Kosmos 2009/9 side 276
Hvad er penge?
af Toni Christina Bjerremose
Om det sande og falske forretningsprincip og visionerne om den kommende verdensstat
I lyset af den nuværende økonomiske krise kunne det være interessant at høre, hvad Martinus har at sige om verdensøkonomien, hele forretningsverdenen og fremtiden for disse to størrelser:
Han beskriver, hvordan vi på vor vej gennem dyreriget har erfaret, at magt er ret, dvs. at den stærke ved at anvende fysisk magt kan besejre den svage og gøre denne til sin slave.
Efterhånden er der med udviklingen af mere menneskelige sider i jordmennesket fremkommet en reaktion imod denne brutale magtanvendelse og en tilskyndelse til at bekæmpe de dyriske sider. Med tiden er der opstået en såkaldt statsmagt, der ved hjælp af love og sanktioner over for lovbrydere beskytter den svage mod de værste udslag af dyrisk brutalitet fra den stærkes side.
Enhver er sig selv nærmest
Der er dog et område, hvor statsmagten i øjeblikket enten er magtesløs eller endnu ikke har erkendt, at der er et moralsk problem. Og dette område er den såkaldte "forretningsverden". Den dyriske moral, der udtrykker sig ved sætningen "enhver er sig selv nærmest", er endnu meget stærk inden for dette område, og da magt efterhånden er blevet identisk med materielle værdier, der repræsenteres af det begreb, vi kalder "penge", bliver begæret efter penge et ideal for de fleste mennesker.
Martinus skriver, at "(…) ethvert jordmenneske, der kommer til verden uden at være arving til en formue, er et undertrykt væsen, eller et væsen, der i virkeligheden er en pengemagtens undersåt og som sådan tvungen til i form af trældom at betale en "overpris" for sin eksistens eller for sit daglige livsfornødne behov. Men da alt liv søger op mod frihed og lys, vil enhver form for undertrykkelse animere til bekæmpelse af åget. Og til bekæmpelse af jordmenneskenes materielle undertrykkelse vil midlet i første instans altså være penge. For penge kan man købe sig ud af pengemagtens trældom eller undertrykkelse. Derfor bliver det vigtigste eller centrale i jordmenneskesamfundets bevidsthed "penge". Alt eftersom man har penge, er man fri, befinder sig højere og højere på den materielle rangstige, og desto mere bliver man beundret, æret og anset. At være formuebesidder udgør således et ideal for jordmenneskene. Og som følge heraf er enhver opdragelse og undervisning også baseret på at gøre individet så kvalificeret som muligt i kampen om den materielle gevinst. At være kvalificeret til at erhverve sig penge udgør således en livsbetingelse i den jordmenneskelige selvopholdelsesdrift, idet dette jo faktisk er det eneste middel, ved hvilket jordmennesket midlertidigt kan frigøre sig fra undertrykkelse og armod."1 Her har vi altså grunden til, at alle ønsker at være rige!
Men hvordan er begrebet "penge" egentlig opstået?
På jorden findes der to slags ægte værdier. Den første er jordens råstoffer og afgrøder, og den anden er den kraft, der bearbejder disse råstoffer og afgrøder, nemlig den menneskelige arbejdsevne.
Alt, hvad der findes på jorden, er gratis stillet til rådighed for alle levende væsener og ejes i realiteten af alle. Men da størsteparten af jordmenneskene endnu er dybt forankret i dyreriget, vil det i lang tid fremover stadig være dyrerigets normer, der hersker, dvs. "enhver er sig selv nærmest", "alles kamp mod alle", "den kloge narrer den mindre kloge" og "magt er lig med ret". I dyreriget er det jo en dyd at være egoistisk, hensynsløs, grådig, intolerant og magtsyg.
Da alle nu vil rage til sig på andres bekostning, har der derfor i årtusinder raset kampe mellem menneske imod menneske og stat imod stat om jordens råstoffer og afgrøder. Den stærke har nedkæmpet den svage, og udover at tage landområder med deres råstoffer og afgrøder fra denne har den stærke også lagt åg på den svage og gjort ham til slave. Den stærke har herved bemægtiget sig begge den overvundnes ægte værdier, nemlig hans jord og hans arbejdsevne.
Selvom statsmagten gennem lov- og retsvæsen i tidens løb har bekæmpet den dyriske grådighed i dens mest primitive og brutale form, som f.eks. røveri, plyndring og overfald, så er nævnte grådighed jo endnu langt fra udryddet, og har derfor antaget former, der endnu bliver betragtet som rimelig moralske og i hvert fald fuldt lovlige.
