Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kontaktbrev 1963/4 side 5
<<  2:2
Martinus:
MEDITATION II
Betingelse for oplevelse af naturlige kosmiske glimt
Vi har her set eksempler på, hvorledes Guds ånd virkelig kan overskygge et fysisk menneskes bevidsthed eller mentalitet. Denne Guds ånds nedslag i menneskets mentalitet er således ikke noget, der kun skete indenfor israels profeter. Det er noget, der også kan ske den dag i dag. Og jeg mener, at der i verdenslitteraturen må findes beretninger om kosmiske glimt. Den jordiske menneskehed er i alt fald så langt fremme i udvikling, at der nu efterhånden vil være mennesker, der er modne til modtagelse eller oplevelse af kosmiske glimt. Disse mennesker, der således er helt modne til denne oplevelse, ved det absolut ikke selv. Ja, de vil som regel totalt benægte, at de skulle være så langt fremme i udvikling. Alle de mange, der netop tror om sig selv, at de er umiddelbart foran oplevelse af et kosmisk glimt, er endnu meget langt borte fra denne guddommelige oplevelse. Oplevelsen kommer til de mennesker, der er blevet meget ydmyge og stille i sindet, væsener, der slet ikke har nogen som helst ærgerrighed eller ønske om at blive noget stort, hverken fysisk eller åndeligt. De er meget næstekærlige af naturen og har i virkeligheden kun ønske om at kunne være noget for andre mennesker. Det er denne frigørelse eller udlevelse af ærgerrighed i forbindelse med en fremragende human evne, der gør de kosmiske glimt ufarlige. For mennesker, der endnu er ærgerrige eller berømmelseshungrende og gerne vil være noget stort, ja, har et stærkt begær efter at få højere, kosmiske evner, kan et kosmisk glimtnedslag blive meget farligt. Dette væsenets selviske tankeklima vil straks kortslutte det kosmiske energinedslag, og væsenet kommer ud i en abnorm tilstand, der i værste tilfælde bevirker, at det tror, det er Kristus, at det har fået en meget stor mission at skulle udføre. Det kan også indvikle sig i andre former eller udslag af storhedsvanvid, ligesom dets nerver og hjerte kan komme i en stor eller overdimensioneret belastning. En sådan oplevelse bliver nærmest at udtrykke som en bitter erfaring og ud over dette ikke til nogen særlig velsignelse.
Kosmiske glimt kommer absolut af sig selv og ikke ved nogen som helst kunstig opøvelse
Men et kosmisk glimt med så uheldige følger kan kun finde sted, hvis det udløses kunstigt, hvilket altså vil sige, at det pågældende væsen på en eller anden måde ved en uheldig koncentreret meditation eller tænkning har bragt det kosmiske glimt til udløsning. Da dets daglige almengældende tankeklima ikke er på højde med det kosmiske glimts vibrationer eller bølgelængde, opstår den farlige, mentale kortslutning, der kan føre til abnormitet og nervesammenbrud og andre former for ubehag. Hvordan går det da til, at menneskene kan udløse kosmiske glimt i utide? – Det kan i visse tilfælde hænde, at det kosmiske glimt kan udløse sig under et menneskes meditation, selv om dette menneske endnu er meget umodent til at opleve et sådant nedslag i bevidstheden. Og da er det, at kortslutningen sker. Det kan således være meget farligt at meditere, hvis man er totalt ukyndig med hensyn til lovene for den kosmiske struktur. Når man i østen er meget inde på at meditere, og der kan opnå naturlige resultater, skyldes det hovedsageligt dette, at man helt anderledes respekterer de hellige handlinger end her i vesten. I østen, hvor menneskene i stor udstrækning er elever af fremragende vismænd, og af disse bliver opdraget til den rette indstilling til meditation, vil meditationen ikke frembyde nogen fare for eleven, eftersom han er under sin høje vismands kontrol og ikke kommer ud i en uheldig indstilling til denne særlige handling. Vi må her først og fremmest forstå, at kosmiske glimt skal absolut komme af sig selv og ikke ved nogen som helst eksperimentering eller som et resultat af en opøvelse. Og de virkelige og velsignelsesrige oplevelser af kosmiske glimt kommer som nævnt, når det pågældende menneske absolut ikke aner eller venter det. Ja, i de fleste tilfælde ville det slet ikke engang kunne drømme om, at det skulle være så udviklet, at det skulle kunne opleve kosmiske glimt, denne guddommelige forbindelse med den hellige ånd. – Denne oplevelse kommer ganske af sig selv, når mennesket er modent dertil. Dette betyder ikke, at man ikke skal meditere, tværtimod, men denne meditation skal være absolut ufarlig og med den størst mulige hensigtsmæssighed i at fremkalde den modenhed, der gør mennesket skikket til at kunne modtage den hellige ånd i sin bevidsthed. Kunstig tilegnelse af kosmiske glimt kan afføde sindsforvirring og nervesammenbrud.
