Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Og således finder vi altså den store part af menneskene af i dag. Det er rigtigt, at kristusidealerne har haft en vis indflydelse på civilisationen. Alle humane foranstaltninger og fælles samfundsgoder, kirkebyggeri, religionsundervisning, forsorg, hjælp til syge og fattige, samt alderdomsforsørgelse, hospitals- og retsvæsen, røde kors institutioner og fredsligaer, antimilitarisme og militærnægtelse o.s.v. har sin rod i den begyndende humanisme, der vil udvikle sig frem til den totale næstekærlighed, som Kristus var opfyldt af, og som han udtrykte som alle loves fylde. Men det, er kun i et meget begrænset område, at jordens mennesker er begyndt at praktisere de foran nævnte idealer. Den store del af menneskene, i alt fald inden for de kristne lande, er kommet helt bort fra de religiøse idealer. De er nærmest blevet gudløse. De har mistet evnen til at tro. Det religiøse instinkt, som tidligere befordrede væsenernes tro på en Guddom, er degenereret, alt eftersom væsenerne udviklede sig i intelligens. Med denne evne begyndte menneskene at kunne forske i materien, kunne her tilegne sig viden. Men denne viden kunne ikke erstatte instinktets evne til at holde mennesket bundet i troen på et Forsyn. Derfor blev den materielle forsker bundet mere og mere til materien, alt eftersom hans instinktevne blev svagere og svagere og ikke kunne binde ham i troen eller fornemmelsen af en Guddoms eksistens. Han blev gudløs. Han troede kun på de kendsgerninger og facitter, han kunne tilegne sig i forskningen af materien. Han mente at kunne finde livsmysteriets løsning i materiens analyser. Men materien er ikke selve Guddommen, ligesom den heller ikke udgør "det levende" i de levende væsener. Derfor kan den materielle forsker umuligt finde livets eller "det levendes" facitter i materien.

"Det levendes" facitter findes naturligvis kun i "det levendes" analyser. Men "det levendes" eller selve livets facitter kan umuligt findes eller realistisk opleves med intelligensen. Dette er forbeholdt intuitionsevnen, rent bortset fra den anelse eller fornemmelse af en Guddom eller højere væsenstilstand, som den kulminerende instinktevne opretholder i de primitive væseners psyke. Når væsenerne således er blevet gudløse, er det fordi, en begyndende mental følelse i forbindelse med intelligensen drager dem mere og mere imod det rent håndgribelige, medens instinktevnen mere var en evne til at lade dem ane eller fornemme det abstrakte. Og med denne evneforvandling blev væsenerne således indstillet på det håndgribelige, hvilket vil sige det fysiske eller materielle. I denne tilstand kom væsenerne så langt bort fra at kunne fornemme det abstrakte og dermed fornemmelsen af en Guddoms og en højere tilværelsesforms eksistens, som det overhovedet er muligt. Vi bliver således her vidne til, at det primitive menneske er mere gudbevidst end det her nævnte intellektuelle menneske. Det primitive menneske kan i kraft af sit kulminerende instinkt "ane" Guddommens eksistens, medens det intellektuelle menneske så at sige helt har mistet evnen til at fornemme og dermed evnen til at tro på, at der eksisterer en Gud og en højere væsenstilstand end den jordiske. Deres bevidsthed klamrer sig til materien og dennes analyser.

Rent bortset fra det væld af goder, som denne materialistiske videnskab, som disse materieforskere har givet verden, har der absolut ikke kunnet skabes nogen som helst tryghed eller fred i verden på denne overdådige viden om materien, tværtimod. Midt i alle de mangfoldige materielle goder: maskiner, befordringsmidler, elektricitet, telefon, radio, fjernsyn, elektronhjerner, foto og film, teleskoper og mikroskoper o.s.v. begår mange tusinde mennesker selvmord. Andre tusinder kommer på sindssygehospitaler, andre tusinder kommer på sygehuse for kropslige lidelser, atter andre tusinder går rundt som invalider, millioner bliver dræbt eller lemlæstede i krige, revolutioner, hævnakter og henrettelser, andre millioner dør af sult, nød og elendighed. Atter andre store grupper af mennesker sygner både mentalt og fysisk i fængsler, straffeanstalter og tugthuse.

