Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Der kom engang en rig yngling til Kristus for at spørge ham om, hvad han skulle gøre for at blive salig. Vi ved også, at Kristus rådede ham til at gå hen og give alt, hvad han ejede, til de fattige og komme og følge Kristus. Men det var for meget for den rige yngling, det kunne han ikke tage. Hvad var der i vejen med denne rige unge mand? – Hvorfor kom han til Kristus? – Han kom, fordi han ikke var salig, hvilket altså her vil sige, at han ikke var lykkelig. Han kom jo netop til Kristus for at få en anvisning på, hvad han skulle gøre for at blive salig. Kristus var altså klar over, at det var rigdommen, der var skyld i, at den unge mand ikke var lykkelig. At han skulle ofre den for at blive lykkelig, kunne han absolut ikke forstå. Da han var en rig yngling, var han i stand til at få sine materielle, fysiske ønsker tilfredsstillet uden noget besvær. Han havde penge nok til at kunne tilegne sig alle goder af den slags. Men det var ikke nok for ham. Det han søgte var i virkeligheden åndelige goder. Han begyndte at få begær efter at få højere begavelse, højere åndelige egenskaber, evner og anlæg, der lå langt højere end de evner og anlæg, almindeligt begavede mennesker var udstyret med, hvad enten de var rige eller fattige. Han var jo vidne til, at profeterne med hensyn til psykisk begavelse var både almenheden, konger og fyrster overlegne. Det var dem, der var rådgivere i alle moralske anliggender, ja, ligefrem bestemte både kongers og fyrsters moralske væremåde. Disse mennesker havde altså goder, som absolut ikke var afhængig af rigdom og herkomst. Det, der pinte den rige yngling, var altså dette, at han midt i sin ellers så rige og luksuriøse tilværelse ikke besiddede disse goder, at der var andre, der på disse felter var ham overlegen. På dette psykiske eller mentale felt måtte han føle sin underlegenhed. Her måtte han føle, at han ikke var et overklassemenneske, således som tilfældet var med ham på det rent fysiske, materielle område. Derfor gik han til Kristus for at få at vide, hvordan han kunne komme i besiddelse af denne psykiske tilstand, som han opfattede som "salighed".

Da han var vant til at kunne få alt, hvad han begærede for penge, var det ikke så sært, at han blev skuffet. Her fik han at vide, at disse goder, disse højere evner og egenskaber, den salighed, som han ønskede eller begærede, kunne ikke tilegnes for penge. De kunne ikke erhverves af et menneske, der levede sit liv i rigdom og overflod, levede på værdier eller goder, det ikke selv havde tilegnet sig ved sit eget arbejde, men var skaffet til veje ved andre menneskers sved, slid og slæb. Saligheden eller en højere bevidsthedstilstand er ikke en slags dessert, man får serveret som en ekstra tilgift, når man rent materielt set på en eller anden egoistisk måde har fået tilegnet sig en sådan rigdom, at man ikke behøver at udføre selv det mindste lille arbejde, men kan lade andre mennesker igennem Deres slid og slæb indtjene ikke blot livsfornødenhederne, men også overflod og luksus til en selv.

Ligesom rigdommen er et produkt af en særlig væremåde, således er saligheden eller en højere og fuldkomnere bevidsthedstilstand også udelukkende et resultat af en særlig væremåde. Medens den første form for væremåde er baseret på "hellere at tage end at give", er den anden væremåde baseret på "hellere at give end at tage". Disse to væremåder udgør altså lige akkurat to diamentrale modsætninger. Derfor måtte Kristus sige til den rige yngling, at han matte forlade den væremåde, han som den rige yngling levede i og overgå til den væremåde, som Kristus manifesterede, hvis han ønskede at opleve den virkelige salighed. Fra at leve et liv, hvor det kun drejede sig om at skabe goder for sig selv, skulle han overgå til et liv, hvor alt drejede sig om at skabe goder for sin næste, hvilket vil sige at være til glæde og velsignelse for alt levende. Fra at leve et liv i nydelse skulle han for at blive salig, blive fuldkommen, blive guddommelig, overgå til et liv i ydelse.

Men en sådan tilværelsesform kunne den rige yngling ikke overgå til. Så meget ønskede han dog ikke saligheden, at han således ville ændre væremåde. Når han ikke kunne købe den og således ikke på en behagelig måde uden nogen som helst anstrengelse kunne tilegne sig den ligesom de materielle goder, han på grund af sin rigdom kunne tilegne sig, så var det ikke noget for ham. Med den bevidsthedsindstilling og væremåde måtte han altså give afkald på en højere og fuldkomnere bevidsthedstilstand, han måtte blive ved med at leve i en bevidsthedstilstand, der var i direkte modsætning til selve livet og dermed i modsætning til Forsynet eller Guddommen. Vi forstår således her bedre Kristi ord, der hvor han siger, at det er lige så umuligt for en rig mand at komme i himlen, som for en kamel at gå igennem et nåleøje.

