Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Jeg har i mit arbejde lært Dem, at det jordiske menneske er på et stadium i udviklingen, hvor det befinder sig som en "såret flygtning mellem to riger". De er jo alle sammen hver især et væsen, der har udviklet Dem fra primitive dyriske stadier frem til Deres nuværende jordmenneskelige stadium. Dette stadium er i særlig grad skuepladsen for kulminationen af al lidelse og smerte, der jo igen skyldes dette, at De har fået udviklet Dem til at kunne være medbestemmende i skabelsen af Deres daglige liv. De har fået evnen til at kunne gå. De kan sidde ned og stå op. De kan tale o.s.v., alt sammen efter Deres eget forgodtbefindende, ønske og vilje. Det bærende i denne viljeudløsning er begæret efter det behagelige. Men det er ikke alt, der virker eller fornemmes som behageligt, der er det rigtige og dermed det sundeste og mest i kontakt med verdensplanen. Enkelte giftstoffer kan til eksempel ligefrem være søde og velsmagende, men er ikke desto mindre absolut dødbringende. Mange manifestationer kan se ud som rigtige, som højt moralske og retfærdige, have skæret af kærlighed, men er ikke desto mindre også absolut lidelsesfrembringende, skabende sorg og ulykke, mental såvel som fysisk ødelæggelse og lemlæstelse.

Så længe det behagelige eller formentlig behagelige således udelukkende er det udløsende moment for viljebestemmelsen, da kommer menneskene ustandseligt til at udløse lidelser eller den ulykkelige skæbne, der mere eller mindre i dag er knyttet til alle jordmennesker.

Menneskets basis for viljeudløsning er altså ikke fuldkommen. Evnen til at fornemme tingene som behagelige, som formentlig moralske og rigtige er ikke tilstrækkelig til at være en sådan basis for viljeudløsningen, at denne kan blive en urokkelig garanti for en direkte skabelse af den absolut lykkeligste skæbne. Der skal mere til. Der skal altså evnen til at analysere de forskellige former for behag, under hvilke de viljeudløsende begærs tilfredsstillelse kan vise sig. Men da denne evne udelukkende er baseret på "viden", er det denne "viden", der må indføres bag den menneskelige viljemanifestation, før denne kan blive en hundrede procent logisk manifestation og dermed være en tilsvarende garanti for skabelsen af den allerhøjeste lykke for sit ophav.

Men når mennesket ikke har denne viden og derfor kun kan rette sig efter, hvad der er behageligt, handler det jo endnu delvis i blinde, ja, bevæger sig så at sige i en masse faldgruber, idet mange af de ting, som umiddelbart viser sig som behagelige, i virkeligheden som før nævnt er ulykke skabende. Det er derfor en såre vanskelig verden at leve i. Mange mennesker har det svært, befinder sig inde i store lidelser og kampe, der igen undertiden kan føre nye kampe og lidelser i sit fodspor. Jorden er jo netop en klode, hvor disse former for oplevelse kan komme til særlig kulmination.

Men resultaterne af de forkerte dispositioner, den forkerte viljeudløsning, de mange forfærdelige lidelser og bekymringer skaber mere og mere erfaring for en virkelig rationel videns nødvendighed og udvikler derved modtageligheden for "den hellige ånd".

Nævnte "hellige ånd" er jo intet mindre end netop den allerhøjeste viden om verdensaltet, om livet og dets love. De mange lidelser udvikler menneskenes følelsesliv, hvilket vil sige, giver dem evnen til i større og større udstrækning at fortryde denne eller hin handling, denne eller hin manifestation over for sin næste. De kommer mere og mere til at opdage, at det behagelige ikke er en helt solid rettesnor eller målestok for viljeudløsningen. Denne bliver mere og mere et spørgsmål om, hvad man kan "nænne" at gøre. Der opstår således sympatier og antipatier bag viljemanifestationen. Men da disse følelsesmomenter også i høj grad kan være misvisende, idet det ikke er alle former for sympati, der er kærlighed, og ikke alle former for antipati, der ikke er kærlighed, bliver individet på et vist udviklingsstadium helt i vildrede med, hvad der er det bedste "at ville". Det store spørgsmål, "Hvad skal jeg gøre for at blive salig", flammer ud fra hele dets sjæl.

