Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Hvordan ytrer selvopholdelsesdriftens to aspekter sig rent praktisk?

Fra generalsekretær U'Thants side blev for år tilbage behovet for nye menneskelige samkvemsnormer og samkvemsmetoder kort og klart udtrykt med ordene: "Vi må elske hinanden … eller dø". Tydligere kan det farlige i menneskets nugældende situation vel næppe udtrykkes, og mindre tydeligt kan det vel næppe heller erklæres, at betingelserne for den menneskelige redning repræsenterer en udfordring, der er ikke så lidt ud over det almindelige.

Undersøger man de omstændigheder, der har ført til den herskende verdenssituation, er der stor sandsynlighed for, at man vil finde sig konfronteret med et paradoks helt uden sidestykke, i hvert fald hvis det sker uden assistance af de perspektiver, Martinus verdensbillede stiller til rådighed. Ligeledes består der fare for, at man vil føle sig præsenteret for kendsgerninger, der på forhånd synes at udelukke en redning for menneskeheden – i hvert fald hvis den skal baseres på U'Thants ultimative formel. Dette fremgår af følgende ræsonnement.

1. Dybt i det levende væsens' kosmiske struktur virker urbegæret som en permanent og uudslukkelig attrå efter livsoplevelse, ikke nogen bestemt form for livsoplevelse, men livsoplevelse i det hele taget. Denne kan kun etableres på grundlag af en kompliceret skabelsesproces, for hvilken et omfattende organisk apparatur er nødvendigt. Indirekte er dette apparatur derfor af lige så stor betydning for individet som den attråede livsoplevelse, hvorfor det for enhver pris gælder om at opretholde det. Og da intet er mere primært for det levende væsen end livsoplevelsen, ses det, at alle bestræbelser i retning af at opretholde livsoplevelsesevnen (det organiske apparatur) simpelt hen er udtryk for selvopretholdelse. Heraf navnet "selvopholdelsesdriften" som udtryk for individets uforbeholdne tilbøjelighed til at modsætte sig undergang for organismens vedkommende. En sådan skæbne vil nemlig være ensbetydende med undergang af livsoplevelsen og dermed grundlaget for eksistensen af bevidsthed, hvilket igen betyder, at den vil være ensbetydende med total undergang af individet som levende væsen betragtet.

2. Gældende for samtlige levende væsener, der kommer til syne i den fysiske verden er det, at de eksisterer under betingelser, hvor man er henvist til at leve af hinandens organismer, altså lige akkurat de faktorer, som det er i ethvert individs mest uforbeholdne interesse at beskytte mod undergang. Tilværelsen i den fysiske verden bliver dermed fra livets oprindelse én eneste stor udfordring til selvopholdelsesdriften for hvert eneste levende væsens vedkommende, både i den forstand, at man af hensyn til opretholdelsen af sin egen fysiske tilværelse er henvist til at fortære sine medvæseners organismer og i den forstand, at man af samme grund omvendt er nødt til at beskytte sin egen organisme (senere hen ejendele) mod medvæsenernes efterstræbelser. Det kan på den pessimistiske sjæl virke som et ligefrem djævelsk arrangement, for ganske tydeligt befinder man sig under vilkår, hvor det for den enkelte gælder, at man må dræbe for at leve, både i offensiv og i defensiv forstand. Ingen er undtaget. For enhver gælder det, at tilværelsen er en alles kamp imod alle.

3. At sådanne betingelser for tilværelse må føre til en idealisering af alt, hvad der er ensbetydende med magt, er indlysende. Kun de stærke vil kunne overleve; de svage må dø. At de samme betingelser for tilværelse derfor vil føre til en udvikling af magtmidler, er lige så indlysende. Og at det netop er gået sådan, bekræftes fuldt ud af udviklingens historie. Som det mest overbevisende udtryk herfor står det moderne tekniserede menneske, der som bekendt i dag råder over magtmidler så overvældende, at det ligger inden for mulighedernes grænse at udslette livet og livets betingelser på jorden. Med andre ord: de vilkår, der fra starten har været gældende i den fysiske verden, og som har bestemt kursen for livets udvikling hvad angår anlæg og talenter, har i form af egoisme, forlenet med uhyrlige magtmidler, ført frem til et resultat, hvor livet synes forudbestemt til definitivt at udslette sig selv, det så meget mere, som de omtalte vilkår for livets udvikling synes principielt blottet for faktorer, der kunne være velegnede til at stimulere en udvikling af de talenter for altruisme og næstekærlighed, der i dag jævnfør U'Thant synes at være verdens eneste håb. Og det er netop herved, det paradoksale i situationen kommer til syne. Vilkårene for tilværelse i den fysiske verden har ensidigt stimuleret udviklingen af talenter for egoisme og magt samt en hertil svarende moralkodeks, og med det resultat, at livet af disse grunde nu står i fare for at udslette sig selv. Et større paradoks kan vist vanskeligt påvises.

For mange mennesker har det længe stået som et nedslående spørgsmål, om menneskeheden vil kunne overleve det modsætningsforhold, der består imellem dets moral og dets magtbeføjelser, og den netop overståede krise i mellemøsten har sikkert ikke mindsket hverken disse menneskers antal eller uro. I hvert fald synes det givet, at man må afholde sig fra at bygge sine forhåbninger på den menneskelige næstekærlighedsevne. Kun et mirakel ser ud til at kunne redde menneskeheden fra globalt selvmord udtrykt ved en tredie verdenskrigs løsslupne atomare, bakteriologiske og kemiske rædselsenergier. Men hvordan skal man tænke sig dette mirakel? – Fra Martinus side gives der klart udtryk for, at et mirakel vil finde sted, for så vidt som man overhovedet i forbindelse med livet og virkeligheden kan tale om mirakler. Mennesket skal dog ikke gøre regning på, at det vil blive forskånet for katastrofen i dens fulde omfang. Det mirakuløse vil derimod komme til at bestå i, at menneskeheden trods de løsslupne rædselsenergier vil overleve katastrofen som menneskehed, og hvad der er det vigtigste: den vil gøre et sæt erfaringer, der vil modne den til endegyldigt at tage beslutning om at lade den hidtil så højt priste selvopholdelsesdrift tjene en helt ny sag: ikke den enkeltes, men hele den lidende menneskeheds under ét. Man vil forstå, at det ikke længere er nogen farbar vej, at lade selvopholdelsesdriften gå hånd i hånd med egoismen og det dræbende princip. Fremtiden må bygges på en alliance mellem selvopholdelsesdriften og det livgivende princip, således som den blotte fornuft allerede i dag burde tilskynde til det. I Martinus profetier ligger der altså en forudsigelse af, at selvopholdelsesdriften i stedet for som det nu er tilfældet at virke til fordel for det dræbende princip vil komme til at virke til fordel for det livgivende princip, nemlig på foranledning af den modning af menneskehedens fornuft og humane beredvillighed, som den kommende, uafvendelige verdenskatastrofe vil udvirke. Dette kan også udtrykkes på den måde, at selvopholdelsesdriften gennem den omtalte skæbnebegivenhed fra at manifestere et mørkt aspekt vil skifte til at udtrykke et lyst aspekt.

 

Emnet afsluttes i næste kontaktbrev.