Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Menneskeheden befinder sig i en alvorlig krise. En overordentlig stor del af dens individer eksisterer i dag uden nogen som helst åndelig førelse og har således ikke noget virkeligt åndeligt fundament. De har således ingen idé om den umådeligt hårfine verdensorden eller guddommelige verdensstyrelse, alt liv både i mikrokosmos, makrokosmos og mellemkosmos er underkastet. De tror, at alt er skabt af tilfældighed, og at deres eget liv og skæbne, deres lykke og ulykke ligeledes er skabt af tilfældigheder. De forstår således ikke, at alt er underkastet evige, fuldkomne love, der ligger til grund for en hvilken som helst af naturens skabelsesprocesser, ganske ligegyldigt hvor store eller små disse skabelsesprocesser så end måtte være.

At disse skabelsesprocesser er logiske bliver til kendsgerning gennem enhver virkelig tilbundsgående logisk undersøgelse. Er ikke selve vor egen organisme et genialt mesterværk i logisk skabelse? – Hundreder af funktioner finder sted i et automatisk samarbejde, der betinger vor organismes opretholdelse, så vi dermed kan skabe og opleve vor fysiske tilværelse. Vi kan spise og drikke, og organismens automatiske funktioner befordrer fordøjelse eller omdannelse af føden til de materialer, organismen kræver for sin opretholdelse eller eksistens. Endvidere har vi øjne at se med og øren at høre med, ligesom vi i kraft af organismen har de andre sanser, ved hvilke vi kan opleve. Hvordan kan kaos og tilfældighed skabe et så genialt mesterværk? – Er det ikke ligeså med dyrenes organismer? – Er de ikke alle skabte hundrede procent logiske til det formål, de skal opfylde i deres ophavs særlige livs eller leveform? – Hvordan med alle arter af planter? – Er de ikke ligeså logiske og fuldkomne i deres skabelse? – Hvis de var skabte af tilfældighed i stedet for efter en logisk plan, hvordan kan de da stadigt udvikle sig i permanente former år efter år? – For den udviklede forsker er det forlængst blevet en kendsgerning, at alle naturens skabelsesprocesser er absolut logiske. At de er logiske vil sige, at de alle uden undtagelse i deres slutfacit er til glæde og velsignelse for levende væsener. Kan en skabelse udvise et mere logisk resultat. Hvilket højere formål kan en skabelsesproces have? –

Det er rigtigt, at der er overordentlig mange skabelsesprocesser i naturen, der absolut ikke ser ud til at være til glæde og velsignelse for levende væsener. Men der, hvor det ser således ud, udgør de absolut ikke deres slutfacit. Skabelsen her er mere eller mindre ufærdig. Og det er på disse ufærdige tilstande, at menneskene i en meget stor udstrækning bedømmer tilværelsen, livet eller den pågældende skabelsesproces. Og menneskene får da her en meget trist og frygtindgydende opfattelse af de pågældende objekter.

Og hvilke er så de objekter, der ikke er færdige og derfor endnu ikke er til velsignelse og glæde for levende væsener? – Hvad mener man f. eks. om det sure æble? – Kan man bedømme dette som færdigskabt? – Og hvad mener man om det friske, modne og velsmagende æble? – Er det ikke let her at se, at æblets færdigskabelse er til glæde og velsignelse for de levende væsener? – Er det ikke således med alle andre spiselige frugter? – Har de ikke netop det sure og det færdige stadium? – Hvad mener man om selve dyrenes væremåde? – Er den ikke i mange tilfælde livsfarlig for deres omgivelser. Må de ikke netop dræbe andre dyr for at kunne leve? – Hvad med de meget primitive mennesker? – Er de ikke også dræbende eller livsfarlige for deres omgivelser? – Og hvad med kulturmenneskene? – Er de ikke netop genier i at dræbe? – Findes der en højere drabsmetode end netop den, hvormed de i løbet af sekunder ikke blot kan udslette millionbyer med deres befolkninger og skabte goder og kulturværdier, men også dermed ligefrem skaber attentat eller mordforsøg på den klode, uden hvilken de umuligt kunne opretholde deres fysiske liv? – Er ikke alle disse nævnte skabelsesformer udtryk for det ufærdige stadium, analogt med de umodne frugters stadium? –

