Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Og her i den vegetabilske materie kan Jeg'erne så efterhånden hver især begynde at opbygge sig sin egen selvstændige organisme, i kraft af hvilken de kan få den første lille svage fornemmelse af vågen dagsbevidsthed på det fysiske tilværelsesplan. Denne væsenets allerførste fornemmelse af en ydre verden er det samme som det, vi kalder "anelse". Plantevæsenet kan således ane lyset og varmen, ligesom det kan ane mørket og kulden. Igennem årtusinders påvirkning udvikler denne plantens anelsesevne sig videre. Og de organer, som den senere skal bruge i sin kommende animalske tilværelse som dyr, begynder også at udvikle sig her. Den bliver kødædende og begynder at få organismestruktur af en sådan tilpasset form, at den selv kan fange sit bytte. Og denne udvikling i dyrisk begavelse fører den videre i kredsløbet, og den bliver tilsidst til et dyr. Her begynder dets sanser i særlig grad at tage til. Og nu kan det ikke blot "ane" den fysiske verden, det lever i, men det kan se, høre, lugte, smage og føle og bevæge sig rundt efter ønske. Men det har endnu ikke de højere bevidsthedsevner, der udgør intellektualitet og kærlighed. Det er mere eller mindre en livsbetingelse for det at skulle dræbe for at leve. Dets føde består af andre levende væseners organismer. Denne hårde tilværelse skærper dets sanser, selv om det endnu i stor udstrækning ledes og styres ved dets instinkt, hvilket vil sige ved en slags ubevidst automatisme.

Igennem denne dyriske natur i renkultur når det frem til et stadium, hvor der i dets psyke begynder at ske en særlig forvandling. Fra at være et seksuelt énpolet væsen begynder det nu meget langsomt at forvandle sig i retning af seksuel dobbeltpolethed. Vi må her forstå, at væsenernes førelse igennem spiralkredsløbets forskellige riger eller sfærer udelukkende sker igennem to store psykiske generalorganer, vi kender under begreberne de to seksuelle poler, der giver sig udslag i det maskuline og det feminine princip. I salighedsriget og i de i væsenets forudgående spirals højeste verdener var det dobbeltpolet, hvilket vil sige, at både dets maskuline pol og dets feminine pol var i en jævnbyrdig balance. Væsenet var derfor her ikke noget "hankønsvæsen", ligesom det heller ikke kunne være noget "hunkønsvæsen". Det udgjorde derimod det totalt fuldkomne menneske i Guds billede, hvilket vi skal komme tilbage til om lidt.

Efter at væsenet i sin passage i det kosmiske spiralkredsløb er kommet ud af salighedsriget og ind i planteriget, sker der det med væsenet, som Bibelen udtrykker som "Evas skabelse". Denne Bibelens beretning er en symbolsk beretning om væsenets forvandling fra at være dobbeltpolet til at blive énpolet. Når der siges, at Gud lod "Adam" falde i en dyb søvn, udtrykker det netop væsenets plantetilstand, i hvilken dets vågne dagsbevidsthed på det fysiske plan kun rummer den ene evne, at kunne ane. Det er således på det fysiske plan hovedsageligt et sovende væsen. Under denne søvn, hedder det videre i den bibelske beretning, udtog Gud et af Adams ribben og dannede heraf "Eva". Dette, at Gud således udtog et af Adams ribben, skal kun betyde, at der skete en indvendig proces i Adam, hvilket altså vil sige i hans psyke og fysiske organstruktur. Adam blev til et énpolet væsen. Vi må således her forstå, at "Adam" er et udtryk for væsenerne i deres udgang fra salighedsriget til planteriget. "Adam" er således ikke udtryk for et blot og bart enkelt væsen. Men det er udtryk for en særlig dobbeltpolet tilstand, som alle levende væsener befinder sig i under det nævnte afsnit i deres passage i det kosmiske spiralkredsløb. Men med denne forvandling fra dobbeltpolethed til enpolethed var "Adam" ikke mere nogen "Adam". Han var ikke mere det samme væsen, som han havde været før. Hos nogle af disse "Adam'er" var det den feminine pol, der stagnerede, og den maskuline pol, der dermed overtog føringen af væsenets bevidsthed eller psyke. Og disse væsener blev til "hankønsvæsener". Hos andre af nævnte "Adam'er" blev det den maskuline pol, der stagnerede, og den feminine der dermed overtog føringen og prægede væsenets bevidsthed eller psyke. Disse væsener blev således til "hunkønsvæsener". Begreberne "Adam" og "Eva" er altså i sin kosmiske analyse i virkeligheden ikke henholdsvis udtryk for "manden" og "kvinden", således som man i dag opfatter disse begreber. Begrebet "Adam" er altså i absolut forstand udtryk for dobbeltpoletheden, og begrebet "Eva" er udtryk for enpolethed en.

Denne enpolethed begynder altså i planteriget og kulminerer i den dyriske parringsdrift og er her i renkultur. På et særligt givet stadium i kredsløbet begynder "Evas død". Den latente pol i hankønsvæsenet og hunkønsvæsenet begynder atter i en tiltagende grad at gøre sig gældende. Og dyret begynder efter dette at blive til et "menneske". Det enpolede væsen begynder således langsomt atter at blive til et dobbeltpolet væsen. Og det er i dette afsnit af det kosmiske spiralkredsløb, at det ufærdige jordiske menneske befinder sig.

