Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Da Martinus havde udgivet første bind af Livets Bog i 1932, blev han mødt med kritik. Spørgsmålet var, om han virkelig havde den kosmiske bevidsthed, han fortalte om i Fortalen til bogen. Talte han mon sandt? Eftersom man endnu kun havde set første bind, stod og faldt kritikken med, om man kunne stole på ham. Det gav anledning til, at Martinus svarede med en "Fortolkning af Fortalen". I dag kan vi så glæde os over, at værket er afsluttet og taler for sig selv. Det ligger nu åbent for undersøgelse, eksperiment og objektiv kritik som enhver anden teori, der er fremsat. Men historien, som vi bringer nedenfor, viser, under hvilke trange og vanskelige kår Martinus måtte starte sit forfatterskab. Dengang gjaldt kritikken ikke værket, men forfatteren selv!

 

Jeg har jo i Fortalen været nødt til at berette om omstændigheder, der blev udløsende for den begyndende skabelse af Livets Bog. Jeg måtte således berette om de kendsgerninger, som forud fandt sted, nemlig at jeg gentagne gange blev indhyllet i stærke okkulte eller overfysiske lysfænomener eller "ilddåbe", og at disse udløste hidtil uvirksomme eller latente sanser i mig, således at jeg lidt efter lidt kom til at stå over for en helt ny sansehorisont, en horisont der lå ganske hinsides den vante fysiske verden. Jeg så ikke alene ligesom andre mennesker med fysiske øjne i kraft af sollyset, men jeg så også med åndelige øjne i kraft af åndeligt lys. Da al åndelig energi er af kolossale dimensioner i forhold til fysisk energi, blev den ny sansehorisont også i forhold til den fysiske af tilsvarende dimensioner. Og det er denne min beretning om den ny sansehorisont, eller det jeg nu kunne se, og de evner jeg havde fået, der blev det vanskeligste punkt for den begyndende læser af Livets Bog. Ja, for nogle endog så vanskeligt, at det foreløbig blev uoverstigeligt, idet de umuligt kunne opfatte problemerne som sandhed, hvorved den videre læsning af samme bog dermed naturligvis var uden interesse.

Hvis jeg i forvejen havde skrevet et værk om det levende væsens gradvise sanseudvikling fra primitive former hos de laverestående dyr til de former, hvorunder de fremtræder hos det intellektuelt udviklede menneske og den videre fortsættelse heraf, og der fremført eksempler eller kendsgerninger fra Bibelen og det daglige liv, der var analog med min egen oplevede tilstand, ville sagen have stillet sig ganske anderledes. Da ville problemerne have været mere acceptable. Men da en sådan belysning af sanseudviklingen jo får sine specielle kapitler i selve Livets Bog, kunne jeg selvfølgelig ikke gå i detaljer med de nævnte problemer i Fortalen, men har måttet indskrænke mig til at berette de nøgne kendsgerninger uden særlige kommentarer ganske uafhængigt af, hvor usandsynlige de på denne måde så end måtte tage sig ud, uafhængigt af hvor stor skepsis de så end måtte afføde, stolende på, at når det færdige værk foreligger, da at have retfærdiggjort min beretning eller påvist min tilstands rigtighed.

At manifestationen af de enkelte bind af Livets Bog er af et sådant omfang, at de kun kan udgives med års mellemrum, gør jo ikke sagen bedre, i særdeleshed så længe der endnu hovedsageligt kun er udgivet selve Fortalen og indledningen eller det første bind. Dette har da også bevirket, at nævnte bind naturligvis kun bliver læst af de mennesker, der er så åndeligt udviklede, at de ikke har ladet sig afskrække af Fortalen, men dristigt arbejdet sig gennem denne til det virkelige studium, der i realiteten først begynder med indledningen.

Fortalen er således en realitet ved Livets Bog, der naturligvis først får sin retfærdiggørelse og fulde berettigelse, når de endnu ufærdige bind af Livets Bog kommer til at foreligge, idet den jo udgør en slags ouverture til hele det samlede værk.

Da de nævnte bind kommer til at indeholde så store analyser som verdensaltets grundanalyser, og jeg i Fortalen har været nødt til at nævne dette, og ydermere været nødsaget til at erklære, at denne analysering fremtræder i kraft af min egen selvoplevelse og ikke ved nogen som helst form for studium eller tilegnelse af viden fra bøger eller andre væsener, er det forståeligt, at visse væsener naturligvis på forhånd kun er i stand til at mene, at jeg her er behersket af forfængelighed, og at mine udtalelser er udtryk for hovmod for ikke at sige "storhedsvanvid". For at forhindre denne for de pågældende læsere uheldige opfattelse og for at hjælpe dem frem til det begyndende studium af livet, der begynder med indledningen, skal jeg i det følgende gå over til at uddybe de så vanskeligt acceptable sværeste punkter i Fortalen og håber derved at kunne bringe læserne i kontakt med de virkelige fakta, så de kan få den glæde og inspiration, som den virkelige og uhildede forståelse af Fortalen i sin natur har evne til at bringe.