Vi har altså for os to slags skabelsesmetoder: en dræbende og ulykkebringende og en livgivende og velbehagsbefordrende. Da de færdige skabelsesresultater alle uden undtagelse er til glæde og velsignelse for levende væsener, gør dette det til kendsgerning, at det er dette stadium, der er formålet med al skabelse. Og da de udviser, at de netop har passeret et ufærdigt stadium, hvor de ikke kunne være direkte til glæde og velsignelse for levende væsener, har vi absolut ikke noget som helst logisk grundlag for at kunne opfatte alle de stadier, der i dag tilsyneladende ikke er til glæde og velsignelse for levende væsener, for færdige stadier. Der er derimod absolut al mulig grundlag for at opfatte disse som ufærdige. Planter, dyr og mennesker af i dag på jorden er således ufærdige livsformer eller væsener. Under kosmisk forskning viser det sig, at planterne udvikler sig igennem årtusinder til dyr. I den kødædende plante ser man den begyndende udvikling af de organer, der hos dyrene udgør disses mave og fordøjelsesorganer med mere. Dyrene udvikler sig igennem Guddommens skabelse videre og bliver de første mennesker, en slags primitive abemennesker. Disse udvikler sig videre og bliver til de kendte arter af nutidens naturmennesker, af hvilke de højest udviklede kulturmennesker af i dag er udgået. Og er disse kulturmennesker færdige? – Nej, deres indbyrdes "kolde" og "varme" krige, deres atom- eller kernevåben og deres evne til at kunne nænne at myrde og dræbe i så stor stil, som tilfældet er, gør det til en uomstødelig kendsgerning for den udviklede forsker, at de ikke er færdigskabte.

Det kan ikke nægtes, at det er en meget stærkt voksende kendsgerning, at denne udvikling finder sted både hos planter, dyr og mennesker. De er altså underlagt en skabelsesproces. Dette er naturligvis vanskeligt at forstå for de mennesker, der gennem deres religion eller åndelige førelse endnu ikke har fået nogen viden om reinkarnation eller genfødelse. Men det forandrer ikke den kendsgerning, at de åndelige førelser eller religioner, der ikke lærer menneskene om reinkarnationen, ikke på nogen som helst måde udgør den endelige førelse af menneskene til den totale fuldkommenhed. De er kun beregnede som åndelig førelse af menneskene, så længe disse endnu ikke er intellektuelle nok til at kunne forstå de intelligensmæssige eller virkelige, videnskabelige analyser af selve verdensaltet og dermed af dets guddommelige love, de love hvis opfyldelse fører ethvert levende væsen til det førnævnte guddommelige slutfacit: at være hundrede procent til glæde og velsignelse for levende væsener.

Menneskenes første religiøse epoke befordres netop ikke af deres intelligens, men i kraft af deres medfødte, religiøse instinkt. Det vil altså sige: den samme evne, som netop befordrer det meste af dyrenes levevis. Et stort omfattende område af dyrenes levevis er således i høj grad automatisk. Således har menneskene også et medfødt religiøst instinkt, der bevirker, at alle eksisterende naturmennesker tror på højere magters eksistens bag den fysiske verdens store skabelsesprocesser. At disse magter i absolut forstand repræsenterede én eneste absolut og sand kærlig Guddom, hvis organisme er selve verdensaltet, kunne disse væsener naturligvis ikke begribe, og at de selv havde et evigt liv og atter og atter blev genfødt på det fysiske tilværelsesplan var absolut ligeledes umuligt for dem at forstå. Disse højeste sandheder kunne naturligvis kun forklares dem i ord og lignelser, der var i kontakt med det, der var deres egne førende erfaringer om liv og væremåde. Disse erfaringer gik jo ud på, at der eksisterede både venner og fjender. Disse højere magter måtte således også bestå af væsener, der var venner og fjender, væsener der førte krig ligesom de selv. Gennem datidens åndelige førere blev disse højere magter skildret som "guder" og "djævle", der levede i krig med hverandre. Det gjaldt så om at være i kontakt med de stærkeste af disse magter, hvilket vil sige guderne. Man kunne da få disses hjælp til at overvinde eller beskytte sig imod de onde magters eller djævlenes indflydelse. Disse højere magter, guder såvel som djævle, var naturligvis af åndelig art og derfor menneskene overlegne.