Ældre Kosmos og Kontaktbreve

I tidligere foredrag har jeg ofte omtalt, hvorledes der side om side med de synlige levende væsener på det fysiske plan lever væsener, hvis organismer ikke kan opfattes med de fysiske sanser. Mennesker, som er indstillet på, at der eksisterer sådanne usynlige væsener, plejer at kalde dem "ånder" og siger, at de lever på et andet plan end det fysiske, på et åndeligt eller psykisk plan. Men menneskene er jo også "ånder", selvom de i øjeblikket oplever livet gennem en fysisk organisme. Forskellen mellem de såkaldte ånder og de fysiske væsener består deri, at medens de fysiske væsener har bundet en kombination af forskellige faste og flydende materier i form af den fysiske organisme til sin åndelige struktur, er ånderne væsener, der ikke har en sådan organisme. Men absolut alle eksisterende ånder har for længere eller kortere tid siden haft et fysisk legeme, og nogle af dem vil snart igen danne sig en organisme af faste og flydende materier og dermed altså igen inkarnere på det fysiske plan.

Intet levende væsen kan eksistere som ånd uden i visse perioder af sin evige tilværelse at skulle fremtræde i fysiske materiekombinationer, altså i fysiske legemer, og derigennem arbejde med og lære at skabe i fysisk materie og gøre erfaringer, som er absolut nødvendige for væsenets eller åndens videre udvikling og manifestationer i høje åndelige verdener, hvor det udelukkende arbejder med psykisk eller åndelig materie. Den fysiske verden er en slags skole for væsenerne eller ånderne, et laboratorium, hvor de lærer at blande energikombinationer og se resultatet deraf. Menneskets fysiske legeme er i sig selv en energikombination, og den fysiske videnskab kan idag fortælle mennesket, at dets organisme er et helt verdensalt, et univers, hvis himmellegemer vi kalder organer, celler, molekyler, atomer og elektroner. Ligesom det verdensalt, vi er omgivet af, omfatter mange forskelligartede foreteelser, som vi bl.a. kalder kloder, sole og mælkeveje med myriader af forskellige former for bevægelse, således indeholder det levende væsens fysiske organisme også en serie af foreteelser, der alle skaber sine former for logiske eller nyttige bevægelsesarter og dermed udtrykker bevidsthed, tanke og villie. Vi er ikke vant til at opfatte detaillerne i vor egen fysiske organisme som stjernesystemer, men derimod kender vi dem under udtrykkene organer og organfunktioner. Disse organfunktioner er logiske processer i organismen, uden hvilke denne ikke kunne bestå eller være det redskab for os, som gør det muligt at opleve livet på det fysiske plan i den form, der i vor nuværende udviklings- eller skæbneepoke er en livsbetingelse for os. Men når vi nu kan forstå, at alle cellernes, molekylernes og atomernes bevægelser i vor organisme er nyttefunktioner, bagved hvilke der er tanke og villie, er det heller ikke så svært at fatte, at alle de store foreteelser ude i universet, naturens bevægelsesprocesser ligeledes er organfunktioner i en stor organisme. Hvad andet skulle de være? Er det ikke for længst blevet en kendsgerning, at hele vort fysiske liv her på kloden er skabt og opretholdes af et samarbejde mellem solen og jorden? Det er det, og ydermere beretter de fysiske forskere, at hele vort solsystem bombarderes med partikler af kosmiske stråler fra mælkevejen. Mellem himmellegemerne eksisterer en bestandig vekselvirkning af udstråling og energioverføring, som der også gør det mellem organerne, cellerne og atomerne i vor organisme. Det er tåbeligt at tro, at disse myriader af himmellegemer i millioner af år har sejlet gennem verdensrummet til ingen verdens nytte, eller at de blot skulle eksistere for jordens og menneskenes skyld. Tænk på det liv, der findes i en vanddråbe. Når der er sådant et liv i mikrobernes verden, skulle så verdensrummets kloder og mælkeveje være livløse verdener? Nej, universet er en levende og ikke en død verden. Den består af utallige variationer af materiekombinationer eller energikombinationer bagved hvilke eksisterer en levende ånd, hvis bevidsthed, tanke og villie gennemstråler alt. Det er det, vi fra vor børnelærdom kan huske som "Guds ånd, der svævede over vandene".

