Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Martinus taler om selvopholdelsesdriftens mørke aspekt og om selvopholdelsesdriftens lyse aspekt. I denne forbindelse vil jeg gerne spørge om følgende:

1. Hvad er i det hele taget selvopholdelsesdriften?

2. Hvordan ytrer de to aspekter sig rent praktisk?

3. Trives de to aspekter side om side, eller behersker de hver for sig specielle områder af spiralkredsløbet; i så fald: hvilke?

Ja, der kan nok være grund til at beskæftige sig lidt med selvopholdelsesdriften, for hvor tit har vi ikke hørt denne blive taget til indtægt som undskyldning for tanker, ord og handlinger af den mest primitive og dræbende art. Netop i disse dage oplever verden i form af den farlige krise i mellemøsten en ny magtfuld manifestation af dette naturanlægs suveræne indflydelse på sindene, og det er kun få, der kan få øje på andre fornuftige veje at gå end netop de, selvopholdelsesdriften anviser. At sådanne veje imidlertid efterhånden udgør et fundamentalt behov er dog på den anden side samtidigt ved at blive klart for de fleste. Herom vidner tydeligt den tiltagende farlighed af de inter-statslige konflikter i verden. Ganske tydeligt indebærer disse en stadigt voksende risiko for, at selvopholdelsesdriften i mennesket skal blive udfordret i et omfang, der med hensyn til følgerne ikke lader sig overskue, nemlig som følge af de magtmidler, der i dag lader sig stille til rådighed for samme selvopholdelsesdrift. Disse repræsenterer i dag en sådan størrelsesorden, at de – såfremt en uforbeholden anvendelse skulle komme til udfoldelse – synes at true den ganske menneskehed på livet. Men netop heraf fremgår på det mest overbevisende, at tiden for længst er inde til, at den menneskelige bevidsthedsenergi på det samkvemsmæssige område ledes ind i andre kanaler end hidtil. Dette bør alene den selv samme selvopholdelsesdrift tilskynde til.

Fra Martinus side beskrives selvopholdelsesdriften som en konsekvens af den centrale realitet i det levende væsen, han udtrykker som ur-begæret, dvs. begæret efter livets oplevelse. I overensstemmelse hermed definerer Martinus selvopholdelsesdriften som udtryk for Jegets ubetingede krav om at opretholde sin livsoplevelsesevne samt de hermed forbundne organismer. Det er let at se sammenhængen mellem urbegæret (begæret efter livsoplevelse) og selvopholdelsesdriften, idet sidstnævnte som det fremgår af definitionen er udtryk for en tilbøjelighed til at sikre livsoplevelsen, nemlig gennem sikring af dé organiske forudsætninger, hvorpå livsoplevelsens etablering beror. Det vil for menneskets, dyrets og plantens vedkommende bl. a. sige den fysiske organisme, der jo er den grundlæggende forudsætning for livsoplevelse på det fysiske materieplan. Karakteristisk er det da også, at selvopholdelsesdrift i den hermed anførte betydning af begrebet kan spores hos samtlige disse væsenskategorier. Hos alle ser man en udpræget tendens til at beskytte den fysiske organisme og dermed det fysiske livsoplevelsesorgan mod kræfter, der kan betyde en trussel mod dens fortsatte beståen. At der er brug for en sådan tilskyndelse er heller ikke til at komme uden om, og grunden hertil er også let at spore. Uden vanskelighed lader det sig nemlig konstatere, at de levende væsener på det fysiske plan er henvist til at leve af hinandens organismer. Kødædende og altædende dyr lever dels af hinanden og dels af planteorganismerne, og ligeledes lever de planteædende dyr af planteorganismerne. Ved sin måde at være indrettet på er det fysiske plan altså forudbestemt til at være en skueplads for alles kamp mod alle, og det betyder igen, at en vældig udfordring til urbegæret i samtlige levende væsener her har betingelser for at trives. Urbegærets reaktion herpå er selvopholdelsesdriften, altså tilbøjeligheden til med alle til rådighed stående evner og midler at sikre den personlige organisme mod overlast og undergang.

