Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Selv om jeg i min lille bog "Påske" har gjort rede for mit syn på dette mysterium, er der dog alligevel nogle ting at bemærke angående denne overleverede hellige beretning. Havde påskeberetningen ikke været udtryk for en realistisk stedfunden begivenhed, således som tilfældet er, ville den alligevel have været et så overordentligt fundamentalt digterværk med genial rodfæstning i selve livets princip, at den til de seneste tider måtte stå som et urokkeligt symbol på selve virkeligheden.

Påskeberetningen vil kunne inddeles i tre afsnit, der hver udtrykker en særlig bestemt side ved livet. Det er disse tre afsnit, vi mindes igennem de tilsvarende tre helligdage: skærtorsdag, langfredag og påskedag. Det første afsnit kan vi således kalde: "Skærtorsdagsprincippet", det næste: "Langfredagsprincippet" og det tredie: "Påskedagsprincippet". Disse tre principper er langt dybere rodfæstet i det daglige liv, end man måske hidtil har anet. Ja, de er endog så rodfæstet indenfor den kirkelige kristendom, at de her bliver nævnt ved enhver begravelse i form af de tre sætninger: "Af jord er du kommen" – "til jord skal du blive" – og "af jord skal du igen opstå".

Hvad forstår man da ved "skærtorsdagsprincippet"? Ifølge den overleverede beretning hedder det jo, at Jesus spiste påskemåltid sammen med sine disciple, og at Judas forlader forsamlingen for at forråde sin mester. Endvidere fortælles der om vandringen til Gethsemane have samme aften og om Jesu sjælekamp, englens nærværelse, og disciplene der faldt i søvn og overlod Jesus til hans egen tunge skæbne. Hvad er det, vi her bliver vidne til? Er det ikke lige akkurat en fuldstændig karakteristik af den endnu primitive jordmenneskelige daglige tilværelse? Ser vi ikke her menneskene være intime venner, spise festmåltid med hverandre og dog skjult under disse bordets glæder bagtale og forråde hverandre? Er det ikke tillige meget ofte tilfældet, at venner i samme sfære er søvnige og ligegyldige overfor hverandres lidelser? Og finder vi ikke også her hjemstedet for kulminationen af sjælekvaler og dødsfrygt? Og er der nogen anden situation eller bevidsthedssfære, i hvilken en engels nærværelse er mere påkrævet end netop her? Og er det ikke en sådan engel, der åbenbarer sig igennem enhver af kærlighedsevangeliets absolutte praktikere og fortolkere? Findes der en større englelig handling end den: at sætte sit liv til for at redde sin næste? Der findes i alt fald ikke nogen kærligere handling. Skærtorsdagsberetningen er således, foruden at udgøre et afsnit i beretningen om verdensgenløseren, også et symbolsk billede på selve jordmenneskeheden.

Som vi nævnte før, udtrykkes dette billede også igennem den koncentrerede sætning: "Af jord er du kommen". Er det ikke netop således, at det igennem den moderne videnskabelige forskning på alle områder bliver mere og mere synligt, at jordmennesket ikke er frembragt af "intet" ved udfoldelsen af et øjeblikkeligt magtbud, men at dets ydre tilblivelse er et synligt udtryk for en igennem umådelige tidsrum stedfunden udviklingsproces? Er det ikke åbenlyst for ethvert intellektuelt menneske, at jordkloden engang befandt sig i en flammende og glødende ildtilstand, og at den da måtte være totalt blottet for alt vegetabilsk og animalsk liv? Er det ikke ligeledes en kendsgerning, at de flammende materier efterhånden blev mere og mere afkølede og dermed omdannet til vand, grus og sand, blev til "jord". Og udviklede der sig ikke her, ved et sammenspil imellem denne "jord", solens skin og klodens vand, det vegetabilske liv? Og blev det vegetabilske liv ikke efterhånden til animalsk liv? Er de vegetabilske overgangsformer, der både er halvt plante og halvt dyr, ikke for længst blevet til videnskabelige kendsgerninger? Og kan vi ikke netop følge dyreorganismernes gradvise udviklingsproces helt op til jordmenneskeformen? Den jordmenneskelige organisme er således bogstavelig talt blevet til af "jord". Og den kirkelige kristendoms sætning udtrykker således en videnskabelig sandhed.

