Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Det levende Væsens virkelige, fundamentale og evige Struktur er saaledes usynlig og kan kun indirekte opfattes igennem dets Manifestationer, til hvilke dets fysiske Legeme hører. Men da dette Legeme er noget, som er skabt af vedkommende levende Væsen, er det saaledes absolut ikke det levende Væsen selv. Men naar Organismen ikke udgør de levende Væseners virkelige Selv, har vi jo aldrig nogen Sinde set et levende Væsen. Vi har saaledes aldrig nogen Sinde set vore Venner eller vore Fjender, vore Forældre eller Søskende, eller noget som helst andet Væsen. Vi har kun set disse Væseners midlertidige Organisme eller skabte Redskab for deres Manifestation og Tilkendegivelse.

Den Forvandling, disse Legemer eller Redskaber for disse Væseners Manifestation gennemgaar, gælder ikke for de paagældende levende Væseners virkelige Selv. Dette er evigt uforanderligt. Det er kun i Væsenets eller Jeg'ets Manifestationer, at Forvandlingen sker. Disse Manifestationer kan være mere eller mindre fuldkomne, de kan være onde, eller de kan være gode, de kan opløses eller tilintetgøres, de kan være gamle, eller de kan være nye o.s.v. Men Væsenets virkelige Struktur er hverken god eller ond, den kan hverken være ny eller gammel, den kan hverken tilintetgøres eller opløses. Væsenets virkelige og absolut eneste Analyse er den, at det kun udgør "Noget, som er". Men det kan altsaa tilkendegive sig i en Mangfoldighed af Variationer. Og naar Væsenet kommer ud for den saakaldte "Død", er det absolut ikke Væsenets kosmiske Struktur og Jeg, der dør, men blot en Manifestation af dette, der dør, hvilket i dette Tilfælde vil sige: dets fysiske Legeme. Det levende Væsen kan altsaa ikke dø. Det af det levende Væsen, der udgør Skaberen og Skabeevnen, eksisterer stadig, selv om den fysiske Organisme er gaaet under. Dette vil igen sige, at Væsenet lever videre og kan stadigt skabe og opleve, men naturligvis ikke mere paa det fysiske Plan.

Vi har nu konstateret nogle Realiteter, der viser, at det levende Væsen ikke er identisk med sit fysiske Legeme, men udgør en evig uforanderlig Realitet, der kan skabe og opleve. Foreløbig har vi ganske vist kun set, at den Manifestation og Oplevelse var i Kraft af dets fysiske Organisme. Men naar det virkelige Væsen bag Organismen udgør en evig Realitet, der kan skabe og opleve, vilde det være ganske urimeligt at antage, at dets nuværende fysiske Organisme, der kun er ganske midlertidig og iøvrigt meget forgængelig, skulde være den eneste Organisme, dette evige kosmiske Væsen har skabt, og det korte fysiske Liv, som det igennem den kan faa, skulde være den absolut eneste Oplevelses- og Manifestationstilstand, det har Mulighed for at opleve. Hvordan saa med den uendelige Fortid, som det har haft før det nuværende Liv? – Og hvordan med den uendelige Fremtid, der venter det efter det nuværende Liv? – Skulde denne evige Eksistens udenfor dets nuværende fysiske Liv blot være en øde Ørkenvandring, en detailleløs eller manifestationsfri Eksistens, en dødlignende Søvn? – Hvortil saa den evige Skabeevne? – Og hvortil det nuværende fysiske Liv, dette lille Støvfnug af Tid i Forhold til Evigheden? – Hvortil en evig Eksistens og en tilsvarende evig Skabeevne, hvis det levende Væsen kun skal bruge den til Skabelsen af en saa ubetydelig Støvfnugoplevelse, som et enkelt fysisk Jordliv vil være at betragte i Forhold til denne evige Eksistens og tilsvarende evige Skabemulighed? – Nej, en saadan Urimelighed forekommer absolut ikke i den guddommelige Verdensorden. Alle bliver her kun skabt til Opfyldelse af absolut nyttige Formaal. Og Opfyldelsen af disse Formaal er udelukkende dette, at de bliver til Glæde og Velsignelse for levende Væsener. Derfor vil ogsaa den evige Skabeevne udelukkende kun have til Formaal at give det levende Væsens evige Eksistens en tilsvarende evig permanent Livsoplevelse af Manifestation og Skabelse.

