Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Martinus er under sin anden rejse til Island (1955) kommet til Akureyri. I det afsnit af hans dagbog, vi bringer nedenfor, møder vi ham som en opmærksom tilhører og iagttager, for hvem alting bliver til hjertets erindring om kærlighedens lys, der overstråler alt.

 

Efter at mine kære venner havde ført mig fra flyvepladsen til hotellet, hvor jeg skulle bo under mit ophold i Akureyri, og her sørget for, at jeg fik noget at spise, tog de mig allerede samme eftermiddag med ud på en biltur i omegnen. Turen gik langs Eyafjördur (Øfjorden). Her så vi et sanatorium for tuberkuløse og andre islandske seværdigheder. Vi besøgte flere af Islands små lilleputkirker. Enhver større bondegård eller ethvert større landbrug på Island har sin egen lille kirke. De kan som regel rumme ca. et halvt hundrede mennesker. Men hver lille kirke har sit lille kor og alter og altertavle, samt et lille orgel. Det hele virker så ualmindelig hyggeligt og smukt ved sin lidenhed. Når kirkerne er bygget så små, skyldes det den omstændighed, at bondegårdene eller bostederne ligger i milevide afstande fra hverandre. Præsterne må så rejse de lange veje rundt til kirkerne for at forrette gudstjeneste, barnedåb, konfirmation og bryllupper etc. Tidligere måtte de foretage disse lange rejser på hesteryg. Nu går det bedre, idet der er bygget landeveje, som kan befares med biler. I Saurbær så vi en ejendommelig lille kirke. Den var bygget op af græstørv og var 105 år gammel. Det var den samme byggemetode, der i stor udstrækning blev anvendt i gamle dage ved opførelsen af bøndergårde og andre beboelsessteder på landet. Man kan endnu hist og her se sådanne huse, men i al almindelighed er de nu afløst af moderne opbyggede huse med hvide vægge og rødt tag. Dog har de bevaret den gamle stil, i hvilken husenes sidelænger er bygget sammen, så man kun ser de sammenbyggede huses gavle. I disse findes dørene og vinduerne. Ved således at lægge husene ved siden af hinanden med sidevæggene bygget sammen, får man ikke så mange ydervægge. Dette har sin store betydning i et land, hvor vinterkulden allerede kan rase i september, og frostnætterne og snebyger ikke er ophørt i juni måned. At man var nødt til at indrette sine huse efter disse ugæstmilde forhold i polarområdets nærhed er naturligvis givet. Og det forstår man endnu bedre, når man hører, at man i gamle dage ikke kendte til kakkelovn eller anden teknisk varmekilde, ligesom man heller ikke kendte til at have noget særligt lys i de mørke rum. Man måtte her nøjes med tranlampen og den kropsvarme fra dyr og mennesker, der kunne opsamles i de lukkede rum under jord- og tørvelagene. I dag er rummene moderne udstyret med varmekilde og elektrisk lys. Udenfor i arbejdsskurene ser man traktorer og andre hypermoderne landbrugsredskaber, ligesom de fleste gårde også er forsynet med bil. Det gør godt at se, hvorledes det lille islandske folk er i rivende udvikling.

På vor tur kom vi også til Mödruvellir. Her så vi en lille smuk kirke med altertavle fra det fjortende århundrede. Den var lavet af alabast og stammede fra England. Kirken havde endvidere 3 kirkeklokker fra Danmark. Stedet her var historisk, idet det havde været bosted for "Gudmundur den rige" fra sagatiden. Derefter kom vi til Munkatvera. Her havde der ligget et kloster i den katolske tid. Nu lå der i stedet den yndigste lille kirke. Men som før nævnt ligger kirkerne altid ved en bondegård, og således også her. Vi fik nøglen til kirken udleveret på bondegården. Og da vi havde beset kirken og atter skulle levere nøglen tilbage, havde fruen på gården anrettet et kaffebord til os, ganske af ren og skær gæstfrihed. Der var ingen af de tilstedeværende, der kendte fruen, ligesom hun ikke kendte nogen af os. Det var absolut heller ikke på nogen som helst beregning på fortjeneste. Det ville have været en fornærmelse at have budt hende penge for trakteringen. Jeg fik flere sådanne beviser på den store islandske venlighed og gæstfrihed. Det var første gang, at jeg havde været inde i et islandsk bondehjem. Men den venlighed, man her mødte, hører til de erindringer og oplevelser, man atter og atter tænker tilbage på med glæde. De lyser og varmer i ens indre mange år frem i tiden. Herfra gik turen til en meget moderne husmoderskole i Laugaland. Skolen var forholdsvis ny og meget praktisk indrettet. Til stede her var også præsten Benjamin Kristiansson, som har studeret Livets Bog. Vi blev også her ualmindelig venligt modtaget af forstanderinden Lena Hallgrimsdottir. Her blev vi også bænket ved et meget veldækket kaffebord. Herefter gik turen tilbage til Akureyri. Om aftenen var jeg gæst i Kristian Adalsteinssons hjem. Og dermed var en vidunderlig dag med mange dejlige oplevelser tilendebragt. Men min rejse til Island var ikke beregnet på kun at skulle være en blot og bar turist- eller lystrejse. Den var i nok så høj grad baseret på at skulle være en arbejdsrejse. Og i glæden over den store venlighed, der blev vist mig, og at mine foredrag skulle begynde den næste dag, gik jeg atter til ro. Det var midnat. Udenfor skinnede solen lige under horisonten og holdt alle natlige skygger borte. I dette midnattens ejendommelige dagslys eller Polarlandets lyse nat syntes folk ikke at have lyst til at gå til ro. Mange biler med unge mennesker kørte endnu rundt i gaderne, ligesom folk spadserede på veje og stier, på bjergskråningerne og langs med floden.

