Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 2009/6 side 184
Revisor har ordet
Kommentarer til årsrapporterne 2008
af Linnea Weinreich og John Cubbin
Linnea Weinreich og John Cubbin
Årsrapporterne 2008
Hovedtallene fra årsrapporterne 2008 fremgår nedenfor. Vi gør opmærksom på, at der er tale om et uddrag af de væsentligste hovedtal fra årsrapporterne, og henviser til de officielle årsrapporter for yderligere specifikation og uddybning. Ligesom vi såvel som Instituttet gerne står til rådighed for besvarelse, såfremt der måtte være spørgsmål eller kommentarer til regnskaberne. Vi kan oplyse, at vi har forsynet begge årsrapporter med en revisionspåtegning uden forbehold eller supplerende oplysninger den 27. april 2009.
Bemærk, at alle beløb i det følgende er angivet i hele tusinde kroner, forkortet til "t.kr.".
Idealfonden
Som det fremgår af regnskabsuddraget har resultatet i Idealfonden udgjort t.kr. 2.024 i 2008. Resultatet i 2008 skyldes hovedsagelig, at der i året er modtaget t.kr. 3.186 i bidrag og gaver. Heraf er der anvendt t.kr. 139 til bobehandlingsomkostninger.
Af resultatet på t.kr. 2.024 er der foretaget hensættelse til senere uddeling med t.kr. 1.800, hvorefter t.kr. 224 overføres til den bundne egenkapital, der herefter udgør t.kr. 27.037. Hensættelser, der endnu ikke er uddelt, udgør t.kr. 3.968, mod t.kr. 3.289 i 2007. Da der heri i 2008 er hensat t.kr. 1.800, er der således udbetalt t.kr. 1.121 i året.
Siden 1. januar 2008 har Idealfonden været godkendt efter Ligningslovens §8A, hvilket betyder, at der for giveren er skattemæssigt fradrag for gaver, der gives til Idealfonden, såfremt gaven udgør mindst kr. 500 og højst kr. 14.500 i 2009.
Aktivitetsfonden
Resultatet i Aktivitetsfonden har i 2008 udgjort t.kr. -206. Resultatet skyldes hovedsagelig, at der i året er ansat yderligere en medarbejder, således at der nu er 4 ansatte i Aktivitetsfonden. Der er i året modtaget uddelinger fra Idealfonden for i alt t.kr. 470, som er indtægtsført.
Årets resultat er overført til egenkapitalen, der herefter udgør t.kr. 4.965.
Afslutning
Årets resultat for 2008 må for begge fondes vedkommende anses for tilfredsstillende, særligt set i lyset af de modtagne arv, bidrag og gaver samt moderniseringen af Instituttets ejendomme. Ligeledes anses det for tilfredsstillende, at der er igangsat projekter, som der har været hensat midler til i tidligere år. Det er revisionens opfattelse, at rådene for begge fonde udfører et ansvarsfuldt arbejde og fuldt ud lever op til Instituttets formål.
 
Hovedtal fra årsregnskabet 2008
 
Kommentarer til regnskabet 2008
af Instituttets bestyrelser
2008 var et godt og aktivt år, hvor vi modtog en kærkommen støtte på 3,2 mio. kr. til Instituttets arbejde. Støtten fordelte sig med 1 mio. kr. i gaver og 2,2 mio. kr. i arv. Det er uhyre værdifuldt, at vi i kraft af disse midler har kunnet videreføre de mange løbende aktiviteter og samtidig foretage bygningsrenoveringer i Klint og uddele økonomisk støtte til en række projekter. Årets uddelinger beløb sig i alt til 1,1 mio. kr. og omfattede bl.a. følgende projekter og aktiviteter:
På bygningssiden kan særligt nævnes, at vi i Klint fik renoveret studierum og foretaget en modernisering af den overtagne bygning Fyrbakkehuset, som nu bl.a. rummer værelser samt møde- og kursuslokale.
For Aktivitetsfonden budgetterer vi med, at der set over årene skal være en rimelig balance mellem indtægter og udgifter. Resultatet varierer dog fra år til år, i 2007 fik vi et overskud og i 2008 blev det til et underskud på 200.000 kr. Medvirkende hertil var et lille fald i fondens samlede indtægter, samtidig med at personaleudgiften er steget, efter at vi i slutningen af 2007 fik mulighed for at ansætte en ekstra medarbejder.
Vi takker endnu en gang for den gavmilde støtte, som giver grundlag for, at vi kan se fortrøstningsfuldt på den videre udvikling i økonomien. Som revisionen nævnte var 2008 det første år med mulighed for, at man i Danmark kan få skattefradrag for gaver til Idealfonden. Det var ikke alle vore danske gavegivere, som udnyttede den mulighed. Hvis I ønsker et skattefradrag, skal I blot huske at oplyse cpr-nummer til Instituttet, så vi kan indberette gaverne til Skat. Reglen er, at man på selvangivelsen for 2009 totalt kan opnå fradrag på 14.500 til velgørende formål, dog således at kun gaver på mere end 500 kr. regnes med.