Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Hvad forstår man ved meditation? – Efter ordbogen udtrykkes meditation som identisk med overvejelse, dyb eftertanke. At meditere udtrykkes som at gruble og overveje. I det daglige liv er dette at overveje, dette at gruble over en ting for at få den klarlagt naturligvis et absolut gode, ja er ligefrem en livsbetingelse. Mennesker, der i det daglige liv handler uden at tænke sine handlemåder igennem, så de kan være logiske, vil naturligvis sakke agterud, vil ikke kunne følge med i livet og kommer derfor nemt ud for vanskelige problemer eller i værste tilfælde for katastrofer. Vi ser derfor også, at verden er fuld af meditation. Der finder en overordentligt stor tænkning, grublen, forskning sted både her og der. Det er denne tænkning, der har affødt den materialistiske videnskab. Denne videnskab har skænket menneskeheden kolossale goder: hurtiggående befordringsmidler, maskiner til udførelse af mangfoldige arter af både groft og let arbejde, ja, endog maskiner til hjælp for mentale arbejder, store beregninger og lignende. Ting man i oldtiden var både måneder og år om at udføre, udføres i vor tid på dage og timer. Og denne udvikling er for tiden inde i en stærk fordobling. Den går hurtigere og hurtigere.

Medens denne tænkning eller form for meditation således har givet menneskene en mangfoldighed af goder, der er blevet til stor velsignelse på det materielle område, er menneskene stagneret på det dybere mentale område. Hvordan ser man det? – Det ses på den kendsgerning, at livsoplevelse er ikke blot en materiel foreteelse. Den er i lige så høj grad en åndelig realitet. Dette vil igen sige, at det levende væsen ikke blot er en materiel ting, det udgør også en åndelig foreteelse. Uden denne foreteelse ville det umuligt kunne eksistere som et levende væsen. Denne åndelige foreteelse udgør altså det absolut primære ved nævnte væsen.

Hvor guddommelige goder den materielle videnskab har givet menneskene, har disse dog ikke kunnet klare sådanne foreteelser, som kunne stabilisere og sikre menneskeheden en sygdoms- og sorgfri tilværelse, ligesom den heller ikke har kunnet fri menneskeheden fra krigens helvede eller rædsler, døds- og lemlæstelsesprocesser. Ja, den ligefrem underbygger og stabiliserer krigsevnen ved, med de mange geniale mordmaskiner, raketter eller kernevåben, at have mangfoldiggjort menneskenes drabs- og ødelæggelseskunnen. Er verden ikke netop spækket med reaktoranlæg eller kernevåbenanlæg? – Man kender ikke noget til den levende ånd, der eksisterer bag alle levende væsener. Man regner kun med det fysiske legeme og tror, det udgør det levende væsen. Mange mennesker af dette århundrede har derfor ikke noget virkeligt åndeligt ståsted. Kristendommen, som før var deres åndelige ståsted, har de mere eller mindre forladt. De fornægter selve Guddommen og i det hele taget alt åndeligt. De kan derfor ikke opleve noget virkeligt fuldkomment stabilt liv. De kommer derfor til at opleve sygdomme, ikke blot i deres fysiske legeme, men også i høj grad i deres åndelige eller sjælelige struktur. De kan hjemsøges af sorg, melankoli, livslede, skinsyge og jalousi. De kan føle had eller hævnlyst imod den eller den, som de mener er skyld i deres ulykke. Ligeledes kan de have stor ængstelse for fremtiden eller dagen i morgen. De kan have religiøse skrupler eller kriser. De kan have samvittighedsnag. Det nytter ikke i nogen af disse foreteelser, at man er en stor materialistisk videnskabsmand. Det nytter heller ikke i disse sjælekriser, at man kender lysets hastighed eller jordens bane i rummet. Det nytter heller ikke, at man har stor viden på atomområdet eller i andre mikroområder. Det nytter heller ikke overfor menneskenes ulykkelige skæbner, at man kender afstanden til sol og måne. Den materielle videnskab kan heller ikke fjerne den frygt, næsten alle mennesker har for døden. Vi ser her, at det ikke er nok, at man har stor viden om de materielle døde ting, maskiner, apparater og instrumenter til hjælp for det materielle liv. De kan umuligt fri menneskene for deres sjælelige lidelser. Menneskene kan altså absolut ikke blive fuldkomne udelukkende med materiel viden. Og så længe menneskene befinder sig i denne ufærdige tilstand vil sygdomme, krige, unaturlig død, had og fjendskab, forfølgelse og bagtalelse være mere eller mindre herskende foreteelser i menneskenes daglige liv.

