Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Nu vil man måske i første omgang synes, at en sådan opfattelse er ganske tåbelig. Hvordan skulle det dog gå til, at universet skulle være et levende væsen? Ja, man kan godt hælde til den opfattelse, at alt, hvad der forekommer af kræfter, bevægelses- og skabelsesprocesser er døde processer, udløste af tilfældigheder, men så må de levende væsener i universet være begravet i et lig. Universet må da være en død eller livløs kolos. Men passer en sådan opfattelse nu ind i det daglige livs kendsgerninger? Hvis universet virkelig var en livløs kolos, måtte alt være en total stilhed indenfor dennes område. Men alt er derimod total bevægelse. Absolut stilhed findes ikke indenfor området af det manifesterede univers. Da disse kræfter i allerhøjeste grad udtrykker logisk skabelse, idet der ikke forekommer nogen som helst færdigudviklet proces i naturen, der ikke viser sig at være til nytte for de levende væsener, afslører processerne, at der er en hensigt eller et formål med disse. Men når der er en plan eller hensigt bag skabelsesprocesserne, må der være noget, der har denne hensigt. En hensigt er et ønske, og et ønske kan umuligt eksistere på anden måde end som en udløsning fra et levende væsen. Da dette levende væsen således har naturen, universet eller verdensaltet til levende organisme eller legeme, er det givet, at denne tanke, erkendelse eller opfattelse i første omgang for det jordiske menneske, dette i forhold til et sådant gigantudtryk for liv eller levende væsen kun støvfnugagtige, mikroskopiske væsen, er så utrolig fantastisk, at den ligefrem virker naiv og dermed uacceptabel for det samme væsen.

Hvis verdensaltet virkelig udgør et sådant levende gigantvæsen, hvad vil dette da kunne betyde for det jordiske menneske, der med al sin begavelse til trods i forhold hertil dog kun er et støvfnugagtigt eller et endnu mindre væsen? Kan det være logisk at antage, at det i sin bøn kan henvende sig til og blive forstået af dette gigantvæsen? Dette umådelige væsen sidder da ikke og lytter til ethvert væsens bøn for at kunne tage sig af den. Og selv om det gjorde dette, hvordan skulle det da kunne opfatte de millioner af bønner, der i samme time stiger imod det fra alle de religiøst troende mennesker verden over? Ja, her må jeg igen gøre opmærksom på, at nævnte gigantvæsen ikke er et fra alle de bedende eller andre væsener adskilt, isoleret væsen, der befinder sig et sted henne. Alle disse levende væsener udgør tilsammen derimod en vis del af dette væsen. Og vi får da et billede, der netop svarer til den struktur, vi i mangfoldighed bliver vidne til, nemlig den: at det levende væsen består af levende væsener. (Der henvises til symbolet over Livsenhedsprincippet i verdensaltet.)

Vi kan ikke komme uden om den kendsgerning, at vor egen egen organisme er bygget op af myriader af små mikroskopiske levende væsener, der i vort blod, i vor muskulatur, vore kirtler, ja kort sagt i alt det materiale, af hvilket vor organisme består, oplever deres daglige fornemmelse af liv og tilværelse. Det er netop alle disse myriader af små mikrovæseners samlede liv, der gør vor organisme levende, betinger at vi kan fornemme smerte eller velvære i den, kan fornemme sygdom og sundhed. Alle de bevægelsesarter, der findes i vor organisme såsom blodomløb, åndedræt, fordøjelse, kirtelfunktioner etc., er således "naturkræfter" for disse små væsener. Det er deres verden med dens klima, temperatur og næringsforhold og livsbetingelser. Ved at antage, at det, vi kalder naturkræfterne, såsom oceanerne, klimaforhold, storm og stille, regn og solskin, dag og nat, sommer og vinter etc., på samme måde er et i forhold til os gigantvæsens legems- eller organismefunktioner, bliver der mening i al den kraft- og skabelsesudfoldelse, som vi netop ser omkring os, og uden hvilken det ville være totalt umuligt for os at opleve livet i den fysiske verden. Da bliver naturen ikke til en kæmpekombination af tilfældige døde kræfter, og vort verdensalt ikke til et kolosagtigt lig. Vor opfattelse af livet bliver ikke til en tilbedelse af denne døde kolos, men en erkendelse af et levende væsen, der ikke er et sted henne, ikke er hverken oppe eller nede, foran eller bag ved, men udelukkende eksisterer således, at i dette levende væsen leve, røres og ere vi ganske uafhængigt af, hvor som helst på kloden eller i universet vi så end måtte befinde os.

