Kosmos 2004/7 side 163
Den kommende kosmiske verdensreligion
I 1954 deltog Martinus i en international kongres i Japan. Formålet var at redde verden ud af den fare, den befandt sig i, fordi religionerne havde spillet fallit. Nu gjaldt det om at skabe en ny verdensreligion, og til det formål ønskede man at høre, hvad Martinus mente. Da Martinus kom hjem til Danmark, uddybede han sit indlæg på kongressen med en skriftlig redegørelse, som han derpå sendte til lederne af kongressen. Det er et uddrag af denne redegørelse, vi bringer nedenfor.
Inden jeg går videre i mine besvarelser af religionskongressens fem punkter, vil jeg også her gerne give mine læsere et lille indblik i mit syn på den virkelige kosmiske verdensreligion, altså en religion som ikke kan laves af mennesker, men en religion, som livet selv er i færd med at udvikle i alle mennesker. Denne religion vil sluttelig føre alle mennesker, ganske uafhængigt af deres nuværende religion, race og nationalitet, frem til at få den samme opfattelse af livet, den samme opfattelse af moral og væremåde, idet den vil afføde i dem oplevelsen af selve livsmysteriets løsning. Denne oplevelse vil igen være det samme som den totalt afklarede evige sandhed om livet, de levende væseners udødelighed, universets grundtone: kærligheden og den almægtige Guddoms eksistens. Det er denne livsmysteriets løsning som videnskabelig sandhed, der er udviklingens sluttelige mål med mennesket. Det er fuldbyrdelsen af dette mål, der gør væsenet til "mennesket i Guds billede". Dette gælder absolut alle levende væsener uden undtagelse; men mennesket er det væsen, der er længst fremme i denne udvikling og står nu så at sige ved selve porten til nævnte måls fuldbyrdelse. Alle jordens mennesker er således allerede inde i den udviklingsepoke, hvor denne fuldbyrdelse vil ske. Men fuldbyrdelsen af Guds plan med menneskets omformning fra dyr til mennesket i Guds billede vil altså udelukkende kun kunne ske igennem dette, at livsmysteriets løsning bliver til videnskab, der igen er det samme som den totalt afslørede, absolutte sandhed om livets evige struktur. For videnskab eller kendsgerninger må absolut alle bøje sig. En kendsgerning er det samme som virkeligheden, og virkeligheden er igen det samme som sandheden. Og sandheden som videnskab kan hverken være kristen, buddhistisk eller muhamedansk, lige så lidt som den kan være dansk, tysk, amerikansk eller russisk. En sandhed, der er blevet til kendsgerning eller virkelig videnskab, kan absolut kun være interindividuel, international og interplanetarisk. Den er ens for hele verden eller universet. Når verdensaltets eller livsmysteriets løsning således er blevet til videnskab for alle mennesker på jorden, vil den altså uundgåeligt forene dem i samme livsopfattelse og dermed i den samme moral, den samme kærlighedens væremåde, og dermed fjerne alle de modsætninger i livsopfattelse, moral og væremåde, der i dag skaber ragnarok, krigsterræner, undertrykkelse, nedværdigelse, armod, sult, sygdom og sorger.
Forskellen på denne universets evigt eksisterende sandhed som livsopfattelse og alle de af mere eller mindre fremskredne væsener "lavede" religioners livsopfattelser er den, at disse "lavede" religioner ikke er selve sandheden om livet eller universet i renkultur, men udgør derimod menneskenes højst forskellige, mere eller mindre på formodninger, hypoteser og ulogiske fantasier eller svage kosmiske glimt baserede forestillinger om sandheden. Men så længe en erkendelse af et eller andet kun er en forestilling, der ikke er baseret på den virkelige kendsgerningernes og intellektualitetens grundvold, men derimod kun hviler på uintellektuelle følelser, formodninger og fantasier, affødt af ufærdige menneskers mere eller mindre primitive ønskedrømme, må denne erkendelse blive højst forskellig hos de forskellige mennesker, alt eftersom de absolut ikke har de samme ønskedrømme, de samme begær og længsler i deres moral og væremåde. Derfor er det også let at se, hvorfor alle fortidige religioner gik i forfald og ophørte. Og ser vi på de nuværende herskende religioner, har deres forfald allerede længe været en kendsgerning. Menneskene udvikler sig mere og mere frem til kun at kunne acceptere videnskab eller kendsgerninger. Deres stærke udvikling af deres intellektuelle evner og logiske sans afslører, at de er vokset ind i en udviklingsepoke, der i de samme væsener afføder intellektuelle krav af en så høj natur, at de er himmelhøjt hævet over de krav, religionerne er i stand til at kunne tilfredsstille eller den mission, de i deres særlige struktur er beregnede på at skulle udløse. Det, der i særlig grad begrænser religionernes mission og magt over for menneskenes udvikling i intellektualitet og human indsigt, er deres intellektuelle og humane mangler. Disse mangler bliver til kendsgerninger igennem deres forskellige forestillinger om sandheden og den heraf følgende intolerance, idet hver religions tilhængere i større eller mindre grad gør krav på, at deres religion er den eneste saliggørende. De ser derfor i tilsvarende grad fjendtligt på andre religioner og betragter disses struktur og livsopfattelser som vildfarelse og hedenskab. De kommer derved til at adskille menneskene i grupper, der er mere eller mindre intolerant eller fjendtligt indstillet over for hinanden. Dette gælder tilhængerne af de store verdensreligioner ligesåvel som tilhængerne af den mangfoldighed af særlige små sekter og samfund, som disse igen er opdelt i. Ingen som helst form for religion af den struktur og mangelfuld intellektuel og human indsigt har nogen som helst mulighed for at kunne samle alverdens mennesker i én religion, ganske ligegyldigt hvor meget de så end hver især påberåber sig at skulle "frelse" menneskeheden eller være eneste vej til saligheden.
Den ny verdensepokes mennesker har i kraft af deres mentale ændring, deres udvikling af intellektualitet og humanitet og en begyndende intuition, for længst begyndt at afskaffe deres åndelige førelse ved autoritet. De lader sig ikke mere føre ved konger, profeter eller verdensgenløsere. I kraft af deres mentalitets særlige struktur som en kombination af intellektualitets- og humanismebegavelse og begyndende intuitionsevne er de blevet, kosmisk set, så voksne, at de ikke mere kan føres ved nogen autoritet. Deres åndelige hunger kan ikke mættes med andres oplevelser, ligegyldigt hvor stor en position eller autoritet disse andre så end måtte sidde inde med. Det eneste, der kan tilfredsstille deres åndelige hunger, er deres egen oplevelse af livsmysteriets løsning som absolut videnskab eller kendsgerninger. Her nytter det ikke, at der kommer en ny Messias eller verdensgenløser. Man bøjer sig ikke for personer, men kun for den absolutte sandhed i form af konkret intellektuel analyse, kontrollabel for den i menneskene nu begyndende intellektuel-humanistiske og intuitive nye sansekombination, i kraft af hvilken de nu skal gennemgå den sidste fase i deres udvikling eller fuldkommengørelse, få kosmisk bevidsthed og her blive til "mennesket i Guds billede".
Tilbage til artikler af Martinus
Forrige