Menneskene mangler altså noget, der kan gøre deres daglige liv mere fuldkomment og lykkeligt. Hvad er dette "noget"? – Dette "noget" er i allerhøjeste grad åndelig tænkning. Dette vil altså igen sige meditation, forskning eller tænkning til fordel for deres manglende åndelige eller sjælelige stabilitet. Men her er menneskene ikke så godt stillet, som de er i forhold til den materielle eller fysiske side ved livet. Her findes indtil overflod af bøger om materiel viden. Der findes således pragtfulde mere eller mindre geniale bøger om speciel materiel viden på næsten alle eksisterende felter. Hertil kommer så en mængde skoler, universiteter og læreanstalter, hvor menneskene kan få tilegnet sig den materielle viden, der kan udvikle dem til dygtige materielle skabere, det vil sige til skabere i de døde materier eller stoffer. – Men hvor findes der universiteter og læreanstalter i en tilsvarende åndelig viden eller videnskab? – At der findes adgang til psykologiske studier på universiteterne er meget langt fra at være tilstrækkeligt, selv om den naturligvis i visse tilfælde kan yde nogen hjælp. I forhold til den virkelige kosmiske videnskab er den kun næsten at betragte som søluften i nærheden af havet. Der eksisterer jo også kirkerne, der er beregnede på at være institutioner for skabelse af religiøs næring og danne grundlag for udvikling af moral.

Men hvorfor har disse institutioner, som i virkeligheden er baseret på en langt højere rod i den absolutte religiøse sandhed end den, den materielle opfattelse af livet har i dag, kunnet distanceres af den materialistiske videnskab? – Det skyldes udelukkende dette, at menneskene er i færd med at udvikle sig i intelligens, hvilket vil sige: evnen til at iagttage, til at forske, til at analysere. Med denne evnes vækst blev menneskene mere og mere indstillet på kun at acceptere det, de kunne forstå og klare ved hjælp af denne evne. Da de religiøse forkyndelser absolut ikke var beregnede til at være forskningsmateriale for intelligensen, blev man skeptisk, tvivlede og tabte troen på hele den religiøse side ved livet. Og da man med intelligensen kunne tilegne sig virkelig realistisk viden eller kendsgerninger, selv om de kun var materielle, blev intelligensens objekter foreløbig menneskenes mere eller mindre faste punkter. Alt, hvad der lå udenfor det område, som de kunne forske med intelligensen, blev regnet for absolut intet. Og menneskene blev materialister.

Før denne stærke intelligensudvikling begyndte, blev menneskene religiøst ledet af deres instinkt. Dette gav sig udslag i menneskenes evne til at tro blindt på autoriteter. Det er disse troende mennesker, vi finder indenfor kirkelige kredse og ligeledes indenfor templerne i de andre verdensreligioner. Indenfor disse østerlandske religioner, hvor det absolutte guddomsbillede endnu var noget dunkelt, mediterede, grublede eller overvejede og tænkte man på de allerhøjeste begreber om tilværelsen. Denne meditation blev som regel ledet af vismænd, der dannede skole for en del disciple eller åndeligt modne elever. Af disse elever var der enkelte så langt fremme, at de kunne opnå "kosmiske glimt". Det vil sige, at de kunne opnå et glimt af deres egen udødelighed, eller et glimt af et eller andet lille felt af den evige sandhed. Enhver oplevelse igennem kosmiske glimt var en afklaring som kendsgerning af det pågældende forhen gådefulde felt. Denne kosmiske oplevelsesevne er begyndelsen til det fuldkomne menneskes kommende totale kosmiske bevidsthed, hvilket igen vil sige en bevidsthed, der kun kan udtrykkes som "Den hellige Ånd". Det er denne bevidsthed eller ånd, Kristus var fyldt med, og det er den samme ånd eller bevidsthedstilstand, der er målet for al menneskelig udvikling. Det er denne ånds tilegnelse, der fjerner alt det dyriske fra det ufærdige menneskes bevidsthed eller mentalitet. Det er denne ånd, der gør mennesket bevidst i den absolutte sandhed. Uden denne ånd absolut ingen højere viden om de absolutte, evige fakta.

