Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Men denne kamp er håbløs og rammer ikke lyset, men dets "vogtere", hvilket altså vil sige de ufærdige naturer i en selv. Der vil således aldrig nogen sinde kunne opstå en situation, uden det udelukkende ene og alene i virkeligheden er en selv, man er i kamp med.

Men således føles det slet ikke. Evnen til at føle sin egen skyldighed er altså her endnu meget spinkel og svag. Og i en sådan periode, hvor de nævnte ufærdige naturer har magten, ser man derfor i særlig grad "skæven i sin broders øje, medens bjælken i sit eget øje kan man ikke blive var".

"Tærskelens vogtere" er altså i særlig grad dette ikke at kunne se denne "bjælke i sit eget øje". Og i samme grad, som man ikke kan se den, men kun ser alle, ja selv de allermindste fejl hos sin næste, er det givet, at dette nok skal give en følelsen af at være denne næste langt overlegen i udvikling, ja, endog Undertiden følelsen af at være helt fejlfri. Dette kan naturligvis i tilsvarende grad kun resultere i, at man kommer til at føle de eventuelle ubehageligheder i sin tilværelse som "martyrium" og dette "martyrium"s ophav som sine forfølgere. Disse "forfølgere" er ikke altid medvæsener uden for lyset. Det kan naturligvis lige så godt være medvæsener inden for dette. Ja, man kan endog være indstillet på, at selve lysets største repræsentant "verdensgenløseren" disponerer forkert. Har vi ikke beretningen om Judas? Tro endelig ikke, at han var nogen "bandit", således som man nærmest søger at give det udseende af i de overleverede beretninger. Tro heller ikke, det var de tredive sølvpenge, der fik Judas til at forråde Jesus. Nej, Jesu disciple var ikke en samling "banditter" eller "gniere". De var en gruppe væsener, der var nået så langt frem i udviklingen, at der var naturer i dem, der gjorde dem modtagelige og begejstrede for lyset og bevirkede, at de var i lyset, kom til at leve side om side med verdensgenløseren, blev hans personlige venner. Og tror man ikke, at disse væsener var overordentlig lykkelige ved dette venskab? Men kom de ufærdige naturer ikke også her og gjorde sig gældende, rev dem for en tid bort fra lyset? Så man ikke det særsyn, at de faktisk ikke troede på Jesu egen beretning om hans tilstundende lidelse og død? Ser vi ikke i samme beretning apostlen Peter vægre sig ved at vedgå sig sit kendskab og nære forhold til Jesu ved at lyve gentagne gange? Og svandt lyset ikke fra ham? Står der ikke netop skrevet, at han "gik bort og græd bitterligt"?

Med hensyn til Judas, da skal man ikke tro andet, end at han handlede ud fra de for ham selv formentlige bedste og ædleste forsætter. I modsat fald ville han jo have været det, vi udtrykker ved begrebet "bandit". Men da Jesu personligt valgte omgangsfæller og venner ikke kan tænkes at være "banditter", kommer det her til syne, at Judas må have haft et af ham selv opfattet ædelt motiv til sin ulykkelige gerning. Og dette bliver yderligere til kendsgerning gennem hans selvmord. Tror man ikke, det netop var begrundet på anger og fortvivlelse over den virkelighed, der åbenbarede sig for ham, da han havde bevirket Jesu tilfangetagelse. Tror man ikke, det var sorgen over den mishandling, hans dispositioner bragte over hans højtelskede mester? Hvad skulle det ellers være?

Men havde han da ikke forstået i forvejen, at hans handling uundgåeligt ville bringe denne forfærdelige mishandling over verdens genløseren? Ak nej! det havde han i sandhed ikke forstået. "Tærskelens vogtere": hans egne ufærdige naturer, hvilket altså i dette tilfælde vil sige hans stærke begær efter at få vist verden, få vist sin skeptiske familie og sine tidligere venner sin mesters storhed, havde for længst foregøglet ham, at "Guds søn" var almægtig og dermed fysisk urørlig. Og at alle, der ville lægge hånd på ham, måtte blive slået af lammelse, og verdensgenløserens storhed og guddommelige herkomst dermed, ved hans (Judas) handling, blive åbenbaret og afsløret for alt folket.

Men guddommelig storhed åbenbares ikke ved brutal psykisk eller fysisk magtudfoldelse. Verdensgenløserens virkemidler er ikke død og uskadeliggørelse over modstanderne og skeptikerne ved jordskælv, lyn og torden, lige så lidt som ved sværd og spyd, buer og pile. Han virker derimod udelukkende kun ved at "vende den højre kind til, når han bliver slået på den venstre".

Men en sådan virkemåde er alt for langsom for stærkt "troende" og interesserede væsener af den art, hvis ufærdige naturer endnu gør dem til sensationslystne og ærgerrige brushoveder. Men for at få sådanne lysters og begærs tilfredsstillelse forenet med den udviklede samvittighed, må de retfærdig begrundes. Og Judas fandt altså begrundelsen i Jesu formentlige fysiske usårbarhed. Ja, denne begrundelse blev så stærk i hans bevidsthed, at den helt overdøvede mesterens egen permanente fortolkning og tilkendegivelse af, at hans rige "ikke var af denne verden". Og Judas gik forblændet sin "egen vej". I troen på at gå ind, gik han ud af "Guds rige". I troen på at være verdensgenløserens hjælper og dermed menneskehedens velgører, blev han sin mesters forfølger og menneskehedens symbolske udtryk for forræderi gennem alle tider.

