Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Findes der da noget andet end materien? Ja, absolut! Stof eller materie kan umuligt udgøre alt det, der eksisterer, hvilket tydeligt ses i kraft af de før nævnte mål- og vægtfacitter. Disse dækker jo slet ikke det udviklede væsens spørgsmål og kan derfor heller ikke tilfredsstille dets intelligens, hvilket de absolut ville kunne, hvis de hundrede procent udtrykte det, der eksisterer. At et væsen måler 175 cm i højden, at det vejer 70 kg og udtrykker den eller den hastighed i sine manifestationer, og med sin organisme udgør det eller det rumfang, giver ingen som helst oplysning om, hvorfor det netop udtrykker disse bestemte facitter. Der bliver altså tilbage et "hvorfor". Ja, man kan naturligvis sige, at væsenets mål, vægt og øvrige fremtræden i nogen grad er "nedarvet" fra forældrene, men er spørgsmålet dermed løst? Vil man ikke spørge om, "hvorfor" disse ting er nedarvet fra forældrene? At man så får at vide, at denne nedarvning skyldes særlige yngle- eller formeringsprincipper i organismens dybeste funktionscentre, ved hvilke evner og egenskaber kan forplante sig over i nye væsener og her komme til udfoldelse, udelader jo heller ikke det stadige "hvorfor". Vil man ikke her hungre efter at vide, "hvorfor" det nedarves? Hvorfor kommer børnenes materielle og mentale ydre undertiden til at være næsten en kopi af faderens eller moderens materielle og mentale ydre? Når man så også her kan få oplysning om, at det skyldes særlige organfunktioner af den eller den art, er man så tilfredsstillet? Hvad er det egentlig, man har fået at vide? Er vi kommet til andet end – funktioner? At få at vide, at en tings tilblivelse skyldes funktioner, og at disse funktioner igen skyldes andre funktioner og således fortsættende i det uendelige, er jo lige så umulig en forklaring som den, at hønen er kommet af ægget, og ægget er kommet af hønen og denne igen af ægget o.s.v. Og spørgsmålet: hvem bestemmer disse funktioner, er stadigt åbent. Men da et spørgsmål er det samme som en mental sult eller hunger, bliver det således en urokkelig kendsgerning, at der i jordmennesket eksisterer en særlig speciel mental sult, som ikke kan mættes med almindelige videnskabelige facitter eller oplysninger om funktioner eller grader i mål og vægt, ligegyldigt hvor uomstødelige kendsgerninger de så end måtte udgøre. Men da sult aldrig i noget tilfælde kan eksistere uden i sig selv at udgøre den ene halvdel af et princip, af hvilket den anden halvdel udgøres af mættelse, vil det således herigennem blive til kendsgerning, at der også findes en "mættelse" for den førnævnte sult eller et svar på spørgsmålet: hvem bestemmer funktionerne.

