Kontaktbrev 1962/10 side 5
Martinus:
LAVINTELLEKTUALITET OG HØJINTELLEKTUALITET
Det vigtigste i det levende væsens struktur
Det vigtigste ved ethvert levende væsens struktur er dets bevidsthed eller psyke. Den udgør fundamentet for hele dets manifestation eller fremtræden. Dens kapacitet i dag er afhængig af, hvad dens ophav forud har oplevet af erfaringer i lidelser og velvære, erfaringer i unormalitet og normalitet, erfaringer i had og kærlighed. Denne kapacitet bestemmer dets plads og skæbne i det store kosmiske spiralkredsløb, som alle levende væsener befinder sig i.
"Levende" og "død" materie
Som jeg har forklaret i mit hovedværk "Livets Bog", består et sådant kosmisk spiralkredsløb af seks forskellige mentale riger eller oplevelsessfærer. Den første af disse sfærer kalder de jordiske mennesker "mineralriget" uden virkeligt at vide, hvad det er, de har for sig under dette begreb. Ligeledes bliver det samme rige betragtet som livløst, idet det rent overfladisk kun viser sig som "stof" eller "materie". Det synes at være en modsætning til vegetabilsk og animalsk materie, som man forlængst har kunnet identificere som "levende". Men det er en stor fejltagelse at tro, at mineralmaterien er død materie. I sin dybeste analyse udviser den ligesom al anden materie "bevægelse". Da bevægelse, som vi om lidt skal komme tilbage til, er livets fornemste kendetegn, idet den umuligt kan finde sted uden i sin dybeste analyse at have et "levende Noget" til ophav, vil mineralmaterien således også have et "levende Noget" til ophav. Men da dette "levende Noget" ikke kommer nær så meget til udtryk i mineralmaterien som i den vegetabilske og animalske, der ligefrem er formet som organismer eller redskaber for livsmanifestation og derfor betragtes som "levende", bliver nævnte mineralmaterie nærmest at betragte som "livløs".
Materien som opbyggede organismer for Jeg'er
Både den vegetabilske og animalske materie er ordnede i særlige hensigtsmæssige kombinationer. Det er disse kombinationer, vi kender henholdsvis som planteorganismer og dyreorganismer, der hver især igen bliver styret og ledet af et "usynligt Noget". Det er dette "Noget", vi udtrykker som "Jeg'et". Den vegetabilske og animalske materie forekommer som nævnt kun i organismer. Da disse hver især er opbygget som et redskab, i kraft af hvilket et Jeg kan manifestere eller tilkendegive sig for andre Jeg'er eller levende væsener, ligesom det også igennem samme organisme kan opleve andre væseners tilkendegivelser eller manifestation, bliver det let at se som kendsgerning, at den vegetabilske og animalske materie er udtryk for "noget levende".
Der eksisterer ingen absolut død
Da den mineralske materie ikke er kombineret sammen i særlige organismer, der hver især bliver styret af "noget levende" således som den vegetabilske og animalske materie, men derimod forekommer som tilsyneladende livløse, tilfældige kvanta og former, kan man ikke i denne materie se opbyggede, selvstændige organismer, i kraft af hvilke "noget levende" åbenbarer sig eller oplever andres åbenbaringer eller manifestationer. Denne materie er derfor, som nævnt, tilsyneladende "livløs". Men denne opfattelse er ren illusion. Selv om den ikke er bygget op i organismer, der som kendsgerning viser, at de bliver styret og ledet af "noget levende", så kan man ikke komme udenom, at der i alle de forskellige mineralske materiemasser eller kvanta ikke forekommer nogen som helst absolut total dødsstilhed eller ubevægelighed. Vi ser blandt andet en forandringstilstand, vi kender som krystallisation, rent bortset fra alle de øvrige bevægelsesarter, der forekommer i dens atom- og elektronmanifestationer, selv om disse ikke er synlige for vort fysiske syn. Selv om naturen i sin fasteste eller fortættede form kan synes uforanderlig igennem årtusinder, kan den ikke evigt forblive uforanderlig. Den er fremtrædende i tids- og rumdimensionelle former, hvilket vil sige, at disse er begyndelse og afslutning underkastet. Alt, hvad der er skabt, alt, hvad der er begyndt, kan absolut ikke stå stille eller være uforanderligt. Det er urokkeligt på vej til en afslutning af dets nuværende fremtræden for at gå over i nye former, der også er tids- og rumdimensionelle og således fortsættende. Men når stoffet således er identisk med bevægelse, selv om det er aldrig så fortættet eller fast, bliver det for den udviklede, kosmiske iagttager til kendsgerning, at det er udtryk for "noget levende", thi bevægelse er i sin kosmiske analyse, som før nævnt, livets fornemste kendetegn. Hvordan skulle bevægelse kunne have noget absolut dødt, noget absolut livløst, noget der udgør absolut hundrede procent stilhed eller ubevægelighed til ophav? – Hvordan kan døden være noget som helst andet end netop denne hundrede procent absolutte stilhed, ubevægelighed? – Hvis den ikke er identisk med denne tilstand, kan den ikke være identisk med døden. Noget, der udviser bevægelse, er således udtryk for liv og kan derfor umuligt være udtryk for døden. En ting kan umuligt være det modsatte af sig selv. Når al materie er levende, kan døden ikke eksistere.