For at foranstaaende kan blive opfattet som Virkelighed, maa der være noget ved det levende Væsen, der viser, at det ikke udelukkende kan jonglere med fysiske Materier, men at det ogsaa jonglerer med usynlige Materier, der ikke, ligesom de fysiske, er direkte tilgængelige for fysisk Sansning. En saadan Jongleren med Materier eller Stof, der ikke er fysisk, ser vi i Væsenets hele Bevidsthedsfunktion. Dets Tænkning og Sanseindtryk skabes i Kraft af en Materie, der ikke er tilgængelig for fysisk Sansning. Alt, hvad Væsenet normalt aabenbarer igennem sine fysiske Manifestationer, har det først udtænkt sig i Form af Tankebilleder eller Tankestrukturer. Denne Oplevelse i Tankebilleder og Tankestrukturer eller Tankekombinationer er absolut ikke en fysisk Oplevelse. Den udgør saaledes en absolut saakaldt "aandelig Oplevelse". Uden en saadan aandelig Oplevelsestilstand vil Væsenets fysiske Oplevelse og Manifestation være en total Umulighed. Det er ud fra denne Væsenets Tanketilværelse, at dets fysiske Tilværelse skabes og opleves. Væsenet har saaledes foruden sit fysiske Legeme en aandelig Struktur. Da det med denne Struktur kan forme og skabe Tankebillederne, lede og styre den fysiske Organisme, lede og styre sine Manifestationer og Oplevelser paa det fysiske Plan, kommer vi atter til at se, at det virkelige levende Væsens fysiske Legeme kun er et Redskab for et aandeligt Væsen.

Alle levende Væsener lever saaledes i Virkeligheden slet ikke paa det fysiske Plan. Deres fundamentale Bevidsthed, Tankefunktion og Villieføring udgør udelukkende en Funktion i, eller Jongleren med, aandelig Materie. Derved kommer vi til at erkende, at der eksisterer et højere Tilværelsesplan end det fysiske, og at det er paa dette Plan, at det levende Væsen eksisterer og har hjemme. Igennem det fysiske Legeme oplever det kun Reaktionerne af det fysiske Legemes Berøring med de fysiske Materier. Disse Reaktioner bliver igennem det fysiske Sansesystem omdannet til aandelige Impulser, hvilket vil sige: elektriske Impulser. Disse Impulser overføres derefter til Væsenets aandelige Struktur og bliver til Erkendelse. Først igennem denne Erkendelse oplever Væsenet, hvad det er, det igennem disse Sanseimpulser oplever. Og det er saaledes først her, at Oplevelserne bliver til Bevidsthed, Viden og Erindringer. Det er altsaa ikke paa det fysiske Plan, at det oplever Kendskabet til det, det sanser igennem de fysiske Sanser. De fysiske Sanser kan kun markere Reaktioner, og gennem Hjernesystemet omdanne disse til elektriske Impulser, der gaar i Kontakt med Væsenets aandelige Struktur, der udelukkende er Organ eller Legeme for disse fysiske Sanseimpulsers Omdannelse til Erkendelse eller Viden, der igen indgaar i et særligt aandeligt Organ til Opbevaring som Erindring. Dette Organ er udtrykt i mit Hovedværk Livets Bog som Skæbneelementet. Alle Væsenets Oplevelser eksisterer her som Erindringer. Disse Erindringer ligger til Grund for alt, hvad Væsenet ejer af Kundskab eller Viden. Af denne Kundskab er det afhængigt af, hvad Væsenet kan forstaa og omdanne til Erkendelse og Viden af nye Oplevelser eller Sanseimpulser.

Men naar det levende Væsen saaledes har sin Bevidsthed, sin Viden og Erkendelse paa det aandelige Plan, og derfor i Virkeligheden har sin fundamentale Oplevelses- og Manifestationsstruktur her, kan den ikke rammes af dets fysiske Legemes Undergang. Det har stadig sin Bevidsthed, Tankefunktion og Viden i Behold. Men da dets fysiske Legeme er gaaet under, kan det ikke mere modtage fysiske Reaktionsimpulser og kan saaledes ikke mere direkte opleve den fysiske Verden. Men da Bevidstheden og dermed Tankefunktionen stadig eksisterer, kan Væsenet saaledes stadigt tænke, hvilket vil sige: skabe i aandelig Materie. Her former Materien sig automatisk efter Væsenets Tanker eller Tankebilleder. Da det nu ikke mere har det fysiske Legeme og ikke mere sanser fysisk, bliver dets Tanker og andre Væseners Tanker det aandelige Tilværelsesplans ydre Omgivelser.