Som man her har set, er dette svar altså ikke at finde i mål- og vægtfacitterne, idet disse kun giver udtryk for funktioners natur og egenskaber, men er ganske ude af stand til at sige noget som helst direkte om: hvem der har bestemt funktionerne. Og dette har da også bevirket, at man her hjælper sig med surrogatfacittet: tilfældighed. Man påberåber sig, at alle naturens processer eller funktioner er blot og bar "tilfældigheder". Men hvad er "tilfældigheder"? "Tilfældigheder" er det udtryk, man bruger for at kendetegne de ting eller funktioner, der ikke kan udtrykkes at være et produkt af et levende væsens viljeføring eller logiske indgriben. Man har altså måttet inddele funktionerne eller det, man oplever, i to grupperinger, nemlig, "det tilfældige" og "det planmæssige". Dette vil altså igen sige, at der findes funktioner eller ting, der er af en sådan natur, at de kun kan eksistere som en afsløring af eller er et uomstødeligt bevis for et levende og dermed et tænkende og viljeførende ophav bag sig, medens der er andre funktioner eller ting, der forekommer i en sådan fremtræden, at de tilsyneladende ikke giver noget som helst udtryk for at være et produkt af viljeføring eller tænkning. I samme grad som denne viljeføring eller tænkning af en ting afsløres som enkeridsgerning, i samme grad er det levende væsen bag tingen også en kendsgerning. Det levende væsens kendetegn udgøres altså af tænkning og viljeføring og den heraf manifesterede planmæssige skabelse. Da forskeren således må inddele alle de funktioner, som udgør livets oplevelse, i to, grupper eller kategorier, nemlig "de tilfældige" og "de planmæssige", bliver det dermed en kendsgerning, at livet ikke kan udgøres af blot og bar "funktioner", men i sin natur udtrykker noget mere. Det udtrykker det, der gør funktionerne planmæssige. Men for at funktionerne kan blive planmæssige og en logisk manifestation heraf opstå, må funktionerne beherskes af "intelligens" og "vilje". Foruden de almindelige funktioner eller bevægelser består livet altså også af disse to faktorer. Men da disse også udgør "funktioner" om end af en anden art end de førstnævnte, efterlader de også i beskuerens bevidsthed et stort spørgsmål. "Intelligens" og "vilje" er nemlig underordnede funktioner, idet de bliver "dirigerede". Spørgsmålet bliver da. "Hvem eller hvad dirigerer "intelligens" og "vilje"?" Funktioner eller bevægelser er i sig selv "døde" ting og kan således ikke bestemme over sig selv. En flyvemaskines funktioner kan ikke selv ønske, at maskinen skal stige eller dale. Kun med vilje og intelligens kan denne stigen eller dalen finde sted på en logisk eller fuldkommen måde. Men da "vilje" er det samme som "begær", bliver det her en kendsgerning, at der må være et "Noget", der begærer flyvemaskinens stigen eller dalen og må benytte "intelligens" for at opnå tilfredsstillelsen af dette begær. Så vil De måske udbryde: "Ja, flyveren naturligvis". Men er det noget fyldestgørende svar på spørgsmålet? Hvem eller hvad er "flyveren"? Hans dåbsattest er ingen løsning, lige så lidt som det, at han er et jordmenneske, kan være noget fuldt dækkende svar på problemet. Hvad er et "jordmenneske"? Er det ikke en organisme bygget op af materie i kraft af særlige funktioner og selv udløsende særlige funktioner i materien? Men derved afviger det jo ikke fra alle de andre eksisterende såkaldte "levende væsener". Hvad er et "dyr"? Er det ikke også en organisme bygget op af særlige funktioner og udløsende særlige funktioner, ganske ligegyldigt om samme væsen er en fugl, en fisk, en tiger, et insekt eller et hvilket som helst andet levende væsen? Men er det nogen forklaring på flyvemaskinens intelligensmæssige styring, dens logiske stigen og dalen, at der bag dens rat sidder en organisme bygget op af funktioner og selv udløsende funktioner? Hvad er det, vi bliver vidne til her? Vi ser en flyvemaskine. Denne udgør en organisme, der er bygget op af funktioner og bringes til at udløse funktioner. Bag dennes rat sidder der en organisme, der også er bygget op af funktioner og bringes til at udløse funktioner, der igen forplantes til flyvemaskinens funktioner og styrer eller behersker disse. Vi har altså set nogle funktioner (jordmenneskets) på