Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Vi lever i en tidsperiode, hvor verdensudviklingen har en meget alvorlig tendens. Resterne af fortidige primitive moralbegreber, der er stimulerende eller befordrende for tvangsstyre, national magtudfoldelse, erobringslyst, militarisme og paradeglimmer etc. er stærkt inde i en renæssance. At dette middelalderlige enevældssystem med sin totale mangel på censur giver glimrende afløb for udfoldelsen af despotiske magthaveres primitive bevidsthedstendenser, er naturligvis en selvfølge. Hvem tør trodse dødsstraffen ved at modsige "eneherskerne"?

Vi ser derfor også, at primitive bevidsthedstendenser: intolerance, racehad, religionsforfølgelse, fængsel eller dødsstraf for alle "uautoriserede" meninger eller opfattelser i stor udstrækning erobrer terræn og ligefrem har fundet fristed indenfor de diktatoriske magtzoner, hvor de betragtes som idealisme.

Det er givet, at med sådanne magtfaktorers udbredelse i verden vil alt arbejde for international folkelig fred og forståelse, al demokratisk stilen hen imod en fælles folkenes domstol, en international højesteret, udstyret med myndighed og magt til at bandlyse den anarkisme, i hvilken alle nationer endnu befinder sig eller er truet af, stagnere samtidig med, at menneskeheden forarmes under et oprustningens vanvid som aldrig før. Sygdom, demoralisering, revolution, mord, selvmord, drab og lemlæstelse, åndssvaghed, sindssyge, subsistensløshed og livslede er alle faktorer, der i særlig grad præger store dele af det tyvende århundredes menneskehed. Og det gør ikke sagen bedre, at den førnævnte opblomstring af de fortidige, primitive kræfter koncentrerer sig i det så højt lovpriste, kulturelt udviklede Europa og således i nærheden af verdenskulturens hjerteregioner søger at kaste sine dødbringende dunstarter ud over den øvrige verden. Ganske vist er de nævnte kræfter, i følge den højeste okkulte analyse, så udlevede og forældede i jordens zoner, at de aldrig vil komme til helt at beherske verden mere. Men dette forhindrer, som nævnt, ikke, at de netop for tiden er inde i en ny opblomstring. Denne opblomstring vil altså komme til at forme sig som en sidste krampetrækning af en forældet og døende verdensopfattelse, et bevidsthedslag med dyriske og dræbende traditioner. Den vil blive dyrerigets dødskamp i den jordmenneskelige bevidsthedszone. Vi er ved at opleve "dommedag" eller begyndelsen til "verdens ende". Vi lever i "de sidste tider".

Hvad er "dommedag", "verdens ende" eller "de sidste tider"? Ja, svaret herpå er at finde i Jesu udtalelse, hvor han siger: "Men når menneskens søn kommer i sin herlighed og alle de hellige engle med ham, da skal han sidde på sin herligheds trone.

Og alle folk skulle forsamles for ham, og han skal skille dem fra hverandre, ligesom en hyrde skiller fårene fra bukkene.

Og han skal stille fårene ved sin højre side, men bukkene ved den venstre side.

Da skal kongen sige til dem ved sin højre side: kommer hid, I min Faders velsignede! Arver det rige, som eder er beredt, fra verdens grundvold blev lagt.

Thi jeg var hungrig, og I gave mig at æde; jeg var tørstig, og I gave mig at drikke; jeg var fremmed, og I toge mig til eder;

jeg var nøgen, og I klædte mig; jeg var syg, og I besøgte mig; jeg var i fængsel, og I kom til mig.

Da skulle de retfærdige svare ham og sige: Herre! Når så vi dig hungrig og gave dig mad, eller tørstig og gave dig drikke?

Når så vi dig fremmed og toge dig til os, eller nøgen og klædte dig?

Når så vi dig syg eller i fængsel og kom til dig?

Og kongen skal svare og sige til dem: sandelig siger jeg eder: hvad I have gjort for en af disse mine mindste brødre, have I gjort for mig.

Da skal han også sige til dem ved den venstre side: gå bort fra mig I forbandede, i den evige ild, som er beredt djævelen og hans engle!

Thi jeg var hungrig, og I gave mig ikke at æde; jeg var tørstig, og I gave mig ikke at drikke;

jeg var fremmed, og I toge mig ikke til eder; jeg var nøgen, og I klædte mig ikke; jeg var syg og i fængsel, og I besøgte mig ikke.

Da skulle også de svare ham og sige: Herre! Når så vi dig hungrig eller tørstig eller fremmed eller nøgen eller syg eller i fængsel og tjente dig ikke?

Da skal han svare dem og sige: sandelig siger jeg eder: hvad I ikke have gjort for en af disse mindste, have I heller ikke gjort for mig.

Og de skulle gå hen, disse til evig pine, men de retfærdige til evigt liv."