Igennem dette vort lille Overblik over det levende Væsens kosmiske Struktur, har vi nu faaet bekræftet, hvorledes det levende Væsen i sin virkelige højeste Identitet og kosmiske Eksistens ikke er identisk med den, i mere eller mindre fast Stof manifesterede, fysiske Organisme. Denne Organisme har saaledes ikke noget at gøre med selve det kosmiske Væsen bag Organismen ud over dette, at den er et midlertidigt Redskab for nævnte Væsen. Da den hører ind under de skabte Ting, er den forgængelig. Den er saaledes Slitage underkastet og maa gaa sin Undergang i Møde, ligesaavel som den engang maatte blive til. Dens Eksistenstid eller Alder er saaledes ikke det levende Væsens Alder, der udgør dens Ophav, og for hvem den er et Oplevelses- og Manifestationsredskab. Naar vi siger om et levende Væsen, at det er saa og saa gammelt, er det i Virkeligheden saaledes, som her er nævnt, kun dets Organismes Alder, der bliver udtrykt. Naar vi siger om det samme Væsen, at det er smukt, eller det ikke er smukt, det er saa og saa stort eller lille, saa er det ligeledes Organismen og ikke Væsenet bag Organismen, vi bedømmer.

Væsenet bag Organismen er et kosmisk Væsen og eksisterer saaledes hinsides Tid og Rum. Det udgør ikke en skabt Ting, men udgør derimod det "Noget", der er Organismens Ophav og Skaber, og som benytter den som Redskab for sin Manifestation og Oplevelse af Livet. Men da Skabelse kun kan være en Frembringelse af Tid og Rum, kan Skaberen saaledes ikke selv være identisk med Tid og Rum. Skaberen maa eksistere før det skabte, thi hvordan skulde det skabte ellers være blevet til? – Men naar Skaberen kan eksistere før det skabte, er denne Eksistens ikke afhængig af det skabte. Nævnte Skaber vil derfor ligesaa godt kunne eksistere, efter at det skabte er ophørt med at være til, som det kunde eksistere, før det skabte blev til. Denne Skaber eller dette "Noget" er det samme som Jeg'et i ethvert levende Væsen. Dette Jeg med sin inderste kosmiske Struktur er saaledes aldrig nogen Sinde blevet til, men har fra Evighed af altid været til og vil ligeledes i al Evighed frem over evigt være til. Da det levende Væsens indre kosmiske Struktur og Jeg udelukkende kun kan udgøre "Skaberen", kan det absolut ikke være identisk med "det skabte". Det er saaledes absolut hævet over alt, hvad der er tids- og rumdimensionelt. Det er derfor, det kun kan udgøre Analysen "Noget, som er", hvilken Analyse er nøjagtigt den samme som "Evighedens", der ogsaa kun kan udtrykkes som "Noget, som er". Jeg'et i det levende Væsen er saaledes identisk med Evigheden. Begrebet "Evigheden" er ganske rigtigt Udtryk for ubegrænset eller uendelig Tid, men uendelig Tid saavel som uendeligt Rum kan umuligt eksistere. Saa snart en Tings Analyse overgaar til kun at kunne udtrykkes som "uendelig", eksisterer Analysen ikke længere som en Analyse af Tingen, men udgør derimod udelukkende kun et Udtryk for Tingens Ophav eller Skaber, der netop er det absolut eneste, der kan eksistere udenfor det tids- og rumdimensionelle, eftersom dette kun kan eksistere som et Produkt frembragt af nævnte Skaber. Derfor ser vi netop ogsaa, at Evigheden saavel som Uendeligheden har nøjagtigt den samme Analyse som Skaberens Jeg. De kan kun udgøre "Noget, som er". Da denne Analyse ogsaa er udtryk for Guddommens højeste kosmiske Identitet, er alle eksisterende levende Væsener hver især, saavel i Mikrokosmos og Makrokosmos som i Mellemkosmos, eet med Evigheden, Uendeligheden og Guddommen.