Ældre Kosmos og Kontaktbreve

1954 blev året for Martinus' store rejse til Østen. I det uddrag af hans rejsebeskrivelse, som vi bringer nedenfor, skriver han ude fra Indien og opsummerer nogle af de indtryk, han har fået, før turen går hjem til Danmark
 

På lørdag rejser jeg sammen med Anna Ørnsholt til Bengalore, en by på ca. 200.000 indbyggere. Jeg ved, at man venter mig med spænding der. Derfra rejser vi til Rishi Valley skole, hvor Krisnamurthi opholder sig. Denne skole underviser i hans principper, og vi håber at træffe ham. Han vil sikkert kunne genkende mig fra mødet i Rom. Derfra går turen til Madras til The Theosophical society i Adyar. Det bliver omkring 3. december. Herfra rejser vi så til Bombay den 6. dec. for at træffe dr. Reham og for muligvis at holde foredrag. Herfra skal jeg så tiltræde rejsen til Cairo for at se pyramiderne. Jeg mener at kunne være hjemme omkring den 15. december. Jeg glæder mig meget til hjemkomsten og til gensynet med jer alle sammen og til den dejlige jul, vi skal have.

Her i Indien er der en overordentlig stor interesse for alt, hvad der kommer ind under begrebet åndelige områder. I kraft af mit besøg herude har vi fået et meget stærkt center her. Anna Ørnsholt har en utrolig position i dette land. Hvor hun viser sig, lukker dørene sig op. Hun er meget opsat på at skabe et center for vort arbejde her i Indien. Når hun får materiale nok og bliver sat ind i symbolerne, vil hun kunne holde foredrag over vort arbejde. Jeg kan se, at den indiske ungdom er meget modtagelig for åndelig oplysning, ligesom i Japan. Overalt er det vor åndsvidenskab og kosmiske analyser, man savner. Vi har kun to særlige problemer, nemlig for det første at få vores litteratur oversat og for det andet at blive det engelske sprog mægtigt. Kan vi udtrykke os på dette sprog og udsende vor litteratur på engelsk ligger hele verden os åben.

Udover det jeg her har skrevet, er min rejse jo et sandt eventyr. Jeg er sprængtfyldt med oplevelser af højst forskellig og sælsom art. Jeg har fået min horisont på det fysiske plan kolossalt udvidet. Jeg har nu fået lejlighed til at se, hvorledes den almene fattige befolkning lever her ude på landet. Kotagiri er kun en stor landsby med omkring 13.000 indbyggere. Forholdene er jo noget anderledes end i Danmark. Alene i Calcutta lever der lige så mange mennesker som i Danmark. Det vrimler med mennesker overalt. Og forholdene i alt det jeg hidtil har set i Indien, er det, at man overalt kun står med det ene ben i civilisationen, og somme steder er man endog helt udenfor civilisationens område. Det er dette, at man sommetider må leve halvt og sommetider helt udenfor civilisationen, der virker så stærkt på en, når man kommer fra et land, hvor alt så at sige er overciviliseret. Jeg har set menneskelig tilværelse så elendig og af så skrækkelig skæbnemæssig art, at jeg aldrig havde tænkt mig det muligt. Her ser man ikke rullestole eller andre humane hjælpemidler for invalider. Jeg har set stakkels invalider kravle hen ad gaden, fordi de ikke kunne gå. Atter andre invalider, undertiden en hel gruppe, ligge som en bunke råddent kød, der forpester luften omkring dem. De synes hverken at kunne gå eller stå. Men alle har de et bedende blik og en udstrakt hånd for eventuelt at få en lille skilling af de forbipasserende. Men jeg har endnu ikke set, at nogen har givet dem noget. Alle er så vante til at se dette syn, at det ikke mere gør indtryk på nogen. Den sammen overbefolkning og fattigdom så jeg også i Japan, som ellers er godt med på alle områder, selv om det endnu kun er på kopieringsstadiet af moderne kultur. På en bro i Yokohama så jeg en aften en kvinde indsvøbt i bare pjalter. Inde under disse pjalter havde hun et meget lille spædbarn, som sikkert ikke engang var et par måneder. Jeg ville selvfølgelig give hende en skilling, men blev forhindret deri af sømandspræsten, som sagde, at det bare var svindel. Barnet var kun en dukke. Da vi næste aften igen kom over samme bro, sad hun der atter. Jeg gik da hen til hende for at se nærmere på hende. Hun åbnede da frivilligt for sit bryst. Og herinde, bag pjalterne ved den unge kvindes bryst lå et lille levende spædbarn. Jeg gav hende selvfølgelig en skilling. Jeg var her blevet vidne til, at bag den ny civilisations tilsyneladende helt moderne overflade skinnede primitivitetens og naturmenneskets elendighed endnu alt for tydeligt frem. Det tager tid at civilisere et folk. Der må hengå mange generationer, inden de sidste rester af naturmenneskets brutale livsforhold er forsvundet.

Jeg forstår godt Nehru der, hvor han siger, at han meget gerne vil sige sig det politiske arbejde fra, så han kan få tid til at tænke. Det vil tage tid, inden denne vældige millionbefolkning er inde under virkelig civiliserede forhold. Men det gode ved situationen er det, at alle disse mennesker har gennemgået store lidelser. Derved har de fået deres medfølingsevne højt udviklet. I deres øjne møder man en overordentlig stor mildhed og venlighed. De mangler blot undervisning og atter undervisning. Der bygges ganske vist skoler, men det tager tid at få bygget de tusinder af skoler, der skal dække behovet. Ja, der er meget mere at skrive om den sag, men nu må jeg gemme det til den bog, jeg agter at skrive om min rejse.

Men rent bortset fra disse uhyggelige ting jeg har oplevet i de områder af mennesketilværelse, hvor civilisationen endnu ikke er nået hen, har jeg også oplevet en masse andre ting, kulturområder båret og holdt i live af en privilegeret overklasse af indere og europæere. Den samme situation var også i nogen grad gældende i Japan. Min rejse har været et stort eventyr. Og jeg har brugt mine øjne og øren og mit fotografiapparat og mit filmapparat så godt, jeg har kunnet, så jeg håber at kunne vise jer alle derhjemme noget af min store oplevelse. Jeg har filmet mange meter film i Japan og taget en masse almindelige fotos. Jeg har været i templerne. Jeg har set kæmpebuddhaer, som jeg har været inde i, ja været helt oppe i hovedet på. Jeg har filmet Fujijama og taget billeder af folkelivet såvel i Japan som i Indien. Jeg oplevede en vidunderlig flyvetur i måneskin i skyhavet henover Filippinergraven. Vældige skybjerge i eventyrligt blåt lys. Det var, som om vi havde forladt den materielle verden og nu svævede frem i den rene guddommelige tankeverdens allerskønneste formationer og udtryk, opretholdt af en guddommelig kunstners geniale fantasi og skabende tanke! – Ja, nu må jeg holde op og gemme resten til den store bog om min rejse, og hvis indhold skal være min gave til alle de kærlige mennesker, der gjorde det muligt for mig at foretage denne for vor sag og mission så betydningsfulde rejse her til Østens fjerne lande, folk og eventyr.

 

Efterskrift: Den omtalte bog fik Martinus ikke lejlighed til at skrive, analyserne og Livets Bog kom i første række. Ligeledes blev det heller ikke til noget med at besøge Ægypten og pyramiderne i denne omgang. Det måtte vente til 1960. Besøget hos Krishnamuti blev ganske kort. Det er omtalt i bogen "Martinus' erindringer", Zinglersens forlag 1987.