Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Men denne væremåde blev ikke blot åbenbaret teoretisk, den blev også åbenbaret praktisk. Derfor måtte korsfæstelsen af verdensgenløseren finde sted således, at denne begivenhed kunne stå som et uomstødeligt bevis for, at en sådan næstekærlighed, som den, han forkyndte, virkeligt kunne eksistere i et væsen af kød og blod. Den kærlige og tilgivende væremåde, som Kristus åbenbarede, blev i virkeligheden modellen til den væremåde, der er den absolutte livets mening med ethvert væsen. Og uden at denne væremåde bliver til selvfølgelig daglig væremåde iblandt jordens mennesker, vil de aldrig nogen sinde kunne opnå en virkelig oplevelse af en absolut og varig fred. På korset, midt i de sværeste lidelser, der kan times et menneske, viste Kristus, at han elskede sine fjender og bad for, at de ikke skulle komme til at lide noget, fordi de begik denne voldelige dødshandling imod ham. Han påpegede, at de ikke vidste, hvad de gjorde.

han afslørede også i sin væremåde og i sin bøn for sine bødler, at han oplevede verdensaltets Guddom som sin virkelige, kosmiske fader. Han bad "Fader, forlad dem, thi de vide ikke, hvad de gøre". Dermed åbenbaredes det, hvorledes en højere bevidsthedssfæres mennesker oplever Guddommen som en realistisk virkelighed eller kendsgerning. Med oplevelsen af Guddommen som sin Fader, kendte han ikke til frygt – heller ikke for korsfæstelsen, da det blev ham klart, at det var Guds vilje, at han måtte tage den. En sådan mental tilstand måtte åbenbares for menneskene, hvis de overhovedet skulle komme til at tro på en sådan kærligheds eksistens, som kan bevirke, at et væsen frivilligt kan lade sig korsfæste og dø, for at andre væsener derved kan blive åbenbaret vejen til lyset og derved blive lykkelige og blive ét med Gud.

Denne Kristi skæbne var således et meget stort spil imellem jordiske og himmelske kræfter, hvilket en udløsning af verdensgenløsningsprincippet altid vil være. Det var skabelsen af en kontakt mellem disse to slags kræfter, der bevirkede, at de kosmiske kræfter i form af kosmiske idealer kunne nedplantes i jordmenneskehedens bevidsthed. Og det er i kraft af denne højere verdens medvirkning bag Jesu liv og væremåde, at hans levnedsløb ikke forlængst er gået af minde ligesom alle andre korsfæstede og henrettede væsener, men nu fejres over hele verden. I ham var den totalt fuldkomne væremåde inkarneret. Den skulle nedplantes i menneskenes mentalitet eller livssfære for der at vokse og gøre menneskene fuldkomne.

Og vi er da også vidne til, at et vist område af den jordmenneskelige væremåde indenfor kulturstaterne har begyndt at gå i Jesu mentale fodspor. Hvad betyder f. eks. de store moderne hospitaler, sanatorier og andre former for sygehuse? – Er det ikke lignelsen om den barmhjertige samaritan levendegjort til virkelighed i det daglige liv? – Hvad er alt, hvad der kommer ind under begrebet "forsorg". Er det ikke en hjælp fra staten til ubemidlede mennesker, der på grund af alderdom, sygdom og nød er blevet trængende? – Er det ikke netop opfyldelsen af princippet i Jesu ord der, hvor han siger, at den, der har to kjortler, må dele med den, der ingen har? – Er der ikke også stater, der har afskaffet dødsstraffen? – Det er dog et skridt hen imod opfyldelsen af hans ord om dette at vende den højre kind til, når man bliver slået på den venstre eller omvendt, selv om denne opfyldelse ikke udgør den totale opfyldelse af dette hans påbud. Dødsstraffens afskaffelse er dog en begyndende tendens i retning af overvindelsen af den brutale, primitive eller hedenske side ved menneskenes rets- og straffeopfattelse. Denne tendens vil vokse videre og videre i Jesu fodspor. Engang vil menneskene have afskaffet alle former for "straf", fordi disse i virkeligheden er identiske med "hævn", som heller ikke på nogen måde kan udgøre sand kristendom. Det betyder naturligvis ikke, at man ikke må beskytte sig imod de livsfarlige dyriske naturer, der kan komme til udløsning i ens næste imod en. Men denne beskyttelse skal ikke være hverken i hidsighed, had eller hævn. Det er denne beskyttelse, det moderne politi- og retsvæsen er en første begyndelse til, men det er endnu meget langt fra at kunne opfylde det formål, det engang skal nå frem til at kunne.

