Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Et ocean af hjerteblod og tårer vil det koste menneskeheden at komme i kontakt med livets love. Kun igennem sorgen over synden imod sin næste fører vejen ind i den "ny jord og himmel". "Dommedagen"s mission er at minde menneskene om den glemte kærlighed til næsten. At denne mindelse må være af en så drastisk natur, bliver mere og mere forståeligt, når man gør sig klart, at den teoretiske påmindelse om det samme emne har gentaget sig hver uge i århundreder fra tusinder af prædikestole verden over samtidig med, at ærlige reformatorer, profeter, evangelister, sektdannere og andre moralister i stort tal har søgt og stadigt søger at dreje verdensmentaliteten imod næstekærligheden, uden i mindste måde at have fået nogen som helst hæmmende indflydelse på den krigeriske mordergalskab, som nu forberedes. Intet i verden befinder sig i en så kolossal opblomstring som den moderne krigsteknik. Hovedproduktionen af al jordmenneskelig skaberkraft og teknisk kunnen må ofres til fordel for folkenes dygtiggørelse i at slå hverandre ihjel. Og herfra lader menneskeheden sig ikke ved nogen som helst form for materiel eller religiøs, teoretisk påvirkning rokke. Her må der realistiske og stærke erfaringer til. Gud må tale direkte med hvert enkelt menneske, der endnu sværger til sværdets magt. Denne tale er "dommedag".

For at forstå "dommedagen"s mission og sande analyse er det naturligvis en forudsætning, at man forstår, at ethvert væsens nuværende fysiske jordliv kun udgør et enkelt led i en uendelig kæde af liv, som det samme væsen har oplevet, og at det således befinder sig midt inde i en evig tilværelse. I de jordliv, der er gået forud for det nuværende liv, har det ved sin væremåde skabt årsagerne til sit nuværende liv, eller ved sin væremåde skabt årsagerne til sin nuværende skæbne, ligesom det ved sin væremåde i sit nuværende liv skaber årsagerne til den skæbne, det vil få i sit fremtidige liv. Set fra denne synsvinkel bliver der mening i "dommedagen"s problem.

Igennem loven for tiltrækning og frastødning organiseres hele den guddommelige administration og skabelsesmetode. Det er denne lov, der bevirker, at hunde føder hundehvalpe, katte føder kattekillinger, og at mennesker på samme måde bliver født hos mennesker. Men det er ikke alene på fødselsområdet, at denne lov er bestemmende. Det er også den, der ligger til grund for den gamle realitet, "krage søger mage" og "lige børn leger bedst". Den betinger således, at beslægtede arter søger beslægtede arter. Som følge heraf vil den samme lov i livet også bevirke, at mennesker på samme trin i udviklingen fortrinsvis søger hinanden, bliver tilhængere af de samme partier, politiske såvel som religiøse. I denne udskillelse i partier, sekter og samfund begynder vi allerede at kunne skimte en ren materiel tilsynekomst af de to grupper: "Fårene" og "bukkene". Dette vil igen sige, at mennesker med tilbøjelighed for samme moralske anskuelser, samme mentalitet og væremåde mere og mere bliver koncentreret sammen i grupper. Disse grupper, i deres mest fundamentale form, er nationerne. Hver enkelt nations individer har altså noget i deres mentalitet, der er beslægtet med de øvrige individers mentalitet i samme nation. Det er dette, der har bevirket, at de er blevet født i samme rige. Men bag nationerne finder der også en gruppering sted. I denne bliver nationerne skilt ud fra hverandre i to store grupper. Det er disse to grupper, der er "dommedagen"s "får" og "bukke". Den ene gruppe udgøres af nationer, der endnu sværger til sværdets magt, nationer, hvis befolkninger endnu ikke i tilstrækkelig grad har fået udlevet krigens uhyrligheder, men i blind iver hylder "magtprincippet" i stedet for "retsprincippet". For disse væsener er "magten" retten.

Den anden gruppe udgøres af nationer, hvis befolkninger har udlevet krigen, væsener, der i tilstrækkelig grad har fået erfaringer nok for krigens tåbelighed. For disse væsener er "retten" "magten". De udgør "fårene" ved den "højre side".

