Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Hvis ikke menneskene fik kendskab til virkningerne af den større eller mindre ufuldkomne eller såkaldte "onde" væremåde, de eventuelt har udløst over for deres næste, ville deres omskabelse til fuldkomne mennesker være totalt umulig. Men hvordan skulle de få kendskab til nævnte virkninger uden netop at få lov til selv af opleve dem. Og det er netop det, der er grundårsagen til den nuværende verdenssituations mørke eller dommedagstilstand. Vi ser, hvorledes hele menneskehedens daglige tilværelse ligefrem former sig som en psykologisk undervisning. Et kolossalt område af menneskenes daglige liv er netop virkninger af manglende næstekærlighed. Foruden de to store verdenskrige, der har kulmineret i dette århundrede, foregår der hver dag mord, drab og hævnakter, røveri, plyndringer og bedrageri, bagtalelse, udskejelser, lystmord, lystfiskeri og lystjagt, altså mord på dyr bare for fornøjelsens skyld. Alkohol- og tobaksnydelse og andre giftstoffers daglige indtagelse i organismen viser også menneskenes afsporing eller ufærdige tilstand. Hertil kommer menneskenes voldsomme appetit på animalsk føde, der passer mere til rovdyr end til mennesker. Tror man alle disse tilstande er slutfacitter på menneskenes udvikling af væremåde? – Har ikke flere meget store humane verdensreligioner i årtusinder forkyndt menneskene en væremåde, over for hvilken den nuværende almengældende væremåde er skrigende unaturlig? – Er der ikke fortalt menneskene, at de måtte stikke deres sværd i skeden, thi hver den, der ombringer ved sværd, skal selv omkomme ved sværd? – Har man ikke fortalt dem, at "salig er de rene af hjertet, thi de skulle se Gud", hvilket vil sige, at de vil få "kosmisk bevidsthed". Er det ikke forkyndt dem, at: det, et menneske sår, skal det høste? – Har de ikke ligeledes fået at vide, at det, man vil, at andre skal gøre imod os, det må vi gøre imod dem? – Og er det ikke også sagt til menneskene, at man ikke blot skal tilgive sin næste 7 gange dagligt, men man må tilgive indtil halvfjerdsindstyve gange syv gange dagligt? – Dette vil altså i virkeligheden sige det samme som, at man skal tilgive ham i alle situationer. Det mangler således ikke på guddommelige henvisninger til menneskene om, hvad de ikke skal gøre, og hvad de bør gøre for at undgå krig eller ragnarok.

Hvorfor lever menneskene ikke efter disse leveregler, men udvikler sig til i en stedse stigende grad at leve helt modsat? – Bliver det ikke her en kendsgerning, at ord og tale ikke er nok til at føre menneskene ud af mørket og frem i lyset? – Mén når, som vi her har set som kendsgerning, ord ikke er nok, ja de har i virkeligheden så lille en virkning, at menneskene ligefrem ignorerer dem, ja, undertiden håner dem, hvordan skal menneskene da komme ud af det mørke, som de i deres uvidenhed så højt dyrker og priser eller tilbeder? – Er det ikke her synligt, at der absolut ikke er anden vej end erfaringens vej til menneskets skabelse i "Guds billede"? –

Menneskene her på jorden skejer altså ud på en masse livsfarlige områder, men regner ikke med, at de er livsfarlige. Og da de heller ikke tror på, hvad andre har erfaret, må de selv opleve eller erfare virkningerne af deres unaturlige levevis. Og derfor har vi blandt andet haft de to verdenskrige, og derfor har vi den såkaldte "kolde krig", som når som helst kan bryde ud i en grusom eller altødelæggende varm krig. Er ikke alle hospitaler for små til at rumme alle de syge og elendige, som trænger til lægehjælp? – skønt nævnte hospitaler udgør hele byer i byerne. Og man kan simpelthen ikke udvide disse så stærkt, som det kræves. Tror man, alle disse sygdomme kommer af, at man overholder det femte bud: du skal ikke dræbe? – Tror man, de kommer af, at man elsker sin næste som sig selv? – Tror man, de kommer af, at man lever et liv, der virkelig er logisk med hensyn til sundhed og væremåde? – Disse lidelsesvirkninger har den egenskab, at de udvikler den humane evne hos væsenerne, alt eftersom de kommer igennem de mere eller mindre svære lidelser, der udgør virkningerne af en tilsvarende mere eller mindre forudgående fejlagtig væremåde. Evnen til ikke at kunne nænne at gøre levende væsener fortræd, hvilket altså vil sige: næstekærlighedsevnen, affødes således af virkningerne af en forudgående primitiv og mere eller mindre ukærlig væremåde.

