Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Det er efterhånden blevet mere og mere almindeligt, at folk søger ud i naturen. Navnlig om foråret og sommeren ser man hele skarer af unge mennesker belæsset med rygsække, fyldt med nødvendigt udstyr og grejer for kampering i det frie, pr. cykle eller til fods drage ud på landet, bort fra byerne, bort fra larmen og tummelen for at holde week-end. Og i sommermånederne kommer flere og flere af de ældre med for at feriere ude i det herlige liv ved skov og strand. Alle må ud. Naturen kalder. Dens røst bliver stærkere og stærkere, og lydhørheden over for denne kalden er i urokkelig stigen.

Og det er godt for de mange mennesker med de sønderslidte nerver at komme ud i naturen, ud til blomsterne, ud til dyrene, ud til bakkerne, skoven og havet. Men det fulde og sande velsignelsesrige udbytte og den guddommelige nydelse af samværet med naturen får man først rigtigt, når man lærer at kende, det man ser, som udtryk for noget højere og mere end slet og ret "naturen" og opdager, at det alt sammen er en pendant til vor egen indre bevidsthed, ja, at naturen virkelig er vor sande "moder", og at det bogstavelig talt er hendes blod, der kosmisk set flyder i vore årer. Det er hendes stærke skiftende temperament: vinterens is og sne, kolde dage og lange nætter – forårets vågnende liv, det grønne løv, gøgens kukken – sommerens varme solskin og blomsterduft, lyse nætter og måneskinsaftener – efterårets uvejr, regn og slud, de falmende skove og visne marker, der åbenbarer sig bag vort eget bryst, der hamrer, syder og gærer i vor egen puls, i vor egen tanke, i vor egen mentalitet. Det er "hendes" hele sjæl, der går igen i vor mest fremtrædende viljeudfoldelse såvel som i vort lønligste suk. Vi kan kun åbenbare "familieligheden". Al vor færd er "sønlighed". –

Og det er i forbindelse hermed, at jeg har tænkt, at efterfølgende skitse af årstiderne og "udviklingsspiralen" kunne være et lille nyttigt ord med på vejen ud i naturen.

 

Som læserne af "Livets Bog" ved, udgør udviklingsspiralen én zone, i hvilken mentaliteten kulminerer i mentalt lys og én, i hvilken den kulminerer i mentalt mørke, og at disse to kulminationer henholdsvis derved kommer til at repræsentere en slags kosmisk "sommer" og "vinter", ligesom overgangs stadierne mellem nævnte kulminationer på samme måde nødvendigvis må blive en slags kosmisk "forår" og "efterår". Spiralen repræsenterer således i kosmisk fremtræden, hvad det almindelige år udgør i fysisk tilstand. Og året med dets fire årstider bliver derved et sindbillede eller symbol på spiralen eller det levende væsens kosmiske færd gennem dets evige tilværelse.

På vedføjede symbol ser vi disse årstider indtegnet analogt med spiralens inddelinger. Vi ved, at spiralens kulmination i kosmisk mørke falder i dyreriget. Derfor bliver denne zone og dens nærmeste mentale omegn spiralens vinter og svarer til vor fysiske vinter fra vintersolhverv til forårsjævndøgn, hvilket altså vil sige fra 21. december til 21. marts. Slutningen af december, hele januar, februar og det meste af marts er således symbol for eller genskin af spiralens kosmiske vinter.

Ligesom det meste planteliv i disse måneder er i dvale, og dyrene og menneskene henholdsvis i stor udstrækning opretholder deres fysiske liv på kunstig måde ved huler og huse, klæder og kunstig varme og således er langt borte fra livets kulmination i fysisk udfoldelse, således vil også de levende væsener i spiralens, vinter, hvilket, som det fremgår af tegningen, vil sige i den største del af "dyreriget", hvortil det jordiske menneske endnu hører, samt første del af "følelsesriget" endnu være langt borte fra livets kosmiske kulmination i udfoldelse. Det arbejder sig ganske vist hen imod "Den store Fødsel", hvorved det indtræder i "følelsesriget" og bliver et rigtigt "menneske", men selv denne tilstand hører endnu, i nævnte riges første zone, til spiralens "vinter".

Med "Den store Fødsel" ophører smerterne og lidelserne, men individet er endnu kun et lille nyfødt barn i det kosmiske perspektiv. Her begynder dets første virkelige kosmiske "barneår". I den forudgående dyriske tilværelse var det i samme perspektiv kun at betragte som et ufødt "foster", hvis liv kun er analogt med det indre liv, der slumrer i de "visne" træer eller planter om vinteren.

Men henimod vinterens slutning syder og gærer guddommelige indre kræfter i de "visne" planter, og forberedelse til kommende udfoldelse af nye skud, skønne blade, stilke og farverige blomster begynder at udløses.

Det jordiske menneske befinder sig altså på et stadium i udviklingens "vinter", hvor det ligesom planten i den fysiske vinter begynder at få stærk bevægelse i sine indre kræfter. For nævnte væsen udgør disse "indre kræfter" hele dets fysiske fremtræden. Alle dets kampe, krige, revolutioner, ulykkestilfælde, sygdoms- og lidelsestilstand er "spiralvinteren"s "polarvind", der drøner hen over livsvangene og holder alt i sit isnende favntag.