intelligens- og viljemæssig måde beherske andre funktioner (flyvemaskinens), men har vi dermed fundet livsmysteriets løsning? Er dette ikke stadigt en gåde? Kan nogen forstå, at funktioner kan udløse intelligensmæssige funktioner? Kan funktioner le eller græde? Kan funktioner bygge et hus, sy en klædning eller holde et foredrag? – Ja, lyder sådanne spørgsmål ikke naive? Men sådanne spørgsmål er ikke desto mindre højaktuelle, hvis man påstår, at det levende væsen kun udgør dets kødelige organisme, og at enhver opfattelse af, at der bag organismen skulle eksistere en såkaldt "udødelig ånd", er ren fantasi eller overtro. Men kan en sådan påstand holde stik? Bliver det ikke mere og mere en kendsgerning for alle intelligente mennesker, at en logisk funktion umuligt kan eksistere selvstændigt, men altid udelukkende kun kan fremtræde som en egenskab, der bliver dirigeret? Men når den er en egenskab, der bliver dirigeret, bliver det en kendsgerning, at der må eksistere noget, der er det dirigerende. At dette "Noget" i første instans er "intelligens" og "vilje", kan ikke være noget fyldestgørende svar, idet disse to faktorer også er "funktioner", der bliver dirigeret. Spørgsmålet: "Hvem dirigerer intelligensen og viljen", bliver stadigt tilbage. Og dette spørgsmål kan altså aldrig nogen sinde komme ud af verden, før svaret herpå repræsenterer et "Noget", der absolut ikke kan dirigeres, men er det dirigerende selv. Det må altså være et "Noget", overfor hvilket intelligens og vilje er underordnede egenskaber så vel som de øvrige funktioner. Da materie og funktioner i virkeligheden er det samme, idet de udgør bevægelse eller vibration begge to, kan det dirigerende "Noget" således ikke være identisk med materien. Men da det ikke er identisk med bevægelse eller materie, kan det ikke udgøre nogen som helst analyse ud over denne, at det udgør "Noget, som er". En hvilken som helst anden analyse, vi vil tillægge det, kan kun udtrykke nogle dette "Noget" underlagte eller underordnede egenskaber og kan derfor ikke udgøre dette "Noget" selv. Og med erkendelsen af dette "Noget"s eksistens er der ikke mere noget spørgsmål om, hvad eller hvem der står bag organismen.

Man forstår, at det levende væsen repræsenterer to uomstødelige principper, nemlig "materien" og den såkaldte "ånd". "Materien" udgør igen funktionerne, og "ånden" udgør det "Noget", der dirigerer funktionerne. Funktionerne er igen det samme som "det skabte", medens nævnte "Noget" udgør "skaberen". Vi har således her fundet den virkelige, urokkelige "skaber" bag funktionerne, bag viljen og intelligensen. Vi har fundet en "skaber", der viste sig at være, ikke en blot og bar "funktion" eller en herre- eller ophavsløs intelligens- og viljemanifestation, men derimod et levende "Noget", overfor hvilket alt uden undtagelse i livet må være underordnede egenskaber eller biting. At dette "Noget" i sig selv ikke kan have nogen begyndelse eller afslutning er en selvfølge, idet det aldrig nogen sinde er blevet skabt. Men når det ikke har haft begyndelse, ikke er blevet skabt, kan det ikke være funktion eller bevægelse. Men når det ikke udgør nogen bevægelse, kan det ingen forandring udvise eller være underkastet og vil således ingen afslutning kunne repræsentere. Det er en absolut evig realitet. Og det er denne evige realitet, vi ikke har kunnet undgå at give udtryk i selve sproget. Det er nemlig den, vi udtrykker som "Jeg"et. Når vi vil udtrykke os selv, siger vi ikke: "Organismen så" eller "materien så", hvilket jo ellers ville være det fuldt korrekte udtryk, såfremt det nævnte evige "Noget" ikke eksisterede, og organismen eller materien således var det absolut eneste, der var til. Men vi siger derimod: "Jeg så", "jeg gik", "jeg skrev" o.s.v. At udtrykke organismen eller materien som det viljedirigerende ophav har således ikke været tilfredsstillende. De to faktorer har ikke kunnet dække selve livsoplevelsen. Men ved at man således har måttet finde udtryk for "Noget", der ikke kunne udtrykkes ved "organismen" eller "materien", men derimod måtte udtrykkes som "Jeg"et, bekræfter vi jo hver især, omend ubevidst, dette "Noget"s eksistens, hver eneste gang vi føler os nødsaget til at udtrykke vort eget selv ved begrebet "Jeg".