Næste morgen vågnede jeg op til en travl dag. Først på morgenstunden kom lærer Erikur Sigurdsson for at hente et koncentrat af det foredrag, som jeg skulle holde om aftenen. Han ville oversætte det til islandsk for at kunne læse det op om aftenen efter foredraget til hjælp for de mennesker, der ikke så godt forstod det danske sprog. Sammen med ham kom pastor Sigurdsson, en søn af den tidligere biskop. Han ville gerne hilse på mig og beklagede, at han netop samme dag skulle rejse op til øen Grimsø for at holde konfirmation og derfor ikke kunne komme til mine foredrag. Det var hans fader, som nu er død, der tog så venligt imod mig under mit forrige besøg på Island. Om eftermiddagen besøgte jeg en af vor sags mest trofaste tilhængere, den 80 årige bagermester Schiøth og hans elskelige hustru. Hr. Schiøth er født på Island, men stammer fra danske forældre. Fruen er derimod født i Danmark og kom først til Island, efter at hun var blevet forlovet med Hr. Schiøth, da han som ung mand var i Danmark for at uddannes i sit fag. Hr. Schiøth har forlængst trukket sig tilbage fra sit bageri og har i mange år helliget sig studiet af Livets Bog. Og dette er grunden til, at jeg kom i berøring med de to kære og meget åndsfriske gamle mennesker. Hr. Schiøth er meget kendt netop for sin interesse for Livets Bog, som han forsøger at oversætte til islandsk. Og da jeg første gang kom til Island, anmodede man mig fra flere sider om at besøge den gamle livsglade mand, hvilket jeg med glæde efterkom både forrige gang og også under mit nuværende sidste besøg. Og disse mine besøg har været mig til stor glæde og inspiration. Jeg blev her vidne til, i hvor høj grad Livets Bog kan være til hjælp og opmuntring for syge mennesker. Hr. Schiøth har nemlig i mange år lidt af sukkersyge. Han var allerede syg i flere år af denne sygdom, endnu før man opfandt insulinet. Sygdommen tog i sin tid meget hårdt på ham, og han mistede den ene fod. Der har endog været tale om, at Hr. Schiøth også ville miste den anden fod. Men insulinet og den usædvanlige livsglæde, som det er for ham at beskæftige sig med Livets Bogs analyser, har været medvirkende til, at han foreløbig har reddet både foden, humøret og alderdommen. Det var vidunderlige timer, jeg tilbragte sammen med de to elskelige mennesker. Jeg må også her bemærke, at fru Schiøth er æresborger i Akureyri, grundet på hendes store arbejde for indførelse af plantevækster på Island. Da hun som ungt menneske kom til Island, var dette med at plante blomster og træer noget, der næsten var ukendt. Men fru Schiøth, der kom fra Danmarks dejlige flora, kunne ikke tænke sig at have hus uden en eneste blomst eller prydplante. Hun gik i gang med at skabe en lille have omkring sit hus til stor forundring for islændingene, der dengang nærmest anså fru Schiøths anstrengelser for håbløse. Men Gud lagde sin velsignelse i fru Schiøths arbejde. I dag er der ikke blot de vidunderligste blomsterorgier i hr. og fru Schiøths lille have, men en mangfoldighed af Akureyris små og store hjem smiler nu også beskueren i møde med de skønneste små prydhaver og blomsterbede. Men fru Schiøths kærlighed til forskønnelse af omgivelserne var ikke hermed udtømte. Hun kom til at fuldføre et værk, som hr. Schiøths moder i sin tid havde påbegyndt. Dette arbejde var intet mindre end at skabe en folkepark. Imidlertid døde den ældre fru Schiøth, inden værket var fuldført. Men svigerdatteren, altså den nuværende fru Schiøth, påtog sig derefter med stor energi og glæde at fuldføre dette storslåede, men næsten umulige værk. At plante træer i Danmark er den rene børneleg i forhold til dette, at plante træer på Island. På grund af det koldere klima, som er en selvfølge her i polarkredsens nærhed, er det ikke blot vanskeligt at få et træ til at vokse, men væksten i sig selv bliver umådelig langsom. Det tager således mange flere år at skabe en park på Island end i Danmark. Men ikke desto mindre har Akureyri nu en dejlig folkepark med høje træer, der indrammer en smuk plæne og skyggefulde spadseregange. Midt på denne plæne er der rejst en meget smuk bronzestatue af fru Schiøth. Den er rejst af byen Akureyri til minde om hendes store og skønne indsats i byens kultivering eller forskønnelse, ligesom det var ved denne lejlighed, at man udnævnte hende til æresborger. Mine samvær med disse to elskelige mennesker gav mig uforglemmelige minder.