Dog ville disse væsener være uhyggeligt stillede, hvis der indenfor deres gruppe ikke eksisterede en serie væsener, der endnu kan hylde sværdprincippet, thi da ville den førstnævnte gruppe helt undertrykke og lemlæste den sidstnævnte. Men disse, indtil en vis grad militært indstillede mennesker, danner ligesom et værnende skjold eller panser for gruppens kerne, der jo består af væsener, i hvis mentalitet krigen er ganske bandlyst. Når der således i den "højre side"s gruppe kan eksistere krigsvæsener, så skyldes det den omstændighed, at de i det store og hele afviger fra den "venstre side"s væsener derved, at de hovedsagelig kun er indstillede på at bruge sværdet i forsvaret for virkelige internationale, fredsbefordrende idealer, hvilket absolut ikke kan siges at være tilfældet med den anden gruppe, der udelukkende kun bruger sværdet i nationale, egoistiske foreteelsers tjeneste, selv om de også ynder at påberåbe sig at "kæmpe for freden". Men det passer jo også godt med "dommedagen"s profeti. Det er jo denne gruppe, der i så høj grad påberåber sig at have hjulpet verdensgenløseren, hvilket vil sige: kæmpet for fredsidealerne, skønt de i virkeligheden ikke har skabt andet end ufred. De mord, drab og lemlæstelser, de ved deres krigsidealer afstedkommer, gør de jo direkte imod de virkelig kristne idealer. Det er denne gruppe, der skal gå frem til "evig pine".

Her må man erindre, at da Bibelen ikke i særlig grad er baseret på at give menneskene oplysninger om "reinkarnationen", har man ikke noget som helst begreb om en kommende ny timelig tilværelse. Som følge heraf vil alt, hvad der henfører til tilværelsen udenfor det nuværende fysiske liv, blive udtrykt som – "evigt". Når der berettes, at den "venstre side"s væsener skal gå bort til "evig pine", vil det i virkeligheden kun sige det samme som, at de skal gå over til virkningerne af deres nuværende dræbende væremåde i en ny fysisk tilværelse.

Når den "højre side"s væsener, hvis væremåde jo er udtrykt som den højeste grad af beskedenhed, idet de jo var så vant til at give og hjælpe, at de slet ikke havde lagt mærke til, at de dermed havde hjulpet verdensgenløseren, skal gå ind til "evigt liv", "det rige, som var dem beredt" o.s.v., så vil det sige, at deres skæbne også ligger i en kommende ny fysisk tilværelse, hvor de vil komme til at høste virkningerne af deres nuværende kærlige eller udviklede væremåde.

Menneskene befinder sig således allerede midt i deres "evige tilværelse". Men de oplever altså for tiden en epoke, i hvilken de i særlig grad udskilles fra hverandre. Denne udskilning har i stor udstrækning fundet sted ved udvandring og finder endnu i nogen grad sted igennem raceforfølgning. Men den fundamentale finudskillelse finder hovedsagelig sted gennem reinkarnationen. Mennesker, der ikke passer i nationens liv og mentalitet, fødes ikke i denne nation i det næste liv, men vil, på basis af tiltræknings- og frastødningsloven, blive født i den nation eller det folk, hvor livet passer for dets skæbne. Ethvert menneske kommer derfor til at være der, hvor det retmæssigt, i henhold til dets tidligere væremåde, hører hjemme. Og det er dette princip i verdensordningen, der garanterer, at isbjørne normalt ikke fødes ved ækvator, og krokodiller ikke fødes i polernes isregioner. Alle væsener kommer, hvor de skal i henhold til de af deres væremåde udløste skæbne årsager. Lande, der er prædestinerede til naturkatastrofer, bliver efterhånden befolket med væsener, i hvis skæbneudløsning og udvikling oplevelsen af naturkatastrofernes gene er lige så nødvendig, som polarlandene normalt er nødvendige for isbjørne og tropelandene for krokodillerne. Det samme princip gør sig naturligvis også gældende, når der er tale om væsener, hvis væremåde har udløst lyse skæbneårsager. Hvis sådanne væsener befinder sig i lande, hvor den lyse skæbne ikke vil kunne manifesteres, kan individet naturligvis ikke genfødes der, men fødes på et sted og i omgivelser, hvor dets skæbne retmæssigt kan komme til udfoldelse. Intet er således underkastet tilfældighed. Det er dette princip, der ligger til grund for Jesu udtalelse om spurvene: "Og ikke én af dem falder til jorden, uden eders Fader vil", og ligeså for hans udtalelse: "Men endog eders hovedhar er talte".

