Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Igennem disse primitive religioner eller religiøse førelser bragtes menneskene således til at være indstillet på højere, åndelige magter, akkurat ligesom de i dag bliver det igennem de overleverede verdensreligioner. Men ser vi på disse verdensreligioner, er de beregnet på at føre menneskene ind på en langt mere human og kærlig væremåde end de åndelige førelser, der skulle vejlede menneskene på de meget primitive naturtrin. Hvorfor er de forandret i denne humane retning? – Er det ikke netop synligt her, at den åndelige førelse, der passede for fortidige og endnu mindre udviklede mennesker, absolut ikke ville kunne påvirke de fremskredne kulturmennesker? – Hvorfor kan man ikke byde det nuværende kulturmenneske en neandertalmands eller en buskmands religiøse livsopfattelse? – Er det ikke netop her synligt, at menneskene er underkastet den udvikling, jeg nævnte før, som alt, både planter, dyr og mennesker er underkastet? – Ja, det er endog blevet en urokkelig kendsgerning, at de overleverede verdensreligioner, såvel buddhisme, islam som kristendommen og andre forkyndelser mere og mere bliver affolket. Millioner af mennesker har forladt troen på religionernes dogmer. Hvorfor? – Fordi deres religiøse instinkt er degenereret og bliver mere og mere afløst af intelligensevnen, der efterhånden har udviklet sig til stor kapacitet, ja er næsten blevet en altbeherskende faktor i disse væseners daglige liv. Disse mennesker kan kun acceptere kendsgerninger. De tror ikke på religionernes dogmer, idet de ikke er begrundet i logiske tankerækker, synlige for intelligens. De religiøse facitter eller dogmer, som har været åndeligt brød for millioner af mennesker, er i dag kun stene for brød for disse intelligensbetonede mennesker. Efterhånden som intelligensevnen har udviklet sig hos nævnte mennesker, har den til en vis grad overtaget beherskelsen af disse menneskers væremåde.

Nu vil man muligvis her indvende, at det ganske vist er rigtigt, at man kan se, at menneskene står på forskellige udviklingstrin, lige nede fra nutidens primitive naturmennesker og op til meget fremragende, humane og intellektuelle kulturmennesker, men da de kun har det ene fysiske jordliv, kan nutidens intellektuelle mennesker da aldrig have haft en fortid, i hvilken de kan have været primitive stenaldermennesker, neandertalere eller af en endnu mere primitiv natur, har været en slags abemennesker. Svaret må her blive, at det netop er denne indstilling eller kosmiske uvidenhed om de levende væseners evige eksistens, der i dag gør verdensreligionerne forældede og uacceptable for humane, intellektuelle mennesker.

Hvis ikke reinkarnationen eksisterede, hvis menneskene ikke gennemgik en række fysiske inkarnationer eller genfødelser og således fortsatte deres erfaringsdannelse og evneudvikling fra liv til liv, hvordan skulle så udvikling finde sted? – Hvis ikke reinkarnationen eksisterede, ville tilværelsen, som den viser sig i ét jordliv, være totalt uden retfærdighed. Hvordan kan det være retfærdigt, at et lille barn fødes sygt, ja invalid lige fra fødselen og et helt liv igennem? – Hvordan kan det være retfærdigt, at et lille barn fødes hos primitive, forbryderiske forældre og opdrages til at være på kant med samfundets love, bliver stemplet som "forbryder" og sidder i fængsel det meste af sit jordliv? – Hvordan kan det være retfærdigt, at et andet barn fødes hos kærlige forældre, får den bedst mulige uddannelse, bliver kvalificeret til en ærefuld stilling, bliver højagtet af samfundet? – Hvordan kan det være retfærdigt, at et barn fødes åndssvagt, medens et andet barn fødes med en kolossal begavelse? – Hvordan kan det være retfærdigt, at nogle mennesker fødes i armod, nød og elendighed, medens andre mennesker fødes i rigdom og overflod? – Hvorfor må nogle mennesker leve i ulykkelige tilstande og andre i meget lykkelige, hele livet? – Hvem er skyld i al denne mærkelige skæbnefordeling? – Hvem eller hvad bestemmer de levende væseners skæbne? – Er det udelukkende en Guddom, der bestemmer denne skæbne? – Hvorfor får de da ikke alle de samme betingelser i livet, når de kun har det ene fysiske jordliv? – Lærer ikke religionerne, at man skal lære at elske sin næste, ligesom man elsker sig selv, og ligeledes elske Gud over alle ting? – Hvad kan inspirere det syge, vansirede, uskønne og ulykkelige menneske, der er født invalid, til at elske Gud og sin næste og til at blive elsket af sin næste? – Er ikke det fra fødselen smukke og velskabte og med stor human og kærlig begavelse skabte menneske langt bedre udstyret til at blive elsket af sin næste og derved få meget lettere ved selv at elske denne næste end det nævnte syge, invalide menneske? – Hvordan kan en kærlig Guddom nænne at gøre en så stor forskel på to levende væseners livsoplevelsestilstand? – Hvordan kan han lade det ene væsens jordliv blive et lysende paradis, medens det andet væsens liv er et permanent, smertende helvede? –

