Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 2006/10 side 315
Instituttets årsregnskab
Revisionen har ordet
Kommentarer til årsrapporterne 2005
Af Linnea Weinreich og John Cubbin
Linnea Weinreich og John Cubbin
Trekroner Revision A/S
I forbindelse med et glidende generationsskifte af Finn Bentzens Revisionsinstitut har vi fra regnskabsåret 2005 overtaget revisionen af de to fonde hos Martinus Institut.
Vi er 22 engagerede medarbejdere, heraf 20 revisorer med bred faglig og teoretisk baggrund, der betjener kunder over hele landet. Udover kunder så som enkeltmandsvirksomheder og selskaber, beskæftiger vi os meget med forskellige typer af fonde og foreninger. Vi har således gennem mere end 20 år opnået et bredt teoretisk og fagligt kendskab til fonde og foreninger med almennyttige formål. Vi ser frem til et godt samarbejde med Instituttet.
Årsrapporterne 2005
Hovedtallene fra årsrapporterne fremgår nedenfor. Vi gør opmærksom på, at der er tale om et uddrag af de væsentligste hovedtal fra årsrapporterne, og henviser til de officielle årsrapporter for yderligere specifikation og uddybning. Ligesom vi såvel som Instituttet gerne står til rådighed for besvarelse, såfremt der måtte være spørgsmål eller kommentarer til regnskaberne. Vi kan oplyse, at vi har forsynet begge årsrapporter med en revisionspåtegning uden forbehold eller supplerende oplysninger den 21. april 2006.
Idealfonden
Som det fremgår af regnskabsuddraget har resultatet i Idealfonden udgjort t.kr. 540 i 2005 mod t.kr. 1.914 i 2004. Det lavere resultat i 2005 skyldes hovedsagelig, at der er modtaget t.kr. 1.135 mindre i bidrag og gaver i 2005 end i 2004. Herudover er der i 2005 anvendt midler til videoproduktion, bevaring af foredrag på cd'er samt diverse edb-udgifter. Samtidig blev der i 2005 anvendt en del midler til reparation og vedligeholdelse såvel på Mariendalsvej som i Klint.
Af resultatet på t.kr. 540 er der foretaget uddelinger med t.kr. 520, hvorefter t.kr. 20 overføres til den bundne egenkapital, der herefter udgør t.kr. 26.257. Hensættelser, der endnu ikke er uddelt, udgør t.kr. 3.292.
Aktivitetsfonden
Resultatet i Aktivitetsfonden har i 2005 udgjort t.kr. 245 mod t.kr. -6 i 2004. Det forbedrede resultat skyldes bl.a., at der i 2005 er modtaget bidrag, arv, gaver og uddelinger på i alt t.kr. 509. Årets resultat er overført til egenkapitalen, der herefter udgør t.kr. 4.723.
Afslutning
Årets resultat for 2005 må for begge fondes vedkommende anses for tilfredsstillende, særligt set i lyset af færre modtagne arv, bidrag og gaver end året før. Det er revisionens opfattelse, at bestyrelserne for begge fonde udfører et ansvarsfuldt arbejde og fuldt ud lever op til Instituttets formål.
Hovedtal fra årsregnskabet 2005
Økonomisk kommentar
Af Instituttets bestyrelser
Regnskabet for 2005 viser, at vi fortsat kan glæde os over en god udvikling i økonomien for Instituttets to fonde.
Idealfonden modtog i dette år ca. 1,1 mio. kr. i gaver og arv, og de har bidraget godt både til det løbende arbejde med værkerne, information, undervisning og bygningsvedligehold og til støtte for en række særlige aktiviteter. Der er bl.a. ydet støtte til nye bogudgivelser i ind- og udland, et prøvenummer af Kosmos, oversættelser, arbejdet med de elektroniske udgaver af værkerne, et filmprojekt og kursusophold i Klint for udenlandske interesserede. Derudover er en del kursusboliger i Klint blevet renoveret og der er foretaget div. fornyelser i inventar og installationer inkl. nyt it-udstyr. Årets løbende driftsudgifter til ejendomme, administration og løn mv. udgjorde for de to fonde tilsammen ca. 4 mio. kr.
Vi håber, at den positive økonomiske udvikling vil fortsætte, så Instituttet får mulighed for at løse en række af de opgaver, der står på vente- og ønskelisten for de kommende år. I 2006 gennemfører vi bl.a. den længe tiltrængte modernisering af Instituttets ejendom på Mariendalsvej og udskifter det gamle værkstedshus i Klint med en ny værksteds- og servicebygning. Disse fornyelser er en investering i fremtiden, idet vi nu får mulighed for at modtage Instituttets gæster, kursister og frivillige medarbejdere i mere tidssvarende, lyse og venlige lokaler samtidig med, at de frivillige håndværksmedarbejdere i Klint får de nødvendige faciliteter til deres arbejde med udbygninger, renoveringer og vedligeholdelse i centret.
Vi har indledt samarbejde med revisionsfirmet Trekroner Revision A/S, der præsenterer sig med en regnskabskommentar i dette nummer. Baggrunden er, at der gennemføres et generationsskifte hos Finn Bentzens Revisionsinstitut. Finn Bentzen har selv været tilknyttet Instituttet som revisor i hele 35 år og fortsætter nu med særlige opgaver. Vi benytter lejligheden til at sige tak til Finn og hans medarbejdere for deres omfattende indsats indtil nu og hilser Trekroner Revision velkommen.