Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Med den største glæde og interesse har jeg læst Per Frandsens forfriskende essay om videnskabsbegrebet i Kosmos nr. 2.2004 Hvor velgørende at se et stof af også den art komme til orde i bladet.

Per Frandsen slutter sit indlæg med at konstatere, at tiden, i medfør af forholdene i den atomare verden med underliggende niveauer, er inde til et dybtgående paradigmeskifte i videnskaben. Et skifte, der, til fordel for en slags general-komplementær attitude, betegner en dybtgående revision af den hidtil enerådende materialistiske og mekanistiske virkelighedsopfattelse. Som kortene nemlig i dag tegner sig, forekommer det ifølge PF ikke længere tilstrækkeligt at stille spørgsmålet, HVAD er virkeligheden, hvorimod der bør følges op med et andet, nemlig HVEM er virkeligheden. For virkeligheden synes ikke længere at være et spørgsmål om blot og bart stof og energi, men drejer sig i mindst lige så høj grad også om liv og ånd. Og går vi ud fra, at videnskab er et spørgsmål om at skabe viden, må der også ligge en opgave i at skabe klarhed over, hvorledes disse to slags virkelighedsopfattelse kan forenes, udvikles og integreres i hinanden.

Det er i den forbindelse klart, at nævnte opgave ikke er løst med blot en henvisning til gudsbegrebet som svar på, HVEM virkeligheden er. I det mindste ikke, hvis man ønsker en udtømmende løsning. For en sådan må nødvendigvis også omfatte en fuldstændig beskrivelse af, HVORDAN virkeligheden er. Såvel mht. stof/energiaspektet som livs- og åndsaspektet. Samt dem begge tilsammen...

Men hvordan nå frem til en sådan forenet virkelighedsbeskrivelse på det foreliggende grundlag – altså hvis den skal være autentisk... ? Ikke alene vil det stille krav til en helt ny forskningspraksis, der på komplementær vis kan supplere den nugældende måle- og vejepraksis inden for de eksakte naturvidenskaber; for at være empirisk må nævnte beskrivelse også forudsætte en helt anden erfaringstilgang til virkeligheden, end mennesket p.t. er i stand til at mønstre. Nemlig en evne til dagsbevidst at se virkelighedskompleksets utallige processer som et spørgsmål om livsytringer. Og ikke blot det, men også tolke disse korrekt som udslag af ånd og bevidsthed, af behov, begær, ønsker, tanker og følelser mv. Og hvor finder man vel p.t. nogen, der er i besiddelse af en sådan højintellektuel kompetence ...?

Forudsætter man, at den efterlyste kompetence som et minimum stiller krav til viljekontrolleret intuition og dermed det, Martinus forstår ved kosmisk bevidsthed, er udsigterne for en kompetent forskning efter ovennævnte komplementære retningslinier naturligvis for nuværende yderst beskedne. Men det udelukker efter undertegnedes mening heldigvis ikke fuldstændigt enhver konstruktiv beskæftigelse med opgaven.

For det første har vi kendskab til en række personer tilbage gennem historien, som enten spontant eller via relevante teknikker har vundet dybtgående indsigt i virkelighedens måde såvel at være opbygget på som mht. sin grundlæggende måde at fungere på som levende betragtet. Og hvad mere er: mange af disse skikkelser har efterladt sig enten førstehånds eller andenhånds beskrivelser af det, de har erfaret, og der ligger derfor en oplagt åndsvidenskabelig opgave i at udforske dette kildemateriale med henblik på en stillingtagen til spørgsmålet om indbyrdes overensstemmelse og sammenlignelighed. For det er jo klart, at vi på alle områder, hvor der er overensstemmelse mellem de foreliggende udsagn, har lov til at se fundamentet for en kommende empirisk baseret totalvidenskab rejse sig.

Til denne kategori af kildemateriale hører naturligvis også i princippet Martinus' arbejde, der ikke blot historisk kan ses som et seneste bidrag til 'puljen' af 'den højeste viden', men oven i købet repræsenterer en komplet beskrivelse af virkelighedens grundlæggende opbygning og funktionsmåde – både hvad dens materielle og dens åndelige side angår. – Men i betragtning af, at vi 'kun' har Martinus' ord for, at virkeligheden ér, som han beskriver den, men vi ikke selv kan kontrollere det, bør hans samlede værk naturligvis inddrages i den ovenfor efterlyste sammenlignende kildeforskning. I det mindste hvis man vil forholde sig videnskabeligt til sagen, idet det igen gælder, at jo flere, der har set det samme, des mere har vi grund til at fæste lid til, at det virkeligt forholder sig som hævdet. Frem til den dag, hvor vi hver især selv kan skue sandheden.

Endelig har vi lov til at imødese en ikke alt for fjern fremtids udløsning af kosmiske glimt hos repræsentanter for menneskehedens evolutionære fortrop og dermed tilsynekomsten af nye, højaktuelle bidrag til ovennævnte videnspulje. Hvortil også i princippet må regnes bidrag fra mennesker fra både fortiden, nutiden og fremtiden, der har været genstand for såkaldte parapsykologiske erfaringer som fx. nær-døds- og ud-af-kroppen-oplevelser. Så kort og godt: helt er vi tydeligvis ikke afskåret fra at få en forenet natur- og åndsvidenskab løbet i gang. For naturligvis hører også naturvidenskaben med i billedet – det så meget mere som Martinus selv udpegede den som åndsvidenskaben i svøbet. Og skal der reelt være tale om en forenet, komplementær totalvidenskab for virkelighedens vedkommende, må naturligvis både dennes stof- og livsside tages i betragtning ...