Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Den skønne sommerens tid er forbi. Vintersolhverv er inde. Siden sidste vintersolhverv har menneskeheden passeret en mørkets og en lysets epoke. Hvert år er en åbenbaring af mørkets og lysets virkninger. Her på vore breddegrader er de to epoker særligt kontrastrige i forhold til hinanden. Og vi tager ikke fejl af dem. Vi kender dem som de to årstider: vinter og sommer. De smelter ikke sammen hos os, således som tilfældet er ved polerne, hvor de fremtræder som permanent vinter, og ved ækvator, hvor der er permanent sommer. Disse to epoker er, som nævnt, en åbenbaring af to slags væremåder, nemlig: mørkets og lysets. Vi kender den livløse vinter med mørke, frost og kulde, storm og regn, slud og søle, bladløse træer og visne buske. I bedste tilfælde dødsstilhedens hvide snetæppe over marker, skove og enge. Vinteren er dødens eller mørkets væremåde i naturen.

Ligesom naturen kan udvise en livløshedens eller mørkets væremåde, der mere eller mindre fryser alt ihjel, således kan det ufærdige menneske også udvise en dødens og mørkets væremåde. Denne væremåde kan være is, frost og kulde, der sender sine dødbringende virkninger ind i andre menneskers mentale regioner og skaber her sorg, sygdom, lidelse og død. Sådanne væsener tramper i værste tilfælde dødbringende gennem livet. I deres fodspor flammer luerne fra ragnarok eller helvede. – Men en dag er de selv begravet i den lidelsens skæbne, de har udløst overfor andre væsener. Og da råber den fortabte søn i sin vånde mod den evige Fader. Og se! Da opstår af mørket "Mennesket i Guds billede efter hans lignelse".

Ligesom sommeren kan lyse og varme i højt solskin med sine farverige blomsterenge, skovenes løvsale, markernes bølgende kornmarker og de lyse nætters sælsomme koglerier til et akkompagnement af tusinder af små strubers lovsange til livets pris og omgiver det ufærdige menneske med en atmosfære af fryd, lykke og salighed fra himlens evige regioner, således begynder det vordende menneske at lyse og varme med sin kærlighed ind i andre menneskers triste mentale kuldesfærer og skaber her forår og lysende sommer med al dens væld af fryd og glæde. Hvor dette væsen går hen over jorden, føles Guds nærhed og atmosfæren fra lysets riger. Og det er fra denne overjordiske atmosfære, julens lysende eventyr har bredt sig ud over jorden. Den kulminerer i hver midvinters mørke dage og for en stund bringer mange menneskers sind og tanke i berøring med de himmelske kræfter og får dem til at synge lovsange til bethlehemsbarnets og dermed til verdensgenløsningens pris. – Da min mission og sag er tilknyttet dette guddommelige lys, vil jeg gerne her, som en kærlig jule- og nytårshilsen, udtrykke min inderligste og hjerteligste tak til alle fjern og nær, der med deres trofasthed og kærlighed har gjort denne min mission og sag til deres mission og sag og derved gjort sig til ét med mig i menneskehedens tjeneste.

Dernæst føler jeg også trang til at sige Dem inderlig tak for Deres kærlighed overfor mine nære medarbejdere, og ligeledes en særlig tak for den store glæde, De med Deres kærlighed beredte mig på min 75 års fødselsdag. Jeg vil også gerne her frembringe min varmeste tak for al økonomisk støtte, dels fra kulturfonden og dels fra andre venner af sagen. Uden denne støtte ville vor fælles sag umuligt kunne have gennemført sin mission. Lad mig også her udtrykke en hjertelig tak for alt manuelt arbejde, som adskillige venner har ydet sagen, det være sig: oversættelser, udenlandske afdelinger, brevskolen og arbejdet i trykkeriet m.m. Jeg vil også gerne her rette en hjertelig tak til rette vedkommende for de mange gaver, kærlige breve og hilsener, jeg har modtaget fra Dem i årets løb. Det har været mig til stor opmuntring, glæde og inspiration. Og i den atmosfære af trofasthed og kærlighed, hvormed De har gjort Dem til ét med mig, vil vor fælles guddommelige mission gå sejrrigt frem igennem alle hindringer og banebryde fredens vej for menneskeheden og således opfylde Guds evige bud: "Der vorde lys"