Vi ser nemlig, at det inden for forretningsverdenen endnu er muligt at få røveri og plyndring til at se så tilforladelige ud, at folk i almindelighed, der jo ikke kender til andet, betragter foreteelser som køb og salg som noget, der ikke kan være anderledes.
De mennesker, der ikke er født til rigdom, og det vil herved sige de fleste, er tvunget til at tilbyde deres arbejdskraft til højestbydende inden for staten eller forretningsverdenen. Men da statsmagten og forretningsverdenen arbejder tæt sammen, og i dag for det meste kun tænker på, hvordan de kan presse mest muligt arbejde ud af de mennesker, der ikke har andet valg, og for øvrigt til en så lav løn, som det overhovedet er muligt, er disse mennesker mest at betragte som slaver. Ganske vist har nogle fremsynede virksomheder opdaget, at det kan betale sig at behandle medarbejderne godt ved at give dem højere løn, gratis telefon, hjemmepc, sundhedsforsikringer, fri bil etc., men det forandrer ikke den kendsgerning, at formålet som regel ikke er medarbejdernes trivsel, men derimod virksomhedens forøgede omsætning til glæde for aktionærerne.
I oldtiden har man brugt bytteobjekter i samhandlen, men på et tidspunkt indført en måleenhed, der fik tilført en bestemt værdi, og dette er vore dages penge. Det må her bemærkes, at kun pengenes funktion som måleenhed for de ægte værdier, er ægte. I sig selv er de værdiløse. Er der ikke mulighed for køb eller salg, er pengene ikke det papir værd, de er trykt på. Man behøver blot at forestille sig verdens rigeste mand anbragt i en ørken med alle sine rigdomme, men uden mad og vand. Her ville alle hans penge være komplet værdiløse. Derimod jordens råstoffer og afgrøder – her i form af mad og vand – dvs. ægte værdi – og måske hans egen arbejdskraft – ligeledes ægte værdi – kunne måske hjælpe ham til at grave efter vand og spiselige rødder – og han ville redde livet.
Den grusomme forretningsverden
Flere og flere vil efterhånden få meget smertefulde erfaringer med den grusomme forretningsverden i den fortvivlede kamp om værdierne, som de rige og de fattige kæmper mod hinanden. Denne kamp om værdierne er "krigen overført til et andet plan, men resultaterne er de samme som ved den almindelige krig, nemlig: ruin, fattigdom og undertrykkelse for de overvundne og rigdom, luksus og magt for sejrherrerne. Jordmenneskenes daglige kamp for tilværelsen har altså efterhånden antaget form af handel",2 skriver Martinus og fortsætter: "Forretningsprincippet er således blevet det fundamentale i hele den jordmenneskelige selvopholdelsesdrift. Det behersker hele den materielle verden. Alt er forretning."3
Samme værdi for samme værdi
Der er ikke noget i vejen med det sande forretningsprincip, der er "samme værdi for samme værdi". Det er der derimod med det falske forretningsprincip, der florerer her på jorden, nemlig "størst mulig værdi for mindst mulig værdi"! Her er grunden lagt til overflod, frådseri og lediggang for vinderne og sult, nød og elendighed og slavelignende arbejdsforhold for taberne på den økonomiske krigsskueplads!
På dette område halter statsmagten bagefter med lovgivningen og formår endnu ikke at beskytte den fattige mod pengemagtens "maskerede tyveri" i form af avancer, overpriser, ågerrenter osv. Ikke mindst fordi magt og penge stadig hænger uløseligt sammen, og statsmagtens repræsentanter ofte selv er grådige efter begge dele og ser deres fordel i at beskytte store firmaer ved f.eks. at fritage dem for skat.
Resultatet af det falske forretningsprincip er altså, at alle må betale overpris for alt, hvad der kan købes og sælges, og da forretningsverdenens fantasi i den retning er ubegrænset og dens begær skamløst og umætteligt, er det efterhånden meget lidt, der ikke kan gøres til genstand for køb eller salg.
Det er forbudt ved lov at slå et menneske fysisk ihjel, men at fjerne folks økonomiske grundlag, fordi de skylder penge væk, er syge eller arbejdsløse, er stadig lovligt, og selv statsmagten, der netop som en kærlig mor skulle beskytte sine børn, optræder her temmelig stedmoderligt ved at tillade disse økonomiske mord og står endda selv i visse tilfælde bag disse!