Kommende tiders fornemste videnskab bliver videnskaben om selve livets psykiske eller åndelige side. Man vil erfare, at hele universet er gennemstrømmet af ånd, der igen er det samme som liv og bevidsthed og dermed tanke og villie, begær og tilfredsstillelse af begær. Man vil erfare, at det ikke er livet, der er et resultat af den fysiske materies funktioner, som den fysiske videnskabs repræsentanter i øjeblikket mest er tilbøjelige til at tro, men at det derimod er omvendt. Det er den fysiske materie, der er bundet til livet, og som livet, d.v.s. de levende væsener eller ånderne, der lever, røres og er i Faderen, universets ånd, sætter i bevægelse i ustandselige kredsløb, der former sig som indvikling i materie og udvikling af materie. Disse levende væsener eller ånder, som lever, røres og er i Faderen, er naturligvis ikke blot menneskene og de usynlige væsener, som findes omkring dem, og som menneskene, hvis de da tror på deres eksistens, kalder åndevæsener. Nej, inkarnerede (fysiske) og diskarnerede (psykiske) væsener eller ånder findes også i mikrokosmos og makrokosmos, d.v.s. i det, der for menneskenes nuværende åndelige perspektiv danner stoffets verden og universet omkring dem. Kloderne, solsystemerne og mælkevejssystemerne er levende væsener, der også oplever deres liv inkarneret i fysiske legemer. Men der findes også klode-, solsystems- og mælkevejsvæsener, som ikke i øjeblikket har nogen fysisk organisme, og altså i forhold til menneskenes perspektiv må være "åndevæsener" i overliggende udviklings spiraler. Efter samme principper og love er der i mikroverdenen væsener, som i øjeblikket er inkarneret i fysisk materie, blandt disse er de levende væsener, som er organer, celler, molekyler og atomer i vore organismer. Men i disse underliggende udviklingsspiraler er der også væsener, som ikke i øjeblikket har nogen fysisk organisme, men er "ånder" i mikroverdenen. Disse mikrovæsener er naturligvis ikke medvirkende til at danne nogen fysisk organisme, men de er alligevel med til organismedannelse, idet de med deres udstråling tilsammen danner åndelige legemer for levende væsener i overliggende spiraler. Det vil altså sige, at de levende væsener i verdensaltet danner henholdsvis universer og stoffer for hverandre, dels fysiske universer og stoffer og dels psykiske eller åndelige universer og psykisk eller åndelig materie. Således består menneskets åndelige legemer af mikroindivider, såvel som dets fysiske legemskultur gør det, og således er menneskene med til under deres fysiske inkarnation at danne jordklodevæsenets fysiske organisme, hvori de er hjerneceller, såvel som de efter døden lever i og er med til at danne jordklodevæsenets åndelige legemer, som er åndelige verdener for dem.

Væsenerne i vore åndelige legemer er i stort antal skytsånder for væsenerne, som en tid er med til at danne vort fysiske legeme, og på samme måde kan væsenerne i jordklodevæsenets åndelige legemer være skytsånder for os. Men bag alle disse skytsånder eksisterer jo det væsens Jeg, bevidsthed og villiekraft, i hvis åndelige legemer de lever. Det vil sige, at de er redskaber for dette væsen, som er makrovæsen for dem, og dette makrovæsens villie og tankekraft ligger bag deres manifestationer. Bag alle jordmenneskehedens skytsånder eksisterer således en "skytsånd nr. 1", selve jordklodens Jeg og bevidsthed eller dens levende ånd, som er jordens virkelige konge eller øverste autoritet.

