Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Da jeg'et jo engang i kraft af dets uforgængelige eller evige tilstand har været med til at bygge den afgåede organisme op, vil det også igen kunne være med til at bygge en ny organisme op, igennem hvilken det atter kan tilkendegive sin eksistens eller nærværelse i altet eller livet. Og vi får her grundlaget for reinkarnationen. Individet danner sig således stadig en ny organisme, når den gamle, grundet på kredsløbsprincippet, må udskilles eller opløses. Denne udskiftning af organismer, som reinkarnationen således er, er altså ikke en afbrydelse i individets eksistens eller dets virkelige liv, men kun en afbrydelse af dets tilkendegivelse af denne sin evige eksistens. Og det er derfor, vi igennem fysisk sansning ikke kan blive vidne til nogen permanent eller evig tilværelse for individet. Vi bliver derimod vidne til, at den netop hos alle individer uden undtagelse bliver afbrudt. Vi ser ganske vist nye organismer blive til, men da væsenerne endnu hovedsageligt kun kan sanse fysisk og ikke har nogen dagsbevidst erindring om tidligere liv, kan der ikke finde nogen dagsbevidst genkendelse sted af de nye organismers ophav, selv om disse ophavs jeg'er eller ånd har kendt hinanden i mange tidligere liv. Og væsenerne må da være henvist til at tro, at det er helt nye individer eller væsener, der begynder med enhver fosterdannelse i moders liv, og at deres eget liv således har haft sit allerførste udspring samme sted, og at det nuværende liv er det absolut eneste, de har oplevet og vil komme til at opleve, idet de i værste tilfælde tror, at døden er en absolut uforsonlig tilintetgørelse af deres eksistens. Men i dybden bor trods alt alligevel håbet om en fortsat evig tilværelse hos alle individer, selv om det midlertidigt kan være skjult bag uigennemsigtige, mørke, materialistiske tankeskyer.

Idet individet eller det levende væsen således består af en organisme sammensat af materie og et jeg eller en ånd, som er evigt eksisterende, bliver det let at analysere selve opstandelsesprincippet. Da jeg'et eller ånden er evigt uforgængelig og dermed i tilsvarende grad er udødelig, kan en opstandelse, som før nævnt, ikke udgøre tilblivelsen af en "ny ånd" eller et "nyt jeg". Sådanne vil overhovedet aldrig nogen sinde kunne eksistere. Alt det liv, der i dag eksisterer, har evigt eksisteret og vil i al evighed fortsat eksistere. Kun de materiekombinationer, der er et produkt af jeg'ets eller åndens vilje og magt, hvilket vil sige de "skabte ting", er tilblivelse og ophør eller "fødsel" og "død" underkastet. Med hensyn til opstandelse vil der kun kunne være tale om noget, der "opstår", hvilket igen vil sige noget, der bliver til, noget der "skabes", noget der "fødes". Men da "nye ånder" eller "jeg'er" ikke kan "skabes" eller "blive til", vil en "opstandelse" således ikke kunne udgøre tilsynekomsten af et "nyt jeg" eller af en "ny ånd", men derimod kun tilsynekomsten af en af "jeg'et" eller "ånden" frembragt "ny skabelse". Men da skabelse jo er åndens eller jeg'ets tilkendegivelse af sin eksistens eller nærværelse i altet, vil en opstandelse således kun kunne udgøre en "ny tilkendegivelse" af denne åndens eller jeg'ets evige eksistens. Når et lille barn fødes, vil denne fødsel, der jo i sin natur også er en opstandelse, ikke være tilblivelsen af en ny ånd eller et nyt jeg, men derimod tilblivelsen af en "ny tilkendegivelse" af en evigt eksisterende "ånd" eller et "udødeligt jeg".

