Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Opbygningen af de levende væseners organismer er jo logisk skabelse. Og logisk skabelse kan umuligt eksistere uden at have et levende ophav. Vi ser, at denne skabelse befordres videre og videre til et bestemt mål. Dette mål er altså opfyldelsen af denne guddommelige vilje eller hensigt, som Bibelen lader Gud udtrykke i de ord: "Lader os gøre et menneske i vort billede efter vor lignelse". Alt hvad der foregår omkring os her på jorden og ude i verdensrummet af bevægelse er således skabelse. Det er Guddommen, der skaber alt liv om til at være i sit billede. Dette billede er det totalt fuldkomne menneske, altså mennesket, der har udviklet sig fri af alle dyriske tendenser, mennesket, der ikke kan såre andre væsener og heller ikke selv kan blive såret. Det er mennesket, der ikke på nogen som helst måde kan blive vred. Det er mennesket, der elsker Herren sin Gud over alle ting og sin næste som sig selv. Det er mennesket, der tilgiver sin næste ikke blot syv gange dagligt, men indtil halvfjerdssindstyve gange syv gange dagligt.

At denne skabelse er en realitet, vil vi kunne iagttage, når vi ser på den store skabelsesproces, vi ser omkring os. Forud for planteriget ser vi mineralriget. Vi ser bevægelsesarterne udvikle sig videre til vegetabilske bevægelsesarter, til plante organismer. I disse vegetabilske bevægelsesarter eller plante organismer møder vi den allerførste spæde form for det, vi kalder "bevidsthed". Denne bevidsthed er endnu så spæd, at plantejeg'ets funktioner alle er automatiske. Denne automatisme befordres af den første grundenergi, instinktet. Planten kan endnu ikke sanse eller opleve vågent dagsbevidst på det fysiske plan. Den kan kun "ane" behag og ubehag. Hvad dette behag eller ubehag er, har den absolut ingen som helst idé om. Men ved igennem årtusinder kun at opleve behag og ubehag får den evne til bogstaveligt talt at hælde til det behagelige. Der er vel ikke nogen levende organisme, der i den grad er ude for ødelæggelse og sønderlemmelse som netop planteorganismen. I årtusinder bliver den påvirket af kulde og varme, tørke og for megen væde rent bort set fra, at den gang på gang bliver ødelagt af dyr og mennesker, der skal bruge dens organisme til føde, til klæder, til byggemateriale o.s.v. Denne gigantiske lemlæstelsesproces, plantelegemer er ude for, ville være et rent helvede for plantevæsenerne, hvis de kunne føle smerte og lidelse ligesom dyret og mennesket, men det kan de absolut ikke. Deres fysiske organisme er endnu så lidt udviklet, at de ikke kan føle smerte og lidelse i den forstand, som dyret og mennesket kan føle det. Som allerede nævnt kan plantevæsenet kun ane smerten som en form for ubehag. Men denne anelse, der er båret af dets instinkt, er i kontakt med dets fremaddrivende kraft, urbegæret, der her virker til fordel for plantens fremdrift ud af salighedsriget.

Efter at have oplevet en tidligere spirals kulmination af salighed længes planten jo mod modsætningen til saligheden. Da saligheden er kulminationen af behag, bliver modsætningen til saligheden således ubehag. Så ubehagstilstanden er ikke så drastisk for plantevæsenet, som kropslæderinger er for dyrene og menneskene. I en ikke ringe grad er ubehagstilstanden i virkeligheden i plantens begynderområder en form for behag, som naturligvis mere og mere bliver til rigtig smerte og lidelse, efterhånden som planten nærmer sig dyrets stadium i udvikling. Og der begynder at opstå noget i retning af beskyttelses- eller forsvarstendenser, der fører væsenet mere og mere frem til dyrets stadium, der er baseret på, at væsenet må dræbe for at leve. Vi ser, hvorledes dette princip begynder at komme til udfoldelse i den kødædende plante. I dette væsen ser vi også den begyndende udvikling af de foreteelser, der i dyret er blevet til helt udviklede fordøjelsesorganer. Og med dette stadium er væsenet altså ikke mere nogen plante, men er blevet til et langt højere væsen, er blevet til et dyr.

Dyrets bevidsthed og væremåde befordres endnu i høj grad ved instinktevnen, men det har nu fået udviklet de fysiske sanser. Det kan lugte, smage, føle, høre og se. Det har derfor ikke blot anelsesbevidsthed, men har nu en vågen, fysisk dagsbevidsthed. Det oplever realistisk eller direkte den fysiske virkelighed inden for det område, dets sanser er i stand til at reagere overfor. Men livet her er hårdt. Det er i det dræbende princips zone. Det må dræbe for at leve. Det må forsvare sig imod andre dyr, der eftertragter dets organisme som føde. Et helt ocean af dyr må have andre dyrs organisme som føde, i modsat fald kunne de ikke leve på det fysiske plan. Derfor har alle dyr også et eller andet forsvarsmiddel, i kraft af hvilket de til en vis grad kan forsvare sig og deres afkom fra andre dyr, der efterstræber deres liv. Nogle dyr kan værge sig imod deres fjender ved deres evne til at kunne løbe, atter andre kan forsvare sig ved list og snedighed, atter andre er til en vis grad forsvaret ved, at deres udseende ligner de omgivelser, de færdes i og er således camoufleret, at deres fjender ikke let får øje på dem. Der er således en vild kamp imellem de dyriske væsener. Væsener bliver her forfulgt af andre væsener, og væsener her forfølger selv andre væsener. Dyreriget er således hadets og mørkets zone. Enhver er her sig selv nærmest. Hvis et dyrs selvopholdelsesdrift ikke var baseret på dette princip, ville det hurtigt gå til grunde. Her eksisterer kun parringskærligheden, der udelukkende gælder ægtemagen og afkommet. Udenfor denne mentale sfære eksisterer i virkeligheden kun en krigsskueplads. Her må de alle have deres sanser spændt for at kunne snige sig uset rundt, for at kunne beskytte sig selv imod eller for selv at kunne overrumple sine fjender. Vil det bevare sit fysiske liv, må det altså kæmpe for det, for det må dræbe sine fjender eller på anden måde uskadeliggøre dem.

