Ældre Kosmos og Kontaktbreve

For de allerfleste mennesker verden over er det daglige liv et mysterium. Det er overfyldt med et kolossalt væld af gåder. Men det er ikke blot dette, at disse gåder eksisterer, der forvolder mange kvaler og lidelser, men det er også dette, at mange mennesker forsøger at give løsninger på disse gåder, løsninger, som undertiden viser sig at være ganske forkerte. Disse fejlagtige løsninger har i mange tilfælde ført menneskene i fordærv, fordi de i god tro har indrettet deres liv på disse og har handlet derefter. Deres daglige væremåde er derved blevet forkert. Ja, disse mennesker er ligefrem blevet afsporet, hvilket her vil sige, at de praktiserer en væremåde, der, om end ubevidst, gør deres daglige liv til en større eller mindre lidelsestilstand eller ulykkelig skæbne, alt efter afsporingens omfang og natur. Denne menneskenes afsporede eller fejlagtige væremåde bliver til kendsgerning igennem alle de større eller mindre krige, menneskene med deres væremåde udløser, såvel mand og mand imellem som imellem nationer og stater. Vi er netop blevet vidne til krige, revolutioner med tortur og dødskamre, lemlæstelser og henrettelser i det uendelige, ja, at mord og drab endog i disse tilfælde er autoriserede. Hvad mener man om Hiroshima- og Nagasakiødelæggelsen, hvor millioner af mennesker blev udslettet, rent bortset fra alle dem, der blev livsvarige invalider, ruinerede og hjemløse? – Hvad mener man om alle de mange mennesker, der fødes hos forældre, der er nødstedte i stor elendighed og primitivitet, kommer til at leve i en ulykkelig eller lidelsesfuld skæbne lige til deres dødsdag, medens andre mennesker fødes lige til det modsatte, fødes hos forældre, der lever i rigdom, luksus og velvære? – Hvorfor har nogle mennesker ikke det sted, hvortil de kan hælde deres hoved, og andre ejer gigantformuer, ja, er milliardærer? – Hvorfor skal menneskene udvide og bygge nye hospitaler trods lægernes og videnskabens utrættelige arbejde for at råde bod på dette ocean af sygdomme, som menneskeheden er inficeret med? – Hvorfor bliver sygdomstilfældene derfor ikke færre og færre? – Hvorfor alle disse ødelæggende, lemlæstende og dødbringende krige, som martrer og læderer menneskeheden og gør livet til en dommedags- eller ragnaroksepoke? – Det er ikke så mærkeligt, at livet er et mysterium for jordens mennesker.

I henhold til dette, det daglige livs mysterium, bliver det mest fundamentale i menneskehedens tilværelse dette: at finde løsningen på livets mysterium. I menneskehedens meget primitive eller uintellektuelle stadier er denne løsning ikke noget særligt problem. Disse menneskers opfattelse af livet befordres endnu næsten udelukkende i kraft af deres instinkt. Instinktevnen udgør en organisk automatisme, ved hvilken væsenernes liv befordres så længe, de i udviklingen endnu ikke har fået intelligensevnen udviklet, og samme evne derfor kun eksisterer som mere eller mindre latent. Det er instinktevnen, der indtil hundrede procents befordrer planternes liv, ligesom den også i en væsentlig grad befordrer dyrenes liv. Det er også denne evne, der befordrer alle automatfunktionerne i de levende væseners organismer. Og, som vi før nævnte, er det også den, der rent automatisk befordrer det endnu uintellektuelle menneskes religiøse sans. Denne sans er det samme som en evne til midlertidigt eller igennem de uintellektuelle stadier at føle, at der eksisterer højere og mægtigere livsformer end de jordiske menneskers. Disse højere livsformer eller væsener mentes at herske over naturens kræfter og i virkeligheden også over menneskene. Medens instinktet kunne gøre dem bevidst i, at der eksisterede højere livsformer eller væsener, kunne det ikke gøre dem bevidst i, hvordan disse højere væsener så ud, eller hvorledes deres liv udformede sig. Her kunne de kun opfatte disse væseners livsformer som analoge med deres egne livsformer. De dannede derfor disse væsener i deres eget billede. De regnede med, at disse højere væsener også levede i krig og kamp ligesom menneskene. De regnede med, at der imellem disse var onde og gode væsener ligesom imellem menneskene. Og fra denne opfattelse af de højere livsformer eller væsener stammer begreberne "guder" og "djævle". Guderne var de gode væsener, og djævlene var de onde væsener, som man måtte frygte, eftersom de jo var mægtigere end menneskene. Det gjaldt derfor om at komme i yndest hos de gode væsener: guderne. Og denne opfattelse affødte opfattelsen af og indstillingen til et "forsyn". Denne opfattelse og indstilling blev til det, vi i dag kalder "gudsdyrkelse". Guddomsopfattelsen blev således det bærende fundament for menneskenes opfattelse af moral. Denne moral affødte igen lovene for deres væremåde. Da denne væremåde således var baseret på væsenernes guddomsopfattelse, måtte samme væremåde blive mere eller mindre ufuldkommen, alt eftersom guddomsopfattelsen var mere eller mindre ufuldkommen. – Hvordan kunne guddomsopfattelsen være ufuldkommen, eftersom den automatisk blev affødt i menneskets sind af dets