Når væsenerne således må gennemgå oplevelsen af denne polforvandling i ethvert kosmisk spiralkredsløb er det fordi, at der uden denne forvandling umuligt kunne skabes nogen som helst form for livsoplevelse. Livets oplevelse kan umuligt finde sted uden i form af kontraster. Yderpunkterne i det kontrastforhold, i kraft af hvilket livets oplevelse er mulig, er det totale mørke og det totale lys såvel mentalt som fysisk. I det totale lys så vel som i det totale mørke er sansning en umulighed. Derfor er de to yderpunkter grænsen for al sansning. Idet væsenerne ifølge det kosmiske spiralkredsløb bliver omdannede til enpolede væsener, bliver de herigennem prædestinerede til at manifestere og opleve kulminationen af mørket. Dette mørke er altså en tilstand, i hvilken væsenerne umuligt kan opfylde livsloven eller dette at elske Gud over alle ting og sin næste som sig selv, ligesom de på alle andre måder er uvidende om kosmisk, fuldkommen skabelse. Da de ufuldkomne skabelser eller manifestationer skaber gene og lidelse eller det, vi kalder "en ulykkelig skæbne" for sit ophav, bliver væsenernes manifestation i deres enpolede tilstand i spiralkredsløbet mere eller mindre et ragnarok eller helvede. Det er i denne epoke, der næsten ingen grænser er for væsenernes forfølgelse og krigstilstand, blodsudgydelse og lemlæstelsestilstande overfor hverandre. Det sker ligeså godt mand og mand imellem som nationerne imellem. Hvad er værre end inkvisitionen, tortur- og dødskamre, hvad er værre end at blive radbrækket, brændt på bål eller korsfæstet? – Findes der overhovedet nogen form for lidelse og hævnakter, menneskene har følt for grusomme og raffinerede i smertefrembringelse til at kunne anvendes imod deres fjender? –

Men det er ikke blot i væremåden, at uvidenheden eller den manglende opfyldelse af livsloven skaber lidelse. Uvidenheden skaber også stor gene og lidelse i væsenets almindelige skabelse i materien. Enhver skabelse skal her være logisk for at kunne være fuldkommen. Det være sig både i kunstneriske, videnskabelige og religiøse frembringelser og i forplejningen af organismerne. Der, hvor logikken ikke bliver totalt opfyldt i en skabelse eller frembringelse, dette gælder også ens ernæring, kan denne umuligt være fuldkommen. Og den skaber, der ikke kan skabe fuldkomment, vil før eller senere blive distanceret af andre, mere dygtige i logisk skabelse. Han vil tabe sin position og autoritet som kapacitet på sit område. Det fysiske tilværelsesplan har således mange love, der skal overholdes, for at livet kan blive lykkeligt på samme plan. Og det er dette, menneskene igennem alle deres lidelser er i færd med at lære her på jorden.

For at tilværelsen på det fysiske plan ikke skal være helt uden forbindelse med de højeste verdener eller det guddommelige lys, der flammer og lyser hinsides det fysiske plan, forekommer der i væsenernes enpolede organisme en organisk struktur, i kraft af hvilken de kan komme til at opleve en kunstig sympati, blive kærtegnet af et andet væsen og selv få adgang til at kærtegne, hvilket der ellers absolut ikke ville være adgang til i dette plans kulminations zone. Denne organiske struktur befordrer således den tilstand, vi kalder "parringsdrift" eller "forelskelse". I de mest primitive stadier, hvor væsenerne endnu ikke har fået udviklet den mindste grad af virkelig uselvisk næstekærlighed, ville alt jo være totalt mørke i renkultur. Men i kraft af denne kunstige sympatifrembringelse kan væsenerne i en kontakt med et væsen af modsat køn opleve det, vi kalder "parringsakten" eller "seksuel udløsning" og derigennem komme til at fornemme et glimt af den salighed eller det overjordiske lys, de med udgangen af salighedsriget har forladt. Men denne forelskelsessympati er absolut ikke kærlighed. Den forlanger gensidighed hos dens objekt. Hvis ikke denne forekommer, kan forelskelse føre sit ophav ind i skinsyge eller jalousi. Denne tilstand er igen roden til alt ondt i verden. Det er derfor, at væsenerne skal have udviklet en hel anden form for sympati, nemlig den virkelige næstekærlighed. Den er totalt uselvisk. Den ønsker "hellere at give end at tage". Den tilgiver alt. Den fører aldrig sit ophav i krig eller hævnakter. Sådanne følelser kan umuligt komme i væsener, hvor kærligheden er udviklet til fuldkommenhed, så væsenet i kraft af den fremtræder som "mennesket i Guds billede efter hans lignelse".

Når væsenet således kan elske alle væsener, skyldes det altså dette, at det igennem sine lidelser har fået udviklet netop denne humane begavelse, samtidigt med at dets forvandling til dobbeltpolethed har befriet det fra den seksuelle struktur eller enpolethed, der betingede, at det kun kunne elske et væsen af modsat køn. Med dobbelthedens og kærlighedens udvikling er det blevet i stand til at elske ikke hankønsvæsenet eller hunkønsvæsenet, men derimod "mennesket" i mennesket. Det var en sådan kærlighed, Kristus var fyldt med og udstrålede selv på korset. Bad han ikke netop her, midt i sine svære lidelser, for sine fjender og tilgav dem, thi, som han sagde, de vidste ikke, hvad de gjorde. Med dobbeltpolethedens indtræden i væsenets psyke bliver det prædestineret til udelukkende at leve i de højeste åndelige verdener. Det behøver ikke mere at inkarnere på jorden. Det opfylder lovene og har derfor ikke mere brug for at udvikle sig videre. Det har lært til fuldkommenhed, hvordan væremåden skal være for at være totalt i kontakt med Gud og dermed i kontakt med verdensaltets grundtone kærligheden.