Og her er vi ved grundårsagen til hans selvmord. Som det gode og udviklede menneske han ellers var, og som havde bevirket, at han var blevet verdensgenløserens discipel, kunne han ikke bære at se sin handlemådes virkelige konsekvenser, dens nøgne og sande virkelighed, kunne ikke udholde at se sin elskede mesters forfærdelige tortur og mishandling. Og da han ikke magtede at gøre noget for at udfri ham af lidelsen, ja kunne ikke engang komme til at græde sin anger ud over for ham, grundet på den stærke og brutale vagt omkring ham, følte han, at han kun kunne bøde med sit eget liv. (Se for øvrigt min bog "Påske").

Vi har her det bedste billede af den mission, der finder sted under begrebet "Tærskelens vogtere". Vi har set Judas komme ind i lyset, blive verdensgenløserens discipel. Og vi har set, hvorledes hans ufærdige naturer, sensationstrang og den heraf opståede utålmodighed over den, efter hans begreber, alt for langsomme vækst i Jesusbevægelsen, derfor fik ham til at gøre noget, han mente kunne gavne og fremskynde denne. Denne mening var altså i virkeligheden kun en camoufleret retfærdiggørelse af tilfredsstillelsen af de egoistiske eller selviske begær, han endnu havde i sin bevidsthed, og som altså afskar ham fra helt at kunne følge mesteren, ja overdøvede helt dennes ord.

Men tro ikke det er anderledes i dag. De er alle, der har sand interesse af åndsvidenskab, har interesse af mit arbejde, i nærheden af lyset, har mere eller mindre begyndt at føle det vidunderlige velvære, det kan skabe i sjælen, og er i tilsvarende grad mere eller mindre blevet dets disciple. Men da De jo ikke har nået "den store fødsel", vil der være naturer i Dem, der ikke er færdige. Og disse naturer vil altså bevirke, at De alle sammen, hver især, mere eller mindre, før eller senere kan komme til at fremtræde som en "Judas" og ubevidst være en forræder mod det lys, der er blevet Deres livs største lykke. Vær derfor alle på vagt. De kan uden at vide af det komme til at stå over for selve verdensgenløseren. Og da han er absolut ufejlbarlig med hensyn til de højeste fakta, og de her ud fra af ham foretagne dispositioner er de eneste absolut rigtige, vil De uværgerlig komme til kort i enhver situation, hvor De udløser kritik og mener, at han burde handle anderledes, burde gøre dette eller hint på den måde, som De mener er rigtig, og som måske lige akkurat er kontrasten til verdensgenløserens opfattelse. Og husk yderligere på, at Deres kritik i hans nærhed er dobbelt farlig for Dem selv, idet denne nærhed bevirker en forstærket mobilisering af alt i Deres bevidsthed, der kan tjene til at camouflere Deres kritiske begrundelse med den mest ædle eller englelige skikkelse, således at denne i de mest gyldne og strålende farver lader Dem være overbevist om, at De har ret, viser Dem på samme måde, at De er uretfærdigt behandlet, at De er martyr, er forfulgt, hvis ikke verdensgenløseren retter sig efter Dem.

Men en verdensgenløser går ikke på akkord med menneskenes dårlige og egoistiske begær, ligegyldigt hvor meget man så end har støttet ham, ligegyldigt hvor meget man så end selv synes at have ofret sig for ham, hans sag eller lyset. For ham er alle menneskelige bevidsthedstrin åbenbaret, og enhver menneskelig vildfarelse rutinemæssigt let gennemskuelig. Han kan derfor kun følge sin egen bane uafhængig af ros og dadel, uafhængig af udsigten til medvind eller modvind, uafhængig af udsigten til derved at miste venner eller skaffe sig fjender. Kun på denne måde alene kan han permanent være "et med vejen, sandheden og livet". I modsat fald ville han jo være ét med de vildfarne, de forblindede og ufærdige væsener, hvis magt og indflydelse han bøjede for sig.

Jeg har ikke hermed sigtet til nogen eller noget inden for sagen her, men kun ønsket at fremføre for Dem de principielle tildragelser, der er karakteristiske for den udviklings zone, De befinder Dem i, og som De derfor alle mere eller mindre kan komme ud for her i lysets nærhed, eller når De begynder at overskygges af "den hellige ånd".

Og hvis De nu vil spørge mig, hvornår De kan være sikker på ikke at være en "Judas", da måtte jeg svare: "Når De er blevet så indlevet i det guddommelige lys, at De føler, at ingen kan gøre uret og ingen kan lide uret, og at De selv er enhver ubehageligheds dybeste årsag, der måtte ramme Dem, og derfor aldrig kan føle Dem som martyr, aldrig kan føle Dem uretfærdigt behandlet af den eller den, ligegyldigt hvad disse vedkommende så end måtte gøre imod Dem, og derfor heller aldrig kan vredes imod nogen eller noget, men hele tiden lever i en permanent glæde i oplevelsen af verdensplanens højeste og sidste facit: Alt er såre godt. Da behøver De ikke at frygte for, at De er en Judas, thi da kritiserer og angriber De ikke den eller det. Da kan De allerhøjst i al venlighed trække Dem tilbage fra denne eller hin, som ikke kan være i harmoni med Dem. Thi da er De selv blevet "vejen, sandheden og livet"."