instinkt? – Alle af instinktevnen affødte automatfunktioner i væsenernes organismer og i andre forhold er normalt ufejlbarligt i kontakt med virkeligheden. Det er rigtigt, men her må vi huske på, at instinktevnen har ikke affødt hele guddomsopfattelsen. Den har kun affødt væsenets fornemmelse af, at der eksisterede et forsyn eller en guddom, men absolut ikke hvorledes denne guddom ser ud i detaljer og fremtræden. Denne side af guddomsopfattelsen er skabt af væsenernes endnu meget primitive, ufuldkomne eller uintellektuelle forestillingsevne, altså en evne, hvis resultater hverken er intellektuelle eller intuitive. Disse forestillinger om guddommen, som vægenerne ved hjælp af denne evne skabte, er således uintellektuelle og derfor i større eller mindre grad uvirkelige. Væsenernes opfattelse af guddommen og den heraf følgende moral og væremåde var således baseret på mere eller mindre uvirkelige eller usande forestillinger i forhold til den absolut virkelige eller kosmiske sandhed eller løsning på livsmysteriet. Men den ligger helt udenfor det, et menneske med sin blotte instinkt- og fantasibårne livsoplevelsesevne kan fatte og forstå. Væsenernes opfattelse af moral var affødt af deres indre fornemmelse af højere væseners, "guder"s og "djævle"s eksistens. Det er denne instinktmæssige fornemmelse af højere væseners eksistens, vi i dag kalder "religiøs tro". Denne religiøse tro er ledestjernen i alle folkeslags moral og væremåde, så længe de endnu er ganske uintellektuelle og må leve på deres instinkt-, tyngde- og fantasievne. Vi ser således her, at menneskene på de primitive eller uintellektuelle udviklingsstadier bliver ført i kraft af deres instinkt akkurat ligesom dyrene. Der er blot den forskel, at dyrene er ubevidste i denne førelse. De ledes ikke ved nogen religiøs tro. Deres instinkt leder dem til at gøre det, der for dem er en livsbetingelse. Menneskene har derimod fået udviklet deres tænkeevne således, at de kan danne sig forestillinger om det liv, de lever i, selv om disse forestillinger på de primitive stadier er ganske uintellektuelle og derved i større eller mindre grad bliver fejlagtige. Det er denne fejlagtighed, der viser os deres ophavs primitivitet eller ufærdige tilstand. Det virkeligt sande i disse væseners liv var altså kun deres instinktmæssige fornemmelse af en højere magts tilstedeværelse. Det mere eller mindre usande var altså de af væsenernes uintellektuelle forestillingsevne frembragte opfattelser eller beskrivelser af denne højere magts fremtræden i form af guder og djævle og disses daglige liv. At de ikke kunne opfatte disse gigantvæseners daglige liv anderledes end deres eget liv, men dog fremtrædende i en tilstand, der opfyldte alle de ønskedrømme, de selv nærede, men som de ikke kunne få opfyldt i deres eget liv, var selvfølgeligt. Således opstod der et ideal for menneskene at indstille deres liv på. Disse idealer måtte naturligvis blive forherligelse af det dræbende princip, eftersom dette princip jo er det herskende livsprincip i dyreriget og ligeledes i den side af det ufærdige menneskes mentalitet, vi kalder "det dyriske" i mennesket. Vi har et godt eksemple på denne menneskenes idealisering af det dræbende princip i vor nordiske gudelære, i hvilken det højeste ideal var at dræbe og selv at blive dræbt. I modsat fald kom man ikke til "valhal", denne gudelæres "paradis". Menneskene levede i krig, røveri, plyndring, drab og undertrykkelse af hverandre. Og desto bedre begavelse, man havde i denne retning, desto større yndest kom man i hos guderne. At denne drabstilværelse måtte afføde en lidelsernes mangfoldighed, er selvfølgeligt. Da lidelser afføder den humane evne i menneskene, hvilket igen vil sige: evnen til at føle sympati eller kærlighed, kom alle disse drab eller denne morderiske væremåde til at støde an imod denne ny følelsestilstand i menneskene. Og menneskene begyndte at forestille sig idealer, der passede bedre ind i deres begyndende sympati- eller næstekærlighedsevne. Og disse forestillinger blev udformede i nye love for væremåde, forkyndt af verdensgenløsere, og de såkaldte verdensreligioner opstod. Her i Vesten blev det den kristne verdensreligion, der kom til at være den herskende. I denne verdensreligion er kærlighedsidealet intet mindre end dette, at man skal elske Gud over alle ting og sin næste som sig selv. Endvidere hedder det, at man skal tilgive sin næste ikke blot syv gange dagligt, men indtil halvfjerdssindstyve gange syv gange dagligt. Det man vil, at andre skal gøre imod os, det må man først selv gøre imod dem. – Stik dit sværd i skeden, thi den, der ombringer ved sværd, skal selv omkomme ved sværd. – Men bliver disse idealer nu strængt overholdt af Vestens folk? – Absolut ikke. Da disse idealers overholdelse er den absolutte betingelse for skabelsen af en virkelig og absolut fred på jorden, hvor al krig, myrderi, røveri, plyndring og undertrykkelse, henrettelse, had og hævn er en umulighed, er det ikke så mærkeligt, at menneskene, selvom de kalder sig "kristne", lever i krig, ragnarok og lidelser.