Det siger sig selv, at dette arrangement ikke kan bestå, uden i det lange løb at afføde et særdeles livskraftigt talent for egoisme i de levende væsener. Man har kun sig selv at stole på i en verden, hvor man næsten permanent og fra alle sider er genstand for dødbringende efterstræbelse. Med reinkarnationslæren inddraget i betragtningerne vil talentet for egoisme kunne iagttages som en faktor, der under stadig tiltagen overlever fra liv til liv. Dette medfører igen, at der under dets indflydelse inddrages flere og flere emneområder, nemlig efterhånden som individet i samklang med sin samlede udvikling – således ikke mindst af intellektet – inddrager flere og flere interesseområder i bevidsthedsfeltet. I praksis viser dette sig på den måde, at individet ikke alene befinder sig i et egoistisk forhold til sin organisme samt den føde, hvoraf dennes beståen afhænger, men også til en lang række andre faktorer (mage, afkom, territorier, redskaber o. m. a. ). For menneskets vedkommende lader dette sig som bekendt let iagttage, og det jo mere, des mere civilisationsmæssigt fremskredne populationer man undersøger. Martinus udtrykker det på den måde, at der i forbindelse med udviklingen fra plante til civilisationsmenneske er tale om en vis indvikling i materien, nemlig på den måde, at individet knytter et stadigt større antal faktorer til sig, som enten direkte eller indirekte tilhører materien; man behøver blot at tænke på en almindelig dansk gennemsnitsfamilie med hus, have, fjernsyn, køleskab, vaskemaskine og måske bil samt alle supplerende effekter. Tilknytningen til samtlige disse elementer må ses som en virkning af urbegæret: begæret efter livets oplevelse. De byder nemlig alle i en eller anden forstand på en livsoplevelse – eventuelt baner vej for en sådan – som individet attrår. Men herved kommer de også alle til rent principielt at befinde sig inden for selvopholdelsesdriftens registreringsområde, nemlig på den måde, at en trussel mod de personlige ejendele af indehaveren opfattes som en mere eller mindre alvorlig trussel mod vedkommendes samlede eksistens. Og vi ser netop heri forklaringen på, at mennesket trods sit efterhånden enorme herredømme over materiens omskabelse til livsgoder og dermed ti sikring af hvert eneste menneskes materielle eksistens ikke desto mindre stadig finder sig selv i en verden, hvor dets liv er truet af næsten på en sådan måde, at et magtunderbygget forsvar den ene gang efter den anden viser sig nødvendigt. Forklaringen herpå er den enkle, at det under indtryk af udviklingens vilkår gennem årmillioner på den ene side er gået den enkelte sådan i blodet, at livet er en kamp for tilværelsen ført på medvæsenernes bekostning, at man simpelt hen ikke er i stand til at tænke anderledes. Og på den anden side skyldes det, at man heller ikke indser andre måder at beskytte sin eksistens og livsoplevelsesevne på, end dem det magtunderbyggede forsvar repræsenterer. Dette er derfor stadig den kanal, ad hvilken selvopholdelsesdriften får afløb. Men netop i vor tid indtræder det interessante omslag i situationen, at denne metodik også begynder at vise sig livsfarlig, ja så livsfarlig, at den ligefrem synes at være et større onde end de omstændigheder, der udfordrer den. Det magtunderbyggede forsvar er ikke længere den patentløsning, det hidtil har været, og mennesket – dets egoistiske talent taget i betragtning – står derfor over for en udfordring, der synes mindst lige så gennemgribende, som det i sin tid må have været tilfældet, da fisken følte sig tilskyndet til at erobre landjorden.

Emnet fortsættes i næste kontaktbrev.