Ældre Kosmos og Kontaktbreve

En overordentlig stor del af jordens befolkning er blevet gudløse. Det er ejendommeligt at bemærke, at det ikke er de primitive naturfolk i urskovene, og det er heller ikke de højeste bevidsthedsbegavede eller absolutte højintellektuelle mennesker, der er gudløse. De gudløse mennesker findes altså kun på et mellemstadie imellem de mindst udviklede og de højest udviklede mennesker.

Hvad forstår man nu ved de mindst udviklede mennesker? – De mindst udviklede mennesker er dem, vi kender under udtrykket primitive "naturmennesker". Det, der i særlig grad er det bærende i disse menneskers sansesæt, er den psykiske eller mentale evne, vi kalder "instinktet". Instinktevnen er den, der ligger bag alt, hvad der rent automatisk befordres i de levende væseners organismer, såsom selve fosterdannelsen i moders liv, organismens opvækst, dens blodomløb, kirtelfunktioner, åndedræt, fordøjelse o.s.v. samtidigt med, at den befordrer væsenets evne til at "ane". Denne evne er plantelivsformernes højeste stadium for sansning. Planten kan ane kulde og varme. Den kan ane behag og ubehag, men den kan absolut ikke sanse, hvad årsagen er til dette behag eller ubehag. Den kan ikke hverken høre eller se. Hele den fysiske verden er en abstrakt verden for de livsstadier, plantelivsformerne befinder sig på. Men de kan ikke desto mindre reagere over for nævnte verdens påvirkninger. Det er disse påvirkninger, der efterhånden udvikler de nævnte livsformers psyke og evne til at skabe fuldkomnere og fuldkomnere organismer. Det er denne udvikling, der omskaber planten til dyr. I dyret ser vi de organer udviklet til fuldkommenhed, som kun var i sin første spæde begyndelse i plantevæsenet. Men selv om dyret har fået sanser langt ud over instinktevnen, er det alligevel denne evne, der stadigt er den fundamentale i dyrets fremtræden som levende væsen. Og de primitive eller, mentalt set, laveststående mennesker føres således i stor udstrækning endnu ved deres instinkt eller anelsesevne, suppleret af deres begyndende følelsesevne. Intelligensen har de kun i et meget lille eller stærkt begrænset område. Det er derfor hovedsageligt disse væseners højt udviklede instinkt- eller anelsesevne, der er fundamentet for disse væseners religiøse tro, daglige liv og væremåde.

Når disse primitive eller endnu mindre udviklede væsener er meget religiøse, hvilket vil sige, at de tror på, at der forekommer væsener, der står langt over menneskene, væsener som de opfatter som "ånder", "guder" og "djævle", er det ikke hverken intelligens eller intuition, der bevirker, at disse væsener tror på guder og djævle i form af makrokosmiske væsener, der behersker naturen og menneskene. Det, der får disse mennesker til så fast at tro på, at der eksisterer væsener over menneskene og naturen, er, som nævnt, deres instinkt eller den heraf fremtrædende højt udviklede eller kulminerende anelsesevne, altså den samme evne, som ufejlbarligt leder deres organfunktioner, leder eller fører deres særlige for dem egnede væremåde. Da instinktevnen er ufejlbarlig i denne sin førelse af væsenernes liv i deres mest primitive stadier, vil vi også heraf kunne se, at der må være en logisk begrundelse for, at instinktet bringer det, om højere væsener og tilværelsesformer aldeles uvidende væsen, ind i en uafviselig anelse om netop sådanne højere foreteelsers eksistens. Hvorfor skulle denne instinktmæssige førelse af væsenet ind på troen på højere væseners og tilværelsesplaners eksistens ikke være lige så logisk, være lige så ufejlbarlig som instinktets befordring af væsenets organfunktioner og øvrige automatiske funktioner og ledelse, der hvor væsenet endnu ikke har bevidsthed eller psyke til selv at kunne klare den for dets særlige udviklingstrin passende livsførelse eller væremåde? – Væsenernes religiøse tro er et organisk produkt og ikke nogen af andre tillært tilstand.

Det er rigtigt, at de primitive menneskers opfattelse af de nævnte højere væsener og deres væremåde ikke kan erkendes som afklaret eller fuldkommen. Men denne, de primitive væseners ydre fortolkning eller detaillerede forklaring af disse væsener, er absolut ikke et produkt af deres instinktevne. Instinktevnen har kun ladet de primitive væsener ane, at der eksisterer højere væsener og disses tilværelsesplaner. Hvordan disse højere væsener og tilværelsesplaner i virkeligheden forekommer i deres sande og virkelige struktur og detailler, har instinktet absolut ikke kunnet give væsenerne, hvilket da heller ikke har været dets opgave. Instinktet har således kun befordret den rene anelse om mere eller mindre makrokosmiske væseners og deres tilværelsesplaners eksistens. De primitive eller mindre udviklede mennesker har da med deres endnu meget spæde begyndende følelsesevne og en meget latent intelligens evne skabt en detailleret fantasiforestilling om disse højere foreteelsers eksistens og liv. De har skabt disse høje foreteelser i deres eget billede. De har udstyret disse høje væsener med de idealer, der var gældende på deres eget udviklingstrin. Disse opfattelser eller beskrivelser af de højeste væsenstilstande er således et produkt af spæde begyndende bevidsthedsevner og ikke en af andre tillært mere eller mindre ufuldkommen tilstand. Men det, der er produkt af instinktet, dette, at der eksisterede højere væsener og tilværelser, var altså ufejlbarligt. Denne kulminerende anelse voksede således automatisk ind i væsenernes psyke akkurat ligesom de øvrige automat- og instinktfunktioner. Denne anelse var altså absolut ikke et produkt af menneskelig fantasi, følelse eller intelligens. Den kom ind i væsenets bevidsthed, allerede inden disse mentale evner var kommet til udvikling.

