Ældre Kosmos og Kontaktbreve

De hørte i mit forrige foredrag om, hvilke principper der gør sig gældende ved et barns og et ungt menneskes død, om hvordan barnet i almindelighed ikke oplever nogen form for "skærsild", fordi dets bevidsthed ikke er formørket af de tankearter, som kan gøre et voksent menneskes tankeverden til et "helvede". Det unge menneske derimod, som forlader den fysiske verden med en bevidsthed, som næsten udelukkende er koncentreret på denne verden, kan i den første tid efter døden have svært ved at vænne sig til den tilstand, det nu skal leve i, især hvis døden har været meget brat uden den forberedelse, som et sygeleje til være. Men i alle tilfælde får det væsen, der har forladt den fysiske tilstand, hjælp, når det beder om den, idet skytsånder eller skytsengle, som er fødselshjælpere ved den fødsel fra den fysiske til den åndelige verden, som nu skal foregå, hele tiden har været rede til at hjælpe og blot har ventet på, at væsenet selv skulle ønske hjælpen og dermed indstille sin bevidsthed på deres bølgelængde.

Hvorledes viser skytsånderne sig da for det væsen, de skal hjælpe? Er det som de engle, vi så i vor barndoms billedbibel med stråleglorie, hvide gevandter og englevinger? Kun hvis den, der skal hjælpes, venter, at de vil se sådan ud, ellers ikke, hvis vedkommende ikke er klar over, hvad det er, der egentlig er sket. I den åndelige verden lystrer den psykiske materie viljens og tankens hud, og derfor kan den hjælpende ånd med sin vilje og tanke forme sit åndelige legeme og vise sig i den skikkelse, som i den givne situation vil være til den største gavn og hjælp. Måske er skytsånden et væsen, som har kendt den, der skal hjælpes, under sit liv i den fysiske verden og vil da vise sig i den kendte skikkelse for at kunne være til trøst og gavn og vejledning. Der er også den mulighed, at den, der trænger til hjælpen, føler, at en læge, en sygeplejerske eller lignende hjælpere fra den fysiske verden netop ville være den rigtige hjælp, og så vil væsener, der ligner dem, også vise sig, og de vil suggerere de mørke tanker bort fra det ulykkelige menneskes bevidsthed og lidt efter lidt gøre ham eller hende bekendt med, hvad der er sket, og hjælpe vedkommende til rette og føre ham eller hende til den åndelige sfære, som i øjeblikket vil være på bølgelængde med de tanker og følelser, der er de dominerende i bevidstheden. I vor tid, hvor så mange unge soldater er døde på slagmarken med bevidstheden fuld af angst, og det er sket så pludseligt, at de ikke ved, at de er døde, vil hjælpen netop i mange tilfælde være Røde Kors-soldater, sygeplejersker og læger, og de vil vågne op på et lazaret og lidt efter lidt vænne sig til, at de ikke fejler noget, når blot de ikke selv tror, at de gør det. Noget lignende gælder, hvis et menneske er død efter lang tids sygeleje. Det kan også den første tid efter døden opleve et hospitals atmosfære og milieu og være omgivet af kærlige sygeplejersker og læger, indtil det opdager, at det kun er i dets egen tankeverden, sygdommen eksisterer, og når disse tanker overvindes, behøver skytsånderne ikke mere at vise sig som sygeplejere for at være på bølgelængde med den, der trængte til hjælp og vejledning.

Er det således, at menneskets religiøse følelser vækkes, når det går op for det, at det er tilstanden efter døden, det oplever, så vil dets bevidsthed muligvis koncentrere sig om den barnetro, det måske engang havde, og forestillinger om engle og et paradis. Sådanne sfærer findes også, og de er lige så farvestrålende og skønne som de gamle mestres religiøse billeder. Vorherre sidder på sin trone omgivet af englenes skare og hellige mænd og kvinder klædt i pragt og herlighed. Kristus sidder ved Faderens højre hånd, og helligånden svæver over dem som en due. Den, der oplever alt dette, er selv en af den store hvide flok, der spiller på harper og svinger med palmegrene under salmesang og jubel, indtil dette skønne sceneri bliver trættende af mangel på fornyelse, og da er det ikke paradis længere, da ville det ligefrem blive et helvede, hvis det skulle fortsætte til evig tid. Tænk, kun at skulle foretage sig det samme og det samme i al evighed! Og kun opleve det samme, omend det var nok så skønt! Det ville absolut ikke være noget paradis, det måtte blive et helvede. Men sådan er det ikke, livet er ustandseligt fornyelse og forvandling, erfaringsdannelse og udvikling.

