Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Der er mange mennesker, som er så trætte af deres forjagede og urolige tilværelse, at de ser med en vis sympati på en sådan ro og hvile. Men EVIG hvile er jo ingen hvile, det er tilintetgørelse og ophør af liv. Hvile er en tilstand, man en tid nyder som kontrast til virksomhed og derefter bliver mæt af for igen at længes efter at komme til at virke, skabe og opleve på ny, fordi man føler sig udhvilet. Har man sovet godt om natten, vågner man frisk og veloplagt til den kommende dags gerning. Efter en sådan dyb og drømmeløs søvn siger man ofte: "jeg har været langt borte", og der ligger en større sandhed deri, end den, der udtaler disse ord, måske tænker på. Når man sover, er man nemlig borte fra sin fysiske krop og lever helt i tankernes og forestillingernes verden. Det er en elektrisk verden bestående af stråler og bølger. Men selv om menneskene ved en del om elektricitet og stråler og bølger og magnetiske kræfter, er det meget lidt, de ved, når det drejer sig om de kræfter, stråler og bølger, der udgør deres egen bevidsthed og mentalitet. Når et menneske er træt og søvnig, er det fordi, dets nervesystem i dagens løb har været udsat for så megen slitage, at det nu trænger til reparation og fornyelse. Men en sådan udbedring kan ikke finde sted, hvis der stadigvæk strømmer energi igennem det. Der må "lukkes for strømmen" en tid, og mennesket lægger sig til hvile. Det ophører med at få indtryk fra den ydre verden gennem sine sanseapparater, det prøver at få sine tanker til at falde til ro. Det sidste kan det måske knibe lidt med. Det vil være godt lige at gennemtænke dagens begivenheder og gøre en slags status og tænke på, hvordan man eventuelt kan forbedre det, der ikke var så heldigt, og så slippe det og sove ind. Medens dagsbevidsthedens energi en stund ikke gennemstrømmer nervesystemet, finder den nødvendige udbedring sted, så alt er klart til den livsudfoldelse, som skal finde sted den kommende dag i en vekselvirkning med den ydre verden. Men hvor er bevidstheden henne, når man sover, og der kun er så meget liv i organsimen, som er nødvendig for at holde visse automatiske organfunktioner i gang?

Når vi sover, befinder vort Jeg sig stadigvæk i en oplevelsestilstand, men da der er "lukket af" for sanseoplevelserne fra den ydre fysiske verden, er det naturligvis ikke den, vi oplever. På samme måde, som vort fysiske legeme er omgivet af en fysisk verden, hvor andre levende væseners fysiske legemer befinder sig, så en vekselvirkning kan opstå mellem de levende væsener gennem deres fysiske organismer, er også vor bevidsthedsverden omgivet af en større verden, der består af stråleformig materie. I denne stråleformige verden, der omgiver os, vil vi også være i stand til at møde andre levende væseners bevidsthedsverden, hvis vi er på bølgelængde med de tanker og forestillinger, de rummer. Men er det da ikke nødvendigt at være i besiddelse af et legeme for at kunne opleve? Det er det absolut. Men et legeme behøver ikke at bestå af den grove fysiske materie. Der findes legemer, som er opbygget af langt finere materier eller energier, såkaldte åndelige legemer. De er af rent elektrisk karakter, og vi har alle sammen sådanne legemer foruden vort fysiske legeme. Ved den proces, vi kalder søvnen, overføres bevidstheden og dermed oplevelsesevnen fra det fysiske legeme til de åndelige legemer, så det er altså rigtigt, når man siger, at man under søvnen var "langt borte", idet oplevelsesevnen i denne tilstand ikke er bundet af tid og rum på samme måde som under oplevelsen gennem det fysiske legeme. Men hvorfor kan vi almindeligvis ikke huske, hvad vi har oplevet, medens vort fysiske legeme sov? Fordi vor erindringsevne er en meget degenereret evne, den er meget nær ved sit latente stadium i sit kredsløb. Det er helt andre energier og evner, som i øjeblikket dominerer i den jordmenneskelige bevidsthed. Man kan i almindelighed ikke huske sine tidligere inkarnationer, man kan ikke engang huske alt, hvad man har oplevet i sin nuværende inkarnation. Kan man huske, hvad der skete en bestemt dag bare for 14 dage siden kl. halv 3 om eftermiddagen? Det er en undtagelse, hvis man kan det. Vor hukommelse er på sit "vinterstadium" i kredsløbet, hukommelsesmæssigt står det jordiske menneske som det bladløse træ i skoven. Men efter vinter kommer vår og sommer; der vil engang komme tider, hvor samme væsen ved hjælp af sin hukommelse kan bevæge sig tusinder, ja millioner af år tilbage i tiden og se, hvad det da oplevede. Men da er det naturligvis ikke noget jordisk menneske, da er det bevidst i sin kosmiske herkomst som ét med Guddommen og dermed identisk med evigheden og oplever sig selv som tidens og rummets herre. Da er den primitive udskiftning af organismer, som vi kalder "død, forlængst et overstået stadium i udviklingen, idet væsenet på det udviklingstrin, hvor det da befinder sig, hersker suverænt over alle universets materier og blot behøver at tænke, for at materien skifter form og forvandles på dets bud.

