Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Vi har her fået en lille skitse af selve væsenernes psyke- eller bevidsthedsudvikling, og vi kan efter dette inddele den i tre store epoker. Fra væsenets udgang af salighedsriget og frem igennem plante- og dyreriget til "Evas død" eller "dødsepoke", hvor dyret begynder at blive til menneske, har vi den første epoke. I denne bæres væsenets mentalitet og væremåde hovedsagelig af instinktet, hvilket vil sige en udbevidst organisk automatfunktionsevne, der kan lede væsenerne på de felter, de endnu ikke har vågen dagsbevidste evner til at kunne klare. Denne epoke udgør nærmest en slags fosterepoke i væsenernes passage i det kosmiske spiralkredsløb. Vi vil derfor kalde denne epoke i væsenernes udvikling "instinktepoken".

Den næste epoke strækker sig altså fra "Evas død" og frem igennem de primitive menneskestadier med deres religiøse sekter og samfund. I denne epokes første stadier beherskes væsenerne endnu i stor udstrækning af instinktevne. De forskellige former for urokkelig tro på et forsyn bæres således af deres instinkt, der afføder i deres bevidsthed denne urokkelige anelse om Forsyn, om åndelig tilværelse, om helvede eller Forsynets vrede, hævn og straf, om dets begunstigelse og velsignelse af væsener, der har opfyldt de i de givne situationer opsatte moralforskrifter. Alle disse foreteelser har sin rod dybt i de pågældende menneskers psyke, men kun som anelse. Væsenerne aner dette Forsyn og dets væremåde. Omkring denne anelse har de bygget forestillinger om dette Forsyns natur og væremåde. Disse forestillinger er naturligvis ikke videnskabelige eller intellektuelle. De er skabt ud fra de begrænsede bevidsthedsevner, væsenerne på de givne stadier havde til rådighed. Dette religiøse instinkt, og ligeledes de mere eller mindre uintellektuelle forestillinger, som dette instinkt har affødt, forekommer også i kristendommens dogmer om helvede, evig fortabelse, Guds vrede og straf o.s.v. Der ligger ikke nogen som helst virkelig logisk eller intellektuel bevisførende forklaring bag disse religiøse forestillinger eller dogmer. Vi ser en hel menneskemasse, for hvem disse forklaringer eller dogmer opfattes som urokkelig virkelighed. Disse mennesker savner absolut ikke nogen intellektuel forklaring. De tror absolut blindt på de overleverede dogmer, ja, nogle tror, at disse ligefrem er skrevet af Gud selv. Når disse væsener i en så overvældende standhaftig grad er urokkeligt bundet til disse dogmer, ligegyldigt hvor eventuelt ulogiske og urimelige disse så end måtte være, viser det os tydeligt, at de her i deres religiøse felt absolut ikke beherskes af intellektualitet. Det er derimod instinkt og uintellektuel følelse, de er behersket af.

At denne tilstand ikke kan være Guddommens slutfacit med menneskets skabelse eller udvikling er selvfølgeligt. Vi ser da også, at den videre udvikling af mennesket går i retning af intelligens. Denne evne er en virkelig menneskelig evne og kommer da også i stor udstrækning som en afløser af instinktevnen. Med denne evne er væsenerne blevet i stand til at beherske et stort område af naturens kræfter, som de kan udnytte og lade arbejde for sig. Med denne intelligens har menneskene tilegnet sig en kolossal viden om materien, der på mange felter er blevet til vidunderlige goder for menneskene. De kan frembringe mangfoldige ting på maskiner, som de tidligere møjsommeligt måtte lave med hænderne. De kan foretage lange rejser på en lille brøkdel af den tid, de tidligere skulle have for at foretage de samme rejser. Vi behøver vist ikke her at komme nærmere ind på alle disse goder, idet de er særdeles velkendte og blevet almengældende.

Men denne fremragende intelligensmæssige udfoldelse har ikke kunnet give menneskene en højere moral, selv om deres levestandard for store områders vedkommende er blevet himmelhøjt hævet over, hvad den var i tidligere tider. Intelligensen har gjort dem for kloge til at tro på dogmerne. Men med intelligensen kunne de umuligt løse livsmysteriet. Derfor står de i dag med en kolossalt materialistisk videnskab om materien, men har hidtil ikke haft nogen virkelig viden om deres egen sjælelige eller åndelige og evige struktur. Da de således ikke regner med hverken Guddom eller Forsyn med hensyn til deres sjælelige og skæbnemæssige tilstand, tror de, at en virkelig beskyttelse imod andre nationers eller folks krigstendenser udelukkende er dette, at skabe mordvåben. Og vi har allerede tidligere berørt denne skrækkelige tilstand, som folkene igennem deres krige og dødsterræner har skabt i verden. Det synes, som om de ikke kan få mordvåbnene effektive nok. Derfor har de opfundet atom- og brintbomber, med hvilke de kan udslette millionbyer i løbet af sekunder. Vi ser, hvorledes væsenerne med denne deres virkelige fremragende intelligens ganske rigtigt kan skabe store goder, men også hvorledes de i en endnu større grad kan skabe helvede eller ragnarok for menneskehedens millioner. Ja, deres væremåde er sådan, at den i værste tilfælde ligefrem må udtrykkes som djævlemanifestation. Da væsenerne med denne intelligens hverken kan skabe fred eller tryghed for menneskene, bliver vi nødsaget til at udtrykke disse væsener som "lavintellektuelle". De er endnu langt fra at være færdige mennesker, ligegyldigt hvor stor videnskapacitet de så end har på det fysiske plan, Alt, hvad der fører til lidelse og fordærv, kan umuligt være udtryk for højintellektualitet.