Hvis vi iagttager vor egen organisme, ser vi som allerede nævnt, at den består af levende mikrovæsener. Disse mikrovæsener befinder sig i en for dem passende lille makroorganisme, igennem hvilken de bliver i stand til at opleve det for dem passende liv. Disse ultramikroskopiske væsener har igen en lille organisme, som igen består af levende væsener og således fortsættende nedad i det uendelige. At tro, at menneskene udgør en afslutning på denne struktur eller princippet levende væsener inde i levende væsener således, at vi ikke eksisterer som levende væsener i et større væsen, vil aldrig nogen sinde kunne stadfæstes som kendsgerning. Derimod vil den opfattelse, at vi på samme måde, som vore mikrovæsener eksisterer inden i os, eksisterer i et større væsen, blive underbygget og bekræftet som kendsgerning overalt i naturen eller livet. Derved bliver der forståelse af, hvorfor den skabelse, der foregår udenom os i naturen, udviser den samme logik, den samme hensigt eller det samme formål som den skabelse, der foregår i vor organisme. Og derved bliver det ligeledes til en kendsgerning, at alt er levende.

Efterhånden som vi forstår, at alle levende væsener er mikrovæsener i en gigantorganisme for et levende væsen, der igen i sin højeste fremtræden udgør universet eller verdensaltet for os, bliver det lettere for os at komme til forståelse eller erkendelse af et virkeligt gudsbegreb. Vi ved fra vor egen organisme, at vi eksisterer i denne som et jeg, der byder og befaler, styrer og leder denne. At der ligeledes må være et jeg i mikrovæsenernes organismer, der styrer og leder disse, bliver naturligvis selvfølgeligt, eftersom et jegs tilstedeværelse i en organisme er hovedbetingelsen for, at den kan udgøre et levende væsen. At alle organismens reaktioner normalt bliver opfattet af dette jeg, er for længst en almen kendsgerning. Vort jeg mærker lynsnart i form af smerte, hvis vor organisme på et eller andet sted i dens område bliver læderet eller beskadiget, ligesom det samme jeg også opfatter fornemmelsen af velvære, når der overgår dets organisme noget sundt og behageligt. Ved fornemmelsen af smerte søger jeg'et at råde bod på dette, ligesom det naturligvis også søger at bringe organismen ind under de forhold, der kan give den velvære. Smerterne såvel som velværet i organismen er mikrovæsenernes samlede reaktioner over den almene tilstand, der hersker i organismen, som jo er deres livsområde eller univers. Disse reaktioner går til organismens jeg, der normalt reagerer heroverfor til fordel for organismen. På denne måde eksisterer der således en vekselvirkning eller korrespondance mellem mikrovæsenerne i organismen og dennes jeg.

Da det normale væsens jeg søger at råde bod på mikrovæsenernes lidelser eller smerter, fordi det også er jeg'ets smerter, bliver jeg'et således et "forsyn" for mikrovæsenerne i dets organisme. Vi bliver her vidne til, at det, der skjuler sig under begrebet "forsyn", således ikke er nogen tom fantasi, men er en levende eller virkelig kendsgerning. Alle levende væsener er mikrovæsener i en makroorganisme. Og enhver sådan organismes jeg bliver altså et beskyttende forsyn for disse mikrovæsener. Og intet som helst levende væsen kan således eksistere uden at være under et sådant beskyttende jeg eller forsyn. Derfor bliver det kendte ord: Ville jeg tage morgenrødens vinger, ville jeg bo ved det yderste hav, skulle også der din hånd føre mig og din højre holde mig fast.