Kristendommen lærer, at Guddommen er alvidende, almægtig og alkærlig. Det skal man altså tro på samtidig med, at man dagligt oplever et ocean af disse ulige fordelte skæbner. Men hvordan skal man kunne tro på dette, hvis man tænker logisk og ikke mere bliver ført ved den guddommelige religiøse tro eller magi, som det religiøse instinkt automatisk befordrer i form af den urokkelige religiøse autoritetstro? – For dette væsen er det ikke hverken det logiske eller videnskabelige, der spørges om, men udelukkende hvem har sagt det eller det. Er det en anerkendt autoritet, der har sagt det eller det, så tror man på dette, ligegyldigt hvor meningsløst og uvirkeligt det så end måtte se ud. Det er naturligvis nødvendigt at tro på autoriteter for de væsener, der endnu ikke selv kan tænke og endnu ikke er udviklet i religiøs logik eller videnskab. Men den intellektuelle religiøse forsker, som altså har mistet evnen til at tro, kan ikke føres ved de overleverede dogmer. Den religiøse magi har ikke mere nogen magt over ham. Han kan ikke bøje sig for blot og bar autoritet. Han kan kun acceptere kendsgerningernes logik. Derfor bliver et sådant væsen i første instans materialist eller gudløs i sin tankegang. Hvis han kaster sin intelligens eller analyseringsevne på førnævnte alkærlige Guddom for at bedømme hans væremåde, må han da sige til sig selv: Hvis denne Guddom, som kristendommen udtrykker som menneskets skaber, er alvidende, så ved han i forvejen, at det eller det lille barn i moders liv vil ende i en ulykkelig skæbne, ja, endog efter døden vil ende i et helvede. Men når han ved det, hvorfor standser han så ikke sin skabelse af dette lille barn? – Det var da kærligere, at det aldrig blev skabt. – Hvis han ikke ved, at dette lille barn vil få denne nævnte ulykkelige skæbne, er han ikke alvidende. Og hvis han ved det og ikke vil forhindre dette lille barn i at få den nævnte grusomme skæbne, er han ikke alkærlig. Og hvis han ikke kan forhindre, at barnet får denne skæbne, er han ikke almægtig. Intelligensen kan således pille dette religiøse dogme i stykker, men den kan i realiteten ikke fjerne Guddommen. Det, den har pillet i stykker, er således en særlig opfattelse af Guddommen, men ikke selve Guddommens eksistens. Intelligensen kan vise, at denne nævnte opfattelse af Guddommen er forkert. Det udviser nemlig, at Guddommen hverken er alvis, alkærlig eller almægtig, hvilket vil sige det modsatte af, hvad det i virkeligheden skulle sige. Alle naturens skabelsesprocesser viser, som før nævnt, at de i deres slutfacit er til glæde og velsignelse for levende væsener, hvilket for den humane intelligente forsker efterhånden gør det til kendsgerning, at Guddommen, hvis væremåde netop manifesteres igennem alle livets skabelsesprocesser, betinger, at alle skabelsesprocesser uundgåeligt udløser sig i de nævnte kærlige slutfacitter, og at Guddommen således absolut er almægtig, alvis og alkærlig.

