Kosmos 2005/3 side 67
Frygten og åndsvidenskaben
af Martinus
Artiklen er en gengivelse af manuskript til et foredrag af Martinus i Instituttets foredragssal søndag den 14. november 1948. Stykoverskrifter af Torben Hedegaard. Godkendt i rådet 04.04.2004. Artiklen har ikke tidligere været bragt i Kosmos.
Frygten hos dyret er en advarselsevne og således et gode. Hos det udviklede menneske er den et onde, som kan underminere dets bevidsthed
En sindstilstand, der i en meget stor udstrækning behersker det jordmenneskelige sind, er frygten. Det er i virkeligheden den, der bringer menneskene til de mest desperate eller fortvivlede handlinger over for både sig selv og næsten eller omgivelserne, ligesom den naturligvis også kan underminere eller ødelægge et individs nervesystem og bringe dette til sammenbrud. Det vil derfor have sin store betydning for ethvert kulturmenneske at vide besked med frygtens natur for at kunne lære at overvinde den.
Hos dyret er frygten en medfødt instinktmæssig advarselsfornemmelse. Det får denne fornemmelse, når en overhængende fare for dets liv indtræder. Dyreriget er jo en zone, i hvilken livsbetingelsen er denne, at man må dræbe for at leve. Nogle dyrs organisme må således være føde for andre dyr. At disse således efterstræbte dyr så til gengæld har fået udviklet en overordentlig fin og stærkt følsom frygtsans, så de i tide fornemmer faren og kan tage deres beskyttende forholdsregler igennem de forsvarsmidler, der er til deres rådighed, er jo kun udtryk for naturens sædvanlige logiske struktur. Medens frygten hos dyret kun er en meget nødvendig effektiv og uundværlig advarselsevne og således et gode, vil den samme evne, når den dominerer det jordiske menneske, være et desto større onde alt eftersom dette er udviklet i menneskelig eller human retning. Her kan den som sagt helt underminere væsenets bevidsthed, bringe det til vanvid, nervesammenbrud eller selvmord.
Det er med frygten ligesom med så mange andre af de dyriske evner, at hos dyret er de naturlige livsnødvendige egenskaber, medens de hos mennesket med dets forfinede og stærkt udviklede eller forgrenede nervesystem er et onde. Hos dyret er frygten ikke så nerveødelæggende, idet ethvert dyr er udstyret med et sikkert forsvarsmiddel, der i virkeligheden får det til at føle sig trygt. Nogle dyr har en overlegen løbeevne, andre er af naturen camoufleret, så de ikke kan skelnes fra de omgivelser, blade, grene og strå, de færdes i. Atter andre er store, tunge og kraftige og alene med deres vægt kan de mase eller knuse deres modstandere, og atter andre har andre for sig særlige, karakteristiske egenskaber, ved hvilke de hver især føler sig farerne overlegne og dermed trygge. De kender kun til frygt i det øjeblik, de bliver overrumplet og opdaget af deres fjender, før de selv opdager fjendens nærhed. Og så er døden dem som regel vis, og der bliver ikke mere nogen spekulation. Og hvis det lykkes dyret at overvinde faren, vil det atter befinde sig i sin sædvanlige tryghed. Begivenheden kan ikke tynge på dets nervesystem.
Mennesket kan stabilisere sin tryghedsfornemmelse ved hjælp af religiøse forestillinger. De dræbende og de humane religioner
Helt anderledes forholder det sig med det uindviede kulturmenneske. Det har endnu evnen til at frygte, ja endog i en mange gange fordoblet tilstand, uden at have fået udviklet tilsvarende beskyttelsesegenskaber, og har derfor en temmelig vaklende og ustabil tryghedsfornemmelse. I menneskehedens primitive barnestadier har man endnu kunnet stabilisere sin tryghedsfornemmelse og derved modarbejdet frygten ved hjælp af religiøse forestillinger, hvilket vil sige ved hjælp af troen på overnaturlige væsener, guder eller ånder, som man regnede med sad inde med tilstrækkelig overlegen magt til at kunne beherske alle situationer, og som det derfor gjaldt om at komme i et særligt godt forhold til. Ved at komme i disse væseners yndest kunne man altså være tryg over for enhver fare. Da disse væsener jo netop havde det til sport at baste og binde, dræbe og myrde andre væsener, var man naturligvis i deres yndest, når man selv dræbte. Og så vidt gik denne kultus, at det ligefrem blev en betingelse for sjælefred, altså tryghed, at man selv måtte dræbes og derved komme til gudernes bolig. Man forstår, hvad dette har betydet for den sande og absolut "rettroende" her. Hvordan skulle der blive noget at frygte? – At blive dræbt var jo den absolutte vej til paradiset. Man ser således, at denne religion i virkeligheden i heldigste eller bedste tilfælde ligefrem var genial med hensyn til at underbygge tryghed ved at lade netop de særlige ting som af naturen kunne fremkalde frygt, blive til oplevelser, der ligefrem måtte tilstræbes, idet de åbnede paradisets porte og gudernes yndest for en. En mere genial metode til at fjerne frygt kan vel ikke tænkes? –
