Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Vi ser således her, hvorledes "sindet" bag religionen eller de religiøse kræfter i mennesket bestemmer, om disse kræfter skal anvendes i "det godes" eller "det ondes" tjeneste. Ja, som vi her har set, kan "religionen" bruges i "det ondes" tjeneste der, hvor denne anvendelse endog strider direkte mod selve religionens hovedforskrifter.

Men "sindet" bestemmer jo også i felter, der ligger helt uden for de rent religiøse. Hvor mange kan i dag sige sig fri for ikke at have bragt en eller anden lille, ikke helt flatterende og endnu mindre som absolut sandhed bekræftet, nyhed til torvs om den eller den af deres næste, der ikke i særlig grad er i deres yndest? Ja, ser man ikke, at individer, der hver især endog udgiver sig for at være en særlig moralsk kapacitet, være inkarnationen af den eller den profeterede åndelige autoritet eller storhed, der skulle komme, være inkarnationen af en messias, være inkarnationen af Jesus eller lignende, udgøre redskaber for den samme slags "nyhedsudbredelse" om deres næste, når denne næste hører til væsener, hvis højintellektualitet er en besværlig hindring for udbredelsen af troen på deres egen formodede høje åndelige identitet og storhed?

Men ethvert træ må bære sin særlige slags frugt. Og en moralsk kapacitet, en Kristus, der befordrer nedsættende tale om sin næste, der ikke kan bekræftes som sandhed, kan umuligt være identisk med den "Kristus", der var ét med sandheden. Men selv om denne nedsættende tale kan bekræftes som sandhed, vil en Kristus, der udbreder den, ligeledes umuligt kunne være i identisk med den Kristus, der var "ét med vejen". "Vejen" er jo dette: at "elske sin næste som sig selv". Og der er vel ingen, der retmæssigt kan påstå, at verdensgenløseren Jesus Kristus ikke var den inkarnerede næstekærlighed? Ja, det skulle da lige være de falske Kristus'er, hvis mangel på næstekærlighed er alt for åbenlys kompromitterende for deres påstand om at være verdensgenløseren. Desuden er verdensgenløserens personlighed ikke blot og bar et væsen, der kan vise ydre venlighed, tilgivelse eller næstekærlighed. Han er noget meget mere end det, at være et godt og rart menneske. Han er også inkarnationen af "næstekærlighedens videnskab", thi uden denne ville hans mission som verdensgenløser være umulig. Og stillet over for sådanne kvalifikationer er det, at væsener, der endnu ikke engang er nået så langt i deres udvikling, at de kan være et godt og rart menneske og derfor i langt, langt mindre grad kan besidde denne sindstilstands videnskab, åbenlyst kompromitterer sig for det almindeligt intellektuelt begavede menneske, når de påberåber sig at være "Kristus" eller en af menneskehedens allerstørste førere. Og i særdeleshed når de, som før bemærket, ligefrem nedlader sig til at udsprede nedsættende nyheder om medvæsener, hvis virkelige højintellektualitet er dem i vejen, ja, så er det jo tydeligt at se, at deres sind gør dem identiske med den slags sandhedsforfølgende væsener, om hvem Kristus siger: "Fader forlad dem, thi de ved ikke, hvad de gør".

Vi er således alle en slags mentale træer i Guddommens store have. Og vi må som følge heraf bære frugt. Og denne frugt hedder altså "sindet". Sindet udgør således mange slags frugter. Og nogle af os kan altså bære frugter, der ligefrem gør os sandhedsødelæggende, sandhedsforfølgende, får os til at befordre illusioner og løgne, skabe krig, død, tortur, lemlæstelse eller korsfæstelse i den tro, at vi dermed er moralske storheder. Og andre af os kan bære frugter, der er umådeligt velsignelsesrige, befordrende den evige sandhed, spredende liv, kraft, glæde og lykke eller mental helbredelse ind i ethvert sind, hvor overtroens, sorgens og ulykkens lidelser ellers plejer at have til huse og derved gør os til væsener, der virkeligt i større eller mindre grad er "ét med Kristus" eller en verdens genløs er. Det er altså sindet, der er den altbeherskende magt bag manifestationerne. Det er sindet, der får os til at være "ond" eller "god". Det er sindet, der får os til at lave de mest raffinerede og grusomme mordvåben og lemlæstelsesinstrumenter: revolvere, maskingeværer, bomber, kanoner, krigstanks, flammekastere, giftgas og andre livsfjendtlige tekniske og kemiske substanser. Og det er sindet, der får os til at bruge disse foreteelser enten i hadets eller kærlighedens tjeneste. Det er sindet, der får os til at udløse de mest geniale samfundsgoder: jernbaner, dampskibe, flyvemaskiner, sporvogne og biler, sunde og hygiejniske boligforhold, hospitalsvæsen, invalide- og alderdomsforsorg, statsstyrelse, retsvæsen, ro og orden o.s.v., o.s.v.

Sindet gør os således til herre over tingene, lige så vel som det er sindet, der gør os til slaver af tingene. Det levende væsens sind er den absolutte magt bag al dets manifestation og skabelse.