Selve åndens eller jeg'ets evige eksistens er uberørt af opstandelsen. Kun åndens eller jeg'ets tilkendegivelse af denne sin eksistens er skiftende. Og det er disse jeg'ets skiftende tilkendegivelser af sin evige eksistens, vi kalder jordliv. Et jordliv er således i sit princip en "ny tilkendegivelse" af vor ånds eller vort jeg's evige væren. Disse tilkendegivelser (jordlivene) er ikke udgørende en fuldstændig kopi af hinanden. Hver ny tilkendegivelse afviger i nogen grad fra den foregående. Denne forandringsproces afslører sig igen som udgørende et "kredsløb". Ved et kredsløb vil igen her være at forstå en manifestations passage igennem "åndelige", luftformige, flydende og faste materier. Det er denne forandringsproces, vi bliver vidne til i enhver form for materie og i enhver form for skabelse. Vi ser f.eks. luften fortætte sig til vand, vandet fryse til is og isen igen smelte, blive til vand, der igen fordamper og bliver til luft, hvorfra det igen overgår i elektriske former eller bliver "åndelig" i sin natur. Men det er ikke alene med vandet, at denne proces foregår. Enhver form for materie vil udelukkende kun kunne fremtræde i en eller anden af disse nævnte tilstande. Ingen materie kan således forekomme uden at være fast eller flydende, luftformig eller elektrisk. Og vi ser da også, at selve jordens tilblivelse udviser det samme kredsløb. Dennes tilblivelse begyndte ude i himmelrummet som en kombination af elektriske kræfter, der efterhånden blev til lysende tåger, blev til flydende ild, blev fortættet til en fast klode, der igen igennem de levende væseners udvikling i dens sfære er under forvandling fra den grove materielle fysiske tilstand til vældige sjælelige eller tankemæssige udfoldelser og forfinelser. Fra at være tung primitiv fysisk materie er den nu på vej til at blive åndeliggjort. Det er også denne proces, vi bliver vidne til i studiet af selve menneskets udviklingsbane. Er de første abelignende, primitive naturmennesker ikke udstyret med en vældig materiel organisme med kolossal skelet- og benbygning og en fortættet muskulatur, men kun med en meget lille tankefunktion? Går vi endnu længere tilbage i det levende væsens udvikling her på kloden, ser vi de store fortidsdyr. Her er tankefunktionen endnu langt mindre, medens organismens repræsentation af massivitet og rumfang er af en endnu vældigere art. Ser vi derimod på det nulevende mest forfinede og intellektuelle kulturmenneske, da har det kun en organisme af langt mindre materiel natur, men med en kolossal tankefunktion. Da tankefunktionen jo er af elektrisk natur, vil det altså sige, at jordkloden så vel som de levende væsener i dens sfære er på vej mod kredsløbets "åndelige" materietilstand. Og det er denne passage i kredsløbet, vi kender under begrebet "udvikling". Denne proces udgør i virkeligheden en slags "åndeliggørelse" af materien eller dennes omformning fra en fast, massiv tilstand til mere porøse, luftformige og "åndelige" tilstande. Det er denne "åndeliggjorte" materie, vi kalder tanker eller bevidsthed. Materiens åndeliggørelse betyder altså bevidsthedsudvidelse og en hertil svarende formindskelse af den materielle organisme. Og vi er her stedet for opstandelsesprincippet i sin højeste analyse. Opstandelse er således det samme som bevidsthedsforøgelse eller bevidsthedsberigelse. Men en bevidsthedsberigelse er jo igen det samme som en slags opvågnen fra uvidenhed til viden. Og er det ikke netop denne opvågnen, vi bliver vidne til i form af den kolossalt tiltagende undervisning, som mere og mere bliver herskende indenfor alle kulturstater. Er ikke selve den nu dominerende verdenskrig en kolossal erfaringsoplevelse i udfoldelsen af "det dræbende princip" og virkningerne heraf? Tror man ikke, de tanker, denne oplevelse giver eller det kendskab til nævnte princips sande virkninger, som væsenerne igennem krigen oplever, bliver til bøger, der igen danner grundlaget for undervisning i kulturskabelse, hvilket igen vil sige undervisning i skabelse af humanitet? Er krigen ikke netop en levendegørelse af alt, hvad der ødelægger eller modarbejder humanisme og dermed undermineringen af al kulturskabelse? Er ikke de store universiteter, læreanstalter og almindelige skoler baseret på at skulle skabe kultur samtidigt med, at deres påkrævethed udgør bevis for religionernes, kirkernes og troens utilstrækkelighed i denne skabelse? De udgør beviset for, at erfaringerne måtte til, således at de evige facitter, der fra kirkerne doceres som "trosdogmer", fra universiteterne og læreanstalterne kan doceres som "videnskab" eller "kendsgerninger". Da disse kendsgerninger ingen som helst steder eller i noget som helst tilfælde er i inhumanismens, krigens eller myrderiernes og lemlæstelsernes favør, men overalt enten direkte eller indirekte er til fordel for skabelsen af humanitet og en herpå baseret fred eller næstekærlighed så vel mellem stater som individer, vil man heraf se, at jo vældigere krigen med sine ødelæggelser, myrderier og lemlæstelser finder sted, jo vældigere underminerer eller ødelægger den sig selv og skaber hermed tilsvarende hurtigere opstandelsen af en ny æra for menneskeheden. De millioner af grave, i hvilke den har nedstyrtet tusinder af slægters individer generation efter generation, vil urokkeligt pointere de vildfarelser, det mentale smuds og affald eller den mentale uformuenhed, der har afstedkommet krigens gru. Og sammen med disse graves indhold: de lemlæstede lig, de bristede øjne, de kolde hænder og det størknede blod, vil alle disse vildfarelser gå sin totale opløsning i møde, gå over i andre former, blive til ny materie adlydende kredsløbets evige lov. Og se, de mørke grave vil engang være forsvundet, være gået over i glemselens store intet, men deres triste indhold vil da i form af markens liljer, roser, plæner og parker funkle i deres opstandelses klare lys. Og der, hvor før de såredes dødsskrig gik imod himlen og deres blod imod jorden, vil terrænet være forgyldt. Sommermorgenens mangfoldige dugdråber i græs, blade og blomster giver genskin af solens varmende lys, gør jorden til ét med himlen, medens tusindtallige små struber lader et væld af lovsange til den evige Faders pris stige imod skyerne. Og himlen fornemmes på jorden. Og hen igennem denne skønne sfære vandrer i herlige, skønne nye organismer de jeg'er, hvis tidligere organismer engang som lig fyldte de mørke grave, men som nu i kraft af kredsløbsprincippet i opstanden, forherliget tilstand her er blevet materiale for Guddommens kærtegn af sine evige sønner. Gravenes indhold, de stinkende lig blev til lysende materie, blev til ny næring og liv, blev til farve og kolorit, blev til glæde og velsignelse. Et skønnere møde med de levende væseners fortidige affald kan vel ikke tænkes. Og ligesom kloakkens mudderpøl er forvandlet til det krystalklare vand, vi drikker, er blevet til den rene luft, vi indånder, og er identisk med den blå himmel, vi ser på, således er også vildfarelsernes virkninger omdannet til fornemmelsen af Guds nærhed. Denne forvandling er det samme som "opstandelse". Og denne opstandelse er al materie underkastet.