Men nu er der jo den hage ved organismer, at disse i den menneskelige sfære, hvor de har fået korsformen og således udgør symbolet på den absolut højeste og fuldkomne tilværelse, en tilværelse, som de efterhånden skal udvikles til at være redskab for, ikke er bestemt til at skulle dræbes eller ødelægges eller til at være føde for andre væsener, ligesom de heller ikke er bestemt til at skulle ernæres ved andre animalske væseners kød og blod. Og væsener, der ikke opfylder naturens krav eller love, underminerer efterhånden deres kontakt med denne natur eller selve livet. De mange drab og mord, som aldrig lod individet leve livet helt ud, gjorde, at individets appetit på livet voksede. Men dermed voksede også frygten for at blive dræbt, og tvivlen på de gamle guder opstod. Da begyndte man at modnes til troen på et andet forsyn, nemlig et der straffede mord og drab, ja alle onde handlinger. Og som "onde" handlinger blev nu alle de handlinger, der før netop havde været i gudernes yndest, betragtet. Mord, drab og forfølgelse, det var djævleværk. Og hermed begyndte de humane religioner at få indpas. Og disse har hver især i den for deres folk særligt tilpassede form nu igennem århundreder været det store tryghedsfundament. I troen på en kærlig Gud og på humaniteten som det rette livsfundament og de med denne tro forbundne sakramenter og dåbsforeteelser har væsener endog trygt gået i døden. Historien har jo de mange beretninger om helgener og martyrer. Og så længe mennesket kunne tro, kunne det også igennem den finde tryghed.
Det materialistiske menneske baserer sin indbildte tryghed på våben og militærvæsen
Men udviklingen førte stadig mennesket videre og videre. Menneskets daglige liv viklede efterhånden individerne ind i så mange komplikationer og foreteelser, hvorigennem de udløste så mange ukendte årsager til sygdoms- og dødbringende virkninger, der affødte så mange lidelser, lige så godt for de troende som for de vantroende, at troen på den kærlige Gud vaklede. Frygten begyndte igen at nage det daglige liv, og væsenerne søgte nu mod nye og mere håndgribelige tryghedsforanstaltninger. Igennem tvivlen og den heraf opståede utryghed fik den materialistiske forskning og videnskab vind i sejlene. Og man opfandt og opdagede den ene store foreteelse efter den anden, som man kunne drage fordel af. Det vigtigste i denne forskning var at finde midler til underbygning af trygheden. Da man opdagede, at det mere og mere blev muligt at beherske elementernes millioner af hestekræfter, så man jo straks heri opnåelsen af den overlegenhed over for det gængse frygtens objekt, de såkaldte fjender og modstandere. Og man begyndte et væddeløb hen imod skabelsen af de mest fantastiske mordvåben, krigsmaskiner og andre helvedesapparater. Det gjaldt jo om stadig at være den overlegne. Og de overlegne udløste den frækhed og hensynsløshed, den udplyndring og undertrykkelse af de underlegne, som deres overlegne kapacitet i våbenfremstilling tillod. Resultatet heraf blev naturligvis en endnu mere fantastisk kamp for at blive overlegen i fremstilling af ødelæggelsesmidler for at gøre sig fri af undertrykkelsen og eventuelt få hævn over undertrykkerne.
Men den tryghed, man har kunnet basere på mordvåben og ødelæggelsesmidler, er den dårligste og mindst effektive. Menneskeheden har aldrig levet i en sådan utryghed, frygt og mistillid til livet som den, der i dag dominerer ikke blot folk og stater, men også mand og mand imellem. Frygten er blevet den altdominerende faktor i verden. Man beskylder alle andre folk for at være angribere og undertrykkere, hvad enten dette nu er sandhed eller ikke sandhed, og søger dermed at retfærdiggøre sit eget rasende opbud i skabelsen af oprustning, militærvæsen eller krigsberedskab for at blive andre stater overlegen. Resultatet heraf bliver en overophedet spænding, over for hvilken der naturligvis ikke forekommer anden løsning end krig. Den formodede overlegne oprustning giver lige akkurat den indbildte tryghed, der skal til, for at man tør føre krig og ikke på nogen måde vil afgive nogle af de store uretmæssige fordele, man eventuelt ved tidligere magterobringer og overlegenhed har tilegnet sig. Krig er ødelæggelse af både menneskeorganismer og materiel. Det skaber igen kultursammenbrud, fattigdom, skatteudplyndring, restriktioner og forbud i det uendelige, både for sejrherrer og for de besejrede. Og utrygheden breder sig mere og mere.