Efterhånden som jordmenneskene kommer igennem deres lidelsestilstande, udvikler der sig i dem en human evne. Det er denne evne, der bestemmer, hvad et væsen ikke kan nænne at gøre imod sin næste, hvilket vil sige imod andre levende væsener. Mange mennesker er allerede nået så langt frem i udviklingen af denne evne, at de ikke vil være med til at føre krig. De finder sig hellere i en fornærmelse, end de vil have krig eller uvenskab med nogen. Denne humane evne er det samme som den begyndende virkelige næstekærlighed. Efterhånden kommer væsenerne til at leve mere og mere i udfoldelsen af næstekærligheden. Men alt eftersom pol- og kærlighedsudviklingen bliver stærkere og stærkere, degenererer forelskelsesevnen. Og det modsatte køn bliver et tilsvarende mindre og mindre kærlighedsobjekt. Når denne udvikling er blevet så fremragende, at alle elsker alle, får væsenerne en meget mere omfattende stabilitet i fuldkommen livsoplevelse og den heraf følgende lykke i deres forhold til næsten end i det snævre, begrænsede eller meget bundne forhold, de kun kan få i de ulykkelige ægteskabers zone. Det er naturligvis en selvfølge, at disse linier ikke er sagt som en propagande imod ægteskab og parringsdrift, tværtimod, de er kun fremført som et fingerpeg i den retning, som naturen absolut alene, og ikke ved nogen som helst menneskelige eksperimenter eller meditationer, fører menneskene.

Med denne store kærlighedstilstands udvikling kommer en ny stor menneskelig evne til udfoldelse. Denne evne kender vi under begrebet intuitionen. Det er en evne til at opleve direkte viden om de evige fakta eller livsmysteriets løsning. Med denne evne kan mennesket begynde at sanse fra oven og nedad. Det er en modsætning til den materielle forskning, hvor væsenerne kun kan sanse fra neden og opad, og dog kun til det fysiske plans grænse op imod den ikke tids- og rumdimensionelle verden. Og med denne væsenets træning i intuitionsoplevelser bliver det modnet til den store oplevelse, vi har kaldt "Den store Fødsel". Herefter bliver det nu totalt suveræn, bliver ét med Gud, ét med vejen, sandheden og livet. Det bliver et kristusvæsen. Det har selv adgang til al kosmisk viden og bliver derfor ét med livsmysteriets løsning. Det behøver nu ikke mere at inkarnere i fysisk materie. Det behøver således ikke mere at fødes af en kvinde. Det kan nu materialisere sig og dematerialisere sig, hvilket vil sige, at det på denne måde kan skabe korte manifestationer på det fysiske plan i et materialiseret legeme og atter dematerialisere dette og dermed atter være tilbage på det åndelige plan. Et sådant væsen udgør altså det færdige "menneske i Guds billede efter hans lignelse".

Men også denne fysiske materialisationstilstand vokser det fra og kommer frem til de allerhøjeste verdener i spiralkredsløbet. Denne tilstand kan således absolut ikke opnås ved videnskabelig forskning eller på anden måde ved kunstige øvelser eller lignende. Den kan kun komme af sig selv med udviklingen af næstekærligheden i væsenet. Denne vidunderlige slutepoke for mennesket bliver vi nødsaget til at udtrykke som den allerhøjeste bevidsthedstilstand, et væsen kan opnå. Hvilken bevidsthed kan være større end den, der giver sit ophav absolut kosmisk suverænitet, så det rummer al viden i sig selv, og hvis væremådes hundrede procents opfyldelse af næstekærlighedsloven forlængst er blevet automatfunktion og væsenet således permanent vågen dagsbevidst i Guds visdom, Guds kærlighed og Guds almagt. Dette er højintellektualitet i renkultur. Et mere højintellektuelt stadium i spiralkredsløbet, verdensaltet eller i Guddommens bevidsthed eksisterer ikke. I sandhed, Adam, som gik igennem syndefaldet eller mørkets kulmination som den fortabte søn, er her atter vendt tilbage til sin Fader.