Som vi her har set, udgør det, vi udtrykker ved begrebet "Jeg", således hverken "materien" eller "organismen". Men når det ikke er materien eller organismen, kan det kun være individets eller væsenets virkelige, evige, organisme- og materiebeherskende selv. Og vi har således her i "Jeg"et fundet individets virkelige "udødelige ånd". Men at forklare denne "ånd" er ikke gjort med et foredrag, dertil må der bruges et helt værk. Og det er jo netop et sådant værk, det er blevet min opgave at manifestere i form af "Livets Bog" De vil derfor forstå, at jeg her i mit foredrag kun har kunnet antyde for Dem de mest fremtrædende konturer eller detaljer ved nævnte "ånd" eller dette vort evige, udødelige jeg. Men idet vi således er kommet til erkendelse af nævnte udødelige jeg, bliver det lettere at forstå sætningen, "af jord skal du igen opstå", lige så vel som opstandelsesmysteriet påskemorgen også hermed bliver tilgængeligt for intelligensen eller for intellektuel forskning.

Idet det levende væsens organisme således ikke udgør det virkelige væsen, men består af materie, der ved intelligens og vilje er kombinerede sammen på en sådan måde, at samme organisme udgør et redskab, ved hvilket "Jeg"et kan åbenbare sin eksistens eller nærværelse i altet, er det givet, at samme jeg således er hævet over organismens eller dette redskabs eksistens. Det står og falder således ikke med dette. Det der derimod står og falder med organismen eller redskabet, er således ikke jeg'et eller det evige "Noget" i væsenet, men det der udgør resultatet af organismens eller nævnte redskabs eksistens. Og da dette resultat jo udgør jeg'ets åbenbaring eller tilkendegivelse af sig selv som et individ eller levende væsen, er det denne åbenbaring eller tilkendegivelse, der står og falder med organismen. Men at "Jeg"ets tilkendegivelse eller åbenbaring af sin identitet som individ eller levende væsen overfor andre væsener således står og falder med organismen, betyder jo ikke, at samme identitet i sig selv ikke eksisterer. Tværtimod, den vil jo i kraft af "Jeg"et eller den evige og dermed udødelige del netop udgøre selve individualiteten eller det virkelige, det uforgængelige i individet. Dette vil således igen betyde, at det kun er udadtil imod andre levende væsener, at individets død eller forgængelighed tilsyneladende eksisterer. Disse væseners erkendelse af individets eksistens er jo udelukkende afhængig af den tilkendegivelse af samme eksistens, som individet kan give i kraft af sin organisme. Idet organismen, der jo er en "skabt ting" og derfor er forgængelig og ligesom alle andre skabte ting, grundet på det store universelle kredsløbsprincip al materie er underkastet, igen må opløses, kan individet derefter jo ikke mere manifestere denne tilkendegivelse. Og når den ikke mere eksisterer, kan den naturligvis heller ikke skabe reaktioner i de andre væseners sansesæt. De kan ikke mere se liv i individets organisme og tror derfor dette tilintetgjort, og individets bevidste eksistens dermed ophørt med at eksistere. Og vi er altså her stedet overfor livets største illusion eller det, vi kalder "døden". Døden er således i sig selv kun individets ophør med at tilkendegive sin eksistens overfor andre væsener. At denne tilkendegivelses indtræden og ophør normalt ikke er underkastet viljen, men dirigeres af det førnævnte universelle kredsløbsprincip, al materie er underkastet, forandrer ikke dødens identitet som illusion. Den er og bliver – ikke et individs ophør – men kun en tilkendegivelses ophør. Denne tilkendegivelses ophør beror altså på, at det redskab (organismen), igennem hvilken tilkendegivelsen kunne manifesteres, svigter. Denne svigten kan skyldes en ulykke eller katastrofe, ved hvilken organismen er blevet så lemlæstet, at den slet ikke mere kan holdes i funktion og udskilles da fra jeg'ets domæne. Men normalt sker denne organismens adskillelse fra jeg'ets domæne ved alderdom, der igen er baseret på det førnævnte kredsløbsprincip.

 

(Sluttes i næste Kontaktbrev)