Hvordan med menneskene af i dag? – Ønsker den store part af menneskene ikke dette, at blive salige? – Hvem ønsker ikke at komme i besiddelse af de højere psykiske eller kosmiske evner? – Men er alle disse mennesker ikke mere eller mindre i familie med den rige yngling? – Har de ikke netop en større eller mindre portion af hans mentalitet i sig? – Er alle disse mennesker parate til at overgå fra en væremåde i nydelse til en væremåde i ydelse? – Er de parate til at give afkald på et særligt materielt gode for at kunne tilegne sig et virkeligt åndeligt gode på dets bekostning. Må man ikke her sige, at den store part af menneskene har absolut ikke nået et sådant stadium, at de vil give afkald på store materielle goder for tilegnelsen af højere åndelige evner? – Ja, forekommer der ikke tusinder for ikke at sige millioner af mennesker, der ikke engang vil afstå fra et mindre eller ganske lille materielt gode til fordel for en hungrende eller på anden måde nødlidende næste, dyr eller menneske? – Har man ikke netop i nogle lande kolossale overskudslagre af næringsmidler, medens der samtidig i visse andre lande dør millioner og atter millioner af mennesker af sult? – Findes der ikke også i verden et væld af millionærer samtidig med, at tusinder af deres medmennesker forgår i fattigdom, er husvilde, forgår i hjemløshed, laser og pjalter? – Det er rigtigt, at mange millionærer eller rige mennesker giver store gaver til de fattige, til filantropiske virksomheder og hjælpeaktioner, men hvor stor er den gave procentvis i forhold til disse menneskers samlede rigdom? – Mon de ikke har så meget tilbage af deres velstand, at de stadig kan nyde livets allerhøjeste materielle, fysiske goder? – Behøver de mon at savne noget som helst i den retning på grund af deres filantropi? – Og om så var, ville man så ikke opfatte disse mennesker som tåber? – De mennesker, der lever langt fremme i princippet "hellere at give end at tage" forekommer ikke i særlig grad blandt millionærer eller de store krøsusser. De lever mest i princippet, at hver en øre, der gives ud, skal helst komme tilbage med renter. Det er som regel ikke i de riges kvarterer, at gårdsangere og lirekassemænd høster det største udbytte. Vi ser, at princippet "hellere at tage end at give" endnu er det absolut førende i jordmenneskehedens nuværende stadium, selv om man må indrømme, at princippet "hellere at give end at tage" langsomt er under udvikling. Finder vi ikke netop her i stor udstrækning den rige ynglings mentalitet? –

Men når dette egoistiske princip: "Hellere at tage end at give" således er det førende i verden, hvordan skal menneskene så blive totalt lykkelige? – Hvordan skal de blive uden økonomisk frygt? – Hvordan skal de undgå næringssorger? – Må de ikke netop bruge deres hjerner til at finde metoder, ved hvilke de netop i en så høj grad som muligt kan befordre princippet "hellere at tage end at give"? – Hvis ikke de får taget så meget fra deres næste, så de får et klækkeligt overskud, bliver i større eller mindre grad formuende, kan de jo slet ikke få tid til at standse op og nyde tilværelsen. De må stadigt være optaget af, hvordan de skal få taget værdier fra deres næste til fordel for dem selv.