Vi ser således her, at der er meget af kristusbevidstheden eller den bevidsthed, Kristus afslørede teoretisk i sine taler til disciplene og folket og bekræftede i praktisk væremåde i kraft af sin korsfæstelse, der nu er fremtrædende i menneskeheden. Her blev han en for verden åbenbaret modelbevidsthed og hans væsen som modelværemåde. Og det er således hans kærlighedsidealer åbenbaret gennem hans tale og væremåde, der er kernen i al kristendom verden over. Det er hans på Guddommen og kærligheden baserede tankegang og væremåde, der er manifesteret i verden som eksempel på det fuldkomne menneske i Guds billede efter hans lignelse. Det er denne bevidsthedstilstand, dette intime forhold til verdensaltets ophav, alle levende væseners evige fader, der er Guddommens mål med de levende væseners udvikling, skæbnedannelse og oplevelse af mørket. Det er ud af dette mørke, alle levende væsener skal opstå for at kunne leve bevidst i og sammen med Guddommen i livsoplevelsens højeste lyssfærer.

Igennem verdens genløserens liv har vi set, at han opstod fra mørkets og lidelsernes eller korsfæstelsernes mørke gru eller helvede for at funkle, lyse og stråle Guds ånd ud over verden. Det fundamentale i hans opstandelse er ikke blot dette, at hans disciple og nogle andre af hans kære venner fra hans fysiske liv fik lov til, efter korsfæstelsen eller hans fysiske død, at se ham i et lysende, kosmisk legeme i nogle enkelte korte samvær. Denne deres oplevelse ville relativt hurtigt være gået i glemmebogen, hvis denne åbenbaring af hans lysende, kosmiske legemstilstand var det eneste udødelige af ham, der eksisterede efter hans fysiske død. Det der overlevede korsfæstelsen eller den fysiske død, var ikke blot Kristus selv, men den udødelige, guddommelige visdommens og kærlighedens ånd, som ved ham blev inkarneret i fysisk materie i form af hans guddommelige ord og sætninger, hans bjærgprædiken og andre taler til folket og disciplene. Med skabelsen af disse ord understreget af hans guddommelige væremåde har han nu snart i to tusinde år efter sin fysiske død talt til millioner og atter millioner af mennesker og dermed skabt begyndelsen til en helt ny verdensepoke. I denne epoke skal alle jordens slægter velsignes.

Han forudsagde også, hvad der først ville ske inden denne epoke. Der ville komme forfærdelige mørke tider, en dommedags- og ragnarokstilstand, i hvilken djævelen skulle rase i al sin vælde. Der skulle blive krige og rygte om krige. Folk skulle rejse sig imod folk. Religiøsitet og gudsdyrkelse vil blive ringeagtet, ja endog forfulgt. Og hvad er det, menneskene oplever i vort århundrede? – Er det ikke netop opfyldelsen af hans forudsigelser? – Hvad er døden på krigsskuepladserne, i koncentrations- eller torturlejrene, i gaskamrene – i raket- og atombombeeksplosionerne? – Er det ikke dommedagsepoken i renkultur, styret og dikteret af "djævlebevidsthed"? – Men når det mentale mørke, Kristus har forudsagt, således sker fyldest for vore øjne som kendsgerninger, hvorfor skulle så det store mentale lys, som han også bebudede, ikke ligeledes gå i opfyldelse, blive til kendsgerninger for menneskene? – Hvad har han da bebudet på dette felt? – Han har udtrykt denne trængselstid som "de sidste tider". At det ikke er "verdens ende" eller jordens undergang, han udtrykker, bliver til kendsgerning igennem hans forudsigelser af det, der skal ske på jorden og videreføre menneskene, når disse "sidste tider" er passeret. Han bebuder netop en stor lysepoke, der vil komme for menneskene. Hans ord, hvilket vil sige: den absolutte og evige sandhed i dem, vil blive hørt og kendt af alle folk på jorden. Og der skal blive én hjord og én hyrde. Dette vil igen sige, at alle jordens folk skal komme til kun at have én eneste religion, nemlig den evige sandhed som videnskab, og en heraf følgende total fuldkommen væremåde.

Som videnskab kan religionen hverken være jødisk, buddhistisk, muhamedansk, hinduistisk eller på anden måde være nationalistisk præget. Ja, den kan ikke engang være kristendom i den forstand, som den i dag i sin kirkelige forkyndelse afviger fra sin stifters ånd og hjerte. Det skal ikke her være en kritik hverken af kristendommen eller de andre verdensreligioner. Disses høje guddommelige idealer kunne naturligvis på det givne tidspunkt hverken forstås eller accepteres helt af de endnu primitive og hedenske folkeslag, til hvilke de blev givet. Nævnte idealer blev derfor reduceret ned til en mere afblændet glans, så de kunne danne en mellemting eller et overgangsstadium mellem de høje, rene idealer og de vante hedenske idealer. Det er ikke med krig, atombomber, raketter, gaskamre og torturlejre, at man opfylder kristendommens rene og højeste eksisterende idealer eller påbud. Det er ikke en glorværdig opfyldelse af kristendommen, at dens nationer og stater hidtil har været verdens største krigsfolk og undertrykkere af andre folkeslag på jorden.