Dette omtalte himmerige er kun en enkelt sfære af mange, og det er ikke en del af de høje åndelige verdener, men kun en tilstand i forgården til disse verdener, en mellemtilstand, hvor menneskenes bevidsthed endnu er domineret stærkt af de forestillinger, de har gjort sig om det hinsidige, medens de levede i den fysiske verden. Derfor findes der naturligvis lignende skønne paradis for muhammedanere, hinduer, buddhister og for de mennesker, som endnu tilhører mere primitive religioner, ligesom der engang har været en sfære, hvor de, der troede på Odin, Thor og Valhal, sad til bords med guder og helte. Disse kollektive paradistilstande baseret på dogmetro forsvinder dog mere og mere, de er baseret på det religiøse instinkt og på religiøse følelser, men efterhånden som den skabende tanke udvikles hos det jordiske menneske i forbindelse med humanitet og næstekærlighed, udvikles et "himmeriges rige" i dets bevidsthed, som efterhånden skal skabes på jorden, en verden af ånd, kunst og logik, af fred, frihed og broderskab, et rigtigt menneskerige. En sådan verden ville aldrig kunne komme til at eksistere i fysisk materie, hvis ikke den først eksisterede i åndelig materie. Det gør den, det er jordklodevæsenets følelseslegeme, og i denne verden oplever jordmennesket nu alt det rent menneskelige, det med sin bevidsthed kan komme på bølgelængde med. Det er også fra denne sfære skytsånderne kommer, og det kan selv blive skytsånd i forhold til, som dets næstekærlighedsevne og tænke- og skabeevne er udviklet.

Er det et menneske i sin manddomsalder eller sin modne alder, der er gået bort fra den fysiske verden, vil oplevelserne i forgården eller mellemtilstanden være præget af de tanker og følelser, en mand eller kvinde i den alder er optaget af. Det er naturligvis meget individuelt, og derfor kan det også kun omtales i store træk, men i den modne alder er det meget ofte sådan, at væsenet er meget stærkt optaget af fysisk virksomhed og har det meste af sin bevidsthed og sin kærlighed koncentreret på denne. En mand er måske omgivet af en stor virksomhed, som er resultatet af mange års arbejde, eller han er midt i udfoldelsen af intellektuel skabelse, bag hvilken der også ligger mange års slid og stærk koncentration, og pludselig dør han og er uden det fysiske redskab, som forbandt ham med den verden, hvori hans skabende udfoldelse fandt sted, men stadig opfyldt af alle de tanker, som forbandt ham med arbejdet og dets fremgang og sukces i den fysiske verden. Det er ikke svært at forstå, at et menneske kan komme i vanskeligheder, når dets bevidsthed er fuld af planer og trang til at føre disse planer ud i den fysiske virkelighed, og så pludselig mister det eneste redskab, ved hjælp af hvilket dette arbejde kan lade sig gøre. Det er i princippet det samme, som hvis en håndværker pludselig mister begge sine hænder her i den fysiske verden. Det er en katastrofe. Vi har dog her fra den fysiske verden strålende eksempler på, hvordan mennesker, som er blevet invalider, alligevel klarer sig i kraft af en ukuelig vilje og en utrættelig tålmodighed og så naturligvis ved andre menneskers kærlige hjælp og forståelse. Er et menneske da "invalid", når det mister sin fysiske krop? Naturligvis skulle det ikke være det, men det kan føle sig, som om det var det, hvis dets bevidsthed næsten udelukkende har været koncentreret på den fysiske verdens foreteelser og sin egen fysiske lykke og karriere. Hvis dets virksomhed ikke har været særligt egoistisk betonet, men har haft et stærkt islæt af altruisme gennem ønsket om at være til gavn for andre, vil overgangen ikke være vanskelig, eftersom det netop er en virksomhed, som passer helt ind i den åndelige verdens bølgelængder og kan udfoldes gennem de åndelige legemer. Men har det været en livsudfoldelse, som hovedsagelig har været baseret på ønsket om at få magt og rigdom, måske endda på andres bekostning, eller hvis ønsket om ære, berømmelse og udmærkelse gennem intellektuel skabelse har været større end trangen til at finde sandheden eller skabe noget til gavn og glæde for andre, da vil der kunne opstå store vanskeligheder for mennesket, inden det vænner sig til den åndelige tilstand. Med clairvoyante evner vil man kunne se det "gå igen" i sin fysiske virksomhed, fordi det er bundet til ganske bestemte tankebaner, som det naturligvis bliver befriet af, når det beder om hjælp, fordi det mærker, at al ting er anderledes, end det før har været.

Er det en kvinde, der forlader den fysiske verden i sin modne alder, skal hun naturligvis også lære, at hun ikke behøver at gå og passe hus og lave mad og meget andet af lignende art, som hun er vant til. Hendes største bekymring vil måske være tanken om børnene, som endnu ikke er i stand til at klare sig selv. Men hun vil af skytsånderne blive hjulpet til at se, at der er sørget for dem også, og måske kan hun endda selv komme til at vise dem sin kærlighed og omsorg fra den åndelige verden, idet hun også har mulighed for at blive skytsånd for dem.