Men ligesom den fysiske vinternat undertiden kan have huller i de mørke skyer, hvor igennem stjernerne lyser, således har den kosmiske "vinternat" også sine "huller" i skyerne, igennem hvilke "stjernerne" lyser og forjætter om kommende "vejrforandring", "klar himmel", og stærkere og stærkere adgang til "sol" og "lys", til "forår" og "sommer". Dette giver sig igen til kende på den jordmenneskelige mentalitet i form af dets tekniske opfinderevne. Dets voksende kunstneriske skabeevne, dets voksende trang til kosmisk viden er "safterne", der syder og gærer i den jordmenneskelige "plante". Det er de første virkninger af en sig nærmende kosmisk "sol"s livgivende varme. Alle de tekniske frembringelser, kraftmaskiner, apparater og indretninger, som på mangfoldige måder skal fritage menneskene for materielt slid, skal skåne deres hænder for vabler og hård hud, fritage deres ranke rygge for krumbøjningen under arbejdets tyngde og skabe økonomisk frihed, ligestilling og velvære, er de kosmiske "planter" s første små spirende "knopper" og tegn på spiralforårets snarlige komme. Men på det jordmenneskelige udviklingstrin er de endnu kun i "januarstadiet" og må således endnu kæmpe med den kosmiske "vinter"s iskolde temperatur, "frost" og "sne", hvilket vil sige: egoisme, havesyge, magtbegær og hævnlyst. Og mange af de smukke lovende "knopper" bliver til forkrøblede svæklinge, der billedlig set humper og halter afsted på krykker, bandager og rullestole. Sådanne forkrøblede kosmiske knopper er identiske med det, vi kender som arbejdsløshed, fattigdom, social nød og elendighed af enhver art, og hvis fodspor igen er tyveri, plattenslageri, rovmord, selvmord, legemlig og moralsk usundhed på alle områder. Arbejdskampe, strejker, lockouter, politiske intriger, statskup, militarisme, diktatur og undertrykkelse, tortur og dødsstraffe, forbud mod fredslitteratur, forbud mod bekæmpelse af krig, ophævelse af åndsfrihed er den kosmiske januars kolde islag, der nu hviler over de jordmenneskelige frembringelsens identitet som spiralens tidlige forårsknopper eller plante spirer.

Men de evige love betinger, at intet kan stå stille, og vinteren og mørket kan derfor heller ikke stå stille, men må vige pladsen for sommeren og lyset. Allerede i februar bliver solens og lysets begyndende overlegenhed synlig i atmosfæren. Dagene længes. Stærkt tøvejr med snesjap, regn og slud skiftende med enkelte solskinsdage er de første drastiske tegn på vinterens begyndende afmagt. Den kan ikke mere holde livet nede. De første spæde knopper åbner sig. Vintergækker, erantis, krokus og lignende tidlige forårsplanter titter frem. En ny levende verden bliver synlig. En verden, der før var indhyllet i knopper med tykt brunt svøb, tynget af is og sne, begynder at åbenbare sig midt i de stærke urolige klimaforhold her i sommerens og vinterens kampzone, lysets og mørkets valplads.

Men på denne valplads får frosten og kulden sit banesår. Solen og lyset bliver i stærk stigende grad de altbeherskende faktorer, og forårets friske briser begynder at holde sit indtog over grøfter og grave, kær og moser, enge og tofter, der snart vil være befolket med små travle væsener, bevingede nomader, hvis lovsange fra tusinder af struber akkompagnerer livets og sommerens tilbagevenden til dødens og mørkets kolde breddegrader.

I den kosmiske spiral vil de samme principper eller februar- og martsstadiet være let at genkende. De førnævnte begyndende knopper, der åbner sig, forårets første små blomster, der skyder frem, ja, stundom op over selve sneen, symboliserer intet mindre end "Den store Fødsel". Det stærke røre i atmosfæren med tø, snesjap og regn, der tilsidst får frosten til at kapitulere, får de førnævnte små knopper til at åbne sig, får fuglene til at synge, symboliserer "Den hellige And"s begyndende indflydelse på dyreriget, der jo udgør spiralens vinter, og dens tiltagende forvandling af denne vinter hen imod det kosmiske forår. Det er nævnte hellige ånd, der i form af virkelig åndsvidenskab får den mentale is og sne: egoismen og selvtilbedelsen, hadet og magtbegæret til at tø, således at uselviskhedens, næstekærlighedens og barmhjertighedens friske forårsbriser kan lyse gennem kulturen og lade et rige opstå, hvor frugterne af menneskets tekniske fuldkommenhed og mekaniske snille ikke forkrøbles af egoismens kolde islag og bliver til smerte, nød og elendighed, men derimod kommer til sin fulde udfoldelse, bliver til fælles bedste eller gode for alle levende væsener i zonen, der derved retmæssigt i o fuld harmoni med "Den hellige And" gør det af med al smerte og lidelse, og hvorved en zone bliver åbenbaret, der nok er en slags kosmisk barnezone, og som sådan endnu hører med til spiralens vinterområde, men dog er udenfor dens virkelige "frost" og "kulde", hvilket altså vil sige udenfor alt, hvad der hedder smerte og lidelse, gråd og tænders gnidsel. Den kommer således til at repræsentere kulminationen af – ikke dyrisk – men virkelig sand menneskelig tilværelse.

Denne tilværelse udtrykker altså følelsesriget eller det rigtige menneskerige, det rige, om hvilket Kristus udtalte, at det ikke var af denne verden. Første del af dette rige og sidste del af dyreriget, hvilket vil sige det jordmenneskelige stadium, udgør altså tilsammen spiralens vinter.

Men når den skønne tilværelse, der indfinder sig med et jordmenneskes oplevelse af "Den store Fødsel" og indlemmelse i det rigtige menneskerige, endnu således er henhørende under den kosmiske vinter, begynder det her at blive synligt, hvor umådeligt et perspektiv i salighed og lykke den kosmiske udviklingsspiral i virkeligheden er. (Fortsættes i næste Kontaktbrev.)