Hvad er da ''sindet"? Sindet er selve den foreteelse ved det levende væsen, der netop betinger, at det er et "levende væsen". Sindet er selve livet. Livet består igen af de to foreteelser: skabelse og oplevelse, hvilke foreteelser igen er identiske med det, der i mit hovedværk "Livets Bog" er beskrevet som "livets grundfacit nr. 2" og ud trykt som "årsag og virkning". Skabelse kan ikke blive til eller manifesteres uden at være årsag og virkning. Men da virkninger lige så umuligt kan blive til uden at blive årsag til ny skabelse, der igen bliver årsag til nye virkninger og således fremdeles, bliver livet eller sindet en uendelig kæde af manifestation eller skabelse, bliver en uendelig kæde af oplevelse og dermed stadfæstende sig selv som evigt eller udødeligt. Det er dette evige eller udødelige ved det levende væsen, der får det til at fremtræde enten som mord-, lidelses- og ulykkesfrembringende eller som et velsignelsesrigt, glæde- og lykkefrembringende væsen. Det er dette evige i væsenet, der får det til at være "ondt" eller "godt", være lig den øvrige natur, være ét med de love, under hvilke denne natur udfolder sig eller være imod naturen, være på tværs af dennes love og dermed være i disharmoni med det store liv, i hvilket man "lever, røres og er". Det er således sindet, der betinger vor sorg og ulykke, lige så vel som det betinger vor højeste lykke og salighed. Alt i vor skæbne udrinder fra et eller andet i vort sind. Men når vort sind er en så altomspændende faktor i vor skæbne, ja, er vor skæbne, bliver en hvilken som helst opfattelse af os selv som martyr eller vort liv som et marturium, for hvilket det eller det af vore medvæsener har ansvaret, identisk med selve kulminationen af overtro. Det er ikke det eller det væsen, der er vor virkelige og dybeste fjende, det er ikke det eller det væsen, der er den sande årsag til vor ulykke, lige så vel som det naturligvis heller ikke kan være det eller det væsen, der er den sande årsag til vor skæbnes fremtræden som udgørende lykke og salighed. Hvorledes skulle dette vel gå til? Om en ting skal kunne fornemmes som ulykke eller lykke er ikke et spørgsmål om næstens optræden over for os, det er ikke et spørgsmål om, hvad han gør, og hvad han ikke gør. Den sande årsag til vor fornemmelse af tingene som "onde" eller "gode" er udelukkende kun et spørgsmål om vort eget sind, altså vor egen fremtræden som identisk med den evige livskæde af årsag og virkning. I kraft af vor identitet med denne kan vi jo umuligt opleve virkninger, som vi ikke selv er forudgående årsag til. Virkninger kan umuligt opstå uden en forudgående årsag. Hvis et menneske pludseligt på en mørk vej overfalder og udplyndrer os, ja, måske sårer og lemlæster os, er vi jo blevet genstand for en serie af virkninger. Nu vil man måske fremhæve, at i en sådan situation er vi da totalt uskyldige og overfaldet derfor en forbrydelse, som vi har ret til at hævne ved at lade dens ophav straffe. Og det er jo ganske rigtigt inden for det juridiske lovsystem eller retsvæsen, som ethvert kultiveret samfund foreløbigt er nødsaget til at befordre. Inden for det sanseområde eller det overblik over livets mysterium, man her har til rådighed, kan tingene ikke bedømmes anderledes. Men samtidigt er det også en kendsgerning, at det område, ud fra hvilket nævnte bedømmelse stadfæstes, dog kun udgør et overordentlig lille lokalt område i det umådelige spil af kræfter, der udgør helheden, hvilket i dette tilfælde vil sige: røverens evige årsags- og virkningskæde. Denne kæde er jo i kraft af sin evige eksistens identisk med uendeligheden. Men når vi ikke kan se denne helhed, men derimod kun en lille mikroskopisk del af den, hvordan kan vi da være sikker på, at vor dom over røverens adfærd er absolut retfærdig?