Her har vi altså et kosmisk væsens udtalelse om "dommedag". At denne udtalelse har en bogstavform, der passer for den enfoldige, og en åndsform eller sandhedsside skjult bag bogstavformen, der er synlig for og i harmoni med den højintellektuelle, skal jeg i det efterfølgende forsøge at vise læserne.

Hvad er "menneske sønnens herlighed"? "Menneskesønnens herlighed" kan kun være "menneskesønnen"s fuldkomne mentalitet eller bevidsthed og den herpå baserede tilsvarende fuldkomne eller færdige væremåde, der som bekendt gjorde ham til "et med Faderen". En større "herlighed" kan vel ikke tænkes? Bliver ikke en hvilken som helst anden form for herlighed heroverfor blot til en slags "guld" og "glimmer", tilpasset til tilfredsstillelse af almindelig jordmenneskelig forfængelighed og ærgerrighed?

Den førstnævnte herlighed udgør altså det fundamentale i "dommedagen"s manifestation. Men denne herlighed i form af Jesu væremåde er igen det samme som "den hellige ånd". Når Jesu væremåde, mentalitet eller "den hellige ånd" igen viser sig på jorden, da skal altså "alle folk" blive opmærksom på den.

Men da denne væremåde er åbenbaringen af den højeste viden, hvilket vil sige den højeste kundskab om selve livet og dets mening, bliver samme ånds åbenbaring i verden således i virkeligheden en afsløring af ethvert menneskes harmoni eller disharmoni med livets love. Det bliver synligt, hvem der er i kontakt med livet, og hvem der er i disharmoni med dette. Der opstår således to grupper mennesker i verden. "Den hellige ånd" skiller virkelig "fårene" fra "bukkene". Den bliver således en "dom" over menneskene. Men den er ikke nogen "straffedom". Den er kun en påvisning, en guddommelig analyse af menneskene og deres skæbner, deres genvordigheder og deres lykkefølelser. Den "dømmer" ikke menneskene til "evig pine" eller "evigt liv". Den er blot en oplysning om, hvem der går til "evig pine", og hvem der går til "evigt liv". Som "dom" betragtet udgør den kun en intellektuel erklæring om, hvem der er hvem, og kan således udelukkende kun udgøre – "vis-dommen". Denne "dom" udgør igen i helhold til "Livets Bog" kulminerende kærlighed. "Dommedag" er således "visdommen"s dag, hvilket altså igen indirekte vil sige "kærlighedens dag".

Det der "dømmer" menneskene på "dommens dag", er således udelukkende deres egne gerninger. Visdommen siger jo: "Det et menneske sår, det skal det høste". Hvis nogen kommer til at lide smerter og ubehageligheder, vil disse jo være identiske med ting, hvormed de allerede har dømt sig selv ved i forvejen med deres væremåde overfor deres omgivelser at have "sået" disse, lige såvel som de behagelige eller "gode" ting er blevet til på samme måde.

Bibelen udtrykker således, at der vil komme en tid, hvor denne "høst" i særlig grad vil blive koncentreret, hvilket i dette tilfælde vil sige: finde sted på et langt kortere tidsrum end det ellers plejer at være tilfældet. Det vil altså betyde en tidsperiode, hvor lidelserne eller mørket er i vældig udfoldelse samtidig med, at lyset ligeledes vil være i stærk koncentreret fremtræden.

Som tidligere nævnt er dette stærke lys Kristi "andet komme". Dette "andet komme" er således, som vi allerede har påpeget, åbenbaringen af "talsmanden den hellige ånd", som skal bringe menneskene den højeste visdom, som Kristi "første komme" ikke kunne give menneskene grundet på deres endnu primitive tilstand. At dette lys måtte komme på et tidspunkt, hvor den mentale himmel er fuld af skyer, er naturligvis en selvfølge. Hvad skulle ellers sprede "skyerne"? Det er jo altid solen, lys- og varmekilden, der klarer atmosfæren op. Og det er da også her betegnelsen: "Og de skulle se menneskens søn komme i himmelens skyer med megen kraft og herlighed", må føres hen, hvis der skal blive mening i den.

Kristi "andet komme" bliver således mere i "skyerne" end hans "første komme", der blev en ren, fysisk, legemlig demonstration i form af korsfæstelsen. Dette "første komme" var en "dommedag" en miniature. Det var en praktisk demonstration af "dommedagen"s indtog i det enkelte menneskes bevidsthed. Det var en opvisning af, hvorledes det udviklede menneske modtager "dommedagen" eller lidelserne og igennem dem når "opstandelsen" eller fuldkommenheden. Det var anvisningen på, hvorledes det jordiske menneske bør modtage "dommedagen", når den ved Kristi "andet komme" er rettet mod hele menneskeheden. "Dommedag" er menneskehedens vandring til Golgatha. Kun igennem den "blodige angstens sved" fra "Getsemane" bliver menneskene modtagelige for lyset, for "opstandelsen".