Vi er hermed nået frem til den 8. juni. Efter mit foran omtalte besøg hos hr. og fru Schiøth holdt jeg om aftenen mit første foredrag kl. 20.30 i Good Templarordenens festsal i dens store hus i Akureyri. Denne sal var meget festlig og kunne rumme flere hundrede mennesker. Den skal i en nær fremtid omdannes til biograf. Good Templarordenen, for hvilken lærer Erikur Sigurdsson er formand, har nemlig biografbevilling og har foreløbig biograf i ordenens andet hus i Akureyri. Ledelsen af denne biograf forestås også af hr. Sigurdsson og hans frue. Jeg skulle her holde tre storforedrag, henholdsvis over emnerne "Bønnens Mysterium", "Hinsides døden" og "Reinkarnation og skæbne", altså et koncentrat af verdensaltets eller livets allerstørste analyser. Foredragene, der var ledsaget af mine kosmiske symboler i lysbilleder, var godt besøgt og vakte stærkt bifald. Hver formiddag udarbejdede jeg et koncentrat af dagens foredrag, som derefter blev oversat til islandsk og oplæst om aftenen efter foredraget for deltagerne. En meget stor part af islændingene kan ikke forstå dansk. Derfor blev disse oversættelser til stor gavn og glæde for deltagerne og var medvirkende til den gode tilslutning og til skabelsen af interesse for min mission og sag på Island, ligesom de forskellige venlige avisartikler om min person og arbejde, der her udkom, naturligvis også var af stor gavnlig virkning.

Om dagen, når der var lejlighed til det, var jeg naturligvis sammen med mine venner, som gjorde alt, for at jeg kunne befinde mig godt. Efter at jeg således om onsdagen, torsdagen og fredagen havde holdt mine storforedrag, skulle jeg holde et almindeligt foredrag uden lysbilleder lørdag aften. Dette foredrag, der blev holdt over emnet "Den kommende ny verdenskultur", blev således slut- og afskedsforedrag for Akureyris vedkommende. Efter foredraget var der en lille festlig sammenkomst med kaffebord, hvor man takkede mig hjerteligt for mit besøg i Akureyri og for foredragene og samtalerne, som jeg havde givet dem. Hjerteligheden blev stærkt understreget med en vidunderlig gave, en bog, som var mig meget kærkommen. Bogen indeholder alle Einar Jønssons kunstværker i vidunderlige reproduktioner, dels farvetryk og dels sorthvidt tryk.

Den vidunderlige harmoni og hjertelighed, der gav denne sammenkomst atmosfære, og den kærlighed, man, under mit nuværende såvel som under mit forrige besøg på Island, lod mig blive genstand for, hører til de stærkt lysende oplevelser, man aldrig glemmer. Ligesom midnatssolen fjerner nattens domæne fra det fysiske døgn, således overstråler kærlighedens lys de natlige skygger i erindringernes land. Her bliver de til et mindernes strålevæld, man atter og atter kan vende tilbage til i lønlige stunder og fornemme det himmelske lys som varmende solskin eller Guds nærhed i ens eget indre.