Vi ser her tydeligt, at dyrenes fysiske verden på jorden er en stor skabelsesproces, ja, ligefrem er værkstedet for denne skabelses ophav, den evige Guddom. Hvordan skulle den bevidstløse planteånd, der lige kommer fra salighedsriget, og der har levet i sine erindringer fra en tidligere spiral, men ikke har nogen som helst bevidsthed eller sanseevne, ved hvilken den kan opleve udenfor salighedsriget, kunne få anelsesevne, hvis ikke tusindårige klimaforhold påvirkede den, regn og tørke, kulde og hede, storm og stille, gråvejr og solskin, nat og dag samt dyrenes og menneskenes lemlæstelsesprocesser over for dens organisme. Hvordan skulle et sådan åndeligt væsen kunne komme til at ane noget om en ydre verden, hvis ikke netop det kom ud for alle disse klimatiske og hårde påvirkninger? – Det ville være ganske udelukket at give det de første elementære bevidsthedsskabende påvirkninger. Hvis ikke de ydre påvirkninger eksisterede, ville dets instinktevne og dermed dets anelsesevne og begyndende livsfunktioner umuligt kunne finde sted. Og hvis ikke de stadigt stærkere og stærkere påvirkninger fandt sted, ville det umuligt kunne føres frem til det dyriske stadium. Hvis ikke væsenet kom ind i et stadium, hvor det måtte opleve angst eller frygt, hvad skulle da kunne animere det til at udvikle sig eller dygtiggøre sig i fysisk tilværelse? – Hvis ikke det fik lidelse, kunne det jo ikke få følelsen udviklet. Hvordan skulle det kunne fornemme velvære? – Hvordan skulle det få lyst til at opnå velvære? – Og hvordan skulle det da få de talenter eller anlæg eller den begavelse, som anstrengelserne for at opnå velvære udvikler? – Hvordan skulle det få intelligens, hvis ikke det stadigt blev animeret af frygten for overfald og nødvendigheden af at blive sine fjender overlegen? – Vi ser, at de hårde og svære betingelser, dyrene må leve under, er så absolut nødvendige. Uden disse ville det hverken få følelse eller intelligens. Hvordan skulle det da blive til et højintellektuelt menneske i Guds billede efter hans lignelse? –

I dyreriget ser vi de første bevidsthedsegenskaber blive trænet op. Men den følelse, der her skabes, er endnu i størst udstrækning hadet. Og den intelligens, der her begynder at blive udviklet, bliver i særlig grad udnyttet i dette hads tjeneste. Og dette tjener jo ikke til at skabe fred, men endnu større krig. Det er let at se, at et sådant væsen ikke er færdigt, ikke er Guds billede. Her er væsenernes polkonstellation kulminerende i maskulinisme og feminisme. Det vil altså sige, at her er hankønsvæsenerne kulminerende som hankønsvæsener og hunkønsvæsenerne kulminerende som hunkønsvæsener. Væsenerne fremtræder altså her med den største kontrast imellem deres medfødte to poler, den maskuline og den feminine. Og de ville nu ikke komme længere i udvikling end til denne humanitetsforladte dyriske sfære, hvis ikke urbegæret stadigt dybt i væsenets overbevidsthed befordrede en stadig ubevidst længsel imod større og større dygtighed eller fuldkommenhed i væsenets fremtidige tilstand. Denne urbegærets funktion befordres frem i væsenets bevidsthed ved, at den stagnerede pol begynder at udvikle sig. Det vil altså sige, at den feminine pol i hankønsvæsenet og den maskuline pol i hunkønsvæsenet begynder at gøre sig gældende i væsenets bevidsthedsliv. Og fra dette stadium er væsenet ikke mere et hundrede procent hankønsvæsen eller et hundrede procent hunkønsvæsen.

Med den modsatte pols udvikling begynder en hel ny interessesfære, som i virkeligheden slet ikke kommer parringstilstanden eller ægteskabets interessesfære ved. Denne nye interessesfære er den begyndende spæde menneskelige bevidsthed. Den udgør altså det såkaldte "menneskelige" i "mennesket", medens den ordinære pol stadigt udgør den såkaldte "dyriske bevidsthed" i mennesket. Og med dette stadiums indtræden er dyret ikke mere et "dyr" i renkultur, men det er heller ikke et "menneske" i renkultur. Et sådant væsen udgør det almene jordiske menneske af i dag.