Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Når jordmenneskene i dag i så stor udstrækning savner lykke, skyldes det den omstændighed, at deres åndelige horisont eller kosmiske udsigt er alt for snæver. De daglige begivenheder er så store, at de helt spærrer udsigten. Disse daglige begivenheder kan være så tætte og uigennemtrængelige, at de virker som stejle skrænter, som det føles umuligt at klatre over. Resultatet bliver, at de jordiske mennesker vandrer nede imellem begivenhedernes store og mørke slagskygger, der kan være så uigennemtrængelige for åndeligt lys, at man vandrer i totalt mørke og forbander Gud eller Forsynet, hvis man da i det hele taget tror, at et sådant eksisterer. Situationen kan tilspidses, så den resulterer i mord eller selvmord, og selv om så drastiske tildragelser ikke er daglige begivenheder, så er der alligevel hver dag som regel en lille smule myrderi. Man sparker og puffer til hverandre og albuer sig frem på andres bekostning. Man ødelægger hinandens normale velvære og livsglæde. Ja, så tæt er det mentale mørke, væsenerne vandrer i, at de slet ikke kender forskel på "levende væsener" og på "død materie". Mange af jordmenneskenes intellektuelle autoriteter hævder, at det levende væsen ingen sjæl har. De mener at være i stand til at konstatere, at dette væsen kun består af så og så mange kemikalier og stoffer, og at den særlige kombination, disse stoffer befinder sig i, alene er betingelsen for, at der opstår det, vi kalder "livet", hvilket så igen forsvinder, hvis denne særlige materiekombination på en eller anden måde bliver forstyrret. Disse "kloge mænd" hævder så som følge heraf, at der ingen udødelighed er, at det levende væsen kun er en timelig ting, der er begyndelse og afslutning underkastet, og det vil altså igen sige, at man kun kender det levende væsen igennem de symptomer, der ufejlbarligt kendetegner enhver art materie eller stof. Man forstår ikke, at man i virkeligheden slet ikke ser det levende væsen. Man vandrer i materiens store slagskygger og tror og fastholder som en indbildt kendsgerning, at alt er materie. Og når man tror sig ét med materien, må man også tro, man er ét med dødeligheden. Man tror, at ens liv skal forgå, lige som man tror, at det engang har begyndt. Den åndelige horisont er blevet så lille, som den overhovedet kan blive.

Når det levende væsen tror sig identisk med materien, ligger det under for den største illusion, der overhovedet findes. Hvordan kan man da vide, at dette er en illusion? Det kan man, fordi der findes højere udsigtspunkter, hvorfra man kan se, at materien er det samme som "bevægelse", medens de levende væsener repræsenterer to ting: "bevægelse" og "noget", der igennem vilje dikterer bevægelsen. Det er ligegyldigt, hvilken form for materie vi vil pege på, den vil absolut uundgåeligt være "bevægelse", hvilket vil sige, at den er forvandling underkastet. Den er underkastet det, vi kalder "tidens tand". Visse former for materie forandrer sig kun ganske langsomt, usynligt for vore øjne, medens andre forvandler sig inden for brøkdele af sekunder. De levende væseners organismer er i allerhøjeste grad underkastet forvandling, foruden at også de repræsenterer begrebet "bevægelse" ved selv at kunne bevæge sig og sætte andre ting i bevægelse. Vi kan altså diktere bevægelse, og vi kan konstatere bevægelse. Her er det, at væsenernes tro på at være identiske med materien kolliderer med virkeligheden, idet de undlader i deres betragtninger at medtage det "noget", der dikterer og konstaterer bevægelse. Dette "noget" fornemmer det jordiske menneske som sit inderste "Jeg", og det vil engang gøre det af med enhver form for illusion eller overtro, der går ud på, at det levende væsen skulle være identisk med materien og kun udgøre en skabt eller timelig ting. Dette Jeg er "det levende" i enhver materiekombination, vi kalder en "organisme", og betinger, at denne fremtræder som "et levende væsen". Selve denne organisme er, så mærkeligt det måske kan lyde, en af de største og vanskeligste skygger for jordmennesket at hæve sig op over. Det ser nemlig, at dets fysiske tilværelse på en