Bønnen Fader Vor
Og her har Kristus skabt et overordentligt stort meditationsområde. Dette område er koncentreret ned i den geniale bøn, Kristus har lært sine disciple, og som er tilgængelig for alverdens mennesker. Denne bøn kender vi under begrebet "Fader Vor". En meditation over Fader Vor udgør den allerhøjeste meditation, der findes, idet den styrker og underbygger vejen til lyset uden på nogen som helst måde at være en fælde eller fare for dens udøvere. Hvis den ikke var bedre meditationsobjekt end de mange andre mere eller mindre primitive og farlige, der findes, var det jo aldeles unødvendigt for Kristus at komme med denne bøn. Denne bøn er en strålende livsindstilling til Guddommen og alt andet levende, hvilket vil sige til vor næste.
Meditationsobjektet: "Fader Vor"
Hvad ligger der i ordet "Fader Vor"? – Er her ikke nok at meditere eller tænke over? – Igennem denne meditation, der i sig selv må være studiet af Guddommen som en fader, kommer vi netop til at opleve ham som "vor fader".
Meditationsobjektet "Du som er i himlene"
I den næste sætning: "Du som er i himlene", ligger løsningen på dette, at Guddommen er i alle ting og ikke et sted henne. Himlen er jo det samme som selve verdensaltet, der i sig selv er et uendeligt himmelrum. Meditationen herover kan vise os, at Guddommen ikke er et sted henne, men er til stede alle vegne og også inde i os selv. Her bliver vor meditation en forbindelse mellem Guds bevidsthed og vor bevidsthed.
Meditationsobjektet "Helliget vorde dit navn"
Dernæst kommer bønnen: "Helliget vorde dit navn". Meditationen herover er en videreførelse af forbindelsen og forståelsen af Gud, en begyndende helligholdelse af hans navn og derved opdage, at der i dette navn ligger en overordentlig stor beskyttelse. For dette lysende navn må alle mørkets kræfter vige. Alene dette at tænke på selve Guddommen er et overordentligt stort beskyttelsesmiddel overfor sort magi eller andre mørke kræfter.
Meditationsobjektet "Tilkomme os dit rige"
I den næste: "Tilkomme os dit rige" ligger der også et stort guddommeligt meditationsfelt. Kan man tænke sig noget bedre for det religiøse menneske end netop dette at udvide sin tanketræning i forståelsen af Guds rige og komme til erkendelse af, at absolut alle i realiteten er i Guds rige, alt eftersom de selv forstår dette rige. Det er godt at komme til erkendelse af, at ens fjender også er i Guds rige, og at en evig fortabelse absolut ikke findes.
Meditationsobjektet "Ske din villie som i himlen så og på jorden"
Så er der bønnen: "Ske din villie, som i himlen så og på jorden". Tror man ikke også, det vil være meget gavnligt at meditere over, hvor meget ens egen villie er i kontakt med denne Guds villie, således som den forekommer i himlen, hvilket her vil sige: hos de absolut fuldkomne væsener i Guds billede i de højere verdener.
Meditationsobjektet "Giv os i dag vort daglige brød"
Mediterer vi over bønnen: "Giv os i dag vort daglige brød", vil vi også her komme til at opdage, at dette ligeledes er et overordentligt stort meditationsfelt, igennem hvilket vi kan opleve Guds villie og veje med hensyn til netop det daglige brød, hvilket i virkeligheden vil sige: alle vore rent fysiske behov. Det er ikke nogen ringe ting at komme til klarhed over.