De svære lidelser har altså bragt individet frem til at opdage og erkende sin egen i højeste grad mangelfulde evne til at styre og lede sit eget væsen, sine egne indre naturer og anlæg. Og med denne erkendelse, der jo igen er basis for det, vi kalder "ydmyghed", træder verdensgenløsningen eller kristusprincippet hjælpende til. Nævnte princip er igen et princip, der gennemstrømmer alt, er til stede overalt i naturen. Det er dette princip, der betinger, at ethvert barn, der fødes til verden, har forældre, hvis pligt det er at tage sig kærligt af det, indtil det selv kommer til skelsår og alder. Og det er det samme princip, der er basis for skabelsen af alle former for religioner, for skabelsen af enhver form for forbedring, højnelse og udvidelse af moral og sund tænkning og manifesteres her igennem ældre brødre i udviklingen, som derved kommer til at fremtræde som "profeter" og "vismænd", hvoraf de mest udviklede og førende er dem, man kalder "kristusvæsener" eller "verdensgenløsere". Og således er det også gældende i dag. Kristi forjættelse "Talsmanden", "den hellige ånd", som Faderen skal sende i mit navn o.s.v., er allerede under opfyldelse. "Den hellige ånd" stråler i dag med fornyet kraft ind over verden. Nævnte ånd er jo ikke en person, men er den lysende kosmiske materie, der er det eneste, der kan være materiale for skabelsen af de tanker i hjerne og bevidsthed, der er den højeste viden om Gud, om verdensaltets natur og livets højeste love. Denne materie lyser i dag i form af en kosmisk energibølge fra vort mælkevejssystems centrum direkte ind over de skandinaviske lande. Og det er denne, der f. eks. betinger, at jeg kan manifestere den højeste kosmiske viden. Min bevidsthed har nået et stadium, hvor den er udviklet til at kunne modtage og opleve og tilbagemanifestere "den hellige ånd". Og de væsener, der i dag er udviklet til at have interesse af denne den højeste oplysning, udgør tilsammen "de kommende slægter", som Kristus har bebudet skulle få tilsendt den førnævnte "talsmand", som disse "kommende slægter" skulle kunne forstå.

At det netop er "den hellige ånd", der manifesteres eller bliver åbenbaret gennem mig, kan De selv kontrollere. Kristus har selv angivet kendetegnet og udtalt: "Man skal kende træet på dets frugter". Mine "frugter" er min udredning og dokumentation af de "vise"s højeste udtalelsers identitet som sandhed, som videnskab. Og man vil ikke i mine manifestationer finde noget som helst, der ikke på alle måder går op i det, i kærlighed kulminerende store alfacit eller Guddommens eget livssyn: "Alt er såre godt". Og mit arbejde kan således ikke undgå at føre Dem imod den lyse mentale tilstand, jeg har udtrykt som "Den store Fødsel". Det er da også blevet en kendsgerning, at mange af Dem er begyndt at opleve nærheden af den guddommelige ånd igennem mit arbejde, mine analyser og kosmiske viden.

De kommer således alle fra en meget mørk zone og længes imod dette store lys, De således oplever, er ved at stige op over "dyreriget"s natsorte og tragiske horisont. Og har De nogle enkelte felter i Deres mentalitet, der er særlig fremskredent udviklet eller færdige, ja, så har De allerede gennem disse begyndt at opleve det mentale velvære og lyse livssyn, som er begyndelsen til "Den store Fødsel", hvorfor jeg har kaldt denne form for oplevelse for "forløberstadiet" til den nævnte "fødsel".

De befinder Dem således alle i nærheden af indgangen til et stort og herligt lysets rige, det rige, som Kristus udtrykte som værende "ikke af denne verden". Og alle, der studerer mit arbejde i kærlighed, hvilket vil sige i upartiskhed og ydmyghed, har ikke kunnet undgå at mærke dets guddommelige atmosfære. Og her er vi ved den store "tærskel". Denne "tærskel" udgør altså indgangen til "Guds rige", hvilket vil sige menneskets fuldkommengørelse som "Guds billede efter hans lignelse", "dyret"s komplette forvandling til "menneske", menneskets oplevelse af at være "et med Faderen", dets bevidstheds indvielse eller indhyllelse i en permanent tilværelse i "den hellige ånd".