Men for at det levende væsen engang skal blive i stand til at opleve en sådan vidunderlig tilværelse, må det naturligvis førstlære at tænke hundrede procent i overensstemmelse med livets love. Tænk, om de nuværende jordiske mennesker havde samme suveræne magt over materien som det før nævnte væsen! Hvilket forfærdeligt ragnarok ville det ikke kunne resultere i? Men det er heldigvis fuldstændig umuligt. Udover en vis grænse kan de levende væsener ikke vokse i viden og kunnen, uden at de samtidig vokser i moral og kærlighed. Det jordiske menneskes gentagne inkarnationer i den fysiske verden er som en skolegang, hvor det forberedes til engang helt at kunne opleve og skabe i åndelig materie. Kan væsenet da ikke lære det i de åndelige verdener? Nej, det kan det ikke, det må opleve en verden, hvor det gør ondt at tænke forkert for virkelig at lære at tænke. Det må opleve en verden, hvor materien gør modstand og skal overvindes, for at dets tænkeevne kan udvikles, og det må lære at kunne møde væsener, det ikke føler sig på bølgelængde med, med tolerance, forståelse og næstekærlighed. Alt dette kan kun opleves i en fysisk verden, og da de fysiske energier er underkastet kredsløbets love, må det levende væsen besøge "skolen" eller den fysiske verden på den måde, at det i skiftende perioder skaber sig en fysisk organisme, der altså er en slags kosmisk skoledragt, hvorigennem væsenet kan skabe og opleve på det fysiske plan. Denne "skoledragt" kan holde en vis tid, det vi kender som det jordiske menneskes gennemsnitslevealder, hvis den ikke bliver udsat for alt for mange eller for store forulempelser. I så fald slides den op før tiden, og dens brugbarhed bliver nedsat, undertiden så meget, at den helt må kasseres. Ulykkestilfælde og sygdom kan medføre, at det jordiske menneske dør, længe inden det har nået "støvets år", hvor det normalt skulle forlade den fysiske verden mæt af dage og være glad ved at forlade en organisme, der nu var så slidt, at en normal livsudfoldelse og -oplevelse ikke mere kunne finde sted igennem den.

