Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Over hele den kristne verden skal menneskene nu til at fejre påskefesten. Jeg vil derfor gerne fortælle lidt om en særlig side ved det, der ligger til grund for, at menneskene netop fejrer denne fest. For den store part af den kristne verden er påskefesten en mindefest om en begivenhed, der for snart to tusinde år siden fandt sted i Palæstina. Denne begivenhed må have været af en særlig art, når man bliver ved med at mindes den nu så mange århundreder efter. Inden for den kristne religion verden over bliver der prædiket, messet, sunget, ringet med klokker o.s.v. i påsken ligesom ved de andre højtider, julen og pinsen. Men påsken er ikke blot en fortælling om en begivenhed, der fandt sted i en længst forsvunden tid. Påskebegivenheden er et mysterium for det ufærdige menneske. Det er derfor, at begivenheden ikke forlængst er glemt. Det samme er som nævnt ligeledes tilfældet med de to andre højtider, julen og pinsen. De danner også hver især udtryk for et særligt mysterium. I kirkerne verden over fortæller man kun om en ydre fysisk begivenhed, der som nævnt fandt sted for længe siden. De kender alle historien om Jesu korsfæstelse, død og opstandelse. Men de kender den blot som en ren fysisk begivenhed, en skæbne der overgik et totalt fuldkomment menneske på grund af intolerance og jalousi fra de daværende religiøse autoriteters side. Og tilsyneladende er der ikke nogen særlig mystik i en sådan begivenhed. Der er mange mennesker, der er blevet korsfæstet ligesom Jesus. Korsfæstelsen var en almindelig henrettelsesmetode i hine tider. Alle Jesu apostle med undtagelse af Johannes blev også korsfæstet eller henrettet. Om alle disse andre, der således blev korsfæstet, er der ikke opstået nogen mystik.

Hvad er det, der gør, at der blev mystik om Jesu korsfæstelse og ikke om de andre menneskers henrettelser? – Nu vil man sikkert svare, at det var fordi, han var "Guds søn". – Men hvordan finder man dog på at få den tro, at han var "Guds søn"? – Det var fordi, der til hans fødsel og væremåde knyttede sig, som vi skal se, overordentlig store kosmiske kræfter, der igennem ham blev udformet i ord og gerninger.

For at forstå disse kosmiske kræfter må man lære at forstå, at verdensaltet udgør én eneste stor levende makrokosmisk organisme. I denne er sole, kloder og mælkeveje organiske systemer, der arbejder og befordrer livskræfterne og fordeler disse på en sådan måde, at enhver klode, ethvert livssystem, ethvert levende væsen netop bliver opladet med disse kosmiske livskræfter alt efter deres behov. Akkurat det samme foregår inde i vor egen organisme. Denne er i sig selv et verdensalt in miniature. Der er i denne lige så fyldt med levende væsener som i verdensaltet udenfor os. Vore organismer og organer har jo ligeledes til opgave at befordre, fordele og tilpasse livsnæringen for alle disse små mikrovæsener, så deres liv og tilværelse hermed kan blive garderet. Jordkloden med alt det liv, der er på den, udgør altså et mikrokosmisk område i den store og uendelige organisme, vi kalder verdensaltet.

Men for at den kan opretholde sin livsoplevelsesevne eller dette at være levende, må den have livsnæring. Denne livsnæring består i to slags ernæringsprocesser; den fysiske og den åndelige. Den fysiske næring får den fra solen og de partikler, meteorer og andre foreteelser i form af materier, den opsummerer i sig og fordøjer ved hjælp af lufthavet eller dens særlige fysiske atmosfære. Den åndelige næring får den fra et åndeligt kernesystem i vor mælkevejs centrum eller indre.

Det er denne kosmiske næring, der giver sig udslag i verdensgenløsningsprincippet igennem de væsener, vi kalder "verdensgenløserne". Hver gang jorden modtager sådanne kosmiske næringsimpulser, opstår der en ny udviklings epoke med højere idealer. Idealerne formes af de nævnte verdensgenløsere, der samtidig inkarnerer i menneskenes livssfære og bringer de dertil modne jordiske mennesker i kontakt med disse nye idealer, der gerne bliver til en ny religion, der efterhånden kommer til at danne fundamentet for en hel ny kulturepoke. I vore dage vil de nye idealer ikke danne religion, men en åndelig videnskab, der efterhånden vil blive fundamentet for en verdenskultur, der vil afskaffe krig og gøre hele verden til ét rige, ét folk, og i hvilket rige Guddommen, udødeligheden og kærligheden er videnskab, skønhed og daglig væremåde mellem alle mennesker på jorden.

Jesus Kristus blev altså inkarneret i jordens sfærer samtidig med en sådan kosmisk verdensimpuls. I ham var den virkelige store kosmiske sandhed inkarneret. Han tilhørte en fuldkommenhed og et udviklingsstadium, der endnu ikke eksisterede som almengældende på jorden. Hans rige var ikke af denne verden. Derfor blev hans væremåde ganske anderledes end andre menneskers. Hans hjemsted var altså ikke jorden, men derimod en langt højere udviklings sfære, et tilværelsesplan, i hvilket man elskede sin næste som sig selv, og hvor idealerne fra hans bjærgprædiken var almengældende selvfølgelighed i daglig væremåde. Således var Jesus Kristus et menneske fra en højere verden, hvis idealer og livsfundament var inkarneret i ham som medfødte evner og talenter i hans jordiske tilværelse. Derfor kunne han ikke undgå at blive afvigende fra de jordiske mennesker i livsopfattelse, tankegang og væremåde. Den i verden gældende livsmoral "øje for øje og tand for tand" var for ham en meget primitiv og ufuldkommen væremåde. Hans væremåde var dette at elske Gud over alle ting og sin næste som sig selv og således også elske sine fjender, altså en væremåde, der den dag i dag endog indenfor den såkaldte kristne verdensreligion af millioner af uvidende mennesker betragtes som abnorm, ja måske endog som sindssyge.