Al bevægelse er livets urokkelige kendetegn
Vi kan ikke her komme nærmere ind på dette problems særlige analyser. Vi vil blot her med denne lille kortfattede, koncentrerede skitse påvise for læseren, at bevægelse udelukkende kun kan være livets kendetegn, ganske ligegyldigt om det er et jernbanetogs fart hen over et kontinent, eller det er havets brændinger imod klippeskær, det er ligegyldigt, om det er en klippebloks forvitring, eller det er en regndråbes fald. Det er ligegyldigt, om det er et kolossalt mælkevejssystems bevægelse igennem det uendelige rum, eller det er et næsten usynligt støvfnugs sagte svæven rundt i vor stue, de er alle uden undtagelse livets absolutte kendetegn og – ikke dødens. Døden har således intet kendetegn, for den eksisterer absolut ikke. Og noget, der ikke eksisterer, kan umuligt have kendetegn. Alt i verdensaltet er bevægelse og dermed identisk med en afsløring af "noget, der er levende". Og dette "Noget levende" oplever vi hver dag som identisk med vort eget "Jeg" eller "Selv".
Jeg'et og materien
Dette vort jeg eller inderste selv har altså i kraft af organismen evne til at tilkendegive sig for sine omgivelser, ligesom det igennem samme organisme kan opleve sine omgivelsers tilkendegivelse eller manifestationer. Men dette kan altså kun gøres i kraft af, at dette noget eller vort jeg er i stand til at skabe bevægelse. Med denne vor evne til at udløse bevægelse kan vi altså skabe.
Men hvad vil det nu sige at "skabe"? At skabe er det samme som at dirigere bevægelse. Men at dirigere bevægelse er det samme som at skabe forvandling. Vor daglige livsoplevelse består således i virkeligheden i at dirigere bevægelse og dermed skabe forvandling. Men da vort jeg er udstyret med et stort fysisk, psykisk, organisk felt, vi kender under begrebet "sanseevnen", kommer denne vor jongleren med bevægelse kun i et meget ringe felt til at opleves eller fornemmes som en jongleren med bevægelse. Den kommer derimod til, i et meget stort område, at fornemmes som en frembringelse eller skabelse af "ting". Det er disse "ting", vi derfor kalder "skabte ting". Disse ting udgør således alt, hvad vi har været i stand til at skabe eller frembringe. De udgør huse, maskiner, befordringsmidler, redskaber, beklædningsgenstande, madvarer o.s.v. – Vi er ikke vante til at opfatte disse foreteelser eller ting som bevægelseskombinationer, for således tager de sig ikke ud for sanserne. Men i realiteten udgør de alle bevægelseskombinationer. De forskellige materialer, de er bygget op af, udgør hver især en særlig bevægelsesart. Disse bevægelsesarter kalder vi "stof" eller "materie", fordi de tager sig således ud for vore sanser. Det er ligegyldigt, om materialet er sten eller stål, om det er jern eller kobber, om det er kalk eller maling, om det er træ eller glas, om det er porcelæn eller plastic, ja det er totalt ligegyldigt, hvilket som helst materiale der så end måtte være anvendt i en skabelse, for det kan i sin kosmiske analyse kun udgøre en bevægelsesart. Når disse materialer ikke desto mindre opleves som stof eller materie og ikke som bevægelse, skyldes det den omstændighed, at bevægelsesarterne i disse materialer er så mikroskopiske og fortættede, at de smelter totalt sammen overfor vort sansesæt, så dette ikke kan registrere for os disse bevægelser, således som det kan registrere for os de langt større bevægelsesarter f.eks. en bils bevægelse hen ad en landevej eller et penduls svingning i et ur, eller vor egen bevægelse af arme og ben, vor tale og væremåde. Vore sanser er altså kun bygget til at kunne registrere bevægelser af en vis størrelse og hurtighed. Hvis bevægelsen overstiger denne størrelse og hurtighed, kan sanserne ikke direkte registrere den. De kan derfor ikke registrere for os alle de mikroskopiske bevægelsesarter, materien eller stoffet består af. Men da disse bevægelsesarter er så umådeligt fortættede, kan vore sanser kun opfatte disse som mere eller mindre fremtrædende fast masse. Og det er disse forskellige former for faste masser, vi kalder "stof" eller "materie".
