Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kontaktbrev 1961/2 side 11
Jeg vil gerne hermed udtrykke en rigtig inderlig og hjertelig Tak til alle Sagens trofaste Venner for den store Venlighed, De i Anledning af Julen og det nye Aar har ladet mig og mine Medarbejdere blive til Del. De mange kærlige Julebreve med hjertevarme Hilsener og gode Ønsker for os og vor fælles store Sag har glædet og inspireret mig meget.
Ligeledes føler jeg Trang til at udtrykke min hjerteligste Tak for Deres venlige Tilslutning til vore Foredrag, vore Studiekredse, vor Litteratur, vor Ferieby og øvrige Grene af Sagen. I den Kærlighedens Aand, som de modtagne Julehilsener og den øvrige Venlighed fra Dem udtrykker, kan Sagen ikke undgaa at vokse og blive til den guddommelige Velsignelse for Menneskeheden, som udelukkende er dens Bestemmelse.
I Tillid til denne Deres udviste Trofasthed og Kærlighed beder jeg Dem modtage mine allerbedste Ønsker for Dem i det nye Aar, samt min kærligste Hilsen
Martinus