Denne udfoldelse af "tageprincippet" sker i stor udstrækning igennem camouflagen "forretning". Her bliver salgs objekterne i stor udstrækning kun midler, der overstiger deres virkelige værdi. Denne overstigende værdi modtager sælgeren altså ganske uden at give noget som helst tilbage for den. Og køberen betaler her en værdi til sælgeren, som han absolut ikke får noget som helst for. Hvor findes de handelsobjekter, der kan købes uden denne klausul? – Det virkelige forretningsprincip er i sig selv et guddommeligt princip i sin renkultur. Der, hvor dette forekommer i renkultur, vil det udgøre princippet "samme værdi for samme værdi". Det er kun et slet og ret byttemiddel. Men der, hvor det udgør princippet "mere værdi for mindre værdi", er det afsporet og gør så megen skade i verden og er så absolut krigsbefordrende, at hele menneskeheden af den grund i dag lever i en dommedagstilværelse, og er absolut totalt udelukket fra at skabe en virkelig fred i verden. Den er så at sige afsporet og kosmisk set så umoralsk på dette felt, at den tvinger alle til at tjene på alle, altså til "hellere at tage end at give". Den, der ikke følger trop hermed, bliver selv ruineret eller til slave af de andre. Dette princips udbredelse i verden i dag bevirker så megen ruin, så megen sultedød, så mange sindssyge, så megen fattigdom, så megen nød og elendighed, så mange hospitalspatienter, så megen forvrænget livsopfattelse, så megen hårdhjertethed og hensynsløshed, så meget røveri og plyndring, bedrageri og løgnagtighed, snobberi og ond camouflage, overvurdering og undervurdering af mennesker alt efter deres rigdom og bankkonto og den heraf følgende falske klasseinddeling i rangspersoner, ordener og titler, ja, kort sagt så megen sabotage på menneskehedens normale liv, at den ikke kan overtrumfes selv med atom- og brintbomber. Det er ikke så mærkeligt, at Kristus anbefaler den rige yngling at gå bort fra væremåden "hellere at tage end at give". I samme grad, som man hellere tager end giver, er man med til at sabotere verden eller menneskehedens liv eller livslykke fremover. Dette "hellere at tage end at give" er således livets største og mest ødelæggende krigsvåben. Under dette princip sorterer absolut alle andre eksisterende krigsvåben, lige fra en sten til de skrækkeligste atom-, brint- og raketvåben og hvilke eventuelle endnu større og grusommere våben, den jordmenneskelige bevidsthed kan udtænke og skabe.

Men hvem kan man bebrejde denne tilstand? – Kan man bebrejde opfinderne den? – Kan man bebrejde politikere og regeringer den? – Nej, det kan man absolut ikke. Denne situation er udelukkende et resultat af det udviklingstrin, menneskeheden for tiden befinder sig på. Og intet som helst væsen kan manifestere en fuldkomnere væremåde end den, det er udviklet til at kunne manifestere. Hele verdenssituationen er således et resultat af den samlede menneskeheds begrænsning i evnen til at kunne manifestere en total fuldkommen menneskekærlig væremåde. Dette at være fuldkommen, dette at være menneskekærlig er således ikke en blot og bar viljesakt. Jeg tror, at de allerfleste mennesker meget gerne ville være meget kærligere, end de netop er. Men når evnen til at være fuldkommen næstekærlig ikke er udviklet nok, kan mennesket umuligt præstere en sådan kærlighed. Det er ikke nok at have vilje til at udføre en manifestation eller skabelse, man må også have evne til det.

Den situation, den dommedagstilværelse, menneskene befinder sig i, er således mere et resultat af, hvad de har evne til, end det er et resultat af, hvad de virkeligt har villet. Der er sikkert ikke noget normalt menneske, der ønsker at skabe en mørk skæbne for sig selv. Når de ikke desto mindre kommer ind i en sådan, er det jo netop fordi, de ikke har haft evne til at se, at deres væremåde måtte føre til en sådan. Så det med at bekæmpe mørke skæbner med hævn og straf er netop den uvidenhed, der har skabt menneskenes nuværende ragnarok og ufredstilstand. Og så længe man tror at kunne afskaffe krig med krig og ondt med ondt, vil man umuligt kunne komme ud af krig eller det onde. Da vil mørket ruge over menneskenes skæbne eller livsoplevelse. Og det store spørgsmål: Hvad skal jeg gøre for at blive salig, er mere aktuelt i dag end nogen sinde. Og er svaret herpå ikke netop det samme som for 2000 år siden, nemlig princippet "hellere at give end at tage"? – Tiden har i alt fald vist, at hverken krig, hævn, straf, henrettelser, fængsler eller tugthuse har kunnet føre menneskeheden til fred eller salighed. Krig og ufred har absolut ikke taget af igennem det lange tidsrum, men derimod taget til. Menneskene har fået mangfoldiggjort deres evne til at sabotere, myrde og lemlæste medvæsenerne, så hvis menneskene kunne skabe fred ved hjælp af dette princip, måtte den totale fred forlængst være blevet til kendsgerning. I stedet for har de fået skabt sig en kulminerende dommedags- eller ragnarokstilværelse. Det er rigtigt, at menneskene har fået skabt sig et væld af tekniske, materialistiske goder, men så længe dommedagstilværelsen fortsætter, vil disse goder næsten kun være at betragte som chokoladeovertræk over nævnte dommedags bedske situationer og foreteelser. – Nej, menneskeheden må komme tilbage til verdensgenløserens svar til den rige yngling. Der er ingen vej uden om princippet: hellere at give end at tage.