Men hvorfor lever menneskene netop "på jorden", som man siger, hvilket altså kosmisk set vil sige i jordklodevæsenets fysiske organisme? Fordi de jordiske menneskers bevidsthed og udstråling netop passer ind i og er på bølgelængde med jordklodevæsenets bevidsthed og udstråling. Loven for tiltrækning og frastødning gør sig gældende overalt i universet i makro-, mellem- og mikrokosmos, og makrovæsenerne tiltrækker netop de mikrovæsener til opbygningen af deres legemer, som passer til deres eget udviklingstrin på en sådan måde, at der opstår en vekselvirkning mellem dem, der befordrer den videre udvikling for begge parter. Det gælder forholdet mellem jordmennesket og de mikroindivider, der tilsammen danner dets fysiske legeme og åndelige legemer, og det gælder jordmennesket i dets forhold til dets "skytsengel nr. 1", jordklodevæsenet.

Den virkelige magtfaktor på jorden er altså jordklodens eget Jeg, alle andre magtfaktorer på dens område såsom stormagter, statsoverhoveder og ledende statsmand er ikke den højeste autoritet på kloden. Om en stormagt skal falde, eller den skal gå frem, om en race skal udvikle sig eller degenerere, om landegrænser skal lægges her eller der, om nationerne skal forenes til een verden, eller de skal blive ved med at være adsplittede og strides og kives om, hvem der skal have magt over de andre, alt det er spørgsmål, der kun kan afgøres af jordens sande konge, jordjeg'et eller jordånden. Hele menneskehedens historie på denne klode er i virkeligheden en historie om menneskenes forhold til jordens ånd. Det var jordens jeg eller jordens ånd, der besatte de indviede konger i gamle dage. Når det hed sig, at de var Guds sønner eller ligefrem guder, var det i virkeligheden, fordi de var de væsener, der med deres bevidsthed stod jordånden nærmest. De var centre for jordjeg'ets fysiske talentkerner. Igennem disse indviede konger og ypperstepræster kunne jordånden regulere de mest udviklede fysiske celler i sin organisme, hvilket vil sige, at den kunne bestemme og tilrettelægge menneskehedens fysiske og åndelige kurs. Igennem disse talentkerner udsendte jordjeg'et sin villie som et organiserende diktatur. Det kongelige væsen afveg fra de almene væsener ved at være et indviet væsen, hvilket vil sige et væsen af en så fremragende udvikling, at jordjeg'et kunne sende sin villiekraft direkte gennem dette væsen. Det diktatur, som derved blev udøvet, var i den mest intime kontakt med jordåndens begær, villie og længsler. De øvrige individer i det rige, der var underlagt en indviet konge, var uvidende væsener, uimodtagelige for direkte højere åndelige impulser. De kunne derfor kun organiseres og bringes videre i udvikling i kraft af et intellektuelt diktatur. Kongerne var de eneste individer, der direkte kunne modtage jordjeg'ets impulser, og det vil jo igen sige, at de derved kom i kontakt med de impulser, som jordklodevæsenet modtog fra solsystemet og mælkevejssystemet, i sidste instans fra den guddom, hvori alle levende væsener lever, røres og er. Det var altså et guddommeligt diktatur, jordens mennesker var underkastet, og det var lange tider den regeringsform og opdragelse, som passede til deres udviklings trin og specielle psyke.