Påskemysteriets opstandelse er således ikke en blot og bar beretning om Jesu tilsynekomst i et åndeligt legeme, der var fri af den fysiske materie, men er også symbol for selve kredsløbsprincippet eller det fundamentale princip, der betinger, at ingen absolut undergang eller tilintetgørelse kan finde sted, idet det gør al tilintetgørelse så vel som skabelse identisk med "omskabelse". Og det er denne materiens omskabelse, der er udtrykt i de tre sætninger: "Af jord er du kommen", "til jord skal du blive", og "af jord skal du igen opstå". Hvad er disse sætninger udtryk for andet end en evig rytmisk forandringsproces eller omskabelse? Det er en beskrivelse af to fundamentale realiteters forhold til hinanden. Disse to realiteter udtrykkes i sætningerne som "jord" og "du" og vil kosmisk set igen henholdsvis være identisk med "materien" og "jeg'et". Da jeg'et ikke kan blive til materie, og materien ikke kan blive til jeg'et, vil de førnævnte tre sætningers absolutte indhold dermed kun kunne udgøre dette: "Af materien har jeg'et frigjort sig", "til materien vil jeg'et igen knytte sig", og "af materien vil det atter frigøre sig". Jeg'et bliver således "det evige" og materien "det foranderlige". Og hermed har vi jo påskemysteriets dybeste indhold og absolutte facit, hvilket vil sige: beskrivelsen af jeg'ets evige skiftende forhold til materien. Dette skiftende forhold er udgørende en frigørelse og en tilknytning til materien. Disse to foreteelser udgør altså kredsløbets to store hovedfaser. Og af disse oplever jordmennesket for tiden frigørelsen, der er det samme som det, vi udtrykker som udvikling. Denne frigørelse vil til sidst kulminere i det højeste og fuldkomneste, bevidste herredømme over materien, hvilket igen vil sige: den totale hundrede procent oplevelse af livslovenes opfyldelse, der igen udgør den totale næstekærlighed eller dette: at være ét med Guddommen. Den anden fase i kredsløbet udgør udviklingens modsætning og udtrykkes i "Livets Bog" som "indvikling". Her bliver individet i kraft af stærke materielle begær og ønsker mere og mere tilknyttet materien. Denne tilknytning kulminerer i en total fortættelse af materien, der lag på lag har lagt sig uden om individets åndelige bevidsthed og indtil en vis grad har bragt denne ud af funktion, har bragt den i en slags hviletilstand. Det er denne svækkede åndelige funktion eller de høje åndelige centrers hviletilstand, der ligger til grund for den totale uvidenhed om sit eget væsen, sin udødelighed og identitet som søn af guden og den heraf affødte ligefremme antipati, intolerance imod og forfølgelse af al religiøsitet, som kendetegner det primitive, materialistiske jordmenneske og gør det til begejstret udøver af alt, hvad der kommer under begrebet "det onde".