Denne "tærskel" har altså sine "vogtere". Udtrykket er noget drastisk, men er i virkeligheden kun symbolsk. Man må ikke tro, at der foran "Guds rige" står vogtere i militære udrustninger med sabel og bajonetter, med skydevåben og sprængstoffer. Heller ikke skal man tro, at disse "vogtere" er fantastiske psykiske væsener med store magiske evner, djævle eller halvdjævle, mystiske trolde med dræbende blikke og forheksende ord. Nej, "Guds rige" vogtes urokkeligt at en helt anden form for "vogtere". Men disse er ikke mindre farlige end de førstnævnte, i særdeleshed fordi de over for dem, de skal forhindre i at passere "tærskelen", tager sig ud som de mest strålende, englelige skikkelser, udstyret med den mest charmerende og fuldkomne ynde, man kan tænke sig. Men denne herlighed er også kun tilsyneladende. Disse "vogtere" er intet mere eller mindre end væsenernes egne ufærdige naturer eller anlæg.

Når væsenerne i udvikling når op i nærheden af "indgangen" til "Guds rige" eller "Den store Fødsel", har de naturligvis overvundet alle de grove former for brud på kærlighedsloven eller næstekærligheden, de former der i særlig grad udløser sig i direkte mord eller andre former for dødbringende manifestationer. De samme væsener har naturligvis i stor stil lært at tolerere og tilgive mangt og meget, som de tidligere slet ikke var i stand til at kunne. Og de har måske enkelte sympatiske anlæg, der allerede er så fuldkomne, at de har været i stand til at lade deres ophav ligefrem få direkte forbindelse med selve lyset eller den guddommelige ånd. De er derved kommet i stor glædesrus eller ekstase, tror allerede at føle hele "Den store Fødsel" som selvoplevelse. Men det er givet, at disse væsener ikke kan blive ved med at være i lyset. De naturer eller anlæg i deres mentalitet, som ikke er færdige, vil før eller senere blive en fundamental hindring. Disse naturer viser sig næsten altid som utilfredsstillede begær, krav eller fordringer af en eller anden selvisk art. De samme ufærdige naturer er naturligvis tilslørede eller camouflerede, således at deres ophav i virkeligheden slet ikke ser eller forstår deres sande væsen, men derimod tror at gavne eller styrke sagen eller lyset ved at lade dem komme til udløsning.

Hvis et væsen til eksempel i sin begejstring eller glædesrus i større eller mindre grad har ydet lyset eller de eller den person, gennem hvilken lyset manifesteres, økonomisk støtte, fysisk arbejde eller andre særlige udtryk for sympati, så vil de ufærdige naturer, som modsætning til de færdige, skabe tilsvarende krav eller fordringer om favorisering eller særlig hensyntagen til deres person. Begejstringen for lyset kan naturligvis være så stærk, at den kan holde disse krav eller fordringer borte en tid. Men efterhånden som tilknytningen til lyset ved de få færdige eller fremskredent udviklede anlæg bliver mere dagligdags, kan denne ikke holde begærene fra de ufærdige anlæg i skak. Og der opstår derfor efterhånden i de pågældende væseners mentalitet en tilsvarende voksende misstemning, der til sidst bliver større end glæden over lyset. De ufærdige naturer, der jo alle uundgåeligt er af egoistisk natur, skaber en følelse af, at man er tilsidesat, ignoreret og miskendt af selve lysets repræsentanter. Man føler sig uretfærdigt behandlet af dem, man har hjulpet eller støttet. Denne følelse kan endog blive så stærk, at man føler sig berettiget til at gå imod dette "martyrium", søger at bekæmpe dette. Og uden at man faktisk ved af det, er man inde i en forfølgelse og bekæmpelse af det lys, man før elskede over alt på jorden.

(Sluttes i næste kontaktbrev)