Naturen, hvilket vil sige Guddommen, besørger således selv en sortering af væsenerne for at kunne føre dem til det for hvert enkelt væsen særligt passende opholdssted. Hvilken sortering, man er kommet til at tilhøre, har man altså med sin væremåde selv bestemt. Det vil derfor være så temmelig nødvendigt for opnåelsen af at komme til at høre til den sortering, der skal gå frem til "evigt liv", hvilket altså vil sige til en lys skæbne i kommende liv, at man ihukommer Jesu ord: "Våger og beder, at I ikke skulle komme i fristelse! Ånden er villig, men kødet er skrøbeligt."

Da "kødet" her betyder den dyriske vanebevidsthed, og "ånden" viljen til det gode, vil ovennævnte altså sige det samme som, at det er bekæmpelsen af de i menneskene endnu boende dyriske anlæg: egoisme, had og kødspisning, der er vejen over til "dommedagen"s "højre side". Da disse anlæg ikke kan fjernes fra individets bevidsthed uden igennem fødslen af evnen til at "elske sin næste som sig selv", bliver denne næstekærlighed jo kendetegnet på nævnte "højre side"s væsener. Men da disse væsener skal gå frem til "evigt liv", hvilket vil sige: fortsætte livet på jorden, vil dette liv således blive baseret på næstekærlighed. Men derved vil livet komme til at afvige fra det nuværende, der er baseret på dyrisk magt og styrke i egenkærlighedens tjeneste. Da det er denne gamle kulturtilstand, der hidtil har været jordmenneskenes mentale, fysisk praktiske verden, vil det altså være denne "verden", der skal gå under. Og da den ny kultur er baseret på næstekærlighed og dermed udgør en ny praktisk og fysisk verden, bliver det således denne "ny verden", der er den "ny jord". At denne ny kulturs videnskabelige indstilling til "den hellige ånd" vil give individerne en langt skønnere og højere indsigt i livet udenfor den fysiske tilværelse er naturligvis en selvfølge, i særdeleshed da "dommedagen" jo ikke kan fuldføres før Kristi "andet komme", hvilket, som tidligere berørt, er "den hellige ånd"s synliggørelse på jorden. Da man kalder de overfysiske regioner og problemer og hvad dertil hører for "himlen", vil den ny kulturs mennesker således også have en "ny himmel".

Om man forstår, at vi for tiden oplever "verdens ende" eller "de sidste tider", vil altså være afhængig af, om man forstår, at den nuværende kultur er ved at gå under. Om man er i stand til at acceptere den nuværende tilstand i verden for "dommedag", vil være afhængig af, om man er i stand til at se adskillelsen af "fårene" og "bukkene", og at "den hellige ånd", hvilket altså vil sige den videnskab, det lys og den kærlighedslære, uden hvilken en ny verdenskultur, hvor freden har hjemme, umuligt kan opstå, bliver manifesteret. Har man ikke spor af evne til at være i føling med disse ting, da vandrer man i virkeligheden endnu rundt i blinde, ligegyldigt hvor meget man så end måtte tro at være i besiddelse af de verdensfrelsende idealer. Da har man endnu dyrets egoistiske og dræbende tendenser i sin natur. Og man vil igennem sin reinkarnation og skæbne bogstavelig talt blive ført over i de lande og zoner, der er "dommedagen"s "venstre side", for der at gå frem til "evig pine", hvilket altså vil sige: til den guddommelige erfaringsoplevelse, man mangler for at kunne forstå det bud, der er "al lovens fylde".

Men med denne oplevelse bag sig har man "fuldkommet løbet". Da står vejen åben til den "ny himmel" og "ny jord". "Den fortabte søn" bliver atter forenet med sin guddommelige Fader.

"Dommedagen"s fundamentale kendetegn er således Kristi "andet komme". Dette "andet komme" er som nævnt "den hellige ånd"s åbenbaring. Denne åbenbaring må være dokumentationen eller videnskabeliggørelsen af næstekærligheden, thi ellers kan den umulig være basis for den "lovens fylde", der er det absolut eneste fundament, på hvilket en virkelig verdenskultur i harmoni med livets love eller Kristi væremåde kan manifesteres. Vær derfor alle på vagt! Hen over verden går en dønning af det største mørke. "Veerne" har taget sin begyndelse. Men ind over jorden skinner en stråle af det stærkeste lys. Det er ved at forplante sig i kød og blod. "Hvo som har øren, de høre". Hvo, som har øjne, de se. Hvo, som har kærlighed, de fornemme et møde med Gud.

 

(Kosmos 1938)