måde står og falder dermed. Og da dets sanser til at skue kosmisk eller sjæleligt endnu er meget latente, kan det i sin fysiske tilværelse ikke se sit Jegs uafhængighed af organismen og heller ikke, at dens ophør ikke er en udslettelse af livet. Det tror på denne udslettelse af kroppen som en "død" også for sit jeg, og når det lever i den illusion, at både det selv og Næsten er ét med stoffet eller materien, er det givet, at det også må handle ud fra denne illusion. Og i kulminationen af denne illusoriske tilstand finder vi det jordiske menneske af i dag. Det lever og handler ud fra den forestilling, at det kun skal leve en ganske bestemt lille tid (et enkelt jordliv), og når det så alligevel kommer til at leve en mangfoldighed af jordliv, bliver der en disharmoni imellem væsenets tænke- og handlemåde og dets virkelige liv. Disharmonien blandt de jordiske mennesker bunder først og fremmest i, at de tror om sig selv og andre, at de blot er timelige eller forgængelige ting, og handler derefter, medens sandheden er, at de alle er evige væsener. At væsenerne i denne tilstand ikke kan nyde glæden over deres evige liv eller virkelige udødelige eksistens er naturligvis en selvfølge, og det er denne disharmoni og illusoriske tilstand, der udgør den såkaldte "død". Anden død findes ikke i universet. Da jordmenneskene kulminerer i denne illusion, afslører de dermed, at de tilhører universets "dødsrige", der er det samme som vildfarelsernes og krigens domæne.

Når levende væsener indlader sig i krig, hidsige diskussioner og kampe, intriger, sladder og bagtalelse, er det alt sammen kun "dødens kendemærker", de her åbenbarer. Når de forfølger hverandre og optræder med selvbestaltet retfærdighed og skal "udrense" her og der, er det ligeledes en total blottelse af deres identitet som "kosmiske lig". Men det er naturligvis i øjeblikket nødsaget til at være sådan. Lige børn leger bedst, og derfor må de "døde" behandle de "døde", så længe de ikke kan forstå noget andet. Er der da noget andet? Ja, der er det føromtalte Jeg, som man umuligt kan identificere som stof, idet det altid viser sig at være et "noget", der igennem vilje dikterer stoffet. Da dette "noget" ikke er stof og ikke er skabt, men i sig selv udgør "skaberen", kan det ikke have begyndt og vil aldrig nogen sinde kunne få nogen afslutning. Det vil altså i virkeligheden være i besiddelse af en evig tilværelse og må da også kunne hæve sig op til at være bevidst i og derigennem ét med denne evighed. Og det er jo netop dette, det kan. Men for at kunne det, må det naturligvis opfylde de betingelser, gennem hvilke det er muligt at løfte sig op til dette sit virkelige niveau over tiden og rummet. Hvad disse betingelser er, skal vi om lidt vende tilbage til. Først må vi se på, hvilke betingelser der har bevirket, at jordmenneskene har mistet evnen til at opleve, at de er ét med evigheden? Det er nemlig ikke en evne, de aldrig har haft, det er en evne, de engang har mistet. Hvordan kan man vide det? Det kan man, når man ser fra det kosmiske udsigtspunkt hævet over de materielle slagskygger. Og ethvert menneske vil engang komme til at besidde denne viden som sin egen, når det opfylder betingelserne for at opleve sin identitet som et evigt væsen. Det er blevet min opgave, at hjælpe mennesker til at forstå, både hvad betingelserne var, for at de i sin tid blev "kosmiske lig", og hvad betingelserne nu er, for at de kan "opstå fra de døde". Ganske vist har de jordiske mennesker lært om det i deres børnelærdom, men det har i de fleste tilfælde været på en måde, hvor man tog de gamle beretninger så bogstaveligt, at deres kosmiske værdi så at sige er gået tabt. Også her kom materiens slagskygger til at dominere. Set i det kosmiske klarsyns perspektiv afslører de gamle skrifter imidlertid store og dybe sandheder i deres symbolske billedsprog, og selv om søgende mennesker i dag – og ikke mindst i fremtiden – i langt højere grad vil kunne inspireres af en mere videnskabelig fremstilling af de kosmiske principper, vil en sådan fremstilling i sin grundanalyse ikke afvige en tøddel fra, hvad der i Bibelen er udtrykt i symbolsprog.