Det er ikke vanskeligt her at skelne kristendom og hedenskab fra hinanden, eller de to menneske grupper Kristus kalder "fårene" og "bukkene", selv om begge grupperne påberåber sig at høre til den kristne verdensreligion. "Fårene" udgør altså den gruppe mennesker, der er ophav til alle de humane skabelser og goder for menneskene, medens bukkene hører til den gruppe mennesker, der sværger til krig og magtudfoldelse eller undertrykkelse af andre mennesker, råber på dødsstraf og henrettelser af anderledes tænkende mennesker, holder på moseloven øje for øje og tand for tand. Det er mennesker, der mere eller mindre er blottede for den humane evne. Det er mennesker, der synes, at atom- og brintvåben, raketter og andre lignende drabsmidler til mangfoldiggørelse af det dræbende princip er selvfølgelige. De synes, at henrettelser og dødsstraffe er retfærdige straffemetoder, ja, endog tortur kan de i værste tilfælde se som berettiget. Denne gruppe mennesker er i væsentlig grad den fremherskende. Inden for denne gruppe finder vi både regeringsmedlemmer og andre autoriteter, dommere, sagførere og politifolk. Naturligvis forekommer disse to folkegrupper hver især ikke som "får" eller "bukke" i renkultur. Der er noget i "bukkenes" mentalitet, der hører til "fårenes" mentalitet, ligesom der også er noget i "fårenes" mentalitet, der hører til "bukkenes" mentalitet. Det er altså "bukkenes" mentalitet, der udløser alt det onde og inhumane i menneskenes liv, medens "fårenes" mentalitet ligger til grund for alt det humane eller den begyndende virkelige næstekærlighed.

Men da "bukkementaliteten" er den regerende eller fremherskende, er det ikke så mærkeligt, at menneskene lever i et ragnarok eller den dommedag, der blev bebudet af verdensgenløseren. Den er altså årsag til krigene, ødelæggelserne og lidelserne. Da begge grupperne så at sige er gudløse, er livet således et uløseligt mysterium for dem. Derfor må de leve på gamle moralske traditioner, som i dag er forældede og skader mere end de gavner, men som engang i fortiden var til velsignelse. Det er disse uintellektuelle fortidige moralforskrifter, menneskene ikke mere kan tro på. Og da deres store viden om materien ikke kan give dem nogen som helst vejledning i deres sjælelige eller psykiske anliggender er de ganske uden noget særligt åndeligt ståsted.

Midt i alle disse mere eller mindre lidelsesbefordrende medvæsener og foreteelser, de dagligt er omgivet af, har de ikke noget fast punkt. De bliver derfor revet med så af det ene og så af det andet. Dette fører kun til forvirring og til endnu mere vantro eller gudløshed. Væremåden er her krig, had og fjendskab. Livet er her synligt som mørkets kulmination. Menneskenes drabsevne er her millioner af gange større end dyrenes. Vi kan derfor ikke kalde menneskenes mentalitet for dyrisk. Den er altså af helt andre kæmpemæssige dimensioner. Og vi kan kun kalde denne mentalitet for "djævlebevidsthed". Uden djævlebevidsthed vil atombomber umuligt kunne skabes og anvendes imod levende væsener. Kun en djævlebevidsthed kan finde det moralsk i en given situation at udløse et sådant væld af helvedeskræfter imod en millionby og dermed udslette alle dens beboere, børn og voksne, unge og gamle, samt alle de kulturværdier, som eventuelt er skabt igennem århundreder. Så længe menneskene kan nænne at udløse drab og udslettelse af levende væsener fra det fysiske plan, har de endnu ikke menneskebevidsthed i renkultur. De har til en vis grad således endnu djævlebevidsthed i deres natur. Og de må derfor i tilsvarende grad endnu være bundet til ragnarok eller helvede, til lidelsernes og mørkets sfærer.

Jordmenneskeheden lever således i dag i livets kulminerende mørkesfære hvor der faktisk er gråd og tænders gnidsel. De lever i krigens, lidelsernes, sygdommenes, nødens og elendighedens sfære. Alt er tilsløret i gudløshedens tågeslør. Guddommen er blevet borte. Menneskene vandrer og vandrer ud i afsporingernes blinde veje. Og det er denne vandring ad blinde veje, der fører vægenerne ind i mørket og lidelserne. Men oplevelserne af lidelserne afføder i væsenet den humane evne eller kærlighedsevnen, der bevirker, at man begynder at føle sympati eller medlidenhed med alle, der er syge, alle der er lidende. Denne evne vil blive ved med at udvikle sig til sin kulmination. I denne kærlighedsevnens kulmination vil man hellere selv lide, end at man vil have, at ens næste skal lide. Man er blevet ét med sin næste. Samtidigt med denne evnes udvikling kommer der en ny menneskelig evne til syne, nemlig intuitionen. Med denne evnes udvikling til kulmination kan man opleve selve livsmysteriets løsning eller alle de kosmiske principper og love, der er uden for tid og rum, og som betinger vor evige kosmiske struktur. Vi oplever at være ét med udødeligheden, ét med alkærligheden, alvisdommen og almagten, og dermed ét med vejen, sandheden og livet. Denne væremåde udgør således selve samlivet med Guddommen, og hvorved væsenet bliver fremtrædende som en funklende stjerne i Guddommens evigt lysende og varmende strålevæld. Og med dette altoverstrålende, højintellektuelle gudsforhold eller denne kulminerende gudsdyrkelse taler væsenet med Gud, som en mand taler med sin næste i kærlighedens højeste aspekt. Gudesønnen er blevet ét med sin Fader.