Anelsen om højere væseners og tilværelsers eksistens er således absolut ikke opstået ved nogen som helst spekulation. Det var således kun væsenernes detaillerede beskrivelser eller opfattelser af disse væseners og tilværelsers detaillerede analyser, der var et rent og skært produkt af spekulation uden nogen som helst særlig rod i den absolutte virkelighed. Det blev således til fantasiguder, fantasidjævle og fantasiværemåder i disse primitive væseners opfattelser. Idealer og væremåder, der lå uden for de samme væseners sanse- eller fatteevne, kunne de jo absolut ikke udstyre disse overjordiske væsener og tilværelser med. De måtte derfor opfatte disse foreteelser i deres eget billede, hvilket vil sige: i forhold og væremåder inden for de felter, de selv var hjemme i. Og man dannede sig så en væremåde, man mente var i kontakt med disse overjordiske væsener, og hvorved man mente at kunne komme i yndest hos disse og her få hjælp til at bekæmpe sine fjender. Og dette forhold til de overjordiske væsener, guder og ånder, som efterhånden blev opfattet som et "Forsyn", blev til det, vi i dag kalder: religion. Denne instinktmæssige udvikling gik videre og blev til de store humane verdensreligioner af i dag, og af hvilke "kristendommen" blev religion for vestens folk.

Millioner og atter millioner af mennesker verden over er endnu i dag tilhængere af disse verdensreligioner, hvilket altså vil sige, at disse væseners psyke endnu i kraft af deres instinkt automatisk er bundet til troen på en højere væsenstilstand. For kristendommens vedkommende er objektet for væsenernes tro blevet een almægtig, alvis og alkærlig Guddom. De virkelige troende kristne er således her i kraft af deres instinkt bundet til en næsten urokkelig tro på en Guddoms eksistens og på en særlig opfattelse af denne Guddoms væremåde. Medens selve troen på denne Guddoms eksistens totalt bæres af væsenernes instinkt og således er noget medfødt ved disse væsener, er opfattelsen af nævnte Guddoms væremåde og forhold til menneskene noget af profeter og Kristus midlertidigt tillært. Dette af Kristus tillærte blev kaldt "kristendommen" og dets tilhængere blev kaldt "kristne".

Når menneskene således som foran berørt havde en medfødt fornemmelse af en Guddoms eksistens og yderligere igennem Kristus blev beriget med en meget høj visdom eller viden, der gav dem et glimrende indblik i denne Guddoms væremåde og menneskenes eget forhold og afhængighed af denne Guddom, hvorfor blev deres liv så til et gudløst stadium eller en mørkets epoke, der blev et kulminerende krigens domæne, en drabs- og ødelæggelsesmanifestation, der overgår alt, hvad der tidligere blev nævnt som "hedenskab"? – At menneskene således arbejdede sig ind i storkrigenes, ødelæggelsernes, mord- og drabstilstandenes og de heraf følgende lidelsernes og sorgernes tilstande, skyldes absolut ikke de kristne idealer. Disse påbød netop, at man skulle elske sin Gud over alle ting og sin næste som sig selv. Hertil føjedes yderligere, at man skulle tilgive sin næste, ikke blot syv gange dagligt, men indtil halvfjerdsindstyve gange syv gange dagligt, ligesom det i kontakt hermed også hed, at man skulle drage sit sværd i skeden, thi hver den, som ombringer ved sværd, skulle selv omkomme ved sværd. Det er også her, det hedder, at ingen har større kærlighed end den, der giver sit liv for at redde andre. Det var jo den kærlighed, Kristus åbenbarede på korset. Han lod sig inkarnere på en lav og primitiv klode for at inficere dens mennesker med de højeste guddommelige kærlighedsidealer, skønt han vidste, at det kunne komme til at forvolde ham en meget smertelig og pinefuld fysisk død. Hvis menneskene kun havde opfyldt disse idealer, var de blevet virkelige "kristne", og deres fysiske liv var blevet et virkeligt "himmeriges rige" på jorden. – Men hvorfor blev det ikke således? – Nej, det kunne ikke blive således, thi menneskene kan ikke forandres fra primitivitet til højintellektualitet blot ved at få foreskrevet de højere verdeners idealer. Disse idealer kan absolut kun udgøre et supplement til en helt anden undervisningsproces, nemlig erfaringernes oplevelse. Har man ikke oplevet den til en vis grad, kan man absolut ikke forstå de nævnte høje idealer. Og det, man ikke forstår, kan man ikke tage højtideligt eller acceptere. Menneskene havde absolut ikke gennemlevet erfaringernes oplevelse i en sådan grad, at de kunne forstå kristusidealerne. I samme grad, som de ikke kunne forstå de nævnte idealer, kunne de ikke opfylde disse i deres væremåde, men måtte blive ved med at være "hedninger", hvilket her vil sige: blive ved med at være primitive og derved leve i inhumane situationer.