Tilegnelsen af denne guddommelige ånd er altså Guds store mål eller plan med alle ufærdige mennesker. Det er dette mål, der er udtrykt i Bibelen som "mennesket i Guds billede efter hans lignelse". Dette er det absolutte slutfacit for al fysisk udvikling. Og vi er ikke uden eksempler på, hvorledes der er mennesker, der meget åbenlyst og som dagsbevidst kendsgerning har oplevet berøringen med denne ånd på det fysiske plan. Vi kan gå tilbage til Moses, der pludselig så denne lysende ånd i form af en tornebusk, der brændte, lyste og flammede. Da Moses kom i nærheden af denne tornebusk, lød der en røst, der sagde: "Drag dine sko af, thi det sted, du står på, er helligt .....". Og røsten påbød ham videre, at han skulle drage til Ægypten og befri Israels folk fra deres trældom. Vi har også et andet eksempel om et kosmisk glimt. Da Jesus blev døbt af Johannes i Jordans flod oplevede han et glimt af Guds ånd symboliseret i et syn af en lysende due, ligesom han samtidigt hørte en røst, der sagde: "Denne er min søn den elskelige, i hvem jeg har velbehag". Igennem denne oplevelse, dette kosmiske glimt, oplevede Jesus Gud som en fader. Og denne fader- og sønneindstilling til Guddommen blev den fundamentale i hele Jesu liv og lære. Uden dette kosmiske glimt ville denne fader- og sønneindstilling til Gud næppe være blevet til. Hvem turde vel på Jesu tid vove at kalde Gud for fader. Jødernes gud var jo en hævnende og straffende gud, som man faktisk skulle frygte. Denne fader- og sønneindstilling, som gælder hvert eneste eksisterende menneske, hvad enten det ved det eller ikke, blev altså i særlig grad indført i jordmenneskehedens mentalitet i kraft af Guds ånd i form af Jesu kosmiske glimt ved dåben i Jordans flod.

Men der skulle åbenbares endnu større ting igennem Guds ånd i Jesu bevidsthed. Vi får at vide, også igennem Bibelen, at Jesus kort tid efter atter blev overskygget af den guddommelige ånd. Denne begivenhed udtrykkes som "Jesu forklarelse på bjærget, hvor han sås sammen med Moses og Elias". Men denne begivenhed var ikke blot et kosmisk glimt. Den var åbningen af en permanent kosmisk bevidsthed hos Jesus. Det var denne oplevelse og den heraf åbnede, permanente, kosmiske bevidsthed hos Jesus, der åbenbarede ham som Kristus eller som det færdige menneske i Guds billede efter hans lignelse. Hvorfor sås han sammen med Moses og Elias? – Det var for at vise, at han var den nye, store personlighed, der skulle føre moses- og eliastraditionen over i en helt ny livsbane, bort fra hævnens og hadets gud og frem til kærlighedens lysende guddom og alfader for hvert eneste levende væsen. Og Bibelen fik senere "Det ny Testamente".

Med hensyn til oplevelse af kosmiske glimt kan vi også nævne apostlen Paulus. Igennem Bibelen udtrykkes det, at han på vejen til Damaskus blev indhyllet i et meget stærkt, hvidt lys, og han faldt til jorden og hørte en røst, som sagde: "Saul! Saul! hvorfor forfølger du mig?" – Og han sagde: "Hvem er du herre?" – Men han svarede: "Jeg er Jesus, som du forfølger. Men stå op og gå ind i byen, og det skal siges dig, hvad du bør gøre." Vi ser her, hvorledes det kosmiske glimt fuldstændigt forandrede Saulus, fra at være en forfølger af kristendommen blev han en meget stor apostel i kristendommen. Imidlertid så vi også her, at denne overskygning af Guds ånd ikke var nogen særlig dejlig og behagelig oplevelse. Men hvorfor var den ikke det? – Når denne guddommelige åbenbaring førte et sådant ubehag med sig, at Saulus i tre dage blev blind og hverken spiste eller drak, var det jo netop fordi, det kosmiske glimt ramte Saulus på et tidspunkt, hvor han var en bitter modstander af kristendommen og handlede i had og intolerance. At et sådant tankeklima ikke kan gå i spand sammen med den absolutte hellige ånd uden en vis form for kortslutning er naturligvis givet. Havde Saulus fået sit kosmiske glimt på et tidspunkt, hvor han var i en bedre kontakt med denne for ham helt ny lære, ville det have været en helt anden oplevelse, ja, en oplevelse af salighed i renkultur. Når Saulus eller, som han senere blev kaldt, Paulus netop fik oplevelsen af det kosmiske glimt på et tidspunkt, hvor han var alt andet end kristusvenlig, var det udelukkende, fordi Kristus greb ind i hans skæbne. Paulus var ganske vist en streng forfølger af kristendommen eller denne for ham ny lære, men denne hans forfølgelse var jo udelukkende begrundet på en misforståelse. Han troede fuldt og fast på, at denne ny lære var falsk og var en vildledning af menneskene, der kunne føre dem i fordærv. I sit indre var han jo i realiteten en sandhedens apostel. Han vidste bare ikke, at den ny lære eller kristendommen indeholdt virkelige og store udtryk for den absolutte sandhed. Det var derfor, Kristus greb ind og med det kosmiske glimt fik rettet denne virkelige og trofaste sandhedens apostels fejltagelse. Og denne ædle sandhedens sjæl blev en af kristendommens store apostle.