Men jordmenneskene er altså allerede langt fremme i udviklingen eller frigørelsen af denne tilstand og befinder sig midt i den største form for princippet "opstandelse". Dets dybeste håb, længsel og mål er "freden", hvilket vil sige: den totale næstekærlighed. Det udøver ganske vist endnu megen deltagelse i krig og blodsudgydelser, men det sker udelukkende, fordi det tror dermed at kunne indhente eller skabe den så stærkt attråede fred eller en fuldkomnere idealistisk tilstand. Slagmarken af i dag er ikke som forhen skuepladsen for en vild begejstringsrus i tilfredsstillelsen af blot og bar krigslængsel eller blodtørst, men er tilfredsstillelsen af den virkelige attrå: den fuldkomne kultur, der igen er det samme som næstekærligheden eller den varige indbyrdes totale fred imellem stater så vel som individer og den heraf følgende virkelige, fuldkomne oplevelse af liv og tilværelse.

Som man her har set, er de omtalte tre sætninger i de kristnes begravelsesritual intet mindre end en strålende, fuldkommen beretning om gudesønnens virkelige ophøjede identitet som materiens og dermed dødens absolutte suveræne behersker. Det er påskemysteriets dybeste facit og verdensgenløsningens absolutte grundvold eller fundament formuleret i en nøddeskal. Næstekærligheden er det virkelige, fuldkomne liv. Og i samme grad som man hver især på intellektuel måde begynder at indhylle dem og det, man i dag ikke kan lide eller måske ligefrem hader, i det forståelsens og sympatiens varmende lys, hvormed man ellers kun omslutter sine bedste venner, i samme grad begynder et nyt forklaret legeme at bære menneskets bevidsthed og kaste sit himmelske lys igennem dets fysiske fremtræden. Og se, da vil det som en lysende fakkel kaste fredens overjordiske skin ind i alle de øjne, sind og hjerter, det er givet mennesket at møde. Det er freden. Der, hvor det går hen over kloden, vil almagtens velsignelse stråle og Guds nærhed føles.

 

(Foredrag af Martinus afholdt i Kosmos Ferieby den 22. april 1943. Bearbejdet for Kontaktbrevene af Martinus personlig.)