Det religiøse dogme, der udtrykker, at Guddommen er alkærlig, alvis og almægtig, er således absolut ikke forkert. Det er bare ikke beregnet for intelligensen. Det er kun beregnet som en magisk formel for det herfor modtagelige menneskes religiøse, men uintellektuelle trosevne. Når denne evne således er uintellektuel, og dens ophavs religiøse føring derfor ikke kan føres ved intellektuelle tankerækker eller videnskab, men kun ved et religiøst instinkt, må sådanne væsener, hvis mentalitet eller bevidsthed, kosmisk set, endnu kun er en religiøs barnebevidsthed, føres ved tro på autoriteter, ligesom barnet instinktmæssigt tror på forældrenes autoritet og må føres ved denne. Instinktet udløser ikke begæret efter intellektuelle forklaringer. Det befordrer derimod blind tro på autoriteter, hvis vejledning man derfor blindt tror på, ligegyldigt om denne er logisk eller ulogisk. Dette at kunne tro på noget, uafhængigt af intellektuel begrundelse, men udelukkende kun på grund af et andet væsens autoritet, er det samme som at være suggereret. Men suggestion er igen det samme som magi. Det religiøse instinkt betinger altså, at menneskets religiøsitet i sin første spæde, primitive epoke føres ved en guddommelig magi. Hvordan skulle dette væsens medfødte religiøsitet kunne befordres uden denne magi? – Denne magi bliver derfor at betragte som "hvid magi". Og det var netop denne magis særlige hemmeligheder, der var opbevaret i templernes allerhelligste, og som kun de indviede ypperstepræster havde adgang til. At hemmelighederne alligevel senere sivede ud til almenheden, som jo var ganske umoden til denne viden, gjorde den straks til "sort magi", der uundgåeligt måtte føre meget mørke ind i menneskenes tilværelse. Men efterhånden voksede menneskenes intelligens, som i en tilsvarende grad gjorde dem uimodtagelige for visse områder af den religiøse suggestion eller magi. Det bliver igennem dette til kendsgerning, at de ikke mere kan tro på ulogiske eller ubegrundede påstande.

Men hvordan nu med disse mennesker, hvis religiøsitet ikke mere kan føres ved autoritetstro eller suggestion? – Når disse mennesker ikke mere kan føres åndeligt i kraft af autoritetstro, men kun er modtagelige for logisk eller videnskabeligt begrundede påstande, fordi deres intelligensevne er blevet den førende evne i deres opfattelse og levevis eller væremåde i stedet for deres instinktevne, kan de altså kun føres ved videnskab eller virkelige kendsgerningers analyse. Men hvor kan de finde disse åndelige kendsgerninger? – Hvor kan disse mennesker udforske med intelligensen, om det er rigtigt, at der eksisterer en Guddom? – Hvor kan de udforske, at de eksisterede i tidligere liv? – Hvor kan de opleve den virkelige årsag til deres skæbne som kendsgerning? – Hvor kan de som kendsgerning opleve, om det er rigtigt eller forkert dette, at man skal elske Gud over alle ting og sin næste som sig selv? – Hvordan kan man ligeledes opleve som kendsgerning, at man ikke skal føre krig, myrde eller dræbe og ikke skal lyve eller bedrage? – Hvor kan man som videnskab opleve, om der eksisterer en åndelig verden bag den fysiske? – Her vil svaret urokkeligt være, at de mennesker, hvis religiøse instinkt er degenereret, og de kun har intelligensen som fundament for deres forskning, er ganske afskåret fra at kunne udforske eller tilegne sig kendsgerninger på åndelige områder. Det er ikke med intelligensen, at man sanser de kosmiske områder, ligesom det ikke er med intelligensen, at man hører eller ser, lugter eller smager eller andre former for sansning. Intelligensen er kun en evne, ved hvilken man kan analysere det, man oplever, og derved kan tilegne sig forståelse af. Men der, hvor man ikke kan opleve og ikke har nogen erfaringer, er der ikke noget at analysere. Der er der ikke nogen brug for intelligensen. Hvis man absolut aldrig nogen sinde har kunnet høre, er der ingen høre-erfaringer at analysere. Hvis man aldrig nogen sinde har kunnet se, har man heller ingen syns-erfaringer, man med intelligensen kan analysere. Som man her kan forstå, er intelligensen en evne, i kraft af hvilken man kan gøre sig det oplevede begribeligt.