For at lette studiet af Livets Bog har jeg inddelt stoffet i små afsnit eller stykker. Da det koncentrerede indhold eller kernepunkt i ethvert stykke er udtrykt ved en undertitel, vil enhver læser ved hjælp af denne således let og hurtigt kunne orientere sig med hensyn til dettes indhold eller mening. Da ethvert stykke yderligere er nummereret, letter dette også enhver form for citeren eller henvisning til Livets Bog.

De i Fortalen for mange læsere sværeste acceptable stykker er naturligvis dem, i hvilke jeg omtaler mig selv og min åndelige eller kosmiske oplevelse. Og jeg skal derfor her forsøge at kommentere disse yderligere.

Når jeg yderligere i stykkerne 20, 21 og 22 beretter, at jeg kunne skue ligesom ind i selve evigheden, se livets mening og den evige Guddom eller i en permanent vågen dagsbevidsthedstilstand skue alle de bag den fysiske verden bærende åndelige kræfter, usynlige årsager, evige verdenslove, grundenergier og grundprincipper, og at tilværelsesmysteriet således ikke var noget mysterium for mig, men at jeg var indviet i verdensaltets liv eller "det guddommelige skabeprincip", er det forståeligt, at denne min beretning eller påstand for en vis klasse mennesker naturligvis måtte være ganske utrolig og derfor hos de samme væsener møde megen skepsis og modvilje. For mennesker, der slet ikke tror på eller har evne til at forstå, at andre mennesker kan være udstyret med evner og organer, som det ikke selv har udviklet, men at det almindelige jordiske menneskes begavelse eller sanseevne er toppunktet af alt, hvad der kan opnås i tilværelsen, må en beretning som denne selvfølgelig tage sig ud som: fanatisme, overtro, storhedsvanvid, svindel osv.

Men for det menneske, der virkelig er hjemme i sin Bibel, i okkult litteratur, i ærlig åndsforskning eller har indsigt i udviklingens love, vil den nævnte beretning ikke være af en slet så drastisk virkning, men derimod udløse sig som et nyt glædeligt objekt for dets forskning og undersøgelse. Og det er jo netop for, at den kan blive genstand for denne undersøgelse, at den er fremkommet, og ikke for at den blindt skal tros. Hvis jeg ikke i form af Livets Bogs forskellige bind for den udviklede åndsforsker kunne bevise min påstands rigtighed og således gennem samtlige bind give materiale for denne undersøgelse, ville udtalelserne om mig selv aldrig være blevet manifesteret. Men da disse er udtryk for en kendsgernings analyse, ville jeg være en forræder mod den guddommelige verdensordning, i kraft af hvilken mine okkulte sanser eksisterer, eller en "synder mod den hellige ånd" eller det kosmiske bevidsthedsniveau fra hvilket al visdom og kærlighed har sit udspring. Over for en sådan kendsgerning havde jeg naturligvis ikke noget som helst andet valg end dette ene åbenlyst at erklære sandheden til inspiration, bekræftelse og opbyggelse for andre, og ikke på nogen måde lade mig afskrække herfra, blot fordi en lille flok uvidende mennesker i henhold til deres primitive indstilling på okkulte områder nødvendigvis måtte opfatte mig som pralende, hovmodig eller gal. Det er jo netop den korsfæstelse eller skærsild, alle menneskehedens hjælpere må igennem, hvis de virkelig skal opnå at få udrettet noget. Og i bevidstheden om min sags ægthed lod jeg mig således heller ikke afficere af nogen hindring eller modvilje, i særdeleshed da jeg i form af Livets Bog opbygger beviset for, at min højere åndelige eller kosmiske bevidstheds tilstedeværelse er en kendsgerning eller absolut virkelighed, og at den samme bevidsthedstilstand udgør det foreløbige mål for alle mine medmennesker her på jorden.

Da Livets Bog således i realiteten er hovedbeviset for "kosmisk bevidsthed", og nævnte bog endnu kun er i sin vorden, kan jeg naturligvis ikke endnu i så udstrakt en grad som senere, når nævnte værk bliver færdigt, fundamentalt dokumentere min bevidsthedstilstand eller den i Fortalen fremførte beretning. Men selv om jeg også i Livets Bog skaber beviset for en kosmisk bevidsthedstilstands tilstedeværelse, kræves der alligevel en vis udvikling, før man har evne til at acceptere denne som bevis. Min bevidsthedstilstand må således være en tros- eller vantrossag for alle de væsener, der ikke er så fremragende udviklet, at de kan kontrollere rigtigheden eller sandheden i mine ord, thi kun gennem evnen til at skue virkeligheden eller "den hellige ånd" i min manifestation bliver jeg bevis for guddommelig bevidsthed.

Uddrag af Martinus: Fortolkning af Livets Bog: Fortalen" fra Kosmos nr. 2-8. Tidligere uddrag af artiklen har været bragt i Kosmos 2002 nr. 11. Flere uddrag følger i kommende numre af bladet.