Hvorfor opfylder den kristne religions tilhængere ikke deres religions stærkt foreskrevne idealer? – Hvordan går det til, at de såkaldte "kristne folk" til dato er de dygtigste krigsfolk i verden? – Hvorfor elsker de ikke deres næste som dem selv? – Hvorfor gør de ikke det imod andre folk, som de gerne vil have, at disse skulle gøre imod dem? – Hvorfor overholder de ikke budet med hensyn til at stikke sværdet i skeden, men derimod ikke alene bruger sværdet, men tillige har mangfoldiggjort deres evne til at dræbe, ødelægge og lemlæste millioner og atter millioner af gange ved hjælp af deres beherskelse af atomkræfterne? – Hvorfor bliver der stedse flere og flere tomme stole under gudstjenesten i de kristne kirker? – Hvorfor bliver der flere og flere mennesker, der bliver materialister eller gudløse? – Hvorfor gør menneskene ikke alt muligt for at opfylde de kristne idealer, hvorved de ville få den absolutte fred, som de i virkeligheden alle ønsker? – For at komme til at forstå denne menneskenes situation, må vi tilbage til at se lidt på de menneskers mentalitet, til hvem de kristne idealer blev givet. Hvordan var disse menneskers mentalitet, før de kom ind under de kristne idealers forkyndelse? – Den var af en sådan natur, at den naturligvis ikke kunne acceptere disse umådeligt ophøjede idealer i sin fulde udstrækning. I kraft af deres religiøse instinkt var de bevidst i, at der var højere væsener til end menneskene, og ligeledes kunne de også acceptere, at der var en almægtig guddom til. På dette felt kunne de godt acceptere. Her kom deres instinkt dem til hjælp og befordrede deres urokkelige tro netop på denne ene almægtige gud. Og da de var trætte af den dræbende valhalsreligion, var de også til en vis grad modtagelige for den humanisme eller næstekærlighed, som de kristne idealer påbød. Men her er vi siden blevet vidne til, at de slet ikke kunne magte at opfylde disse idealer. De kunne hverken elske deres næste som dem selv eller lade være med at komme i krig, lade være med at dræbe. Og de tabte tilsidst troen på disse idealer. De dannede sig så den forestilling, at disse idealer kunne menneskene ikke opfylde. Det var kun verdensgenløseren eller Kristus, der kunne opfylde disse. Man begyndte så at fortolke disse idealer på en sådan måde eller iklæde dem en sådan form, at de bedre kunne passe med den væremåde, de var i stand til at kunne præstere. Man indførte så forestillingen om "syndernes forladelse", som man kunne få i kraft af Jesu korsfæstelse, idet man forestillede sig denne som straffen for menneskenes synder, som verdensgenløseren eller det uskyldige væsen havde påtaget sig. Ved at bede om nåde skulle de angrende mennesker så kunne blive fritaget for virkningerne af det onde, de havde begået. At denne ændring af de kristne verdensidealer ikke i nogen særlig grad kunne inspirere menneskene til at komme bort fra de dræbende idealer fra fortiden er naturligvis givet. Og derfor velsigner man i visse situationer krigen og de her ind under hørende mordvåben og helvedesmaskiner. Og verden må i dag leve i et ragnaroks krige, myrderier og religiøst kaos og gudløshed. Men det er i virkeligheden ikke andet end opfyldelsen af den "dommedags" epoke, der blev forudsagt af Kristus selv.