Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 2005/8 side 253
Regnskabskommentar
Gaver til gavn og glæde
Af Instituttets bestyrelser
Et godt gaveår
Regnskabstallene viser, at også 2004 var et godt gaveår. Vi har derfor kunnet finansiere eller støtte en lang række aktiviteter som udgivelse af Martinus-bøger i Danmark og udlandet, oversættelser, elektronisk behandling af værkerne, start på filmprojekt, køb af sommerhus, renoveringer, nye IT-systemer osv. Det er værd at bemærke, at udover disse særligt støttede opgaver lykkes det år for år at dække de alm. løbende driftsudgifter, der bl.a. går til varme, el, skat og vedligehold for Instituttets ejendomme samt til trykning, porto, administrative opgaver og løn til de få ansatte. Disse udgifter er for de 2 fonde tilsammen på mere end 3 mio. kr. om året.
Glæden ved at give
Fra bestyrelserne siger vi hjertelig tak både for støtten og det frivillige arbejde. Vi oplever det som et privilegium at forvalte en økonomi, der i så høj grad bygger på uselviske gaver. Instituttet får gaverne på forskellige måder. Rigtigt mange interesserede glæder os som faste gavegivere år efter år, hvilket selvsagt er meget betryggende, netop når de faste udgifter skal dækkes. Vi får arvebeløb fra venner af Sagen, som har været aktivt med gennem mange år. Men det sker også, at der kommer overraskende gaver eller arv fra mennesker, som blot har glædet sig over Martinus' bøger uden at søge kontakt til andre interesserede. Endelig oplever vi mennesker komme spontant og fortælle, at Martinus' analyser har haft afgørende betydning for dem i en svær livssituation, hvorfor de gerne vil støtte økonomisk, at disse analyser kommer andre til glæde. Uanset formen er det i alle tilfælde en smuk og uselvisk gestus, som giver fin inspiration til arbejdet og styrker oplysningsindsatsen..
Behov fremover
Der bliver god brug for de midler, Instituttet får at arbejde med også i de kommende år. Oversættelser og udgivelser af værkerne på flere sprog skal naturligvis fortsætte, og vi vil bl.a. via netboghandel gøre det lettere for mennesker ud over verden at anskaffe bøgerne. Bogproduktionen kræver i sig selv større midler, fordi den ikke opvejes af det endnu beskedne bogsalg. Der fremkommer stadig mere Martinus-information – ikke mindst på nettet – men fra Instituttet er der behov for bedre infomateriale både via hjemmeside, brochurer og film mv. Bearbejdningen af efterladt materiale som tekster, symboler, korrespondance og billeder må gerne styrkes, så Instituttet gradvis får opbygget en egentlig historisk biblioteks- og arkivfunktion. Vi håber bl.a. at kunne udgive nogle efterladte symboler, som Martinus har givet forklaringer til i foredrag. Forbedringen af de fysiske rammer skal selvsagt fortsætte – bl.a. trænger Instituttet på Frederiksberg til en omfattende modernisering, og der er stort behov i Klint både for at øge kapaciteten og komme videre med renovering af de gamle bygninger.
På Instituttet ved vi, at disse planer og ønsker for fremtiden må opfyldes i den naturlige og tålmodige takt, som gaverne og det frivillige arbejde giver mulighed for. Vi glæder os dagligt over den varme og positive holdning, som præger samarbejdet og støtten til opgaverne både inden for Instituttet og i Sagen som sådan. Det kan ikke udtrykkes bedre end Martinus gjorde i sit julebrev 1961: "De har med Deres forståelse og hjertevarme skabt en beskyttende kærlighedsvold omkring vor udbredelse af den Guds ånd, der udelukkende er vejen, sandheden og livet, og for hvilken alt mørke i verden må vige."