Et internationalt politi- og retsvæsen forhindrer krig lande og folk imellem. Man frygter ikke dem, man elsker
Igennem hele dette roderi af kunstige tryghedsforanstaltninger i form af forskellige former for krigsopbud er menneskeheden igen begyndt at søge efter nye tryghedsforanstaltninger. Og man ser, at der sættes kræfter i gang, der skal skabe et retsvæsen for stater, ligesom man allerede har et retsvæsen for individer. Igennem dette staternes internationale politivæsen skal man så kunne forhindre krig og uretfærdighed landene og folkene imellem. Man begynder altså her at opdage, at uretfærdighed og leven højt på andre staters eller folks bekostning, selv på et overlegent krigsapparat, ikke kan skabe tryghed. I så fald behøvede man da ikke at være interesseret i et verdenspoliti. Dette vil så igen i virkeligheden sige, at man begynder at forstå, at trygheden ikke kan underbygges, så længe overfaldstendensen forekommer i menneskesindet på samme måde, som den forekommer i dyrets psyke. Derfor vil man med et retsvæsen forhindre overfaldstendensen i at komme til udbrud og med et verdenspoliti beskytte nationerne på samme måde, som det er det almindelige politis og retsvæsens opgave at beskytte individerne indbyrdes over for hverandres dyriske tendenser. I verdensudviklingen kan det således ses, at det er disse tendenser, der skal stagneres eller hindres i vækst. Men når disse dyriske og selviske og for andre væsener underminerende evner mere og mere bliver hæmmet, bliver ulovlige og amoralske, bliver menneskene efterhånden bange for at betjene sig af disse evner. Benyttelsen af de evner, der før bragte dem tryghed, bringer dem nu frygt, bringer dem i fængsel og vanære.
Livet fører dermed menneskeheden mere og mere ind på netop, hvad verdens største mennesker allerede har sagt: "Vend den højre kind til, når du bliver slået på den venstre. Du skal elske din næste som dig selv. Det du vil, at andre skal gøre imod dig, skal du også gøre imod dem. Det et menneske sår, skal det høste." Det vil i virkeligheden igen sige, at man ikke kan gøre noget som helst bedre end dette med hele sit væsen at tjene sin næste, hvilket vil sige alle levende væsener, gøre noget godt og nyttigt for alt og alle. Ved at være indstillet på hellere at give end at tage har man borttaget det frygtens objekt, der stavnsbinder de allerfleste mennesker. De fleste vil hellere tage end at give. Denne indstilling er en af de mest fremtrædende årsager til frygt. De er bange for, at de ikke skal få nok, og de tager derfor meget, meget mere end deres daglige liv kræver, for at de kan leve i et sundt velvære. De forstår således ikke, at det, de tager mere end til eget behov, er taget fra deres næste. De forstår således ikke den vedligeholdelse af frygt, de dermed opretholder i deres sind. Man kan ikke skabe varig tryghed for sig selv ved at så utryghed for sin næste. Man kan kun opnå sympati og kærlighed ved at så sympati og kærlighed. Hvordan skulle det kunne være anderledes? – Det er denne kærlighed, der er Lovens fylde. Der, hvor alkærligheden går ind i sindet, går frygten ud. Den, der elsker alle, har intet at frygte. Man frygter ikke dem, man elsker.
Studiet af humanitet og næstekærlighed som videnskab og forståelsen af menneskets psyke fjerner grundlaget for krig og frygt
Det er altså åbenlyst, at moderne våben ikke kan give menneskene tryghed, men at udviklingen fører i retning af humanitet og næstekærlighed. Men så er det jo også en selvfølge, at en videnskab om denne kærlighed, denne nye og rene menneskelige indstilling, må studeres og derved blive til videnskab. Denne videnskab er således i dag mere nødvendig end oprustning og våbenfabrikation, thi den er det eneste, der kan afskaffe krig imellem nationer og individer og dermed afskaffe frygten. Men en videnskab, der kan afskaffe frygten i menneskesindet, er jo den absolut naturlige trygheds fundament. At kende den menneskelige psyke og dennes bestemmelse i en videnskabelig detaljering, der svarer til den videnskabelige detaljering, man har tilegnet sig i krigsteknik og våbenfabrikation, vil gøre al krigsteknik og mordvidenskab til mentale museumsgenstande. Forståelsen af menneskets og dermed af det levende væsens psyke og den herigennem åbenbarede guddommelige verdensplan fjerner urokkeligt enhver antipati og dermed grundlaget for en hvilken som helst form for krig, frygt, død og undergang. Individet er da blevet et af de væsener, i hvem solens lys stråler, lige så vel ved midnatstide som ved højlys dag.
Tilbage til artikler af Martinus
Forrige