Tænk hvilket mod, der skulle til for at docere en sådan væremåde overfor datidens autoriserede præster og skriftkloge, hvilket vil sige datidens eksperter i religion, moral og livsopfattelse. Disse var jo totalt uvidende om en sådan ny morals berettigelse og så i Kristus et meget farligt væsen, der forkyndte en falsk lære og vildledte folket. Deres religions moral var jo "øje for øje og tand for tand". Derfor mente de, at han måtte standses. Og derfor ville man ham til livs. Og man fik ham også korsfæstet, ligesom en "forbryder". Og så troede man, at den sag var ude af verden. Men sådan gik det altså ikke. Kristuskorsfæstelsen var ikke noget, der gik i glemmebogen, således som det skete med de mange andre, der blev korsfæstet eller henrettet i disse tider. Hvem kender disse væseners navne og data i dag? – Men Jesu navn og levnedsløb kendes den dag i dag og vil blive ved med at stråle og funkle med en tiltagende glans, efterhånden som menneskeheden glider fremad i udvikling. Det er, som om beretningen om denne lidelseshistorie absolut ikke kan dø. Ja, millioner af mennesker mindes den endnu i vore dage i form af påskefesten.

Hvordan går det dog til, at en almindelig håndværkssvend født i fattige kår, og som døde ung, har kunnet sætte sig et sådant eftermæle, at millioner af mennesker i dag, 19 århundreder senere, hylder ham i ærefrygt? – Der har altså været noget ved Jesus, som har bevirket, at menneskeheden ikke har kunnet glemme ham, Ikke har kunnet slippe ham selv efter dens forsmædelse af ham som "forbryder", der er skyldig til henrettelse. Store konger og kejsere har levet og udført store bedrifter efter jordmenneskelige begreber, men hvem hædrer dem i dag, hvem holder højtidsfester for dem i vore dage? – Men Kristus, der blev født i en stald og kun blev håndværker og henrettet som "forbryder", han hædres i dag verden over. Det er dette, der er et mysterium. Kan dette mysterium løses? – Dette Kristus- eller påskemysterium kan løses og skal absolut ikke blive ved med at være et mysterium for menneskene. Men om man kan forstå denne løsning, er et helt andet spørgsmål. Den, der ikke kan forstå løsningen, må jo blive ved med at opfatte påskebegivenheden som et mysterium, hvis han da overhovedet kan tro på, at der nogen sinde har fundet en sådan begivenhed sted.

Hvis man vil lære at forstå løsningen på påskemysteriet, da må man tænke tilbage på den religiøse tilstand, der herskede hos jøderne og i det hele taget hos jordens mennesker før Jesu personlige fremtræden. Det var en meget inhuman og barbarisk livsopfattelse, der da dominerede eller beherskede menneskene. Det var god moral at holde slaver, føre krig, erobre andre folk og deres kulturskatte og gøre folket selv til slaver. I jødereligionen havde man også trælle eller slaver. Og det bærende fundament i religionen og dermed i regering og praktisk væremåde var således endnu mere inhuman end princippet "øje for øje og tand for tand". Her var ikke nogen som helst forståelse af den menneskelige psyke i et sådant format, at man forstod, hvorfor "forbryderne" var "forbrydere", og derfor mente man, at de ganske skånselsløst måtte straffes, ja henrettes, hvis man anså det for nødvendigt.

Og er det endnu ikke her i det tyvende århundrede en kendsgerning, at dønningerne fra denne livsopfattelse er stærkt herskende inden for såkaldt god politik, god takt og tone, indenfor den såkaldte kristne verdensreligion? – Er ikke dødsstraffe og andre straffe, tortur og sjælelig sønderlemmelse endnu undertiden gældende? – Men i dag foregår denne mørke side ved livet dog side om side med en begyndende humanitet. Overordentlig mange mennesker verden over kan ikke i dag være med til at føre krig, være med til at myrde og lemlæste, ja de kan end ikke engang være med til at dræbe dyr. Disse mennesker er altså vokset op til en ganske anden mental bølgelængde, end den der er almengældende inden for de såkaldte kulturstater. Hvad er det, der her gør sig gældende? – Er det ikke netop de begyndende anlæg og talenter for en ny verdenskulturs væremåde, de der var gældende i Jesu væremåde, moral og tankegang eller de idealer, han åbenbarede for menneskene. Og var denne tankegang og væremåde ikke netop noget nyt i den jordmenneskelige livssfære? – Og var dette nye ikke netop kosmiske mentalkræfter fra en højere verden? – Kristus var således en slags transformator for højere mentale kræfters overførelse fra en højere verdens bevidsthedssfære til en lavere verdens begyndende kulturskabelse. Denne nedtransformation kunne iværksættes eller finde sted i kraft af, at der i den lavere sfære var mennesker, der var blevet så åndeligt modne, at de var modtagelige for de igennem Kristus bevidsthed s struktur manifesterede højere kosmiske bølgeområder. Ved denne kontakt blev jorden således åndeligt befrugtet med en højere verdens eller bevidsthedssfæres tankeklimaer eller moralsk væremådes lysende idealer. Disse idealer blev altså tilpasset til de jordiske mennesker, der var udviklede nok, til at de kunne bringes i kontakt med nævnte idealer og dermed få lyst til at lade disse blive rettesnoren i deres daglige væremåde.