Adam og Eva er det symbolske udtryk for hele den jordiske menneskeheds individer. Og hvad fortæller Bibelen om disse væsener? Den fortæller, at Adam og Eva oprindelig var i "paradisets have", hvor der ikke var "synd", ikke var disharmoni. Men så kom nydelsen af frugten på "kundskabens træ", hvilket vil sige: interessen for "æblet", interessen for materien. Og væsenerne gik så meget op i materien, at de efterhånden helt tabte deres kosmiske bevidsthed og blev ét med materien. Derved kom de til at opfylde den guddommelige forudsigelse, der var knyttet til nydelsen af frugten fra kundskabens træ, nemlig den, der er udtrykt i ordene: "Æder ikke deraf, og rører ikke derved, at I skulle ikke dø". Den "død", der her er tale om, er dette, at blive ét med materien og samtidig miste sin bevidsthed eller viden om sit evige liv. Findes der noget større udtryk for døden? Der er her tale om en OPLEVELSE af døden ved at æde af frugterne på kundskabens træ, træet "på godt og ondt". Hvis døden var en total udslettelse, kunne den jo ikke være nogen oplevelse. Noget, der ikke kan opleves, kan umuligt have nogen interesse i den guddommelige verdensplan, rent bortset fra, at en tilintetgørelse af det levende væsens Jeg er en umulighed, eftersom det i sig selv ikke er bevægelse, ikke er stof, men bare "noget, som er", og som har evne til at forbinde sig med materien og igennem denne forbindelse åbenbare sin eksistens eller nærværelse i universet. At Jeg'et kan regulere disse forbindelser ved at lade dem være begyndelse og afslutning underkastet, betyder ikke, at det i sig selv er dødeligt, men derimod, at det netop kan bestemme over "døden". Jeg'et i det levende væsen udgør "det levende", og stoffet eller materien udgør "det døde". "Det levende" kan altså forbinde sig med "det døde", og derved opstår manifestation, og det kan afbryde denne forbindelse, og manifestationen vil da opløses, men "det levende" bliver ved med at være "levende", og "det døde" bliver ved med at være det "døde", hvormed Jeg'et atter kan forbinde sig og skabe nye manifestationer. Materien eller stoffet er således uforgængeligt, men stadig under forvandling. "Noget" kan ikke blive til "intet", ligesom "intet" ikke kan blive til "noget". Tingenes totalværdi vil evigt være "noget, som er".

Det jordiske menneske er altså gået så meget op i materien, at det føler sig ét med denne, det har mistet sin "kosmiske bevidsthed" eller sit kendskab til selve "det levende". For at få dette kendskab tilbage, må det nu til at spise af "livets træ", ligesom det, for at få kundskab om materien "på godt og ondt", måtte spise af "kundskabens træ". At spise af "livets træ" vil sige at udvikle eller tilegne sig viden om selve "det levende", om Jeg'et, om det, der behersker materien. Det vil sige at tilegne sig viden om "skaberen" eller det viljeførende "noget" bag alle manifestationsformer, såvel bag naturen som bag det levende væsen. Vil denne tilegnelse af viden eller kundskab om "det levende" da ikke være det samme som at nyde af "kundskabens træ"? Det vil det ikke. Man kan nemlig i al evighed blive ved med at søge kundskaber om materien, man kan blive ved med at søge så og så mange lysår ud i verdensrummet uden at komme til nogen ende og uden at komme til nogen kundskab om sit Jeg, så længe man kun tror på og fatter mål- og vægtfacitter. Nydelsen af "kundskabens træ" gør blot individet til ét med materien i dets koncentration på, at en ting repræsenterer den eller den umådelige afstand eller vejer så eller så meget og har den og den konsistens o. s. v. Blandt disse kundskaber er der intet, der fører på sporet af en evig tilværelse. Kundskaben om livet og udødeligheden kan umuligt tilegnes igennem den blotte og bare kundskab om materien. Den gør blot individet til ét med "den kosmiske bevidstløshed" eller den "død", der blev bebudet som en følge af "syndefaldet".