Men alt er under udvikling, både jordklodevæsenet og dets enkelte mikroindivider, deriblandt de enkelte jordmennesker. Disse begyndte at udvikles intellektuelt, at blive mere og mere selvstændigt tænkende og uimodtagelige for diktaturets suggestive kraft. De begyndte så småt at få de samme egenskaber som kongerne. Dermed begyndte de også at blive talentkerner for jordjeg'ets bevidsthed, begær og villie. De begyndte at få evne til at ræsonnere selv, at få nye tanker, der undertiden rakte endnu længere end selve kongens. Samtidig begyndte kongedømmet at degenerere. Indvielsen blev efterhånden kun ydre ceremonier, og personlig magt og egoisme blev ledende faktorer. Der blev ulydighed og oprør imod kongemagten, revolutioner og forsøg på at styrte kongerne til fordel for andre regeringsformer opstod. Hvor der før havde været en diktatorisk form for orden blev kaos og anarki. Samtidig med at flere og flere væsener begyndte at få mere individuel tænkeevne, opstod en voldsom rivalisering om magten. Ærgærrighed og magtsyge er noget af det første, som gør sig gældende, når primitive mennesker begynder at få kulturel udvikling. De vil alle sammen være en lille konge, helst en lille Vorherre. Og således blev der med udviklingen mere og mere uro blandt jordmenneskene eller jordåndens fornemste mikroindivider. Vi har set, hvorledes denne udvikling stadig gennem århundrederne har fundet sted og skabt større og større ufred, samtidig med at væsenerne er gået fremad i teknisk og kemisk viden og kunnen. Nu vil man måske sige: "Hvorfor griber jordjeg'et da ikke ind og forhindrer disse revolutioner og krige? Hvorfor standser jordånden ikke hele dette ragnarok i dens egen organisme?" Svaret vil være, at jordens Jeg også i allerhøjeste grad er i færd med at rydde op i sin organisme. Hele processen fra guddommeligt diktatur gennem degenererende diktatur, oprør og revolutioner er virkelig en udvikling, selvom mange mennesker, der ikke har overblik over situationen, tror, at det blot er en vandring længere ind i kaotiske tilstande, der kan ende med tilintetgørelse af jorden og menneskeheden. Et nyt princip, som vi kalder demokrati, er begyndt at udvikle sig blandt de højest udviklede mikroindivider i jordklodens fysiske organisme. En ny tilstand er ved at fødes, og intet kan fødes uden fødselsvéer. Disse véer opleves både af jordklodevæsenet selv og af de jordiske mennesker, som er dets hjerneceller. Situationen i vor tid er kulminationen af disse fødselsvéer, afslutningen af én tilstand for jordkloden og menneskeheden og begyndelsen til en helt ny og strålende epoke for såvel makrovæsenet som dets mikrovæsener. Denne epoke er ensbetydende med jordklodevæsenets oplevelse af "den store fødsel" eller kosmisk bevidsthed, hvilket naturligvis ikke kan ske, uden at dets hjerneceller kommer i en lignende tilstand. Da det er jordklodevæsenets største ønske og begær at opleve en sådan tilstand, står dets villiekraft og en væsentlig del af dets tankeverden, som åndelige væsener er talentkerner for, som en hjælpende og ledende kraft for de mennesker, hvis villie og tankekraft er indstillet på den samme bølgelængde. Men de gamle diktatoriske magtkræfter, som engang var i kontakt med jordklodens og menneskehedens udvikling, findes jo også i jordens psyke endnu, men nu som noget, der gør modstand mod de nye kræfter. Denne modstand vil svækkes, det er en indre kamp i jordklodens bevidsthed, men det er samtidig en kamp i det enkelte menneskes sind og en ydre kamp mellem magtfaktorer på jorden. Denne kamp og den indsats ethvert humant indstillet menneske kan gøre i den, er at komme på bølgelængde med jordklodens villie, som også er selve universets eller Guds villie, skal blive emnet for mit næste foredrag. (Dette foredrag vil blive bearbejdet til det følgende kontaktbrev.)

 

(Ovenstående foredrag blev holdt af Martinus i instituttets foredragssal søndag d.3.april 1949. Det er bearbejdet for kontaktafdelingen af Mogens Møller, og bearbejdelsen er godkendt af Martinus.)