Det næste princip i påskemysteriet udtrykkes som "langfredagsprincippet". Dette udtrykkes i Bibelen som beretningen om Jesus fremførelse for den øverste dommer i Palæstina Pontius Pilatus samt hans hudstrygning, hans guddommelige udtalelser, lidelser og død på korset. Hvad udtrykker nu disse begivenheder? Ja, udgør de ikke netop i princip selve døden og den ydre staffage, der altid eksisterer omkring døden? Ethvert jordmenneske skal jo gennemleve den proces, vi udtrykker som "døden". Og er det ikke således, at ethvert jordmenneske, som begynder at fornemme døden nærme sig, bliver angst, begynder at føle sig stedet for den højeste dommer og igennem denne fornemmelse kan opleve allehånde former for rædsler. Og er det ikke netop disse rædsler, der tilsammen er begyndelsen til den såkaldte "skærsild"? Er der ikke netop mange jordmennesker, der her oplever en eller anden form for "korsfæstelse"? Ja, der er endog dem, der på grund af en meget dårlig samvittighed ligefrem fornemmer sig i "helvedes brændende ild" og i denne deres kvide råber til Forsynet eller verdensgenløseren om frelse eller befrielse, ligesom der også er dem, der befinder sig lykkelige, tilgivende alt og alle og opgivende sin ånd i den største og inderligste tillid til den evige Guddom. Og er det ikke netop disse omkring dødsprocessen forekommende detaljer, der symbolsk kan udtrykkes i selve verdensgenløserens dødspanorama? Er tornekroningen, hudstrygningen, mængdens hån og spot plus selve fastnaglingen til og døden på korset ikke et værdigt udtryk for "skærsilden" eller "helvede"? Kulminerer fornemmelsen af at være borte fra Gud ikke her? Råber verdensgenløseren ikke netop bekræftelsen herpå igennem de kendte ord: "Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig"? Men ser vi ikke frelsen eller saligheden symboliseret i verdensgenløserens dødsscene? Havde han ikke midt i forhånelsen og fornedrelsen, da han stod overfor Pilatus og mængden, i sig bevidstheden om at være en "konge", selv om hans rige "ikke var af denne verden"? Følte han ikke sin livsgerning, sin mission som fuldbragt. Og tog han ikke alle sine fjender til sit hjerte i udbruddet "Fader forlad dem, thi de vide ikke, hvad de gøre". Og ser vi ikke en grænseløs tillid til Forsynet i de sidste svage suk fra hans døende læber: "Fader! I dine hænder befaler jeg min ånd"? Kan man tænke sig en større symbolisering af modsætningen til "helvede"? At føle sig indhyllet i en kongeværdighed, at føle sin livsgerning fuldbragt, at omslutte sine bødler eller plageånder med sin kærligheds dybeste og inderligste attrå samtidigt med, at man i kulminationen af tryghed overgiver sin ånd i Guds varetægt, kan da kun være kulminationen af idealet for et væsens møde med døden eller dets tilbagevenden til Gud.

Dette "langfredagsprincip" er igen, som nævnt, også udtrykt i sætningen "til jord skal du blive". Hvad er det egentlig, der skal og kan blive til "jord"? Ja, er det ikke netop det samme som det, der var "kommet af jord"? Og det, der var "kommet af jord", var jo, som vi før berørte, væsenets kødelige, animalske organisme. Denne animalske organisme skal altså igen blive til "jord". Men det er jo kun, hvad der for længst er blevet en kendsgerning for alle mennesker. Det er denne kendsgerning, alle kalder "døden". Men der er noget, som ikke kan dø, noget som ikke er "kommet af jord" og derfor heller ikke kan "blive til jord". Det er det "noget" i organismen, der føler angst for døden og glæde ved livet; det "noget", der føler sjælekval og lidelser og hungrer efter kærlighed; det "noget", der finder forløsning i fornemmelsen af en Guddom, i hvis hænder det kan befale sin ånd. Det er denne "ånd", der er det levende, befalende, bydende og skabende i organismen. At der er et sådant bydende og befalende "noget" i organismen bliver til kendsgerning igennem den omstændighed, at vi kan bevæge vore lemmer, vi kan sanse, føle og fornemme, vi kan elske og hade. Dette sker jo alt sammen i kraft af viljen i et eller andet af dens tre stadier, såsom: "A. viden", "B. viden" eller "C. viden", hvilket igen vil sige: vilje som vågen dagsbevidst funktion eller vilje som automatfunktion. Det er dette viljeførende "noget", vi udtrykker som "Jeg'et", når vi taler om os selv. Vi siger således: "Jeg tænkte, jeg talte, jeg skrev" o.s.v. At dette viljeførende eller bydende "noget" må være forud for organismen, er jo kun, hvad der overalt viser sig som kendsgerning. Man har endnu aldrig set andet, end at en organisme lige fra dens første spæde fosterstadium og frem til dens fulde voksne tilstand normalt bliver bygget fuldstændigt planmæssigt op. Og planmæssighed kan jo kun eksistere som et produkt af vilje. Da vilje igen kun kan eksistere som et produkt af ønske, og ønske i sin dybeste instans er det samme som "begær efter liv", afslører dette altså, at der forud for organismen har eksisteret "noget", der har haft begær efter det liv, der kun kan opleves igennem organismen. Begær kan nemlig udelukkende kun eksistere som en egenskab ved "noget". Det kan ikke være en en egenskab ved "intet".