Hvordan vi tilegner os livets oplevelse
Denne psykisk, fysisk, organiske struktur, som således sætter vort jeg i stand til at jonglere med bevægelsesarter som mere eller mindre faste materier, er det samme som vor bevidsthed. Gennem sansningen afføder de skabte ting tanker i denne vor bevidsthed. Og i kraft af vor bevidsthed og manifestationslegemer kan vi igen manifestere disse tanker i fysiske eller åndelige materier. Og i kraft af bevidstheden, der i virkeligheden er det samme som vor "sjæl", tilegner vi os således livets oplevelse. Og ud fra denne oplevelse bliver vi igen i stand til at skabe eller manifestere vore tanker, ønsker og begær og deres tilfredsstillelse i den åndelige og fysiske materie og således tilkendegive for vore omgivelser eller medvæsener vor evige eksistens hinsides materien eller stoffet som denne eller dettes herre og ophav.
De levende væseners artsforskellighed
Alle levende væsener udgør således et jeg eller højeste selv. Dette selv har en bevidsthed eller sjæl, i kraft af hvilken det bliver i stand til at opleve og skabe – ikke blot ting, men også en særlig væremåde overfor sine medvæsener og omgivelser. Vi ved alle, at denne skabeevne og den heraf følgende væremåde for medvæsenerne er højst forskellig, ja så forskellig, at væsenerne i kraft heraf bliver at inddele i særlige mentale og legemlige grupper. Det er disse grupper af livsformer, vi kender som planter, dyr og mennesker. Vi kender dem igennem de manifestationsformer, i hvilke de fremtræder på det fysiske tilværelsesplan. Plantevæsenerne fremtræder i vegetabilske organismer, medens dyr og mennesker fremtræder i animalske organismer. Vi ser, at disse væsensgrupper, som før nævnt, udgør særlige afsnit i det store kosmiske spiralkredsløb. Plantevæsenernes område kalder vi "planteriget", dyrenes område kalder vi "dyreriget", medens de færdige eller totalt fuldkomne menneskers domæne kaldes "menneskeriget". Ser vi på disse væseners psyke, ser vi, at denne er under udvikling. Plantevæsenerne udvikler sig til dyr, og dyrene udvikler sig til det totalt fuldkomne menneske i "Guds billede efter hans lignelse".
Salighedsriget og dets væsener
Dette forannævnte høje stadium i udvikling er jordens mennesker endnu ikke nået frem til. Men igennem alle deres ufærdige manifestationer og de heraf affødte lidelser vokser de urokkeligt frem til nævnte fuldkomne tilstand. Forud for planteriget har vi det såkaldte "mineralrige". Men dette rige viser sig ikke på det fysiske plan fremtrædende i organismer, således som tilfældet er med plante-, dyre- og menneske riget. "Det levende Noget" bag plante- og dyreorganismerne, hvilket vil sige "Jeg'et", er ikke i mineralriget nået så langt frem i den fysiske udvikling, at det har begyndt at få selvstændig, fysisk organisme eller legeme, igen-" nem hvilket det kan opleve eller manifestere. Dette jeg eller levende væsen har derfor ikke nogen som helst vågen dagsbevidsthed på det fysiske plan. Denne har det derimod på det åndelige plan i dets eget samlede erindringsområde fra dets passage igennem et kosmisk spiralkredsløb, som det nu er færdig med. Det har således for tiden ingen som helst bevidst manifestation eller oplevelse fra det fysiske plan og heller ikke fra det åndelige plan. Det lever helt indesluttet i dets erindringer. Dets bevidsthed er således totalt indadvendt. Denne dets erindringsoplevelse eller oplevelse af dets tidligere tilværelser i den forudgående spiral former sig for det som en oplevelse af den højeste fryd eller salighed. Jeg har derfor kaldt denne væsenernes særlige tilstand for "salighedsriget". Denne tilstand er en overgangstilstand eller et overgangs stadium i væsenets passage fra et kosmisk kredsløb til et andet. Det er fra dette stadium eller afsnit i spiralkredsløbet, at jeg'erne eller "de levende" i væsenerne må inkarnere i fysisk materie. Men selv om væsenerne i dette stadium ikke endnu er i stand til at skabe fysiske organismer, udgår der fra dem og ind på det fysiske plan visse begyndende skabende energier. Det er disse energier, der skaber bevægelse i mineralmaterien og bliver synlige som dette riges forskellige krystallisationer. I disse krystallisationer kan vi se, at der er begyndende principper og love, som senere kommer til fundamental manifestation i planterigets struktur og skabelser.
Fortsættes i næste Kontaktbrev.
Tilbage til artikler af Martinus
Forrige