En af de medvirkende årsager til, at organismen kan holdes ved lige og være ikke blot et brugbart men genialt instrument for vor levende ånd, er, at vi får den nødvendige og tiltrængte søvn. Som før omtalt bliver nervesystemet udsat for slitage hver eneste dag, og da det jo netop er det ledningsnet, som er forbindelse mellem vor åndelige eller elektriske struktur og vor fysiske struktur, er det meget vigtigt både for vor evne til at opleve og vor evne til at skabe i den fysiske verden, at dette ledningsnet er i orden. Uden tilstrækkelig søvn får man "dårlige nerver", man bliver uoplagt, og både oplevelsesevnen og arbejdsevnen bliver nedsat. Det kan være en fysisk sygdom, dårlig mave eller lignende, der er årsag til, at man ikke får tilstrækkelig søvn, men der kan også være psykiske årsager. Når man lægger sig til at sove, lukker man af for indtrykkene fra den ydre verden. Men det er ikke altid, man kan lukke af for de indtryk, man allerede har fået. Tankerne kredser om, hvad der er foregået i dagens løb, og deriblandt kan være ærgrelser og ubehagelige begivenheder eller mennesker, som har irriteret én, eller der kan være noget, man har gjort eller sagt, som man fortryder eller ærgrer sig over. Mange mennesker kan ligge længe og køre rundt i ring med sådanne tanker i bevidstheden, som forhindrer dem i at koble fra, så nervesystemet kan reorganiseres. De blunder måske lidt og er så vågne igen og bliver ved med at glide frem og tilbage mellem søvn og vågen tilstand på en sådan måde, at de faktisk ødelægger både den fysiske og den åndelige tilstand. Den fysiske tilstand ødelægger de ved, at de udsætter deres nervesystem for yderligere slitage i stedet for at lade det i ro, så den i forvejen opståede slitage kan udbedres. Og deres åndelige tilværelse, d.v.s. de oplevelser, de ellers kunne have haft på det psykiske plan, medens organismen hvilede, bliver hele tiden forstyrret og afbrudt, når de igen glider ind i den halvvågne tilstand. Under sådanne unormale forhold er det, at man kan opleve drømme, der enten er rene mareridt eller noget forfærdeligt roderi. Det bliver de, fordi visse glimt fra oplevelsen på det åndelige plan blandes sammen med de bekymringer eller ærgrelser eller den angst eller ophidselse, bevidstheden var opfyldt af, lige inden man faldt hen i søvnen. Hvad kan man da gøre, for at undgå dette? Her som i så mange andre tilfælde gælder det, at hvis mennesket, inden det skal til at falde i søvn, koncentrerer sig på Guddommen i bøn, kan det få ro i bevidstheden. Det kan bede om hjælp til i kommende dage at måtte kunne klare de begivenheder, som har skabt dets bekymringer eller ærgrelser, Hver gang man falder i søvn om aftenen, "dør" man jo, selv om det kun er en nat, man skal være borte fra den fysiske verden. Den fysiske krop holdes ved lige gennem visse automatiske kræfter og funktioner, men bevidstheden skal ikke have noget med den at gøre om natten, og der er egentlig kun den forskel på søvnen og døden, at den automatiske vedligeholdelses- og fornyelsesproces, som foregår fra det åndelige plan under søvnen, ophører, når det er døden, som indtræder. Ved at lære at falde i søvn på den rigtige måde, lærer man faktisk at dø på den rigtige måde, thi lige som man kan have mareridt og onde drømme, når man lader sine tanker køre rundt i en "ond cirkel", man ikke synes, man kan komme ud af, kan man også, når man falder i søvn for ikke mere at skulle vågne op igen i den fysiske verden i den samme fysiske krop, komme ud for sådanne ubehagelige tankecirkler, som en tid vil kunne skabe en slags "helvedesoplevelse" eller "skærsild" for én.

Ved den proces, vi her i den fysiske verden kalder "døden", sover man altså også bort fra den fysiske verdens oplevelser, og denne "søvn" varer noget længere, end det vi i almindelighed forstår ved at sove. Men ligesom det blot er den fysiske krop, der skal hvile, når vi sover "den lille søvn", medens vor bevidsthed er i aktivitet i den åndelige verden, er det også blot visse evner og talenter, der hviler en tid, medens vi er "døde" fra den fysiske verden, hvortil vi skal vågne op igen, men da i et helt nyt fysisk legeme, hvorigennem vi får nye muligheder og chancer for at opleve og skabe ting, som vi i den forrige inkarnation kun nåede at drømme om.

I mit næste foredrag skal jeg komme ind på de "onde drømme" eller "mareridt", der kan komme til at danne en slags "skærsild" eller "helvede" for det væsen, der forlader sin fysiske organisme ikke blot for at sove, men for en tid helt at overføre sin bevidsthed til det åndelige plan. Men jeg skal også omtale de store muligheder, der er for at undgå noget sådant, idet "døden" skulle og kunne være noget, som menneskene kun tænker på med glæde og forventning, thi hvad et menneske, der har et kærligt sind, som også er fuldt af interesser, har mulighed for at opleve i den åndelige verden, er så vidunderligt, at det næsten ikke kan beskrives med almindelige ord.
 

(Ovenstående foredrag blev holdt af Martinus i Instituttets foredragssal søndag den 16. oktober 1949. Det er bearbejdet for kontaktafdelingen af Mogens Møller og bearbejdelsen er godkendt af Martinus)

Det efterfølgende foredrag: GENNEM DØDENS PORT. II., kommer i næste kontaktbrev.