hvorledes sult og mættelsesprincippet danner grundlag for det levende væsens evne til at fornemme forskel på behag og ubehag, og lige så klart påviser han, hvorledes denne evne i forbindelse med det såkaldte urbegær resulterer i den permanente tilstedeværelse af en totalt suveræn og ukuelig urdrift i det levende væsen, nemlig driften mod erhvervelsen af behagsoplevelser. I kontakt med dens ophøjede og suveræne natur betegner Martinus denne urdrift som "den højeste ild", og han betoner uden forbehold, at den højeste ild blandt mange andre måder at ytre sig på frem for nogen anden ytrer sig som det levende væsens seksualdrift. Dette harmonerer da også med, at seksualdriften i praksis er en drift mod en særlig form for behagsoplevelse, nemlig i virkeligheden den mest koncentrerede behagsoplevelse, tilværelsen formår at byde på, formidlet gennem dertil særligt indstillede organer.

Fra Martinus side benægtes det uforbeholdent, at livet har en mening, nemlig fordi livet er en evig realitet. Derimod er der grundlag for at tale om, at livet har en pointe. Denne pointe er en konsekvens af livets særlige måde at være indrettet på, og den finder sit klareste udtryk i attrået behagsoplevelse sanset på baggrund af en modsætning, over for hvilken der næres frastødning, nemlig ubehagsoplevelse. Og givetvis optræder nævnte pointe jo mere forklaret, des mere intens en behagsoplevelse der foreligger; og her overgår ingen det seksuelle klimaks. Dette bliver derved indbegrebet af livets pointe, hvad der tjener til at afsløre det umotiverede og direkte fejlagtige i at undertrykke seksualkræfterne med vold. Fra naturens side er de et gode, og de vil kunne vedblive med at være det, når de administreres i overensstemmelse med livets og naturens love. Da vil de være en velsignelse uden konkurrence, et træ, af hvis frugter det levende væsen fundamentalt lever. Men omvendt vil de også på grund af deres fundamentale, kosmiske natur kunne blive til en forbandelse uden konkurrence, nemlig hvis de administreres på tværs af naturens og livets love. Tager man derfor den forvirring i betragtning, der som indledningsvis berørt hersker på det seksuelle område af det menneskelige bevidsthedsliv, da er det vist ingen overdrivelse af hævde, at Martinus alene gennem sin skabelse af de foran citerede værker har gjort sig fortjent til den samlede menneskeheds mest uforbeholdne opmærksomhed og taknemmelighed.