Bibelens enkle og klare ord om "dommedagen" er således ikke bebudelsen af en realitet, der i bogstavelig forstand skal udløses på en enkelt bestemt fysisk dag, ligesom menneskeheden naturligvis heller ikke bliver stillet op i to bogstavelige geledder for at "dømmes" af et væsen, sat på en ren materiel trone, pyntet med fysisk guld og glimmer. En sådan form for magtvælde hører kun det primitive menneske til. Det er det højeste begreb, det kan danne sig om magt og herlighed. Derfor måtte "dommedagen"s kosmiske herlighed nødvendigvis symboliseres igennem nævnte begreb. I modsat fald ville dens beretning jo have været ganske uden inspirationsværdi for samme væsen. Vi ser netop endnu i dag mangfoldige mennesker, der klamrer sig hårdnakket fast til dommedagsberetningens bogstavform, idet de udelukkende kun kan få deres inspiration gennem denne.

"Dommedag" er altså menneskehedens møde med kulminationen af virkningerne af generationers fejlagtige livsførelse, laster og udskejelser. Da disse sidstnævnte realiteter udgør kontrasten til alt velvære, lykke og behagsfølelse, vil et sådant møde betyde lidelse. Da denne lidelse er dyrerigets dødskamp i jordmenneskehedens mentalitet, og en sådan kamp som regel er voldsommere end en almindelig udfoldelse af kraft, vil nævnte dødskamp således her blive en ganske alvorlig sag, ja, et drama, verden endnu aldrig har set mage til, en kulmination i udløsning af geniale mordprincipper, der i kraft af bevidst udnyttelse i form af: pestbaciller, dødsstråler, giftgas foruden det almindelige krigsmateriel vil affolke sogne, byer og lande. En sådan ny verdensbrand vil ikke efterlade sig sejrherrer eller besejrede. Den vil ikke afpresse noget folk eller nogen stat erstatningspligt. Den vil nemlig kun efterlade sig en sønderrevet menneskehed, der på det dræbende princips alter har måttet erlægge – ikke en bagatel af 10 millioner grave således som i krigen 1914-1918, men derimod en trediedel af menneskeheden som lig foruden den sædvanlige skare af invalider, enker, faderløse, ruinerede og hjemløse, som følger i en krigs kølvand, men her i dette tilfælde altså i en endnu langt større målestok.

Jeg kan ikke her i en så lille afsluttet artikel udrede en nærmere detaljering af de store krigsprocesser, der hånd i hånd med naturens egne katastrofale udfoldelser vil omforme jordmenneskenes mentalitet til at udtrykke en "ny himmel" og en "ny jord" (hvilket vil sige: et nyt og inderligere forhold til Guddommen og en absolut kærlig eller retfærdig fordeling eller administration af jordens materielle værdier, så der intet mere kendes til fattigdom, nød og subsistensløshed). Jeg må derfor her nøjes med at hentyde til et par strofer af Bibelens egen beretning om "dommens dag". Den første strofe udtrykkes som følgende:

"Og den første engel basunede, og der kom hagel og ild, blandet med blod, og blev kastet på jorden; og trediedelen af træerne opbrændtes, og alt grønt græs opbrændtes.

Og den anden engel basunede, og der blev ligesom et stort bjerg, brændende i lue, kastet i havet; og trediedelen af havet blev blod, og trediedelen af skabningerne i havet, som havde liv, døde, og trediedelen af skibene blev ødelagt.

Og den tredie engel basunede, og fra himlen faldt en stor stjerne, brændende som en fakkel, og den faldt på trediedelen af floderne og vandkilderne.

Og stjernens navn kaldes malurt; og trediedelen af vandene blev til malurt, og mange mennesker døde af vandene, fordi de vare blevne beske."

I den anden strofe hedder det:

"Og de fire fugle bleve løste, som til time og dag og måned og år vare færdige til at ihjelslå trediedelen af menneskene.

Og tallet på rytternes hær var to gange titusinde gange titusinde; og jeg hørte deres tal.

Og således så jeg i synet hestene og dem, som sad på dem; de havde ildrøde og hyacintfarvede og svovlgule pansere, og hestenes hoveder var som løvers hoveder, og af deres munde udgik ild og røg og svovl.

Af disse tre, af ilden og røgen og svovlen, som udgik af deres munde, blev trediedelen af menneskeheden ihjelslagen.

Thi deres magt er i deres munde: thi deres stjerter er ligesom hugorme og have hoveder, og med dem gjøre de skade."

Selv om man ikke ønsker at opfatte disse uddrag af bebudelsen af "dommedagen"s katastrofer i deres bogstavform, kommer man alligevel ikke udenom, at de udtrykker tildragelser af sådanne dimensioner, at de vil komme til at savne ethvert sidestykke i hele menneskehedens historie.

 

(Fortsættes)