Denne adfærd, som blev til virkninger i vor skæbne eller livskæde af årsag og virkninger, er jo en så uendelig lille mikroskopisk del, dels af røverens og dels af vor egen årsags- og virkningskædes uendelighed, at den i allerhøjeste grad danner muligheden for, at begivenheden kan være noget helt andet set fra et større overblik over helheden end det, den i dette lille lokale felt ser ud til eller formodes at være, og ud fra hvilket strafudmålingen finder sted. Hvis man kun ser et enkelt bogstav af teksten i en stor bog på flere tusinde sider, kan man dog ikke vide, hvilke andre bogstaver i værket, det er forbundet med, og hvilken berettiget placering i og betydning for bogen i sin helhed det kan have. Vor dom eller vor erkendelse af nævnte bogstav kan derfor umuligt udgøre en fuldkommen eller absolut bedømmelse af selve bogen, da vi jo i dette tilfælde er ganske afskåret fra de forudsætninger, der kræves for at kunne udløse en sådan bedømmelse. Vor dom bliver derimod en afsløring af vor egen sympati eller antipati over forbogstavet. Samme bogstav kan jo være af en i vor smag fremtrædende kunstnerisk skønhed, og vi vil beundre og glæde os over det; og det kan være fremtrædende i en udførelse, der slet ikke falder i vor smag og vil derved udløse vor antipati i form af nedsættende kritik eller bedømmelse af samme bogstav. Denne vor bedømmelse eller kritik har således i begge tilfælde intet som helst med selve bogstavets virkelige mission og forbindelse med det værk, i hvilket det forekommer, at gøre. Det er altså kun bogstavets forhold til os, altså bogstavets virkning på vort sind, vi sætter op som målestok for dets livsberettigelse. Vor kritik, vor sympati eller antipati for bogstavet er vort sinds reaktion over for nævnte. Men da denne reaktion, som vi her har set, kan være sympati så vel som antipati over for bogstavet, ganske uafhængigt af dets virkelige eksistensberettigelse og nødvendighed i det værk, hvor det hører hjemme, bliver hele problemet i realiteten ikke et spørgsmål om bogstavets berettigelse, mission eller absolutte analyse, men derimod kun et spørgsmål om vort eget sinds reaktion over for bogstavet. Og har vi ikke her et klart billede af vort sinds reaktion over for den førnævnte røver, hvilket nærmere betegnet vil sige: vor næste? Om vor næstes manifestation er røveri eller kærtegn, kan den som nævnt umuligt udgøre andet end en ganske lille mikroskopisk del af den helhed, hans uendelige kæde af årsag og virkninger eller hans liv eller evige fremtræden udgør. Den lille hændelse, vi blev genstand for, den være sig nok så smertelig for os, kan altså kun udgøre et enkelt "bogstav" i den store "bog", hans evige liv og tilværelse udgør. Og da denne "bog" er endnu større, ja, er ligefrem gigantisk i forhold til det værk, vi før betegnede ved flere tusinde sider, thi hvad betyder flere tusinde sider i et værk, der er uendeligt, er selve evigheden, vil vor bedømmelse af vor næste som "røver" således ikke være nogen absolut bedømmelse af vor næstes virkelige højeste selv eller den guddommelige "bog" eller det "evige værk", han som levende væsen udgør. Nævnte bedømmelse vil derimod kun udgøre en afsløring af vor reaktion over for det enkelte lille bogstav i nævnte evige værk, som vor næstes røveri allerhøjest kan udtrykkes at være.

At denne næste overhovedet slet ikke har udløst den absolut første betingende årsag til eller basis for, at vi blev genstand for den handling, vi udtrykker som røveri, og at vi selv således er den absolut første udløsende årsag til nævnte begivenhed, ligger som regel helt uden for vort daglige fysiske erkendelsesområde. Når vor næstes handlemåde overhovedet har kunnet få indpas i vor egen skæbne eller i vor egen årsags- og virkningskæde, er det jo netop fordi, vi på et eller andet tidspunkt, måske endog i et tidligere liv, ved vore handlinger har udløst eller formet nævnte kæde således, at der har kunnet danne sig mulighed for en kollision med vor næstes årsags- og virkningskæde. Kendsgerningen viser os altså, at vi kunne blive genstand for – virkninger. Men da virkninger umuligt kan opstå uden en forudgående årsag, må der også være en årsag til at vi kommer i en sådan situation, at vor næste kan udplyndre os. Denne årsag kan umuligt findes hos næsten, idet samme årsag jo nødvendigvis må være udløst allerede inden, vi mødte denne næste, Men når årsagen til vor udplyndring allerede findes hos os selv, inden vi overhovedet mødte vor næste, bliver det her til kendsgerning, at vor næste absolut ikke kan være den første årsag til vor skæbne. Det samme gælder i en hvilken som helst situation. Hvad vor næste så end gør imod os, kan han aldrig i noget som helst tilfælde være den første årsag til vor oplevelse af hans indblanding i vor egen skæbne. Der må altid forud for dette være en årsag til, at vi kan blive genstand for vor næstes påvirkning, enten det er røveri eller kærtegn, enten det er had eller kærlighed. Der må være en årsag til, at vi kommer til at møde denne næste, kommer i forbindelse med ham. At vi måske slet ikke har opsøgt ham, men at han derimod har opsøgt os, forandrer jo ikke princippet. Hvis han opsøger os, skønt vi måske slet ikke kender ham, kan det jo kun være på grundlag af, at vi har udløst eller bevirket noget, der tiltrækker ham, noget der vækker hans interesse, enten det nu er for at hade eller for at kærtegne os.

Som vi her ser, kan den "første årsag" til vore oplevelser aldrig i noget som helst tilfælde ligge hos andre end os selv. Hvordan livet så end former sig for os, hvilke oplevelser der så end kommer over os, vil situationen altid urokkeligt være den, at vi er stillet over for spørgsmålet: hvad har bevirket, at vi netop kommer til at være stillet over for disse begivenheders ophav – for kun det, der er årsag hertil, kan være den sande årsag til, at disse begivenheder er blevet vor skæbne.

 

(Afsluttes i næste Kontaktbrev.)