Gennem dødens port kommer det jordiske menneske først gennem en mellemtilstand eller forgård til de åndelige verdener, og oplevelserne her er en afvænningsproces fra alt for materialistisk prægede tanker og følelser eller fra angst, vrede, bitterhed, dårlig samvittighed og lignende tankeklimaer, som alt sammen er vibrationer, der er udelukket fra at kunne komme på bølgelængde med højere verdeners vibrationer, og det er samtidig en tilvænning til de principper og love, som hersker i de åndelige verdener og gælder for de åndelige legemer, som nu skal bære væsenets bevidsthed. Forgårdens oplevelser kan forme sig som en slags skærsild eller helvede, hvis den, der har forladt sit fysiske legeme, har konflikter i sit sind eller er meget stærkt hildet i fysiske tankevaner. Men i alle tilfælde vil disse tilstande efter kortere eller længere tid ophøre ved skytsåndernes hjælp, og det jordiske menneske vil som celle i jordklodens åndelige legemer opleve en vidunderlig ferie fra den fysiske verdens besværligheder, og i forhold til sine evner og interesser vil det opleve livskunstens højeste sfærer og de væsener, som er hjemmehørende der, samtidig med, at det kan være sammen med væsener, det har kendt og holdt af i den fysiske verden.

Den skønneste form for død, et jordmenneske kan opleve, er den naturlige død på grund af alderdom. Det er modnet til den åndelige tilværelse, og der er ikke mere her i den fysiske verden, der holder dets tanker tilbage. Det er naturligvis ikke alle gamle mennesker, der har fred i sindet, og har de ikke det, må de også gennem deres specielle form for skærsild, men det er undtagelserne. I almindelighed gør alderdommen mennesker mildere, mere tolerante og i stand til at resignere, livet har ligefrem forberedt dem til det, der skal ske, når de forlader det hylster, der er slidt op og ikke kan bruges mere. Det er en befrielse for dem, og det er det, der er dødens naturlige funktion for de jordiske mennesker, at de befries fra det redskab, der ikke kan tjene dem længere, og får lov til at bruge de evner og talenter, de har udviklet i deres fysiske tilværelse, til vidunderlige oplevelser i de åndelige verdener. Og når de har oplevet så meget, som det på det nuværende udviklingstrin er muligt for dem, får de en ny organisme på det fysiske plan, gennem hvilken de kan fortsætte deres "studier i at lære at tænke i overensstemmelse med livets love", for det er det, der er den fysiske tilværelses egentlige mission. Når det gamle menneske har forladt sit udslidte legeme, ofte på en sådan måde, at det lige så stille er sovet ind i døden, vil det opleve noget, som det, hvis det ellers havde haft mulighed for at vågne igen og fortælle derom, ville have kaldt en vidunderlig drøm. Hvordan "drømmen" er i detaljer, er naturligvis individuelt, men den ville godt kunne forme sig f.eks. således: Det gamle menneske oplever pludselig sig selv i en hidtil ukendt frigjort tilstand, fri af al tyngde både legemligt og sjæleligt. Det ser en strålende port, som det nu husker at have set mange gange før under søvnen, men da har det ikke været muligt at komme den helt nær. Men det har kunnet iagttage, hvordan den åbnede sig for andre væsener, der var helt frigjort fra forbindelsen med deres fysiske legeme og derfor kunne passere den. Ved disse tidligere lejligheder har det ligesom kunnet skimte, hvorledes et stærkt lysvæld strålede de væsener imøde, der skulle passere porten. Denne gang er det selv genstand for det strålende lysvæld, og det ser, at det ikke mere har et gammelt, udslidt legeme, men et nyt og ungdommeligt, hvorfra det lyser og stråler som i perlemorsglans. I porten står endnu mere lysende og funklende skikkelser og tager imod, morgen- og aftenhimlens mest strålende farver belyser hele det skønne sceneri, og den nyankomne opdager, at de væsener, som ved det første syn lignede engle, er gamle venner og kære slægtninge, som han eller hun har kendt, måske gennem mange inkarnationer. Under alt dette har der lydt skøn musik, og på den anden side porten ses nu vidunderlige landskaber, der strækker sig langt bort. Der er skove og søer, en rig plantevækst og mange fugle, hvis kvidren stiger mod himlen og blander sig med sfærernes musik. Det gamle døende væsen fra det fysiske plan er blevet en strålende engel og skal en tid opleve disse væseners verden og også blive en skytsengel for væsener på jorden eller i deres egen skærsild, som trænger til hjælp. Men hele denne åbenbaring er kun dødens port. Det er indvielse til et liv i lysets sfære, derfra fører veje til skønne, guddommelige verdener, hvor væsenet kommer til at opleve den højeste form for glæde, salighed og fred, som det er muligt på dets nuværende udviklingstrin. Det skal få lov til at opleve Guddommens nærhed så stærkt, som det aldrig har oplevet det før i denne spiral, og så går vejen mod en ny fysisk inkarnation, hvor nye muligheder skal åbne sig for videre udvikling, så lysets sfærer engang ikke blot skal være verdener, væsenet besøger mellem to fysiske inkarnationer, men dets hjemsted, hvor det oplever og skaber til gavn for helheden.

 

(Ovenstående foredrag blev holdt af Martinus søndag den 30. oktober 1949 i instituttets foredragssal. Det er bearbejdet for kontaktafdelingen af Mogens Møller, og bearbejdelsen er godkendt af Martinus.)