Det er altså dette levende, viljeførende "noget", der udgør "skaberen" bag "det skabte". I modsat fald måtte det være "det skabte", der frembringer "skaberen", hvilket jo er hundrede procent i strid med kendsgerningerne eller virkeligheden. Der skal en bygmester til at skabe et hus, der skal en bager til at bage brød, ligesom der skal en digter til at skrive digte. Intet kan blive til af tilfældigheder eller kaos. Kun et stærkt planbegærende, viljeførende "noget" kan omdanne tilfældigheder og kaos til planmæssighed eller logisk organisation. Det er denne organisation, vi udtrykker som det skabte, og til en sådan organisation hører netop det levende væsens organisme. Og dennes organisator udgør altså det, vi kalder "Jeg'et" eller "ånden". Og det er anelsen om eller håbet på denne "ånds" tilstedeværelse og udødelighed, der særligt dukker frem i individets fysiske dagsbevidsthed igennem "langfredagsprincippet" eller i fornemmelsen af, at det skal til at "dø". Det er denne "ånd", det mere og mere bliver vænnet til at overgive i Guds varetægt, hver gang dets fysiske organisme nødvendigvis igen må blive til den "jord", af hvilken den er kommet. "Langfredagsprincippet" er således "dødsprincippet" eller tilbagegivelsen af organismens materie til jorden. Det er Jeg'ets eller åndens adskillelse fra den fysiske organisme. Denne adskillelse finder sted i kraft af det overalt i naturen forekommende kredsløb. Uden denne adskillelse ville det levende væsen aldrig nogen sinde blive i stand til at opleve sin guddommelige suverænitet som materiens og livets absolutte herre. Hvis ikke det fik oplevet sit liv udenfor den eller den art materie eller grundenergi, måtte det evigt forblive i uvished om sin udødelighed, sit Jeg's sande natur som en gnist af Guden.

Sætningen: "Til jord skal du blive" er således i realiteten ikke udtryk for en nedtrykkende tilintetgørelsesproces af livet, men er en lysende anordning, i kraft af hvilken individets livsfunktioners evighed garanteres. Men denne garanti ville være en total umulighed, hvis ikke opstandelsesprincippet eller det, jeg før nævnte som "påskedagsprincippet", ikke eksisterede. Den overleverede påskeberetning fortæller jo om, hvorledes Jesus af Nazaret, efter at have været begravet i to dage, opstod af graven og blev genkendt af forskellige af sine venner, ja var endog ved en enkelt lejlighed forsamlet med dem alle og supplerede her den undervisning og belæring, han allerede tidligere havde givet dem før sin korsfæstelse eller død. Ligesom de to andre afsnit af påskeberetningen: skærtorsdags- og langfredagsprincippet havde sin rod i virkeligheden og var udtryk for overordentligt almengældende grundprincipper i jordmenneskets daglige tilværelse, således er opstandelses- eller påskedagsprincippet også i allerhøjeste grad symbol eller udtryk for et overalt ved livet dominerende urokkeligt princip. Det er rigtigt, at samme princip ikke er så materielt, fysisk overskueligt for det almene jordmenneske, som de to førstnævnte principper, og det er jo netop grunden til, at nævnte princip for samme væsen endnu fremtræder som et mysterium. Det jordiske menneskes sansekapacitet strækker sig endnu hovedsageligt kun til fysiske reaktioner og disses rent materielle mål og vægt, hastigheder og volumen. Men denne form for facitter kan ikke direkte give individet besked om ting, der ingen mål har, ting der ingen vægt har, ting der ingen hastighed eller bevægelse har, ting der ingen volumen, konsistens eller rumfang har. Nævnte facitter kan således kun give besked om materie- eller stofegenskaber. Og som følge af denne, den jordmenneskelige sanseevnes kapacitets stærke begrænsning, er samme stof eller materie blevet det altdominerende i jordmenneskets mentalitet eller bevidsthed, ja, så altoverstrålende, at samme væsen undertiden pure benægter tilstedeværelsen af noget som helst andet og derved gør sig selv identisk med materien.
 

(Fortsættes i næste kontaktbrev)