Meditationsobjektet: "Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere"
"Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere". – Med hensyn til denne bøn udgør den det store facit i et meget omfattende meditationsområde. Dette, at tilgive sine fjender, er absolut ikke noget ligegyldigt, eftersom det er med til at danne grundlaget for menneskets skæbne. Uden tilgivelse af sine fjender ingen absolut varig, lykkelig skæbne. Ophavet til Fader Vor har jo et andet sted udtrykt, hvorledes forholdet til sine fjender må være, for at man kan opfylde kærlighedsloven og blive ét med Gud, i følgende ord: "Elsker eders fjender, velsigner dem, som forbande eder, gører dem godt, som hader eder, og beder for dem, som krænke eder og forfølge eder, for at I må vorde eders Faders børn, han som er i himlene; thi han lader sin sol opgå over onde og gode, og lader det regne over retfærdige og uretfærdige" … For mange mennesker vil koncentrationen på denne bøn være det eneste fornødne, selv om de måske endnu ikke ved det og derfor lever i fjendskab med den eller den og må leve i de heraf følgende bekymringer, sorger og lidelser.
Meditationsobjektet "Led os ikke ind i fristelse"
Derefter kommer bønnen: "Led os ikke ind i fristelse". Denne bøn vil også nok være værd at meditere over. Thi her beder man om hjælp til at kunne overvinde de meget farlige fristelser. Hvis et menneske er blevet alkoholist, narkoman, eller er blevet en slave af andre dødbringende vaner eller tilbøjeligheder, som det ikke kan magte, kan det nok være godt at meditere over en guddommelig hjælp til at overvinde de grusomme fristelser, der fører menneskene ind i disse afsporinger.
Meditationsobjektet "Men fri os fra det onde"
Det kan også nok være nødvendigt at komme til at meditere over bønnen: "Men fri os fra det onde". Menneskene kan virkeligt få hjælp til at blive befriet fra det onde, men de må jo have den indstilling til det onde, som der kræves, for at kunne blive fri fra det onde, der plager dem. De kan ikke fortsat gøre det onde og så blive fri for dettes virkninger, hvilket vil sige: den ulykkelige skæbne, det onde fører med sig.
Meditationsobjektet "Thi dit er riget og magten og æren i evighed. Amen"
Og så kommer til sidst erkendelsen: "Thi dit er riget og magten og æren i evighed. Amen". Her vil meditationen over disse ord gøre mennesket bevidst i dette Guds rige og almagt, og at al æren og lovprisning tilkommer ham. Her er altså noget at meditere over, som virkeligt kan indstille mennesket til stor modtagelighed af kosmisk bevidsthed.
Fader Vor er livets største meditationsobjekt og vejen til det evige lys
Igennem meditationen af hele denne guddommelige og absolut enestående kosmiske bønstruktur har Kristus givet menneskeheden en vej til den allerhøjeste støtte og hjælp i det daglige livs mange besværligheder for de ufærdige mennesker. Et mere fuldkomment meditationsobjekt og en mere fuldkommen meditation end netop på dette objekt forekommer ikke. Hvis man i alvor mediterer og beder i denne Fader Vors bønstruktur dagligt, kan man ikke undgå at opdage, at man begynder mere og mere at leve i samklang med de allerhøjeste tankeklimaer. Ja, man begynder ikke blot selv at komme lettere og lysere igennem besværlighederne, men man begynder også at lyse for andre væsener i vore omgivelser, både dyr og mennesker, planter og mineraler. Og her igennem Fader Vor meditationsobjekterne begynder mennesket selv at hjælpe Guddommen i hans skabelse af det selv om til at blive til "mennesket i hans billede efter hans lignelse", og en begyndende forklaret tilværelse begynder at komme til syne forude. Og således vil disse i Fader Vor-strukturen formede meditationsobjekter efterhånden bringe den mediterende jordmenneskehed til at lyse og funkle i dens sidste store epoke i dens omskabelse til menneskeheden i Guds billede efter hans lignelse.