Før intelligensen blev så fremragende udviklet, som den er i dag, blev menneskene, som tidligere nævnt, åndeligt ført ved deres instinkt eller evne til at tro. Ligesom børn instinktmæssigt lader sig føre af forældrenes autoritet, således lod menneskene sig også instinktmæssigt føre af autoriteter såsom verdensgenløsere, profeter, ypperstepræster, præster og andre åndelige personligheder, som de betragtede som autoriteter. Instinktet gav dem evne til at ane, at der eksisterede højere åndelige magter, men igennem de nævnte autoriteter fik de i form af symbolske forklaringer næring for deres anelse. Disse autoriteter udformede sandheden om de åndelige magter og kræfter i lignelser og billeder, der kunne understøtte de pågældende væseners anelser. Og således ændredes disse lignelser og billeder af de åndelige magter mere og mere i human retning, alt eftersom væsenerne udviklede sig og fik evne til at ane i en højere og højere humanistisk retning. Verdensgenløsningens princip fulgte efter. Verdensgenløsere fødtes og udformede billeder og lignelser af de højere åndelige sandheder i harmoni hermed. Og således nåede jordens mennesker frem til de anelsesevner, hvorved de kunne modtage de endnu gældende store humane verdensreligioner.

Forkyndelsen af humanitet eller næstekærlighed og begrebet den absolutte ene sande Gud blev verdens genløsningsprincippets sidste udformning til støtte for menneskenes begyndende udvikling af humanitet og de heraf følgende højere anelser om næstekærlighed. Igennem årtusinder er menneskenes humane anelser eller religiøse instinkt blevet stimuleret og understøttet med de religiøse dogmer om Guddommen og næstekærligheden. Alene kristendommens forskrifter eller dogmer har nu i ca. to tusinde år været fundamentet for vestens folks anelsesevne eller religiøse tro. Men alt eftersom denne religiøse anelses- eller trosevne forsvinder hos menneskene, og intelligensen har udviklet sig, har menneskene kun de materielle erfaringer at søge livsmysteriets løsning i. Men de materielle erfaringer er jo kun, hvad de har kunnet opnå igennem de fysiske sanser. De kan derfor ikke med deres intelligens i dette materiale finde eller opleve de åndelige realiteters analyser. Her må der åndelige erfaringer til. Men da det nu er blevet en overordentlig stor del af jordens mennesker, der ikke mere kan lade sig føre ved autoritetstroen eller anelsesevnen, og de ikke har de sanser eller evner udviklet, der kan give dem åndelige erfaringer, har de foreløbig kun det fysiske erfaringsmateriale at holde sig til. Da de endnu ikke har noget realistisk, åndeligt erfaringsmateriale, altså erfaringsmateriale om udødelighed – reinkarnation – skæbnedannelse og lignende, at holde sig til, har de således ikke noget materiale, de med intelligensen kan analysere. De kan derfor her ikke med intelligensen skabe nogen åndelig videnskab, således som de med intelligensen kan skabe fysisk videnskab. Derfor kan den autoritative fysiske videnskab naturligvis ikke acceptere åndsvidenskaben, der jo udelukkende er baseret på et erfaringsmateriale, som nævnte videnskabs forskere ikke med intelligensen kan tilegne sig og derfor ikke har forudsætninger for at kunne erkende.

Som før nævnt udgør det åndelige erfaringsmateriale det, der er oplevet med andre sanser end instinkt- og følelseserfaringerne. Hovedsansen for åndelig oplevelse er intuitionen. Med den kan man opleve hele livsmysteriets løsning. Det er i kraft af denne oplevelsesevne, at Guddommen og den åndelige verden med dens detaljer, liv og sfærer bliver til virkelighed og kendsgerninger. Det er denne evne, der gør mennesket til et kristusvæsen, hvilket vil sige: et væsen der er suveræn i åndelig viden, idet det ved egne sanser kan selvopleve livets store sandheder. Det har sin intuition under viljens kontrol på samme måde, som det almindelige menneske har sine fysiske sanser under viljens kontrol. Men for at opnå denne fuldkommenhed i intuitions sansning må mennesket først blive meget humant udviklet, hvilket vil sige: være nået frem til at have næstekærligheden lige så udviklet, som videnskaben i dag har intelligensevnen udviklet. Næstekærlighedsevnen er jo den evne, der betinger graden af, hvad man kan nænne at gøre af gene eller ubehag imod sin næste, hvilket vil sige: imod andre levende væsener. Mennesker, der endnu er meget lidt udviklet i næstekærlighed, har altså endnu mindre eller slet ingen som helst intuition.