Derudover svigter statsmagten de svageste i samfundet ved at undlade at gribe effektivt ind over for flere af nydelsesindustriens giftige, sundhedsskadelige og afhængighedsskabende produkter. Resultatet er, at millioner af mennesker dør alt for tidligt efter et liv med dårlig livskvalitet og skrantende helbred.
Reklamer eller ærlig information
Forretningsverdenen gør stor brug af begrebet "reklamer". I sig selv er der ikke noget forkert ved at reklamere i betydningen "gøre opmærksom på" en vare. Men da forretningsverdenens moral kan udtrykkes med ordene: "størst mulig værdi for mindst mulig værdi", er det ikke nok blot at henlede kundernes opmærksomhed på varen, nej, denne skal prises i høje toner, beskrives som et "must", som ingen kan leve uden, fremhæves på bekostning af andre konkurrenters varer, og kunden nærmest forføres til at købe den, selvom sandheden om varen måske er, at den enten er sundhedsskadelig, af dårlig kvalitet, alt for dyr eller totalt overflødig.
Vi er så vant til det falske forretningsprincips daglige grådighed, maskerede tyveri og ragen til sig, at det slet ikke falder os ind, at det kunne være anderledes. Nogle drømmer om en revolution, der kan omstyrte det "kapitalistiske" samfund, men en revolution ville kun omfordele pengemagten – ikke opløse den. "Inden der var gået et døgn, ville forholdet være ganske det samme som før fordelingen, idet en hel masse individer da ville være ruineret og andre være rige og velhavende",4 skriver Martinus. Først når flertallet af menneskene er udviklede nok til at ønske en ligelig og retfærdig fordeling af goderne, vil dette ske.
Visionerne om den kommende verdensstat
Martinus beskriver et kommende "Jordens forenede Stater", der vil være en realitet om ca. 500 år. Jorden vil da ledes af en international demokratisk valgt verdensregering, der, skriver Martinus, vil blive lige så interesseret i ethvert menneskes evne og begavelse, som mange regeringer i dag er interesseret i, hvor meget skat man kan påtvinge borgerne. Alle værdier ejes af verdensstaten, penge er afskaffet til fordel for arbejdskvitteringer, der er oprettet en fælles barndoms-, alderdoms- og sygdomsfond på basis af afdrag fra arbejdskvitteringerne, og alle mennesker arbejder kun med det, der interesserer dem, og som de er gode til, idet maskiner har overtaget alt slavearbejdet. Humane og retfærdige love og internerings- og opdragelsesforanstaltninger for yngre sjæle (det er dem, vi i dag kalder forbrydere) er blevet indført, ligesom alle former for brutale straffe er blevet afskaffet, og al militær er blevet erstattet af et internationalt upartisk verdenspoliti.
Og hvordan når vi frem til et sådant paradis?
Gennem alle vore fejltagelser, der blot er udtryk for dyrerigets normer: had, krig, udnyttelse og hensynsløshed. Når vi nemlig har mærket følgerne af disse ting på vor egen krop, begynder vi at udvikle os hen imod en mere menneskelig mentalitet. Vi begynder nu at udøve kærlighed, søge freden, give omsorg og tage hensyn til andre. Derved vil verdensstaten lidt efter lidt vokse frem i vor bevidsthed og endelig tage fysisk form, når tilstrækkelig mange mennesker har gennemgået denne udvikling fra dyr til rigtigt menneske.
"Når vore mentale ufuldkommenheder af livet selv er blevet bragt til ophør, vil vi finde os som borgere i en verden, hvor alle tjener alle, og hvor dén er størst, der gennem sine evner formår at sprede mest kærlighed, mest skønhed og dermed mest velsignelse omkring sig. I denne verden, hvor ånden helt har besejret materien, eksisterer der kun glæde og harmoni",5 udtaler Martinus.
Alle mennesker i verdensstaten vil være frie, have alt, hvad de behøver, leve i fred, kunne spise sig mætte hver dag og være omgivet af andre, der kun ønsker dem godt.
I dette samfund vil alle være lige. Den eneste forskel vil være det enkelte menneskes udviklingstrin, som blot er en norm, ikke en værdi.
Ingen vil blive målt på, hvor mange materielle værdier han har, men derimod på, hvor megen næstekærlighed, han udøver.
Den dyriske pengemagt er endelig besejret af den menneskelige uselviskhed. Og som der står i Johannes Åbenbaring: "Thi det, som var før, er nu forsvundet".
Noter
- LB 1, stk. 78.
- LB 1, stk. 75.
- LB 1, stk. 76.
- LB 1, stk. 78.
- Fra et foredrag på Martinus Institut d. 30. Januar 1949.
Tilbage til forfatterregister
Forrige