Det er ikke så mærkeligt, at Kristus, der med sin kosmiske bevidsthed så, at hans rene lære ikke ville blive sejrende før efter en dommedag eller et ragnarok, der kunne vise menneskene det helvede, de dødbringende mentale kræfter, den djævlebevidsthed, der ville opstå i en verden, hvor man i årtusinder ville korsfæste hans idealer ved at ignorere hans forkyndelse om Gud og den påkrævede næstekærlighed, forstod, at denne hans inkarnation på det fysiske plan ikke var nok til at fuldføre verdens genløsningen eller menneskenes udfrielse eller frelse fra deres dyriske mentalitet i deres indre. Han så også, at menneskeheden efter denne deres dommedagsoplevelse ville få vakt deres religiøse trang, der igen ville afføde det store spørgsmål: hvad skal jeg gøre for at blive salig? – Han forstod også, at dette spørgsmål ikke kunne besvares med nogen som helst oplysning om materie eller fysiske foreteelser. Disse spørgsmåls besvarelse ville menneskene til den tid have fået besvaret indtil trivialitet. Nej, det var et virkeligt svar på selve livsmysteriet, svar på eller oplysning om den intelligente magt, der over alt som videnskabelig kendsgerning kom til syne bag alle former for naturens skabelsesprocesser. Det var svaret på alle de usynlige realiteter, der udgjorde deres eget indre selv eller jeg, men som de hverken kunne iagttage med mikroskoper eller andre optiske instrumenter, ja, det var oplysninger om hele den verden, de begyndte at forstå måtte eksistere bag den fysiske verden, men som var ganske utilgængelig for deres almindelige fysiske sanser, og som de derfor var forhindret i at udforske. Han så, at den næste verdensgenløsningsproces måtte hvile på en videnskab, der kunne dygtiggøre menneskene til selv at udforske og iagttage i den for dem endnu mystiske verden, men som de var klar over eksisterede. Og han vidste, at denne videnskab netop var den, ud fra hvilken han selv havde givet menneskene de store idealer eller facitter og påbud. Det var intet mindre end den sådkaldte "hellige ånd". Ligeledes vidste han, at Faderen ville åbenbare denne videnskab for menneskene henimod dommedagens endeligt, hen imod krigskulturens "sidste tider". Det bliver til kendsgerning igennem hans udtalelse om "talsmanden den hellige ånd, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære eder om alle ting og minde eder om alle ting, som jeg har sagt eder". "Men når han, sandhedens ånd, kommer, skal han vejlede eder til hele sandheden; thi han skal ikke tale af sig selv, men hvad som helst han hører, skal han tale, og de kommende ting skal han forkynde eder. Han skal herliggøre mig; thi han skal tage af mit og forkynde eder. Alt, hvad Faderen har, er mit; derfor sagde jeg, at han skal tage af mit og forkynde eder."

Da ånd er det samme som tanker og viden, er "talsmanden den hellige ånd" således ikke en mand, der skulle komme til menneskene. Det er derimod: tanker og viden om hele sandheden, altså en videnskab. Når Kristus siger, at "han skal tage af mit og forkynde eder", vil det altså sige, at det er Kristi forkyndelse i videnskabelig form, der skal gives menneskene. Og det er denne videnskab, der skal herliggøre ham. Og det er denne guddommelige videnskabs kosmiske analyser, der er det tyvende århundredes verdens genløsning. Det er denne videnskab om Guddommens og de levende væseners evige eksistens, denne videnskab om Guds evige ånd, der "svævede over vandene", hvis lys funkler og stråler i verdensaltets grundtone som kulminerende kærlighed, der er livsmysteriets løsning. Det er denne guddommelige ånds indpas i menneskenes væremåde, der skaber "himmeriges rige" på jorden, der igen er det samme som opfyldelsen af juleevangeliets fred og velbehagelighed for menneskene. Det er ikke så mærkeligt, at mindet om Jesus fra Nazareth ikke kunne gå i glemmebogen eller dø, således som tilfældet var med de andre korsfæstede. Med en sådan indsats af guddommeligt lys i jordens sfærer, som Guddommen åbenbarede og stadig åbenbarer igennem ham, vil ethvert menneske efterhånden blive nødsaget til at erkende, at han virkelig var "vejen, sandheden og livet", og at enhver, der følger ham, vil blive dagsbevidst i Guddommen og sit eget evige liv.