Det er rigtigt, at menneskene ikke kan huske deres tidligere liv og derfor heller ikke kan huske den væremåde eller de handlinger, som de tidligere har udvist, og som er skyld i deres mere eller mindre ulykkelige skæbne af i dag. Men det er jo kun en kærlig foranstaltning i Guddommens skabelse af mennesket. Det ville ikke være ligefrem lysende eller oplivende erindringer for de pågældende mennesker at opleve. De ville derfor ikke være noget godt supplement til de eventuelle mørke erindringer, de samme væsener har i forvejen. De ville ganske vist give deres ophav en viden om deres fortidige handlinger, men en teoretisk viden afholder ikke mennesket fra at gøre det onde. Menneskene ved udmærket, at de ikke skal hade, myrde og bedrage. Men er ikke alle politi- og retsmyndigheder overlæssede med arbejde? – Menneskene ved udmærket godt, at det er usundt og ganske unaturligt at nyde alkohol og tobak og mange andre skadelige produkter, som i værste tilfælde kan skabe det normale menneske om til et subjekt, men dette afholder dem ikke fra at fortsætte den skadelige nydelse. De befordrer således dermed et langsomt virkende selvmord eller deres nuværende livs undergang og en svækkelse af kommende fremtidige liv til abnormitet. Det er ikke den blotte teoretiske viden, der får mennesket til ikke at kunne nænne at gøre den eller den onde handling. Det er derimod selve medlidenheds- eller næstekærlighedsevnens tilstedeværelse i det pågældende væsen.

Næstekærligheden bliver mere og mere forfinet, desto mere mennesket kommer igennem sin lidelsesskæbne. Dommedagen er således en stor proces, hvor menneskene igennem virkningerne af deres mørke handlinger får udviklet kærlighedsevnen. Uden denne evne absolut ingen fred på jorden. Hvis ikke menneskenes skæbne udelukkende var virkningerne af deres egen væremåde, ville dommedagen eller krigstilstanden evigt blive ved med at fortsætte. Og der ville aldrig nogen sinde opstå den guddommelige realitet, vi kender som absolut og virkelig "kærlighed". Og livet ville være et evigt helvede, en pinefuld mørkets sfære. Kærligheden er således fredens lys.

Hvor findes da dette fredens lys, som Guddommen igennem sin store skabelsesproces er ved at gøre til virkelighed i jordmenneskehedens psyke og væremåde? – Den udviklede og sandhedskærlige iagttager kan ikke undgå at se dette begyndende fredens lys, der altså er det samme som den begyndende næstekærlighed. Alle mennesker har naturligvis næstekærlighed, men hos nogle væsener er den meget stærkt fremtrædende, medens den hos andre kun er meget minimal og kun giver små udslag i væremåden. Vi kommer derved til at se, at menneskene kan inddeles i to grupper. Den ene gruppe har så megen næstekærlighed, at den er ved at blive den førende i vedkommende menneskers mentalitet og væremåde, medens den anden gruppe har så ringe en næstekærlighed, at egoisme, inhumanitet og brutalitet i tilsvarende grad er fundamentet for denne gruppes mennesker. Da denne gruppe forekommer i et overordentligt stort flertal, er det den, der i en overvejende grad behersker og regerer menneskeheden.

Denne foran nævnte regerende gruppe tror på krigen som det rette forsvar og den rette vej til freden. Den hylder magtudfoldelse, diktatur og undertrykkelse af andre mennesker. Den hylder dødsstraf og henrettelser. Den udløser arbejdskampe, ulovlige strejker, lockouter og sabotage i form af arbejdskonflikter. Uærlighed og bedrageri forekommer naturligvis også hos mennesker, hvor næstekærligheden endnu er meget ringe, og i særdeleshed da denne gruppe mennesker hovedsageligt har forladt religionen og er blevet materialister og gudløse. De lever i høj grad kun for at tjene penge og undertiden på andres bekostning. I forretning er denne gruppe menneskers højeste ideal undertiden også dette, at få den højest mulige pris for en vare, man selv har fået for næsten ingenting. Princippet er her i stor udstrækning dette, at enhver er sig selv nærmest. Da denne gruppe, som før nævnt, udgør et stort flertal, udgør den den herskende magt. Og med dette dens endnu mangefulde næstekærlighed i væremåden befordrer den dommedagsepoken. Manglende næstekærlighed hos flertalsgruppen af jordens mennesker er altså årsag til krigen og ufreden. Den udgør den gruppe mennesker, som Kristus i sin udtalelse om dommedagen eller de sidste tider udtrykte som "bukkene". Han udtalte ikke, at disse væsener skulle skabe fred på jorden. Tværtimod udtalte han, at lidelserne ville blive deres skæbne. Hvorfor skulle denne gruppe mennesker komme ud for lidelser? – Det skulle den netop fordi, lidelserne udelukkende er virkningerne af deres egen ufærdige væremåde eller af de lidelser, de har påført andre væsener. Men det er jo netop oplevelsen af disse lidelser, der afføder den humane evne, hvilket vil sige næstekærlighedesevnen. Med denne evnes udvikling vokser den store gruppes væsener frem til at blive ligesom væsenerne i mindretalsgruppen. Derved vokser denne gruppe mere og mere, medens flertalsgruppen i tilsvarende grad skrumper ind for tilsidst, når alle dens væsener igennem lidelserne har fået næstekærligheden udviklet, ikke mere at eksistere.